Hvor meget af forskernes tid skal medierne have?

Forestil dig, at du som forsker er begravet i grafer, videnskabelige prøvesvar og statistikprogrammer, og så tikker der en mail ind:

»Kan du komme i Go’ Morgen Danmark i morgen klokken seks og forklare hvorfor snaps og julefrokost er en dårlig cocktail for leveren?«

Ville du gnide søvnen ud af øjenkrogen, indtage studiet og formidle løs?

Når vi forskere stiller op og fortæller om videnskab og forskning, gør nogle det, fordi det er sjovt, andre, fordi deres chef tvinger dem, og atter andre, fordi det er et privilegium. Og så er der de forskere, som vælger at ignorere det helt.

Jeg har i årenes løb brugt enormt mange timer på at forklare, diskutere, og få sundhedsforskning til at give mening for andre.

Jeg har gjort det her på Videnskab.dk, som finalist i DR2’s 'Ph.d. Cup', som vært på den hedengangne P1 podcast ’Sygt nok’ og i diverse medier.

Det er sjovt, men også krævende. Da jeg var ung forskerspire, kunne jeg nemt passe det ind i min hverdag, men nu er mine videnskabelige opgaver vokset lige så meget i antal som mine grå hår.

Tiden er knap og hver gang muligheden for forskningsformidling dukker op, må jeg spørge mig selv: Skal jeg prioritere graferne eller gribe mikrofonen?

Med loven i ryggen

I kapitel 1, paragraf 2, styk 3 af universitetsloven står der ordret, at »Universitetet skal […] tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat.«

Han havde altså loven i ryggen, min øverste chef på Syddansk Universitet, da han en tidlig forårsdag sidste år venligt, men bestemt, spurgte om ikke jeg ville med ham på roadtrip til to gymnasier i Vejle.

Vi skulle i fællesskab bruge en hel dag på at fortælle de unge og smukke mennesker om det spændende arbejdsliv, som en universitetsuddannelse kan føre med sig.

Min første tanke var, at åh nej, nu ryger der en hel dag ud af min i forvejen travle kalender.

Så glamourøst er det heller ikke at stå foran en håndfuld gymnasieelever med en blodig svinelever fra slagteren og overbevise dem om, at leveren er kroppens schweizerkniv.

Er en gymnasieklasse lige så vigtig som bedste sendetid?

Så er der mere swung over den perlerække af liveinterviews i bedste sendetid, som fire-fem virusforskere blev udsat for under coronapandemien.

Eller senest, i forbindelse med krigen i Ukraine, forsvarsforskeren som deler gavmildt ud af sin viden om krigsførelse i bedste sendetid.

Heldigvis tænkte jeg videre, at hvis rektor for Syddansk Universitet, topchefen for hele universitetet og dets tusinder ansatte, kunne prioritere en hel dag i sin kalender, så kunne jeg, en fodtudse af en professor, selvfølgelig også.

Og det endte med at være en virkelig god tur.

Ikke kun fordi jeg fik to timer alene i bil med selveste rektor, som spurgte interesseret ind til mit forskningsområde og derfor, måske, vil huske mit navn, næste gang der skal fordeles ressourcer eller forfremmelser på universitetet.

Det bedste var de to sale fyldt med gymnasieelever med lys i øjnene, ivrige efter at spørge løs, havde gjort sig gode tanker inden timen, og som efterlod mig med en følelse af, at dét, jeg kunne fortælle, faktisk gjorde gavn.

Modstridende behov

Det er ikke kun tidsforbruget, som får forskere til bakke væk fra formidling.

Den vigtigste barriere er måske, at populærvidenskabelig kommunikation strider mod forskerens barnelærdom: Udtal dig KUN, hvis du ved alt, og udtal dig ALDRIG skråsikkert.

De to teser betyder, at mange forskere holder sig strengt til deres egen snævre forskning og meget nødigt vil kommentere på indirekte emner for ikke at miste troværdighed og præcision.

Derimod har journalisten interesse i at gå bredt ud for at nå et større publikum. Det kræver altså gensidig balancegang og tillid, når forskere og journalister snakker sammen.

Fra leverforsker til ’sygdomsekspert’

Det oplevede jeg selv, da jeg medvirkede i en programrække på P1 Kulturen kaldet ’Dødens Årsag’.

Jeg skrev på sociale medier om komponisten Beethoven, der døde som 56-årig på dramatisk vis af leversvigt forårsaget af hele fire forskellige leversygdomme, og blev af den grund inviteret i studiet som lægelig ekspert.

Det var intet problem for mig at fortælle om Beethoven og Brahms leversvigt, men da jeg også skulle forklare Blixens spisevægring og Burroughs’ tredobbelte bypass, rystede jeg i bukserne.

Jeg måtte virkelig tage mod til mig, også selvom jeg som læge og efter grundig forberedelse jo vidste langt mere end gennemsnitslytteren om de to forfatteres sygehistorie.

Fire grunde til, at jeg alligevel prioriterer formidling

Når medierne napper en historie og koger den ned til en skarp overskrift, slår mange forskere bak.

Når historien formidles på ét til to minutter i et så forenklet og skarpvinklet indslag, at alle godt nok forstår budskabet, men budskabet er endt som løsrevet clickbait, der ikke reflekterer nuancerne, er det uønsket eksponering for mange forskere.

At forskere alligevel formidler, skyldes ikke kun, at universitetsloven siger de skal.

Jeg har selv to egoistiske og to altruistiske grunde: sjov, karrieremuligheder, det at kunne være patientadvokat og en mulighed for at give dét videre, som jeg bliver foræret.

Det gode samarbejde findes

Jeg ligner mange andre forskere, idet at jeg elsker viden. Jeg nyder simpelthen at fylde mit hoved med ny og overraskende viden.

Det var derfor, jeg i 2019 takkede ja til at blive vært for P1 programmet 'Sygt Nok' – ja, 'pun intended' – om sundhedsforskning.

Uge efter uge fik jeg mulighed for at invitere nogle af Danmarks klogeste og dygtigste mennesker ind i studiet for at lære mig og lytterne om lige det emne, de brændte allermest for.

Jeg fik løn for at sætte mig ind i områder, jeg intet anede om i forvejen: rygsygdomme, hjernerystelse, omskæring, hormoner i ubalance, vacciner, brystkræft, næser… listen er 150 emner lang, svarende til det antal ugentlige programmer vi nåede at producere.

Endnu bedre, så var jeg flankeret af den dygtige radioproducer og videnskabsjournalist Victoria Touvenau, som øste ud af sin viden om interviewteknik, opbygning af spændingskurve, fortællergreb og lignende journalistisk specialviden.

Jeg brugte en hel dag om ugen på at planlægge programmerne, forberede mig fagligt og optage. Havde jeg i stedet brugt tiden på videnskab, ville det svare til 30 ugers fuldtidsarbejde.

Jeg tør ikke tænke på, hvor mange artikler og fondsansøgninger jeg dermed er gået glip af at skrive. Men på det tidspunkt var det simpelthen skæg og ballade for min videnshungrende hjerne at cykle til DR Byen en dag om ugen for at optage radio.

Taletid i medierne er ikke lig med en forfremmelse

Ud over at være sjov og spas så har det nok heller ikke været helt dårligt for mine karrieremuligheder, at ledelsen på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet synes, jeg har været en god ambassadør for min arbejdsplads - ikke bare som vært for landsdækkende radio, men også som ekspertkilde i aviser, online medier, radio og TV.

Jeg vil dog ikke ubetinget anbefale unge forskere at vælge formidlingsvejen for at rykke tættere på en forfremmelse.

Det er tidskrævende, og den tid kan måske bruges bedre på klassiske forskningsmål som videnskabelige artikler, nye studier, internationale samarbejder, fondsansøgninger, supervision og undervisning, når man som ung forsker skal sikre sig en permanent forskerstilling.

Men gode formidlingsevner er stadig vigtig valuta

Karrieremæssigt tror jeg snarere, at de kommunikative greb, jeg lærte i årene som radiovært, er kommet mig til gavn, når jeg formidler min egen forskning til andre leverforskere.

Eksempelvis sørger jeg for at variere min stemmeføring, holde pauser, skære budskabet ind til benet og tydeliggøre de vigtigste pointer.

Det er ikke alle forskere, som kan holde et godt videnskabeligt oplæg. Forestil dig en nørd med overlæssede, indforståede powerpoint-slides, der mumler monotont i 20 minutter.

Det er ikke et usædvanligt syn til videnskabelige konferencer, men bliver i tiltagende grad slået ned på.

Sådan en forsker bliver ikke inviteret til at holde oplæg igen, hvorimod der lander nye invitationer, hvis forskeren holder et fængende oplæg og fremstiller emnet relevant, forståeligt og engagerende.

Sammen med invitationer til mundtlige oplæg følger ofte flere samarbejder med internationale forskere og flere invitationer til at skrive oversigtsartikler. Alt sammen valuta af høj karat for en forsker.

Formidlingsevner kan afgøre, hvilket tidsskrift man havner i

Det samme gælder de artikler, jeg har skrevet for Forskerne Formidler på Videnskab.dk.

Hver artikel bliver grundigt kommenteret og rettet til af en dygtig redaktør med speciale i forskningsformidling.

Af det har jeg ikke bare lært at skrive bedre artikler på dansk til vidensinteresserede læsere, jeg har også forbedret mine videnskabelige artikler, der udgives på engelsk i fagfællebedømte tidsskrifter.

Selvfølgelig betyder kvaliteten af forskningen mest, men det betyder også meget for karrieren, om en forsker udgiver artikler i ansete tidsskrifter med en stor læserskare og stor synlighed eller udgiver i små og obskure tidsskrifter.

Og her kan den sproglige fremstilling sagtens afgøre, om en artikel lander på den høje eller lave hylde af tidsskrifter.

Jeg har taget lektionerne fra Forskerne Formidlers redaktører til mig. I dag gør jeg meget for, at mine videnskabelige tekster er nemme at læse og forsøger blandt andet at starte hvert afsnit med det vigtigste først - sådan at nøgleresultater ikke gemmer sig på sjette linje i nederste højre hjørne af artiklen.

Kan skabe opmærksomhed om vigtige problemer

Det er ikke kun for egen vindings skyld, at jeg igen og igen kaster mig over at fortælle og diskutere forskning.

Ud over at være forsker har jeg også min gang på hospitalet som læge for en række leverpatienter.

Mange af dem lever ikke længere, fordi dødeligheden ved kronisk leversygdom i mange tilfælde er værre end hos patienter med bryst- eller tyktarmskræft.

Mennesker med en syg lever lider ikke bare under en enorm sygdomsbyrde, de lider også under stigma, skyld og skam.

Det er frustrerende som læge at være vidne til en patientgruppe, som ikke får den omsorg, opmærksomhed, og mulighed for behandling, jeg synes, de burde få.

Derfor er en af mine grunde til at kommunikere om min forskning, at jeg virkelig gerne vil sætte leveren på landkortet. Den fortjener mere kærlighed og færre dårlige jokes om snaps og julefrokoster.

Måske får fremtidens leverpatienter lidt længere og bedre liv, ved at jeg gør gennemsnitsdanskeren opmærksom på deres og andres lever.

Noget tyder i hvert fald på, at interessen er der. Den første artikel jeg skrev til Forskerne Formidler – ’Hvad laver en lever? – er læst mange flere gange end samtlige af mine videnskabelige artikler tilsammen og er i dag en af højdespringerne på Forskerne Formidler med lige knap 74.000 visninger.

I skal vide, hvad jeres penge går til

Min sidste begrundelse for at bruge en del af min arbejdstid på formidling er, at vi på Center for Leverforskning, hvor jeg er ansat, langt overvejende udøver forskning ved hjælp af offentlige midler.

Et offentligt hospital og universitetet udbetaler størstedelen af min løn, og vi bruger forskningsbevillinger fra den Europæiske Union til at betale medarbejdere, biobanker, skanningsmaskiner, laboratorieudstyr med mere.

Jeg skylder altså alle europæere en stor tak for at kunne gennemføre studier om biomarkører, sygdomsmekanismer, behandling, og tidlig opsporing af leversygdom.

Som offentligt ansat forsker vil jeg derfor meget gerne vise alle de lovlydige skatteborgere, hvad deres penge går til.

Forestil dig nu, at du som forsker står midt i decembers mest travle periode, hvor projekter skal afsluttes og manuskripter færdiggøres, og så lander en email fra Videnskab.dk: ’Vil du skrive en artikel om dilemmaerne ved at være aktiv i forskningskommunikation?’

Det passer ikke i kalenderen og handler ikke engang om noget med leveren.

Alligevel siger jeg ja, dels fordi emnet er interessant, men mere alment, for at bidrage til at mine medborgere forstår, hvorfor et samfund bliver rigere, både monetært og kulturelt, af at prioritere forskning og ny viden.

Måske føler en gymnasieelev i Vejle sig endda inspireret til selv at gå forskervejen og vil med tiden fortælle mig og alle andre om hendes resultater.