Når Bent har haft seksuelt samvær med Flemming, godtager blodbanken i dag ikke Bents blod. Ej heller Flemmings. Som systemet er i dag, kan homoseksuelle mænd i Danmark nemlig ikke få lov til at donere blod.
Flere forskere på området, som Videnskab.dk har snakket med, er dog uforstående over for disse regler - de mangler simpelthen videnskabelig understøttelse, lyder det.
Problemstillingen er atter blevet aktuel, idet EU-Domstolen netop har afsagt en dom, der stadfæster Frankrigs berettigelse til at udelukke homoseksuelle bloddonorer. Og det er netop denne udelukkelse, der er uforståelig, mener klinisk professor ved Københavns Universitet Jens Lundgren:
»Efter min vurdering giver dommen ingen mening. Både dommen og diskussionerne om det her emne er ikke bygget på faglige argumenter. Ikke kun homoseksuelle mænd er i risiko for at blive smittet med HIV, det er heterosexuelle også, hvis de deler sprøjter eller er sexuelt sammen med en HIV positiv kvinde, som jo udgør ca. halvdelen af verdens totale antal smittede - men dem udelukker vi jo ikke fra at donere,« lyder det fra Jens Lundgren, der er én af landets førende forskere i HIV.
Blodbanken: Vi er kede af signalet, vi sender
I dag fungerer systemet sådan, at der godtages blod fra epidemiologiske grupper, ikke individer.
Det vil sige, at det er den gruppering, man er en del af - eksempelvis som homoseksuel - der bestemmer, om man kan donere blod eller ej, ikke ens individuelle situation eller adfærd.
Og den regel er til for at sikre modtagerne af donorblod bedst muligt, lyder det fra Morten Bagge Hansen, som er direktør for Rigshospitalets blodbank.
»Vi tapper ikke blod fra folk, der har været i et område, hvor der er høj risiko for at få malaria - heller ikke selvom de ikke har malaria. Det samme med homoseksuelle mænd - vi tapper ikke deres blod, da de er i en risikogruppe, hvor nogle smitsomme sygdomme forekommer oftere end hos heteroseksuelle mænd. Vi er kede af signalet, vi udsender, men det er sådan systemet er i dag.«
Gammeldags beslutninger
Argumentet om, at homoseksuelle skulle udgøre en særlig risikogruppe, er ikke alle helt enige med. Professor Jan Pravsgaard Christensen fra Københavns Universitet påpeger for eksempel, at EU-dommen er baseret på tal fra 2003-2008.
»Der er sket rigtig meget siden 2003. Folk i dag, der er i god behandling, har meget lave HIV tal, og dermed er risikoen for at de smitter mindre. Behandlingen er blevet bedre siden 2003, så beslutninger baseret på tal fra 2003 er gammeldags,« siger Jan Pravsgaard Christensen, som selv forsker i samspillet mellem infektioner og kroppens respons på disse.
Efter min vurdering giver dommen ingen mening. Både dommen og diskussionerne om det her emne er ikke bygget på faglige argumenter.
Jens Lundgren
Desuden bliver falsk negativ også nævnt som en frygt for at lade homoseksuelle mænd donere blod. Falsk negativ kan for eksempel være, hvor en blodprøve, der viser negativ for HIV, rent faktisk er positiv. Det kan ske, da der er en periode på 8-12 uger, hvor smitten er for 'ung' til at blive detekteret. Men den risiko er ikke længere reel, mener klinisk professor Jens Lundgren.
»Forskning viser, at det her problem er forsvindende lille. Vi er nået til et punkt, hvor risikoen for, at det går galt, er forsvindende lille. Folk vil have en 100 procent garanti for, at man ikke bliver smittet med HIV, men det kan man ikke give - hverken ved donation fra hetero- eller homoseksuelle mænd.«
Professor: Meget ringe risiko
Professor Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet, der blandt andet forsker i immunforsvaret ved virusinfektioner, er enig i, at det virker som et unødvendigt sikkerhedsprincip at udelukke homoseksuelle mænd fra puljen af bloddonorer.
»Der er med dagens metoder til at påvise HIV infektion meget ringe risiko for at overse, hvis en person skulle være inficeret og derfor i sagens natur ikke kan bruges som bloddonor. Mænd, der har sex med mænd, er dog hyppigere inficeret med HIV, og en person fra denne gruppe repræsenterer derfor statistisk set en større smitterisiko som bloddonor end gennemsnitspersonen. I dette lys er det i sidste ende et politisk valg, om man vil acceptere den let øgede risiko, eller man vil vælge maksimal sikkerhed og altså udelukke personer fra denne gruppe,« lyder det fra Allan Randrup Thomsen.
Han mener, at reglerne for bloddonation er baseret på ekstreme forsigtighedsregler, der hellere vil udelukke mange end at tillade én enkelt med HIV. Men der vil altid være en risiko fra alle grupperinger, påpeger han.
Livstidskarantænen til diskussion
I dag bliver mænd, der sætter et flueben i ja-boksen for 'Har du haft seksuel samkvem med en anden mand?' permanent udelukket fra nogensinde at donere blod. Dette gælder, uanset om han er i et fast forhold på 30. år, eller om han finder en ny mand hver nat. Og det undrer Jens Lundgren fra Københavns Universitet:
»Hvorfor deler lovgivningen i den her sammenhæng befolkningen op i to? Hvorfor opdele i grupper, når man burde tage imod alt det blod, som folk er interesserede i at dele? Jeg forstår ikke substansen i debatten - den har mange politiske og sociale komponenter, men i min optik har den ikke nogle faglige,« siger Jens Lundgren.
Det er blandt andet denne fokus på en bestemt identitet frem for individet, der gør, at personer i miljøet for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner føler sig diskrimineret. Men måske bliver det en dag ændret - diskussionen er i hvert fald taget op, lyder det fra blodbanken.
»Vores nuværende bloddonor-system kan ikke bære at tage individuelle samtaler om personlig adfærd med alle. Derfor udelukker vi i dag homoseksuelle mænd som en epidemiologisk gruppe, da faren for HIV-smitte desværre stadig er større end hos heteroseksuelle mænd. Andre lande har dog afskaffet livstidskarantænenen, hvilket er noget, vi også drøfter,« siger klinikchef Morten Bagge Hansen fra Rigshospitalets blodbank.
