Derfor hjælper det at løfte en skrigende baby
Hvorfor stopper spædbarnet med at skrige, når du bærer det i armene? En urgammel samarbejdsstrategi, mener forskere.

Mus og menneske kan minde forbavsende meget om hinanden - vi falder begge til ro, når vi som små kommer op til mor. (Foto: Colourbox)

Mus og menneske kan minde forbavsende meget om hinanden - vi falder begge til ro, når vi som små kommer op til mor. (Foto: Colourbox)

I tusmørket i stuen vandrer en hvileløs skikkelse. Klokken er halv fem om morgenen. Hele verden sover. Det gør tilsyneladende også den tre måneder gamle purk, der hænger fredeligt over armen på den stakkels nattevandrer.

Men lad dig ikke snyde. Et par øjeblikkes pause i sofaen vil med stor sandsynlighed udløse et nyt inferno af skrig og tilhørende fægtning med arme og ben og vrid i den lille krop.

Et ikke ubetydeligt antal spædbarnsforældre vil nok kunne nikke genkendende til situationen. Mange babyer bliver nemlig urolige, så snart bære-bevægelserne stopper. Men hvad er det egentlig for en tortur fra naturens side?

Forsøg på samarbejde fra baby

Stik imod hvad småbørnsforældrene måske føler, er fænomenet antageligt et instinktivt forsøg på samarbejde fra babyens side.

Ovenstående handler mest om at komme til det mest trygge sted – mors arme. Eller at babyen er sulten, bange eller har det ubehageligt.

Men det umiddelbare stop i protester, når barnet bliver båret, har antageligvis udviklet sig, fordi det hjælper mor med at få ungen med sig, tror et team af forskere.

Det er sandsynligvis en mekanisme, som er fulgt med os fra tidernes morgen. For også bittesmå musebabyer viser akkurat samme opførsel, og har de samme reaktioner i kroppen, når musemor løfter dem i nakkeskindet.

Blev stille i mors arme

Ideen til undersøgelsen opstod en smule tilfældigt, da forsker Kumi O. Kuroda gjorde rent i en laboratoriemus’ bus. I processen blev hun nødt til at flytte nogle museunger.

Da slog det forskeren, hvor stor en beroligende effekt hendes forsigtige nakkegreb havde på musebabyerne. Hang denne velkendte respons sammen med menneskebabyers tendens til at blive beroliget med vugning og ophold i mors arme?

Nu har Kumi O. Kuroda og kolleger foretaget forsøg og målinger med både musebabyer og under seks måneder gamle menneskespædbørn.

Forskerne foretog observationer og målinger af 12 menneskebabyer, som enten lå i en barneseng, blev holdt i mors favn eller blev båret, mens mor bevægede sig.

Ens reaktioner hos mus og mennesker

Video med musemor, der skal flytte sine unger.

Resultaterne viste, at spædbørn umiddelbart stoppede gråd og frivillige bevægelser, da de blev båret rundt. Samtidig sank hjerteraten hurtigt.

Forskerne så en forbløffende lignende respons hos musebabyer, som blev løftet op. Specielle dele af hjernen og nervesystemet så ud til at koordinere denne karakteristiske reaktion på at blive båret.

Kumi O. Kuroda og co. tror, at den karakteristiske reaktion på at blive båret har udviklet sig for at gøre det lettere for moren at få ungen med sig, specielt i farefyldte situationer.

Også denne hypotese blev testet. Forskerne gav nogle af museungerne medicin, som forhindrede dem i at falde til ro, når moren greb dem i nakkeskindet. Så brugte musemor betydeligt længere tid på at få ungerne med sig.

En sådan unge vil med stor sandsynlighed have dårligere chancer for at overleve, end babyer som hjælper til ved at forholde sig i ro, skriver forskerne i seneste udgave af Current Biology.

Ikke forsøg på manipulering

»Denne respons reducerer byrden ved at bære og er fordelagtig både for moren og barnet,« siger Kumi O. Kuroda i en pressemeddelelse fra Cell Press.

»En videnskabelig forståelse af denne respons hos spædbørn vil hindre forældre i at mistolke det, at babyen begynder at skrige igen som et forsøg på at kontrollere forældrene, som nogle teorier om opdragelse antyder,« siger forskeren.

Hun antyder, at den specielle bærerespons til og med kan være noget af forklaringen på babyens adfærd allerede inden fødslen.

Mange vordende mødre i slutningen af deres gravitidet oplever, at den lille netop vågner op til dåd inde i maven, når moren hviler sig eller er gået i seng for at sove.

Måske er responsen på bevægelse allerede i aktion hos babyen, som svarer på stilstanden ved at give ophavet et par velrettede spark i nyrerne?

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.