For næsten 6.000 år siden gik en pige langs Lollands sydkyst. Hun spyttede et stykke birkebeg ud blandt sivene.
Det smagte ikke godt, men det hjalp mod hendes tandpine.
6.000 år senere snubler danske arkæologer, der arbejder med udgravningerne til den nye Femern-forbindelse ved Lolland, over det lille stykke birkebeg. De kan straks se, hvad det er: Et næsten 6.000 år gammelt stykke tyggegummi.
Denne forhistoriske klump tyggegummi er nu udstillet på Museum Lolland-Falster blandt en fantastisk samling stenaldergenstande, der blev afdækket under udgravningerne.
Hvis du ikke allerede har set udstillingen, er den bestemt et besøg værd.
I 2019 lykkedes mit forskerhold på Københavns Universitet med noget ganske særligt: Vi udvandt DNA fra tyggegummiet, som vi brugte til at rekonstruere pigens genom.
Det var første gang et forhistorisk menneskegenom er blevet sekventeret fra andet end knoglerester, og fordi tyggegummiet blev fundet på Lolland, navngav vi hende 'Lola'.
Stenalderpige i 'shitstorm' på sociale medier
Historien om Lola og hendes tyggegummi skabte overskrifter verden over, da vi offentliggjorde forskningsresultaterne i 2019.
Og pludselig, i sommeren 2023, var Lola tilbage i nyhederne, fanget i en 'shitstorm'.
Shitstormen tog først fart på X, tidligere kendt som Twitter, og den eskalerede til et punkt, hvor Museum Lolland-Falster forsvarede sig på nationalt tv.
Selv Ekstrabladet gav deres mening til kende i en leder.
Så hvad skete der?
Disse ting er altid svære at rekonstruere, men en del personer, der så billedet af Lola, mente, at hun var 'alt for mørk' og anklagede os - og museet - for 'blackwashing' af fortiden.
Jeg går ud fra, at denne episode siger mere om vores egne fordomme end noget andet, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at forklare, hvorfor vi afbildede Lola, som vi gjorde, og hvad det fortæller os om evolutionen bag hudfarve i denne del af verden.
Hvad ved vi egentlig om Lola?
Først en disclaimer: Vi ved ikke præcis, hvor gammel Lola var, da hun spyttede tyggegummiet ud i vandet.
Men ud fra hendes genom og andet DNA indkapslet i tyggegummiet, lærte vi en masse andre ting om hende og hendes verden.
For eksempel lærte vi, at hun var en jæger-samler, der levede af vilde ressourcer som fisk, nødder og vildt.
På dette tidspunkt begyndte små agerbrugssamfund at dukke op i andre dele af Europa, men efter hvad vi ved, levede Lola og hendes familie stadig som jæger-samlere. Ligesom hendes forfædre havde gjort i tusindvis af år før hende.
Vi lærte også, at hun sandsynligvis havde mørk hud, mørkt hår og blå øjne. Men hvordan ved vi det?
Genetikken bag menneskets hudpigmentering
Hudfarve er en meget arvelig og polygen egenskab, hvilket betyder, at den er påvirket af flere gener og deres interaktioner med hinanden.
Ét af de bedst kendte gener forbundet med hudpigmentering er melanocortin 1-receptorgenet (MC1R), men der er mange andre gener, der angiveligt er involveret i pigmenteringsprocessen.
De fleste af disse gener påvirker hudfarven ved at regulere produktionen af melanin, et mørkt pigment, der beskytter mod UV-strålingens skadelige effekter.
Overordnet kan man sige, at jo mere melanin vi har i huden, desto mørkere er den, og jo mere sol kan vores hud tåle, før vi bliver solskoldet.
Øjen- og hårfarve bestemmes på en lignende måde, men de mekanismer, der styrer produktionen af melanin i øjne og hår, er ret komplekse og uafhængige processer.
Derfor er det muligt at have forskellige kombinationer af træk, som for eksempel det mørke hår og de blå øjne, der ofte ses hos europæere i dag, eller det lyse hår og brune øjne, som for eksempel er almindeligt for indbyggerne på Salomonøerne.
Hvordan ved vi, hvordan Lola så ud?
Fordi generne der styrer pigmentering, er ganske grundigt undersøgt, er det muligt med en vis sandsynlighed at forudsige en persons hud-, øjen- og hårfarve baseret på deres genotype - noget der rutinemæssigt bliver gjort i retsmedicinske undersøgelser.
I praksis fungerer det ved at tjekke, hvilke varianter af et gen der findes, og hvilken fænotype de er forbundet med. Jo flere gener vi kan inkludere i denne analyse, desto mere sikre kan vi være på, at vores beregning er korrekt.
I Lolas tilfælde studerede vi 41 genvarianter associeret med hud-, hår- og øjenfarve på tværs af hendes genom.
Vi konkluderede, at hun sandsynligvis havde en usædvanlig (i hvert fald for i dag) kombination af mørk hud, mørkt hår og blå øjne.
Almindelig i forhistoriens Europa
Det er svært at vide præcis, hvordan folk så ud for 10.000 år siden. Men ud fra forhistoriske DNA-studier ser det ud til, at Lolas 'look' var langt mere udbredt i forhistoriens Europa, end det er i dag.
Takket være fremskridt indenfor sekventeringen af forhistorisk DNA har vi nu genomet fra adskillige jæger-samlere, der levede i Vesteuropa for 40.000 til 5.000 år siden.
Interessant nok lader de alle til at mangle de varianter, der resulterer i den lyse hud, der er så udbredt blandt europæere i dag. Det indikerer, at de havde mørk hud.
Det samme gælder for 'Cheddar-manden', der levede for omkring 10.000 år siden i det sydlige England, såvel som adskillige andre jæger-samler individer fra Frankrig, Norditalien, Spanien, Baltikum og andre dele af Europa.
Ligesom hudfarve er øjenfarve også en ret kompleks egenskab, der involverer interaktion mellem mange forskellige gener.
Derfor er øjenfarve ret svær at sige noget om, men det ser ud til, at jæger-samlere fra Vesteuropa ofte havde blå øjne, ligesom Lola.
Overordnet ser det ud til, at Lolas fænotype - kombinationen af mørk hud, mørkt hår og blå øjne - var langt mere almindelig i det forhistoriske Europa, end den er i dag.
Sådan fik europæerne deres lysere hud
Så hvorfor så mennesker i forhistoriens Europa så anderledes ud end nordeuropæere i dag?
Svaret på dette spørgsmål ligger i et komplekst samspil mellem vores gener, vores ændrede kostvaner, befolkningens færden og miljøet.
I nogen tid har man teoretiseret, at lysere hud dukkede op som en adaptiv egenskab i lysfattige miljøer, da det giver mulighed for at absorbere sollyset mere effektivt, hvilket er afgørende for produktionen af D-vitamin.
Det var dog uklart, hvornår det skete.
Tidlige studier indikerede, at vi først kan have udviklet lysere hud, da vores forfædre bevægede sig ud af Afrika og ind i Europa for cirka 50.000 år siden, men vi tror nu, at det skete meget senere i den europæiske forhistorie.
Faktisk er der evidens for, at den lysere hud først har udviklet sig inden for de seneste 5.000 år eller deromkring, som et resultat af genetisk blanding med agerbrugs-befolkninger i den yngre stenalder (som bar den variant, der resulterer i lysere hud) og stærk selektion, der favoriserede den lysere hud.
Vores ændrede kost spillede også en rolle
Desuden ser det ud til, at vores ændrede kostvaner også har spillet en rolle.
I det meste af den europæiske forhistorie var folk afhængige af mad som nødder, vildt og fisk, der alle er rige på D-vitamin, som er afgørende for vores sundhed.
Det ændrede sig dramatisk i løbet af den yngre stenalder, da folk begyndte at spise en agerdyrker-kost, der var rig på kulhydrater, men fattig på D-vitamin.
Interessant nok er det netop denne periode, hvor vi ser lysere hudtoner udvikle sig i Vesteuropa, og vi tror, at manglen på D-vitamin i kosten kan have øget selektionspresset, der favoriserer lysere hud.
Alt i alt er der solid evidens, der indikerer, at lysere hudtoner kun har udviklet sig i Europa inden for de seneste 5.000 år eller deromkring, og at folk, der levede i Europa før da, typisk havde mørkere hud.
Det er derfor ikke så overraskende, at Lola havde mørkere hud.
Det afspejler simpelthen det faktum, at hun levede på et tidspunkt, hvor europæerne endnu ikke havde udviklet deres lysere hud.
Læs denne artikel på engelsk på vores søstersite, ScienceNordic. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Kilder
- Hannes Schroeders profil (KU)
- "A 5700 year-old human genome and oral microbiome from chewed birch pitch", Nature (2019). DOI: 10.1038/s41467-019-13549-9
- "The evolution of human skin coloration", Journal of Human Evolution (2000). DOI: 10.1006/jhev.2000.0403
- "Direct evidence for positive selection of skin, hair, and eye pigmentation in Europeans during the last 5,000 y", PNAS (2014). DOI: 10.1073/pnas.1316513111
- "The evolution of skin pigmentation-associated variation in West Eurasia", PNAS (2020). DOI: 10.1073/pnas.2009227118
- "The evolution of human skin pigmentation: A changing medley of vitamins, genetic variability, and UV radiation during human expansion", American Journal of Biological Anthropology (2022). DOI: 10.1002/ajpa.24564
Lyt til podcasten Hudlægens Bord
Har du lidt for mange gange konsulteret Doktor Google, når du har været i tvivl om, hvorvidt dit udbrud af bumser mon skyldes komælk? Eller om din dyrt indkøbte rynkecreme mon faktisk kan slette alderstegnene på din hud? Så lyt til Hudlægens Bord - Videnskab.dk’s podcast om hudens mange mysterier.
Gennem 12 episoder tager hudlæge Iben Marie Miller sammen med Videnskab.dk’s podcastredaktør, Benjamin D’Souza, et kig i mikroskopet og giver dig den nyeste viden om huden og dens sygdomme.
Lyt til episoderne i afspilleren herunder. Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at klikke på ‘subscribe’ eller søge efter ‘Hudlægens Bord’ i en podcastafspiller på din mobiltelefon.