»Jeg har heller ikke fortalt det til mine venner… Jeg er bange for deres reaktion. Jeg fortalte det til én person, og nu taler han ikke med mig længere.«
Sådan fortæller en kvinde bosat i København. Man skulle tro, hun talte om noget skamfuldt eller socialt uacceptabelt, men hun fortæller faktisk om sit brug af antidepressiv medicin.
Det skal dog lige siges, at denne samtale fandt sted for mere end 20 år siden.
Men har tingene ændret sig siden da? Lever vi i dag i en verden, hvor folk føler sig trygge ved – hvis de ønsker det – at tale åbent om deres brug af antidepressiv medicin, ligesom man gør med anden medicin?
Det ser desværre ikke ud til at være tilfældet.
Nylige studier viser, at det gør det sværere at fastholde behandlingen, hvis man føler skam eller forlegenhed over at tage antidepressiv medicin.
Mange forventer stadig at blive dømt, hvis de vælger at være åbne om deres medicinbrug:
»Jeg tænkte bare, at jeg ikke havde lyst til at blive dømt for det,« sagde en bruger i et studie fra 2019.
De nævnte studier er ikke danske, men en gennemgang fra 2023 viser, at stigmatiseringen af psykisk sygdom ikke er mindre i de nordiske lande end i resten af verden.
Udbredt brug af antidepressiv medicin, så hvorfor er det stadig et tabu?
Hele 82 procent af den danske befolkning vil på et eller andet tidspunkt i deres liv modtage behandling for psykisk mistrivsel. Depression er den fjerdemest almindelige af 199 kroniske lidelser i Danmark.
Brugen af antidepressiv medicin er mere end fordoblet i Europa i løbet af de seneste 20 år. I betragtning af hvor udbredt lidelsen er, kender du sandsynligvis én eller flere personer, der lider af depression.
Så hvorfor er mange bange for at fortælle, at de tager antidepressiv medicin?
En forklaring kan være, at det at tage medicinen opfattes som et tegn på, at man har en alvorlig psykisk sygdom.
Alternativt kan der være frygt for at blive opfattet som følelsesmæssigt svag og ude af stand til at håndtere livets udfordringer.
Det er også blevet hævdet, at den stigende ordinering af antidepressiv medicin afspejler en 'overmedicinering' af svære følelsesmæssige tilstande, så måske føler mange, at de ikke kan dele deres medicinbrug af frygt for at blive dømt som en person, der ikke kan håndtere 'normale', menneskelige følelser.
Vil gerne 'ud af det'
Selvom disse forklaringer er både plausible og relevante, hænger de tæt sammen med den generelle stigmatisering af depression.
Samtaler med personer, der tager antidepressiv medicin, afslører ofte bekymringer om, hvorvidt det er moralsk acceptabelt – en del beskriver det næsten som noget ulovligt.
Den førnævnte opfattelse af, at depression i sig selv på en eller anden måde er 'uretmæssig', smitter af på behandlingen; en del patienter har sammenlignet deres brug af antidepressiv medicin med brugen af rusmidler.
De er bekymrede for afhængighed eller tilvænning til brug af medicinen og udtrykker et ønske om at 'komme ud af det'.
Men selvom vi nærmer os problemets kerne, ville man så have de samme bekymringer om medicin mod en somatisk sygdom som diabetes eller forhøjet blodtryk? Formentlig ikke.
Så hvorfor er medicin mod depression stigmatiseret?
Hvorfor opfattes antidepressiv medicin anderledes end medicin mod fysiske sygdomme?
Antidepressiv medicin virker ved at balancere niveauet af signalstoffer i hjernen.
Netop derfor bør vi måske rette opmærksomheden mod selve grundlaget for brugen af antidepressiva, nemlig idéen om, at depression delvist skyldes biologiske forhold.
Det er i bund og grund korrekt, men overbevisningen om, at genetik er den eneste årsag, har negative konsekvenser (det vender vi tilbage til).
Et studie fra 2014 med næsten 2.000 deltagere, der tog lægemidler mod depressionstilstande, viste, at jo længere tid de tog medicinen – og jo mere effektiv de oplevede den – desto mere tilbøjelige var de til at tro, at biologi spillede en rolle i depressionen.
Med andre ord: Oplevet effekt af antidepressiv medicin går ofte hånd i hånd med en overbevisning om, at depressionen har en biologisk årsag.
Men genetikken bag psykiske lidelser er langt fra så enkel som: »Har du depressions-genet, får du også depression.«
Generne spiller ganske vist en rolle, men de er ikke den eneste faktor. Vi er alle født med en vis genetisk sårbarhed over for psykiske lidelser, men ingen er biologisk forudbestemt til at udvikle dem.
Mange ved ikke nok om depression
Miljø er altid en del af forklaringen. Desværre er der kun sket meget lidt fremskridt i forhold til at formidle det til resten af samfundet.
Måske er det derfor, at flere forskningsgennemgange har fundet, at den gængse godtagelse af den biogenetiske forklaring på psykisk sygdom (altså, at depression har et genetisk grundlag), hænger sammen med øget social distance til mennesker med depression og en opfattelse af, at de er farlige.
Selv blandt sundhedsfagligt personale viste en litteraturgennemgang fra 2017, at størstedelen af studierne peger på en sammenhæng mellem biogenetiske forklaringer på depression og mindre empati over for personer med lidelsen.
Vi kan kun gætte på, om det skyldes en misforståelse af biologien – nemlig troen på, at genetik alene afgør mental sundhed.
En biogenetisk forklaring på depression?
Vi skal i hvert fald stille spørgsmålstegn ved, hvad disse studier egentlig mener med ‘biogenetisk forklaring’.
Forfatterne til 2017-gennemgangen skrev, at: »De fleste af studierne gav kun lidt eller ingen information om den biogenetiske viden, der blev givet til deltagerne.«
Et kig på studierne om samfundets holdninger, som reviewet henviste til, afslørede forskellige definitioner – fra 'hjernesygdom' til 'dårlige nerver'.
Ingen af definitionerne nævnte dog eksplicit miljøets rolle i samspil med genetikken.
Med andre ord: Deltagerne blev ikke tilstrækkeligt informeret om, hvad en ‘biogenetisk forklaring på psykisk sygdom’ egentlig indebærer, nemlig at genetik bidrager til, men ikke alene forårsager psykiske lidelser.
I stedet måtte deltagerne støtte sig til deres egne fortolkninger, som – givet den udbredte misforståelse af genetik og den psykiatriske genetiks komplekse natur – sandsynligvis har været forkerte.
Disse fortolkninger kan have inkluderet den udbredte, men fejlagtige, overbevisning om, at hvis en sygdom er ‘genetisk’, så er den helt og holdent bestemt af generne.
Det kan derfor være mere præcist at konkludere, at den øgede stigmatisering af psykiske lidelser (og antidepressiv medicin) hænger sammen med misforståelser om biogenetiske årsager – snarere end med den korrekte biogenetiske forklaring: At genetik spiller en rolle, men altid interagerer med og bliver påvirket af miljømæssige faktorer.
Fordomme, selvbebrejdelse og skyldfølelse kan afhjælpes
Forskning viser faktisk, at fordommene over for psykiatriske tilstande reduceres, når samfundet som helhed får klar information om både genetikkens og miljøets rolle i psykiske lidelser.
Desuden viser studier, der benytter psykiatrisk genetisk rådgivning (en proces, hvor uddannet sundhedsfagligt personale hjælper personer med at forstå den rolle, genetikken og miljøet spiller for deres lidelse), at sådanne forklaringer styrker og støtter den enkelte patient med psykiske lidelser og adresserer internaliseret stigma.
Med andre ord: Anerkendelse af den rolle, genetikken spiller i lidelsen, kan åbne for et nyt perspektiv og en dybere accept af tilstanden.
Forståelse af, at genetik sandsynligvis har bidraget til deres psykiske lidelse, hjalp deltagerne med at føle mindre skyld og afhjalp selvbebrejdelse, som udsprang af overbevisningen om, at tilstanden udelukkende var deres eget ansvar.
Denne erkendelse skabte en følelse af empowerment; ikke blot ved at opmuntre til brugen af beskyttende strategier for at forbedre den mentale trivsel, men også ved at mindske den skam, der kan være forbundet med at tage medicin.
I sidste ende gav dette nye perspektiv en dyb følelse af lettelse og kontrol over den mentale sundhed – og flyttede fokus fra selvbebrejdelse til en mere medfølende og oplyst forståelse af deres tilstand.
Hvorfor er antidepressiv medicin stadig stigmatiseret i 2025?
Alt i alt er antidepressiv medicin formentlig stadig stigmatiseret som følge af en skadelig blanding af misforståelser og historiske fordomme mod psykiatriske lidelser.
For det første er der en forestilling om, at personer, der tager antidepressiv medicin, må være alvorligt syge eller ‘svage’ og ude af stand til at håndtere noget, som mange betragter som ‘almindelige’ følelsesmæssige udfordringer.
Dernæst er der bekymringen for, at medicin – selv til psykiatriske lidelser – kan føre til ‘afhængighed’.
Antidepressiv medicin tackler ubalance i hjernens system af neurotransmittere, der sørger for at få hjernens nerveceller til at kommunikere optimalt.
En afledt konsekvens kan være, at folk begynder at opfatte depression som en sygdom, der i høj grad – eller udelukkende – skyldes biologiske faktorer.
Som vi har set, er sådanne opfattelser forbundet med, at man ser personer med depression som farlige og som nogle, man bør undgå, og hvis det hele bliver godt og grundigt filteret sammen, ender vi med et stort miskmask af stigmatisering.
Mens vi arbejder på at håndtere disse problematikker – både inden for psykiatrien og mere bredt i samfundet – må vi håbe, at vi om 20 år kan sige, at noget rent faktisk har ændret sig.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
