De fleste kan sikkert huske, at de som barn har været bange for noget, som egentlig er helt ufarligt: At være alene hjemme, at gå ind i et mørkt rum, monstre under sengen.

Det er helt normalt. Men hvis et barn gentagne gange hører eller ser ting, som ikke er der, eller føler sig forfulgt, så kan det karakteriseres som psykoseoplevelser. Det fortæller læge og ph.d.-studerende Martin Rimvall fra Københavns Universitet og Region Hovedstadens Psykiatri.

»Man kunne forestille sig, at du sidder alene på dit værelse, og så er der en mandestemme, som siger noget til dig, så vil man kalde det en psykoseoplevelse,« siger han.

Han har sammen med sine kolleger netop udgivet resultaterne af et nyt studie, hvor de har undersøgt psykoseoplevelser hos 1.600 11-årige børn for at finde ud af, om de børn, som har sådanne usædvanlige oplevelser, oftere udvikler en psykisk sygdom.

»De børn, som for eksempel fortæller, at de en enkelt gang eller to har følt, at nogen kaldte på dem ved at sige deres navn højt, uden at der reelt var nogen, eller at de i leg har følt, at de kunne læse kammeratens tanker, dem har vi ikke vurderet som psykoseoplevelser, for det er normal fantasifuldhed hos børn,« forklarer Martin Rimvall.

10 procent af børnene havde psykoseoplevelser

Når man sorterer de normale børnefantasioplevelser fra, er der 10 procent af børnene i studiet, der har haft oplevelser, som man vil kalde psykoseoplevelser.

De har for eksempel flere gange følt, at fjernsynet talte direkte til dem. De har følt, at de kunne læse andres tanker, og at andre kunne læse deres tanker, eller de har hørt stemmer og set mennesker eller ting, som ikke er der.

Blandt de børn er der tre gange så mange, der efterfølgende får en psykiatrisk diagnose, inden de er fyldt 18 år, end blandt børn, som ikke har haft den slags oplevelser.

Hørte 10 stemmer

Heidi Wulf var blot 7 år gammel, første gang hun hørte en stemme, som ikke var der. Stemmen tilhørte en lille pige, så hun kaldte den Lille Marie.

»Lille Marie var den første stemme, og så kom der flere og flere til, og til sidst var der 10. Jeg så også mennesker, som ikke var der. Det startede med en, som var sådan en skyggeagtig skikkelse, men efterhånden blev vedkommende mere og mere tydelig og lignede til sidst et helt almindeligt menneske,« fortæller hun.

Der kom flere skikkelser til, som på samme måde blev tydeligere og tydeligere og til sidst lignede almindelige mennesker.

»Jeg endte med have otte mennesker, som fulgte mig plus de 10 stemmer,« fortæller hun.

Psykoseoplevelser kan være normalt

I det nye studie er det 10 procent af børnene, der som 11-årige fortæller om oplevelser, som forskerne kategoriserer som psykoseoplevelser på samme måde som Heidi Wulfs.

15 procent af dem får siden en psykiatrisk diagnose i børne- og ungdomspsykiatrien over de kommende fem år.

»Langt de fleste af dem udvikler altså ingen psykisk sygdom, inden de er fyldt 17 år. Tidligere har man tænkt sådan her om psykose: Enten var man alvorligt psykisk syg, eller også havde man ingen tegn på psykose. Det her studie tyder på, at psykoseoplevelser kan optræde hos børn, som er helt velfungerende,« siger Martin Rimvall.

Overlæge, ph.d. og klinisk lektor i børne- og ungdomspsykiatri på Syddansk Universitet Anne Dorte Stenstrøm har skrevet ph.d.-afhandling om tidlige tegn på skizofreni hos børn. Hun har ikke deltaget i det nye studie, men hun har læst det for Videnskab.dk. Hun roser studiet for at være meget solidt og velgennemført.

»Psykoseoplevelser kan være udtryk for, at barnet er mere sårbart og måske i mistrivsel. Men det kan også være forbigående, og i langt de fleste tilfælde er det ikke tegn på, at barnet vil udvikle en psykisk sygdom.,« siger hun.

Efter hendes vurdering er det også et vigtigt fund i studiet, at man tilsyneladende godt kan have psykosesymptomer i barndommen, uden at man udvikler en psykisk sygdom.

»Men undersøgelsen viser også, at børn der har haft psykotiske oplevelser i barndommen har en øget risiko for senere i livet at udvikle psykisk sygdom, og det skal vi selvfølgelig tage alvorligt,« understreger hun. 

LÆS OGSÅ: Børn af forældre med alvorlig psykisk sygdom har flere psykiske problemer allerede som syv-årige

Fortalte sin mor om synerne

Heidi Wulf fortalte sin mor om menneskene, men moderen blev ikke så bekymret.

»Det var nok allerede, da jeg var omkring fem år, hvor jeg så min døde morfar inde i stuen. Der sad også en dame nede i kælderen med et spædbarn, som hun sang for. Hende var jeg bange for,« siger hun.

Moderen beroligede hende med, at hun bare var et meget spirituelt barn med god fantasi, som måske kunne føle og fornemme flere ting end andre børn.

»Men jeg havde ikke lyst til at være speciel. Jeg ville bare gerne være ligesom andre børn,« siger Heidi Wulf.

Vær opmærksom på mistrivsel

Så hvornår skal man blive bekymret som forælder?

»Hvis dit barn trives, så skal du ikke være bekymret, hvis det nogle gange hører stemmer, og du skal ikke begynde at screene dit eget barn, for at finde ud af om det har unormalt underlige oplevelser,« siger Martin Rimvall.

Men hvis barnet har andre problemer, måske har tegn på angst, bliver mobbet eller generelt ikke trives, så skal du være opmærksom.

»De her oplevelser er som regel noget børnene aldrig fortæller nogen om. Mange af de børn, vi taler med, tror bare, alle har det sådan. Hvis barnet er så generet af det, at det fortæller om det, så skal man tage det meget alvorligt,« siger Martin Rimvall.

Når Heidi Wulf i dag tænker tilbage på sig selv som 11 årig, så trivedes hun ikke.

»Nogen gange var det svært for mig, at afgøre, om de mennesker, jeg så, faktisk var der eller ej. Men jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne give dem et kram, hvis de ikke var virkelige, så jeg udviklede sådan en teknik med at lægge hånden på skulderen af folk for at finde ud af, om de var virkelige,« fortæller hun.

Hun troede, at alle mennesker så og hørte ting, som ikke var der.

»Det var en hård tid at være 11 år. Jeg følte mig ikke som alle de andre. Jeg følte, at de andre i min klasse kunne håndtere stemmerne bedre. De blev ikke hidsige og ondskabsfulde, når det blev for meget. Jeg følte mig forkert, fordi jeg ikke kunne rumme stemmerne og de her mennesker,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Derfor kan nogle mennesker høre farver eller smage musik

Vigtigt at undersøge psykoseoplevelser

Anne Dorte Stenstrøm arbejder som psykiater i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark. Ifølge hende er resultaterne i det nye studie vigtig viden for hende og hendes kollegaer.

»Hvis vi får et barn til vurdering i børne- og ungdomspsykiatrien, som er i mistrivsel, så er det vigtigt, at vi screener bredt og også undersøger for psykoseoplevelser, så vi ikke overser noget, og så vi kan sætte gang i den rigtige behandling,« siger hun. 

Har et barn psykoseoplevelser, er det vigtigt at formidle det videre til forældre og skolepsykologen, så man kan være opmærksom på, om der er noget, der belaster barnet og sikre, at hverdagen tilrettelægges, så barnet trives bedst muligt, understreger Anne Dorte Stenstrøm.

LÆS OGSÅ: Forskere: Usynlige venner kan gavne børns udvikling

Stemmerne mobbede

Heidi Wulfs stemmer og de otte mennesker, som fulgte hende, var for det meste venlige og hjælpsomme.

»Jeg havde konstant sådan en forkerthedsfølelse indeni, og når det blev rigtig slemt, så kunne de her mennesker godt røre ved mig. Det var beroligende,« fortæller hun.

Da hun var omkring 20 år begyndte stemmerne at blive onde. De sagde til hende, at hun var grim og fed og en dårlig ven. Heidi Wulf fik diagnosen depression, men i virkeligheden var hun ulykkelig, fordi hun følte at hun blev mobbet.

»Men hvem var det, der mobbede mig? Det kunne jeg jo ikke fortælle til nogen, for det var jo mine stemmer,« siger hun.

Da hun var 27 år tog de onde stemmer helt over, og hun blev så psykotisk at hendes egen læge sendte hende til psykiatrien, hvor hun fik diagnosen skizofreni.

Hør mere om Heidi Wulfs historie i podcasten: Skizofreni: Hvad sker der i hjernen, når man hører stemmer?

LÆS OGSÅ: Nyt studie: En psykiatrisk diagnose kommer sjældent alene