Ordet ‘viking’ dukkede først op i det engelske sprog i 1807 – en tid med voksende nationalisme og imperiebygning.
I de efterfølgende årtier blev forestillingen om den stereotypiske viking udviklet – og han var iført en hjelm med horn og tilhørte et samfund, hvor kun mænd havde høj status.
I det 19. århundrede blev vikingerne betragtet som prototyper og stamfædre for de europæiske koloniherrer.
Forestillingen havde sit udspring i en arisk ‘herskerrace’, fodret med primitive, grove videnskabelige teorier og næret af 1930’ernes nazistiske ideologier.
‘Viking’ betød noget helt andet i middelalderen
Det er længe siden, at disse teorier blev aflivet, men forestillingen om vikingernes etniske ‘renhed’ er tilsyneladende stadig appellerende.
Blandt andet har ‘White Supremacy’-bevægelsen (‘hvidt overherredømme’-bevægelsen, som typisk er blevet brugt i reference til nynazister og Ku Klux Klan, red.) taget forestillingen til sig.
Nu om dage er ordet ‘viking’ et synonym for en skandinav fra det 9. til det 11. århundrede.
Vi hører ofte udtryk som ‘vikingeblod’, ‘vikinge-DNA’ og ‘vikingeforfædre’, men i middelalderen betød det noget helt andet, end det gør i dag.
\ Historien kort
- Den traditionelle fremstilling af en viking som skandinav er ukorrekt og oversimplificeret.
- Vikingernes mobilitet og handelsruter førte til en mangfoldig fusion af kulturer inden for egne rækker.
- Nye forskningsteknikker afslører, at vikingerne havde vedvarende interaktion med forskellige folk.
Ordet definerede i stedet en aktivitet og blev brugt om det at drage ud: Man ‘drog i viking’.
Vikingerne blev defineret gennem deres mobilitet, og det inkluderede ikke størstedelen af den skandinaviske befolkning, der blev hjemme.
Vikingerne omfavnede og tilpassede sig en bred vifte af kulturer
Det moderne ord ‘viking’ dukkede op i en tidsalder med nationalisme.
Men det 9. århundrede, hvor vikingetogterne spændte langt ud over det nuværende Europas grænser, var helt anderledes.
Nutidens Danmark, Norge og Sverige var stadig i færd med at blive dannet, og man skattede familie- og lokalidentiteten højere end nationale tilhørsforhold.
De samtidige udtryk, der blev brugt til at beskrive vikingerne ‘wicing’, ‘rus’, ‘magi’, ‘gennti’, ‘pagani’, ‘pirati’ har tendens til at være ikke-etniske.
Den første gang, en term, der beskriver danskere, bliver brugt på engelsk – ‘danar’ – lader det til at være en politisk betegnelse, der beskriver en broget samling af personer under vikingekontrol.
Vikingernes mobilitet – deres handelsruter strakte sig fra Canada til Afghanistan – førte til en fusion af kulturer inden for deres egne rækker.
Et slående træk ved vikingernes tidlige succes var deres evne til at omfavne og tilpasse sig en bred vifte af kulturer, om det så var de kristne i Irland mod vest eller muslimerne i Abbaside-kalifatet mod øst.
Blanding af kulturerne
Nyudviklede arkæologiske metoder har kastet lys over, hvordan mennesker og varer var i stand til at bevæge sig over større afstande, end vi hidtil vi har været tilbøjeligelige til at tro.
I det 8. århundrede (før vikingetogterne rigtig tog til i styrke og omfang) var skandinaver, frisere, slaver og arabiske købmænd i hyppig kontakt med hinanden i Østersø-regionen.
Vikingetogterne var ikke endagsudflugter. Vikingerne sejlede ikke ud for hurtigt at vende hjem igen.
Nyligt arkæologisk arbejde og tekstmæssig forskning indikerer, at vikingerne havde adskillige ophold i løbet af hvert togt (for at hvile, skaffe forsyninger, yde tribut, reparere deres udstyr og indsamle informationer).
På denne måde havde de mere vedvarende interaktion med forskellige folk.
Vikingernes krigerskarer var ikke etnisk ekskluderende
Alliancer mellem vikingerne og den lokale befolkning registreres fra 830’erne og 840’erne i Storbritannien og Irland.
Og når vi når frem til 850’erne, hjemsøgte blandede grupper af gælere (Gaelic, Gaedhil) og ‘fremmede’ (Gaill) de irske landdistrikter.
Der findes skriftlige kilder fra Storbritannien og Irland, der fordømmer eller forsøger at forhindre lokalbefolkningen i at slutte sig til vikingerne. Kilderne viser, at vikingernes krigerskarer ikke var etnisk ekskluderende.
Ligesom de senere pirater (eksempelvis de tidlige moderne pirater i Caribien) mistede vikingerne ofte besætningsmedlemmer, der blev erstattet med nye rekrutter i form af dissident-elementer (personer med en politisk eller religiøs overbevisning der afviger fra den officielle, red.) med vidt forskellige baggrund og kultur, i takt med at togterne rykkede frem.
Gravfund kaster lys over kulturel og etnisk mangfoldighed
Gravfund og sølv-depotfund fra det 9. og 10. århundrede kaster lys over vikingetidens kulturelle og etniske mangfoldighed.
Kun en lille procentdel af de varer og genstande, som vikingerne handlede med i Storbritannien og Irland, var af skandinavisk oprindelse eller stil.
En skat med guld, sølv, glas og emaljerede genstande fundet på en mark i Dumfriesshire i det sydvestlige Skotland i 2014 (den såkaldte Galloway hoard, red.) består af mere end 100 genstande, samlet fra forskellige områder af vikingernes kolonirige og deres plyndringer – fra Skandinavien, Storbritannien, Irland, det europæiske fastland og Tyrkiet.
\ Læs mere
Kulturel eklekticisme (sammenstykning af forskellige filosofiske, videnskabelige eller kunstneriske elementer til en ny helhed, red.) er en karakteristisk egenskab ved vikingfund.
En analyse af skeletter fra lokationer, kædet til vikingerne, der benytter de allernyeste teknikker, indikerer en blanding af skandinaviske og ikke-skandinaviske personer uden klare etniske forskelle i rang eller køn.
Evidensmængden peger på befolkningsmobilitet og kulturtilpasning over store afstande som følge af vikingetidens handelsnetværk.
Nøgleperiode i Nordeuropas statsdannelsesproces
Vikingetiden var en nøgleperiode i Nordeuropas statsdannelsesproces.
Der var uden tvivl stigende interesse for at definere en national identitet og udvikle passende ‘oprindelsesmyter’ i forsøget på at forklare identiteten i det 11. og 12. århundrede.
Det førte til retrospektiv udvikling i områder koloniseret af vikingerne, hvor man fejrede tilknytningen til Skandinavien og nedtonede ikke-skandinaviske elementer.
Modstridende historier og folklore-motiver indikerer, at de nedskrevne ‘oprindelsesmyter’ ikke var korrekte redegørelser.
Eksempelvis er Dublin ifølge middelalder-legenden tilsyneladende grundlagt af enten danske eller norske vikinger (det har der været meget stor debat om igennem tiderne), men der findes også en historie om tre brødre, der bringer tre skibe, som er sammenlignelig med andre oprindelseslegender.
Ironisk nok var det de europæiske nationalstaters fremvækst, der til sidst satte punktum for vikingetiden.
Uigenkendelig nationalisme
I den tidlige vikingetid ville vor tids moderne forestillinger om nationalisme og etnicitet ikke være genkendelige eller forståelige.
Vikingekulturen var eklektisk, samlet af brudstykker, men der var fælles træk på tværs af store afstande såsom:
- Brug af oldnordiske sprog
- Sammenfaldende søfart- og militærteknologi
- Indenlandsk arkitektur og mode, der kombinerede skandinaviske og ikke-skandinaviske inspirationskilder
Man kan argumentere for, at disse identitetsmarkører i større grad vedrørte status og tilknytning til langdistance-distributionsnetværk end etniske symboler.
En stor del social udfoldelse og identitet har en ikke-etnisk karakter.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Definerlige gennem deres handlinger
Vi kan sammenligne det med den moderne, internationale forretningskultur, hvor man taler engelsk, benytter den seneste computerteknologi, hvor bestyrelseslokalerne alle ser mere eller mindre ens ud, og hvor dresscode er vestlig forretningspåklædning – uafhængig af etnisk identitet, og hvor i verden man befinder sig.
På samme måde er vikingerne i det 9. og 10. århundrede mere definerbare gennem deres handlinger end gennem deres oprindelsessted eller DNA.
Hvis vi dropper den simplificerede sidestilling af vikingerne og Skandinavien, kan vi måske opnå en bedre forståelse af den tidlige vikingetid, og hvordan vikingerne omformede det middelalderlige Europa ved at tilpasse sig de forskellige kulturer i stedet for at forsøge at segregere (adskille, red.) dem.
Clare Downham hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
