En hel nats søvn står nok øverst på mange forældres ønskeseddel. Søvnmangel er bestemt ikke sjovt, og mange forældre ser sig nødsaget til at ty til diverse bøger på området, som indeholder øvelser og gode råd til at få barnet til at sove om natten.
Disse bøger har typisk et væld af gode ideer. I den mere ekstreme ende er at få dit barn til at ’græde det ud’. Det involverer at lægge barnet i seng og derefter ignorere, at det græder. (Måske man periodevis går ind og tjekker til barnet for at sikre sig, at det er okay).
En modificeret version af ovenstående bliver ofte kaldt ’kontrolleret gråd’. Her foreslås det, at forældre skal ignorere gråden for en periode, for ganske kort at reagere på gråden og gå hen til barnet, for derefter at gå væk igen.
Undervejs skal forældrene være opmærksomme på at øge tiden mellem kontakten til barnet. Ideen bag er, at barnet gradvist vil forstå, at der ikke er nogen, som reagerer på gråden, og i stedet vil det falde i søvn.
LÆS OGSÅ: Danske babyer græder mindst
To problemer ved at ignorere babyers gråd
Men der er to markante problemer med begge disse søvntræningsteknikker.
Spædbørnene kan blive stressede og ulykkelige, hvis de græder over længere perioder.
Og det at ignorere sit barns gråd går imod alt, hvad vi ved om god børneopdragelse og at få barnet til at opnå positive relationer.
Spædbørn, som lærer, at voksne responderer positivt og kærligt på deres behov, vil typisk vokse op og blive bedre til sociale og følelsesmæssige relationer samt få et højere uddannelsesniveau.
LÆS OGSÅ: Skal børn sove alene?
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Forskningen forklaret
Når man har forsket i ovenstående søvntræningsmetoder, har der været forskellige resultater. Hovedsageligt fordi forældre typisk føler, at det er alt for voldsomt og ubehageligt at lade deres barn græde.
Dette er ikke overraskende. Forældre er trods alt nærmest programmeret til at ville respondere på deres barns gråd.
Anden forskning antyder, at disse søvnteknikker kun virker sporadisk, eller kun virker for nogle spædbørn og ikke dem alle.
Et andet studie viste, at mødre, som brugte de søvnteknikker, som står i forskellige bøger, havde problemer med at følge teknikkerne til dørs.
Kun i cirka 20 procent af tilfældene virkede teknikkerne på barnet. Og ofte efterlod det mødrene med en følelse af frustration og som en fiasko.
En af årsagerne til, at søvntræningsteknikker måske ikke virker særlig godt, er, at være vågne om natten er naturligt for spædbørn. Det er simpelthen en del af deres udvikling det første leveår at være vågne sporadisk i løbet af natten.

Selv voksne kan have svært ved at sove igennem en hel nat. Men voksne kan dog, modsat spædbørn, rationalisere vores behov.
Hvis vi vågner, kan vi gå ud og drikke et glas vand, krybe ind under dynen igen og forsøge at kontrollere vores tanker, så vi falder til ro igen.
LÆS OGSÅ: Sådan får dit barn sunde søvnvaner
Forsimplet forskning forvirrer forældre
Derudover kan det være med til at forvirre forældre, når forskningsresultater bliver forsimplede, og vigtige pointer går tabt i formidlingen.
Som for eksempel med et forsøg, hvor en gruppe mødre mente, at deres spædbarn havde søvnproblemer. Her blev mødre og børn delt ind i to grupper:
- I den første gruppe fik mødrene hjælp til søvnteknikker, som de udførte på deres børn.
- I den anden gruppe udførte mødrene ’normal omsorg’ for deres børn.
Den første gruppe mødre rapporterede, at de oplevede bedre søvn for deres børn og bedre metal helbred og overskud. Men netop disse mødre blev også undervist i søvn og spædbørn, samt de havde en sygeplejerske til rådighed.
Og til slut i studiet beskrev mødrene det at have en at tale med, som værende det mest brugbare redskab.
Er dette så evidens for, at i stedet for at skulle lære spædbørn at sove, burde der i stedet være mere støtte til disse familier?
LÆS OGSÅ: Derfor hjælper det at løfte en skrigende baby
Så hvad virker?
Men hvis du læser dette, som en forælder i søvnunderskud, skal du ikke fortvivle. Der er mere skånsomme måder at få dit spædbarn til at sove på – som ikke involverer at skulle lægge øre til dit barns gråd, vel at mærke.
Og den gode nyhed er, at støttende søvnteknikker kan være lige så effektive og mindre stressfyldte for alle.
Først skal man forstå spædbørns søvnbehov og døgnrytme. Der er to mekanismer i menneskekroppen, som regulerer søvn:
Den første er kroppens indre ur.
Dette er reguleret af sollyset, lyd, aktivitet og social kontakt på de rigtige tidspunkter af døgnet.
Det kan hjælpe, hvis man er udenfor i løbet af dagstimerne, og at man gør det til en rutine at skrue ned for lyset, et par timer inden man skal sove.
Nogle forældre synes, at en forudsigelig rutine, hvor man skifter tøj på barnet og måske synger en beroligende sang, hjælper på søvnen.
LÆS OGSÅ: Babyer græder på modersmålet
Hjælper at lære babyens signaler
Den anden mekanisme i menneskekroppen, som regulerer søvn kaldes ‘homeostatisk søvntryk’ og dækker over lysten til at sove (når øjenlågene begynder at falde i) – en lyst, der bliver større og større i takt med vågne timer.
Jo yngre vi er, jo mindre tid kan vi holde os vågne i. Så det er en god ide at sætte sig ind i, hvordan man som forældre kan støtte sit spædbarn i at tage regelmæssige lure i løbet af dagen, så man på den måde kan undgå, at barnet bliver overtræt.
Dette er nemmere at opnå, når man lærer at forstå sit barns signaler for mad, søvn og andre behov. Ved at forstå disse signaler, kan forældrene nemmere aflæse, når barnet er klar til at sove, og det før barnet bliver overtræt og frustreret.

At forstå spædbarnets signaler hjælper også på, at forældre og barn får et dybere bånd. For når forældrene forstår, hvornår barnet har behov for ro, leg, mad, kys eller søvn, betyder det, at forældrene er på bølgelængde med barnet.
Ingen bog kan fortælle forældre, hvad lige netop deres spædbarn har behov for lige nu og her. Det kan kun blive lært via observationer og at prøve sig frem.
LÆS OGSÅ: Forskere: Efter 6 måneder skal spædbørn ud af forældrenes soveværelse
Forældres stress kan smitte babyen
Til slut kan forældre, som er stressede over søvnen, have en dårlig indflydelse på netop søvnen.
Jo mere vi bekymrer os omkring søvn, jo værre bliver det. Små ting som at acceptere, at søvnproblemer er normale, tage sig tid til at passe på sig selv og tage imod hjælp fra andre kan være en god ide.
For forældrene bliver mere lettede og gladere, og det kan ligeledes smitte af på barnet. Spædbørn er nemlig mestre i at respondere på andres følelsesmæssige situation.
LÆS OGSÅ: Bekymring for dårlig søvn holder os vågne
Så hvis forældrene selv er afslappede, vil de sandsynligvis opleve, at deres barn til en vis grad også bliver det og dermed bliver nemmere at få til at sove.
Og hvis du er en af disse forældre i søvnunderskud, så husk på dette:
Dit spædbarn er ikke på denne måde for evigt – på et tidspunkt skal det nok få noget søvn.
Amy Brown har tidligere modtaget støtte fra ESRC, NIHR, Public Health Wales og the Breastfeeding Network samt First Steps Nutrition Trust. Lyndsey Hookway er medstifter af the Holistic Sleep Coaching Program. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Maja Tvilum Lauridsen.
LÆS OGSÅ: Kan man spare søvn op?
LÆS OGSÅ: Babyers gråd skærper vores reaktionstid
LÆS OGSÅ: Babyer har bevidsthed som voksne