Bly, kviksølv, PCB og mere end 200 kemikalier, som vi hælder ud i samfundet, hæmmer børns udvikling og giver dem hjerneskader, og vi gør slet ikke nok for at forhindre det.
Det var hovedpunktet til The Initiative for Science, Society and Policy (ISSP) og Det Europæiske Miljøagenturs (EEA) foredrag om 'Chemical Brain Drain – Challenges in linking environmental science to policy', der blev afholdt fredag den 31. maj i EEA’s lokaler i København.
Her fremlagde professor i miljømedicin Philippe Grandjean, Harvard University og Syddansk Universitet sine undersøgelser, der danner rammen for hans nyligt publicerede bog med titlen 'Only One Chance – How Environmental Pollution Impairs Brain Development – and How to Protect the Brains of the Next Generation'.
»De mest anvendte kemikalier, som vi lækker ud i samfundet, bliver i bund og grund ikke studeret,« sagde Philippe Grandjean og kaldte til opråb i det videnskabelige samfund:
»Vi nødt til at rejse os op og sige: 'Der er noget galt her!'«
Vi har taget fejl før
Philippe Grandjeans frustration bunder i, at der kræves udførlige videnskabelige undersøgelser, som kan dokumentere en sundhedsrisiko, før myndighederne vil gribe ind. Og den slags undersøgelser eksisterer ikke i et systematisk omfang på kemikaliernes angivelige hjernegiftighed - fordi der simpelthen er så mange kemikalier, at det er næsten umuligt at undersøge, sagde han.
Kaster man et blik tilbage på historien, forklarede Philippe Grandjean, så vil man se et mønster af lignende fejltagelser – det tog 50 år, før man anerkendte, at kviksølv i maden var giftigt, og at det samme gjaldt bly i benzinen.
I mellemtiden bliver generationer af børn udsat for de skadelige kemikalier, som Philippe Grandjean kalder 'brain drainers' (hjernedrænere).
»Er vi tilstrækkeligt sikre på, at det her er noget, vi ikke skal gøre noget ved?« sagde Philippe Grandjean.
Den ufødte hjerne er særlig udsat
Mens kemikalierne er skadelige for alle, så er det særligt børn, som er udsat for farlige kemikalier i miljøet.
Børn i udvikling indtager nemlig langt større mængder luft, mad, vand end voksne og absorberer ligeledes langt mere gennem deres hud, forklarede Philippe Grandjean.
»Vi har tænkt på kemikalier som noget med bestemte egenskaber, og at der skulle en bestemt dosis til, før det blev giftigt. Men man skal også tage højde for timingen,« sagde han.
Og det tyder på, at særligt fostre er specielt udsatte, fordi det netop er under fosterets udvikling, at de vigtigste ændringer i hjernen forekommer.
»Da jeg studerede medicin, sagde de (professorerne, red.), at moderkagen ville beskytte fosteret. Det gør den ikke,« sagde Philippe Grandjean og forklarede lettere indigneret, hvordan det krævede 30.000 amerikanske børn født med misdannelser, før det lægevidenskabelige samfund officielt anerkendte, at vira og skadelige stoffer kan overføres gennem moderkagen.
I de sidste måneder af graviditeten dannes der op mod 12.000 nerveceller i fosterets hjerne hvert minut. Hvad sker der, hvis hjernegiftige kemikalier introduceres til fosteret i den periode, hvor hjernecellerne skal fuldende deres forbindelser, spurgte Philippe Grandjean retorisk.
»Hvis den udvikling ikke bliver lukket første gang, så sker den aldrig. Man har kun én chance,« sagde han.
Mindre hjerneaktivitet i forurenede børn
Undersøgelser med 14-årige børn, som har været udsat for kviksølv og PCB-forgiftning, viser, at de har mindre elektrisk aktivitet i hjernen end jævnaldrene sunde og raske børn. De samme resultater har vist sig gældende for bly, forklarede Philippe Grandjean.
Bly blev tilsat benzin i Danmark frem til midten af 1980’erne, hvor det blev fjernet helt, fordi beviserne for de miljø- og sundhedsskadelige effekter var for overvældende.
Ifølge Philippe Grandjean eksisterer samme fare for mindst 200 kemikalier, som anvendes i samfundet i dag, og vi opdager hele tiden flere hjernegiftige egenskaber i nye kemikalier.
»Vi ved, at nogle kemikalier og pesticider kan ændre forhold i gnavere, så de har større risiko for at udvikle hjerneskader. Så vi tror, at der er en forbindelse,« sagde han.
En usynlig pandemi
Philippe Grandjeans største bekymring er, at vi ikke når at gribe ind i tide, fordi vi holdes fast i urimelige krav om videnskabelig dokumentation.
Når hjernegiftigheden for kemikalier skal bestemmes i dyreforsøg, så er det kun skadelige effekter større end fem procent, der anses som gyldige, forklarede Philippe Grandjean.
»Hvor mange vil være villige til at give bare 4,5 procent af sin hjerne væk?« spurgte han henvendt til de omkring 40 tilhørere.
Men konsekvenserne er meget virkelige, videnskabeligt gyldige eller ej, fortalte Philippe Grandjean som i flere år har rejst og dokumenteret misdannelser hos børn født i de særligt udsatte udviklingslande, hvor størstedelen af de giftige kemikalier enten eksporteres fra eller anvendes i stort omfang.
»Størstedelen af de her børn er ikke syge. De har ikke nogen symptomer. De har bare mistet et par IQ point,« sagde han.
Philippe Grandjean forklarede, at han kaldte det en usynlig pandemi.
»Vi taler millioner af børn, hvis hjerner er blevet mindre, end de kunne være blevet!« sagde han og udbrød, at han mente, det var kriminel adfærd at undlade handling.
Vi er blevet langsommere med tiden
En undersøgelse har netop dokumenteret, at englænderes reaktionshastighed er blevet langsommere siden den victorianske tid i forrige århundrede. En nulevende englænder er næsten 100ms langsommere end sin victorianske frænde.
Det bemærkelsesværdige ved den undersøgelse er, at forfatterne omskriver de tabte millisekunder til, at der siden victoriansk tid er gået 14 IQ point tabt hos den gennemsnitlige englænder.
Det er en udvikling, som skal tages alvorligt, påpegede Philippe Grandjean.
Hvor mange vil være villige til at give bare 4,5 procent af sin hjerne væk?
Philippe Grandjean, Harvard University og Syddansk Universitet
Hvis det gennemsnitlige menneske på verdensplan bliver blot fem IQ point dummere som følge af hjernegiftige kemikalier, så vil det medføre en stigning på 57 procent af den samlede population af mentalt retarderede, der pludseligt ville udgøre fire procent af hele verdens befolkning, forklarede Philippe Grandjean.
Fortidens synder skal ikke gentages
Henrik Søren Larsen, kontorchef for kemikalie-departementet under Miljøstyrelsen, var enig i Philippe Grandjeans bekymringer og understregede, at det var noget de så på med bekymring.
»Selvom et populationsstudie ikke er statistisk signifikant, så skal du stadig tage det alvorligt,« sagde Henrik Søren Larsen.
Han tilføjede dog, at myndighederne allerede gør noget. Blandt andet REACH-reguleringen, som trådte i kraft i EU i 2007. Den regulerer og undersøger kemikaliers effekt på miljø og sundhed og er beskrevet som den mest komplekse lovgivning i EU til dags dato.
»Men vi kunne gøre så meget mere,« sagde Henrik Søren Larsen og tilføjede, at der er mange udfordringer i vejen. Særligt kampen mod industrien.
I sidste ende så han det som et spørgsmål om, hvorvidt man ville fanges i fortidens fejl eller i stedet tænke fremadrettet forebyggelse.
»Hvis du har et stykke forurenet land, koster det måske 100 millioner at rense det. Du kan foretage en hulens masse forskning for 100 millioner kroner,« sagde han.
»Skal vi betale for fortidens synder, eller skal vi forhindre nye kemikalier i at ryge ud i samfundet og gentage fortidens fejl?« spurgte Henrik Søren Larsen.
Forebyggelse er fremtiden
Den daværende generaldirektør for Det Europæiske Miljøagentur (EEA), Jacqueline McGlade, var også en taler til foredraget.
Hun var enig med Philippe Grandjean i, at vi ikke kan tåle at undlade at gribe ind, blot fordi vi venter på betydningsfulde videnskabelige beviser.
»I stedet for at konfrontere samfundet med spørgsmål om kausalitet – er det menneskeskabt eller ej – bør vi i stedet sige: Hør her, dette sker lige nu, og hvis vi ikke gør noget ved det, så vil det være slemt for os,« sagde hun.
Ifølge Jacqueline McGlade vil det kræve bedre dialog mellem samfundet og industrien:
»Forsigtighed handler ikke om at bremse innovationen, men det handler om at stille de rigtige spørgsmål,« sagde hun.
I stedet skal begge tænke mere forbyggende, når nye produkter skal udvikles. For når først produktet er i produktion, er det for sent, sagde Jacqueline McGlade.
Til sidst efterlyste hun mere fokus på risiko-undersøgende forskning.
97 procent af EU's bevillinger går til produktion, mens kun tre procent handler om at undersøge risikoen, sagde Jacqueline McGlade.
