Hvor skadeligt er alkohol?

Alkohol er et unikt rusmiddel, da kun en lille del af brugerne bliver afhængige.

Tre ud af fire voksne danskere drikker regelmæssigt, men tænk, hvis 75 procent af os skiftede rødvin og øl ud med en enkelt dosis rygeheroin til aftensmaden og lidt ekstra ved festlige lejligheder.

Landet ville på få uger komme til at ligne en film om zombieapokalypsen: Skraldet ville hobe sig op overalt, fordi skraldemændene lå hjemme i en rus. Strømmen ville forsvinde, fordi arbejderne på elnettet var ude at lede efter flere stoffer.

Ligene ville hobe sig op i gaderne, fordi ingen af dem, som overdoserede, kunne få hjælp på skadestuen, hvor lægerne og sygeplejerskerne havde rippet medicinrummet.

Heldigvis er ætanol (det systematiske navn for alkohol) langtfra så god til at gøre hjernen afhængig som heroin. Derfor udvikler kun omtrent hver femte afhængighed blandt de ni procent danske kvinder og 23 procent mænd, der drikker over ti genstande om ugen.

Mekanismen for afhængighed er dog ens for alle rusmidler. Stoffet gør afhængige hjerner tolerante, så der skal mere og mere til for at blive lam, skæv, blæst, høj, stenet – eller beruset.

Der opstår også en stadig større psykologisk trang til stoffet, og mange får fysiske abstinenser, hvis de brat stopper med at indtage det.

Den afhængige fokuserer ensidigt på rusmidlet, så alt andet træder i baggrunden, og han eller hun mister måske endda kontrollen over sig selv – ude af stand til at stoppe, selv om det forvolder skade psykisk, fysisk og socialt.

Førstepladsen for sociale konsekvenser

Den engelske farmakolog David Nutt forsker i lægemidler, der påvirker psyken, og i 2007 undersøgte han styrken af 20 afhængighedsskabende stoffer ved at se på tre elementer af afhængighed:

• Den nydelse, som stoffet giver nu og her
• Stoffets evne til at skabe psykologisk afhængighed
• Dets evne til at gøre brugeren fysisk afhængig

Heroin og kokain lå i toppen af Nutts liste, og på tredjepladsen lå et stof, som alle og enhver over 18 år kan købe helt lovligt, nemlig nikotin.

Alkohol lå på sjettepladsen, overgået af både opioider og beroligende medicin. Tre år senere udvidede Nutt dog sin skala, så listen ikke kun handlede om ren afhængighed.

Han placerede de 20 stoffer på en skala fra 0-100 efter deres fysiske, psykiske og sociale konsekvenser, både for brugerne selv, men også for familie, omgangskreds og samfund – og så kom listen til at se meget anderledes ud.

Denne gang bragede alkohol ind på førstepladsen. De våde varer fik 72 point, mens heroin på andenpladsen fik sølle 52 og tobak 26.

Næsten to tredjedele af den lidet flatterende score handlede om skade på andre, blandt andet kriminalitet, ulykker, familiefejder og økonomiske udgifter for sundhedssystemet.

Fire ud af fem dødsfald skyldes langtidseffekter

Når vi forestiller os, hvordan alkohol kan skade kroppen, vil mange nok tænke på historier, der har at gøre med brækkede ben og arme efter en slingretur på cykel hjem fra værtshus.

Men faktisk udgør ulykker, vold og trafikuheld under 20 procent af den samlede alkoholrelaterede skade i den vestlige verden.

Den langt største del skyldes de langvarige effekter, hvor alkohol er medvirkende årsag til mere end 200 forskellige sygdomme. Det er nemlig ikke kun hjernen, der tager skade af en daglig dosis ildvand.

Ætanol og de stoffer, leveren danner, når den nedbryder ætanol, udretter skade på to måder.

Dels påvirker de hormonbalancen og særligt de hormoner, som får blodtrykket til at stige. Dels provokerer de immunforsvaret til at udsende betændelsesstoffer, som ikke har noget med bakterier eller virus at gøre, men som vedligeholder en slags kronisk irritation på lavt blus i kroppen.

Blusset giver ikke symptomer nu og her, men ved en daglig gibbernakker eller tre ender kroppen altså i en tilstand af langvarig betændelse og irritation, også selv om man langtfra er afhængig.

Det sker især, hvis vi hyppigt 'bingedrikker' (mere end fire genstande på samme dag), drikker hver dag og drikker på tom mave.

Det er desværre ikke sagen med et immunforsvar, der altid er på tæerne. Immunforsvaret skal træde til, når eksempelvis en forkølelsesvirus angriber os, men helst falde til ro, så snart det har bekæmpet forkølelsen.

Mennesker med kronisk irritation har øget risiko for blodpropper, åreforkalkning, kræft, demens og sygdomme i lever, nyre og hjerte.

Af de godt 2.000 dødsfald i Danmark, som hvert år kan relateres til alkohol, skyldes mere end fire ud af fem langtidseffekterne på hjerte, blodkar, brystkræft, tyktarmskræft, leversygdom og deslige.

Den berygtede J-kurve

De første befolkningsstudier af alkohol og dødsfald er knap 100 år gamle, og nye kommer til hvert eneste år. Den hidtil største undersøgelse fra 2020 samlede tal fra 204 lande på samtlige beboede kontinenter.

Stort set alle undersøgelser fremviser en berømt og berygtet J-formet kurve. J’et er tiltet 45 grader, så den lange streg peger skråt opad mod højre i stedet for at stå ret op i vejret.

Kurven opstår, når forskere indtaster risikoen for at dø på y-aksen af en graf og befolkningens ugentlige alkoholforbrug på x-aksen.

Mennesker, som drikker en-to genstande ad gangen, to-tre gange om ugen, har den laveste dødelighed af alle. Det er bunden af J’et. Flere genstande per uge får imidlertid dødeligheden til at stige, men også nul genstande giver et nøk opad – den lille bue på J’et.

Både livsnydere og bryggerier har i årevis henvist til kurven som god grund til at nuppe en lille skarp til kaffen eller en sommerbajer på terrassen.

I 1926 anbefalede den amerikanske biolog og statistiker Raymond Pearl i bogen 'Alkohol og et langt liv' sågar et dagligt, moderat indtag af våde varer. Det var jo godt for helbredet. Uheldigvis havde professor Pearl ikke spurgt sig selv, hvordan det kunne være, at nul genstande var dårligt for helbredet.

Den lille bue opad for de afholdende kan vel dårligt forklares med, at menneskekroppen har brug for alkohol for at holde sig sund, og mysteriet ledte til opdagelsen af 'sick quitter'-effekten.

Ingen mennesker bliver nemlig syge af at lade være med at drikke, men mange mennesker holder op med at drikke, fordi de er blevet syge. Og alt andet lige er risikoen for at dø højere, hvis du er syg, end hvis du er rask. Det ved selv en læge!

Afholdsmennesker med hullet hukommelse

I stedet for at fokusere på de tørlagte syge begyndte forskere at undersøge den lille del af befolkningen, som i spørgeskemaer angiver, at de aldrig i deres liv har rørt snublejuice.

Disse livsvarige afholdsfolk har sørme også en lidt højere risiko for at dø end dem, der drikker lejlighedsvist og lidt ad gangen. Aha, her har vi selve beviset for, at en pilsner med måde er sundt.

Så sent som i 2019 argumenterede den daværende direktør for Bryggeriforeningen i Altinget for, at en øl eller to om dagen er bedre for helbredet end at holde sig helt fra at drikke.

Han citerede frejdigt en artikel af den italienske læge Simona Costanzo, men glemte at angive, at selvsamme doktor var støttet økonomisk af bryggeriernes europæiske sammenslutning, The Brewers of Europe.

Artiklen gennemgik nøje udvalgte studier, hvis resultater passede med budskabet om, at lidt er godt. Kritiske artikler klarede derimod ikke snittet.

Sagen er, at afholdsmennesker åbenbart har en hullet hukommelse. Den tyske befolkningsforsker Jürgen Rehm undersøgte i 2008 svarene fra mere end 2.000 amerikanere, som var blevet adspurgt om deres alkoholvaner i 1984, 1990 og 1992.

Han så på de 14 procent, som i 1992 svarede, at de aldrig nogensinde havde nippet til en drink, for de må naturligvis have givet samme svar i 1984 og 1990. Det havde de bare slet ikke.

Mere end halvdelen af dem, som i 1992 erklærede sig livslangt afholdende, svarede noget andet tidligere. De sande afholdsmennesker udgør altså ganske få procent af en befolkning, og de er lidt aparte af mangel på et bedre ord.

I USA vil de sandsynligvis tilhøre særlige religiøse mindretal, have oplevet psykologiske eller fysiske traumer i barndommen, lide af kroniske sygdomme eller medfødte handicap. Alt sammen noget, som øger deres risiko for sygdom og død sammenlignet med det brede flertal.

Et glas rødvin til maden i ny og næ er derimod et indirekte pejlemærke for et sundt menneske.