5 spor efter andre arter, vi kan se i menneskekroppen i dag

Mange af os har nok oplevet at tilbringe tid med vores pårørende og bagefter spørge os selv, hvordan vi overhovedet er relateret til denne flok mennesker, som vi tilsyneladende ikke har noget som helst til fælles med (det gælder især de meget irriterende slægtninge).

Men i evolutionære termer deler vi alle forfædre, hvis vi går langt nok tilbage i tiden. Det betyder, at mange funktioner i vores kroppe strækker sig tusinder eller endda millioner af år tilbage i vores store fælles slægtstræ.

I biologien beskriver begrebet ‘homologi‘ mellem to anatomiske strukturer, at de i udviklingsmæssig sammenhæng er beslægtede og altså nedstammer fra en fælles forfader.

Hånd, vinge og luffe

Tag bare lighederne mellem en menneskehånd, en flagermusvinge og en hvals luffe. De har alle særlige funktioner, men knoglernes underliggende kropsplan er den samme.

Det adskiller sig fra ‘analoge’ strukturer, som eksempelvis vingerne hos henholdsvis insekter og fugle, som ganske vist har samme funktion, men ikke den samme udviklingsmæssige oprindelse.

Selvom de tjener en lignende funktion, er vingerne på en guldsmed og vingerne på en papegøje opstået uafhængigt af hinanden, og de deler ikke den samme evolutionære oprindelse.

Her er fem eksempler på ældgamle egenskaber, som du måske vil blive overrasket over at lære, vi stadig kan se hos mennesker i dag.

Nummer 1: Et skridt foran

Hvad gør os til mennesker? Dette spørgsmål har plaget forskere i mange århundreder.

I dag forekommer det måske relativt ligetil at udpege, hvem der er menneske, og hvem der ikke er, men ser man gennem fossiloptegnelsen, bliver tingene meget hurtigt mindre indlysende.

Begynder menneskeheden med oprindelsen af vores egen art, Homo sapiens, for 300.000 år siden?

Eller skal vi mere end tre millioner år tilbage til forfædre som ‘Lucy’ (Australopithecus afarensis) fra det østlige Afrika? Eller endnu længere tilbage til der, hvor vi adskilte os fra de andre menneskeaber?

Uanset hvor vi vælger at udpege menneskehedens fødsel, er én ting sikker: Da vi rejste os op og begyndte at gå oprejst på to ben, var ét af vores forfædres største skridt.

En eksplosion af kunst, kultur og sprog

Næsten alle dele af vores skelet blev påvirket af forandringen fra at gå på alle fire til at stå oprejst. Disse tilpasninger omfatter justeringen og størrelsen af fodknogler, hofteknogler, knæ, ben og rygsøjlen.

Vi ved fra fossile kranier, at størrelsen på vores hjerne voksede hurtigt, kort efter at vi begyndte at gå oprejst.

Det krævede ændringer i bækkenet, så vores babyer med større hjerner fik mulighed for at kunne komme ud gennem en udvidet fødselskanal.

Vores udvidede bækken (nogle gange kaldet ‘iliac flaring’) er et homologt træk, der deles med flere slægter af tidlige fossile mennesker, såvel som alle mennesker, der lever i dag.

Vores store hjerner fyrede op under en eksplosion af kunst, kultur og sprog, og det er vigtige koncepter, når vi overvejer, hvad der gør os til mennesker.

Nummer 2: Et hul i hovedet

Ud over vores øjeæbler, som sidder i deres respektive øjenhuler, vil det måske komme som en overraskelse, at vi har andre store huller (kendt som fenestrae) i kraniet.

Der er et hul i hver side af menneskekraniet – tindingeåbninger – som vi deler med vores fælles forfædre fra over 300 millioner år siden.

Dyr med dette hul i deres kranier kaldes synapsider. Ordet, som betyder ‘sammensmeltet bue’, refererer til den knoglebue, der findes under åbningen i kraniet bag hvert øje.

I dag er alle pattedyr, inklusive mennesker, synapsider (men krybdyr og fugle er ikke).

Andre berømte forhistoriske synapsider er blandt andet den ofte forkert identificerede Dimetrodon. Denne slægt af store, sejlfinnede krybdyr bliver ofte forvekslet med dinosaurer.

Men med sine udstrakte lemmer og tindingeåbning tilhører den i stedet en slægt, der nogle gange omtales som pattedyrlignende krybdyr, selvom vi foretrækker det mere præcise udtryk synapsider.

Nummer 3: 10 små fingre og 10 små tæer

Jeg skriver denne artikel på min computer ved hjælp af mine 10 fingre. Dette mønster med fem fingre på en menneskehånd eller tæer på en fod findes i de fleste padder, krybdyr, fugle og pattedyr.

Men fisk har ikke fingre og tæer, så hvornår udviklede det sig først?

Et nyligt studie, som jeg skrev i fællesskab med mine kolleger, beskriver faktisk de første ‘fingre’, der blev fundet bevaret i en fossil fiskefinne.

Vi brugte kraftfulde billeddannelsesmetoder til at kigge ind i et 380 millioner år gammelt fossil kaldet Elpistostege fra Quebec, Canada, for at afsløre de ældste fiskefingre!

Det var ret overraskende, at den første fisk, som udviklede fingre, beholdt finnerne omkring dem, så knoglerne ikke var synlige.

De tidligste tetrapoder (firebenede dyr med en rygrad, der til sidst bevægede sig ud af vandet og ind på land) ‘eksperimenterede’ med antallet af fingre og tæer. De er fundet med seks, syv eller otte styks.

Disse tidligste tetrapoder levede formentlig stadig i vandet. Det var først, da tetrapoderne blev virkelig terrestriske, at en bevægelig legemsdel med fem fingre eller tæer kom på banen.

Dette arrangement er højst sandsynligt opstået som en praktisk løsning på at bære vægt på land.

Nummer 4: Tyg lidt på det!

Vandrer din tanker, når du børster tænder? Har du nogensinde tænkt på, hvor gamle vores tænder er i evolutionær forstand?

I 2022 beskrev et team af palæontologer isolerede fossile fisketænder fra siluriske sten i Guizhou-provinsen, Kina.

Denne bemærkelsesværdige opdagelse skubbede tænders minimumsalder yderligere 14 millioner år tilbage fra tidligere fund. Det betyder, at vores tandsæt nu går hele 439 millioner år tilbage.

Den nye fisk, et meget tidligt hvirveldyr med kæber, fik navnet Qianodus duplicis og er kun kendt fra isolerede specialiserede tænder kendt som ‘hvirvler’.

En tandspiral er en bizar række af tænder, der krøller sig sammen i et spiralmønster, og det er observeret i den hajlignende fisk Helicoprion, hvis nederste kæbe var en spiral af tænder.

Ikke desto mindre har tænderne i den kinesiske kæbefisk en række træk, der findes hos andre moderne hvirveldyr, som fremhæver deres relevans for at forstå udviklingen af vores egne tænder. Tyg lidt på det!

Nummer 5: Ret ryggen!

At ‘have rygrad’ betyder at være vedholdende og modig. De første dyr, der udviklede en rygrad, må helt sikkert have været vovede nok til at bevæge sig ud i de farefulde forhistoriske oceaner for 500 millioner år siden.

Først udviklede disse ormelignende dyr en søjle af brusk – en rygstreng (chorda dorsalis, notochord), der løb langs bagsiden af kroppen. Det muliggjorde vedhæftning af segmenterede muskelblokke og en lang hale, der sidder bagved anus.

Alle dyr med denne rygstreng kaldes chordater eller rygstrengsdyr (Chordata) – lige fra søpunge til havmåger, og gruppen består af mere end 65.000 levende arter.

For at danne os et billede af de første chordater, kan vi i dag se på dyr som eksempelvis lancetfisk (Amphioxus eller Branchiostoma). Lancetfisk ligner lidt små, primitive fisk uden finner. De svømmer ved at bevæge kroppen fra side til side.

Så følger dyr med veludviklet hoved og hjerne (Craniata) og dyr med en rygsøjle af hvirvler uden om rygstrengen (rygraden), med skelet af ben eller brusk (vertebrat).

En rygsøjle er bygget af individuelle segmenterede knogler (hvirvler), som passer sammen i et bestemt sammenlåst mønster. 

Mere ens end forskellige

Vi har et par spændende fossiler, der repræsenterer de tidligst kendte eksempler på hvirveldyr, eksempelvis Metaspriggina fra Canada, eller Haikouichthys fra Kina i klippestykker, der er mere end 500 millioner år gamle.

Så uanset om det er vores store hjerne og brede bækken fra at gå oprejst, kranie med tindingeåbning og knoglebue, fingre, tæer, tænder eller rygmarv, så deler vi mennesker mange forhistoriske spor i vores kroppe.

Så med digteren og aktivisten Maya Angelous ord, kan det være værd at huske på, at vi er mere ens, end vi er forskellige.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.