Forskere advarer: Lille plastik-strimmel skaber høj grad af overbehandling

Det er i grunden meget smart:

En billig plastikstrimmel sænkes ned i en urinprøve, og efter få minutter kan den fortælle dig, om der er bakterier i din urinvej.

Den såkaldte urinstix er blevet brugt i årevis til at screene blandt andet plejehjemsbeboere for urinvejsinfektioner såsom blærebetændelse.

Men der er et stort problem med den lille strimmel:

Hos ældre borgere vil den være positiv oftere end negativ – også selvom der ikke er nogen infektion.

Det kan betyde behandling af især svagelige ældre uden anden effekt end eventuelle bivirkninger fra medicinen.

»Min personlige holdning er, at den bør udfases på danske plejehjem,« siger Sif Helene Arnold, læge og postdoc ved Københavns Universitet, som har forsket i urinvejsinfektioner på plejehjem.

»Den kan ikke skelne mellem bakterier, der skyldes en behandlingskrævende infektion, og bakterier, der blot er til stede i urinvejene uden at give sygdom. Det kan føre til overdiagnostik og unødvendig behandling.«

Dansk forskning peger på, at det kan lade sig gøre at nedbringe forbruget af urinstix uden store negative konsekvenser.

Men det kræver en kulturændring.

Flere bakterier med årene

Urinvejsinfektioner skyldes bakterier. Når man har en urinvejsinfektion, vil man også have bakterier i urinen.

Mange af de bakterier opsnapper urinstixen og skifter farve efter få minutter. På den måde gør den lille strimmel sin opgave, som den skal.

Derfor er den tidligere blevet flittigt brugt på sygehuse, og i dag bruges den i høj grad af plejehjemspersonale for at finde ud af, om de ældre borgere har urinvejsinfektioner. Den kan desuden også fås i håndkøb.

Men:

»Man kan sagtens have bakterier i sin urin, uden at det er på grund af en urinvejsinfektion,« siger Liv Duus Pedersen, der er klinisk mikrobiolog ved Sygehus Lillebælt.

Når man har bakterier i urinen, uden at det er tegn på sygdom, kaldes det for ‘asymptomatisk bakteriuri' – noget, der sker oftere, jo ældre vi bliver.

»Hos ældre borgere på plejehjem vil op mod 50 procent have bakterier i deres urin, også selvom de ikke har en urinvejsinfektion,« siger hun.

»Det vil sige, at man sætter rigtig mange behandlinger i gang, som slet ikke er nødvendige, når urinstix viser, at der er bakterier i urinen.«

Ifølge en undersøgelse fra 2021 modtager plejehjemsbeboere 2,5 gange så mange recepter på antibiotikabehandling som borgere uden for plejehjem.

Op imod tre ud af fire antibiotikabehandlinger på plejehjemmene bruges til at behandle urinvejsinfektioner.

Del af større sundhedstrussel

Antibiotikaresistens – det vil sige bakterier, der har udviklet immunitet over for antibiotika – er en stigende trussel mod folkesundheden, som ifølge en vurdering fra WHO vil kunne koste 10 millioner menneskeliv om året inden 2050.

Samtidig kan antibiotika give bivirkninger såsom diarré, mavesmerter og udslæt.

Sif Helene Arnold, læge og postdoc ved Københavns Universitet, er en af de forskere, der har fokus på at nedbringe antibiotikaforbruget.

Ifølge hende er en af de store udfordringer kulturen på plejehjemmene.

»Det kan være svært at vurdere, om plejehjemsbeboere har en urinvejsinfektion, fordi de ofte er kognitivt eller sprogligt udfordret. Derfor kan uspecifikke symptomer såsom øget forvirring eller irritation tolkes som en mulig blærebetændelse,« siger hun.

Hvis man ønsker et mere præcist svar på, om der er en urinvejsinfektion, og hvilken antibiotika der vil være mest effektivt, kan man sende en urinprøve ind til dyrkning på et laboratorium.

Men det vil ofte tage flere dage at få svar. Derfor har der længe været en kultur for, at man tager en prøve på plejehjemmet med urinstix, der kan give svar med det samme – for en sikkerheds skyld.

»Det gør man selvfølgelig i bedste mening. Men så føler man også en pligt til at handle, når den er positiv. Man vil jo ikke være den, der ikke gjorde noget, hvis vedkommende faktisk har blærebetændelse. Der kan også være en forventning fra pårørende om, at man agerer på en positiv test.«

Hvordan kan det løses?

Sif Helene Arnold påpeger, at det kan være svært at komme med estimater på, hvor stort overforbruget af antibiotika til urinvejsinfektioner er.

»Det er meget upræcise estimater, for vi ved jo reelt ikke, om borgerne faktisk har haft en infektion eller ej, hvis de er blevet behandlet på baggrund af forvirring og en urinstix, som viste tegn på bakterier,« siger hun.

»Der kan være mange grunde til forvirring. Hvis de er dehydreret eller utrygge ved en vikar, så kan problemet jo være løst under behandlingen, selvom de ikke havde blærebetændelse. Og så tror man måske, det var takket være antibiotikaen.«

Alligevel har hun tal, der giver en kraftig indikation på, at forbruget kan sænkes.

I en periode over fire måneder fra 2018-2019 testede hun og hendes kolleger en række tiltag, der skulle mindske brugen af antibiotika på en række plejehjem.

Blandt andet at uddanne plejepersonalet i at skelne mellem konkrete tegn på urinvejsinfektioner og asymptomatisk bakteriuri, som urinstix ofte vil bonne ud på.

»Det blev en stor succes, og vi kunne vise, at vi havde reduceret antibiotikaforbruget med omkring 50 procent,« fortæller hun.

»Noget af det, man kunne være mest bange for, var så, at mindre behandling ville føre til flere indlæggelser eller højere dødelighed. Men det var ikke det, vi så.«

Markant effekt på sygehuse

På flere danske sygehuse har man gjort en indsats for at reducere brugen af urinstix som diagnoseværktøj.

Det gælder blandt andet Sygehus Lillebælt, hvor Jakob Blaabjerg Espesen er cheflæge for Nær Sundhed og indtil nytår programchef for Vælg Klogt, der arbejder for at nedbringe unødvendige behandlinger i sundhedsvæsnet.

Sammen med en række eksperter fra forskellige faggrupper besluttede de kun at bruge urinstix i særlige tilfælde og hos enkelte patientgrupper såsom gravide og børn, der har langt mindre risiko for asymptomatisk bakteriuri end ældre.

»På et år reducerede vi brugen af urinstix med cirka 70 procent. Urindyrkning har i samme periode taget et dyk på 20 procent, og vi forbruger cirka 20 procent mindre antibiotika mod urinvejsinfektioner,« fortæller han.

Også i Region Nordjylland har man besluttet at udfase urinstix på de fleste afdelinger, og herfra lyder vurderingen, at det alene på Aalborg Universitetshospital giver en besparelse på 320.000 kroner over to år, og at sygeplejerskerne oplever at kunne give en meget bedre pleje.

Ligesom Sif Helene Arnold peger Jakob Blaabjerg Espesen på, at en af udfordringerne har været kulturen omkring, at man hellere vil behandle en gang for meget end en gang for lidt.

»Det kan også være svært for patienterne at forstå, at mere ikke altid er bedre. Og vi risikerer faktisk at skade folk ved at overbehandle. Så der ligger helt klart noget kulturelt i det,« siger han.

»Det gælder ikke kun med urinstix, men med alle undersøgelser og behandlinger, hvis vi ikke sikrer kun at bruge dem der, hvor det giver mening. Der vil nemlig altid være nogle risici og bivirkninger, når vi sætter behandling i gang.«

Fortsat udfordring på plejehjem

På de danske plejehjem kan det dog være en større udfordring at udfase brugen af urinstix, påpeger Sif Helene Arnold.

»En af udfordringerne er, at plejehjemmene arbejder så tværfagligt, som de gør. De har kontakt med almen praksis, akutmodtagelser for ikke at tale om pårørende. Hos psykiatrien vil man ofte gerne se en blank urinstix og en færdig behandling, før de tager beboerne ind.«

Det er derfor svært for plejehjemmene hver især at beslutte sig for at udfase urinstix.

»Det kan give konflikter, hvis én part vil udfase det, og en anden ikke gør det. Derfor håber jeg, at Sundhedsstyrelsen vil gå ind og fraråde urinstix til denne patientgruppe. Det vil gøre det meget nemmere for alle sektorer.«

Der findes ikke en officiel opgørelse på, hvor mange af de cirka 950 danske plejehjem, der arbejder aktivt med at udfase urinstix.