Alarmerende stigning: Hver femte danske, unge kvinde har det svært med mad og krop

Den største modeuge i Skandinavien, Copenhagen Fashion Week, er rundet af, og selvom branchen taler om kropsdiversitet og fedmeaktivisme, er det fortsat de syletynde modeller, der dominerer catwalken.

Catwalk-modellerne er endda tyndere, end de har været i årevis, ifølge modemagasinet Vogue.

Den tendens harmonerer dårligt med, at hver femte voksne kvinde i dag har en adfærd, der placerer hende i risikozonen for at udvikle en spiseforstyrrelse, som et nyt, landsdækkende studie fra Statens Institut for Folkesundhed viser.

Det er en fordobling på bare 20 år. Den største stigning er blandt voksne kvinder mellem 24 og 35 år, mens den mest udtalte risikoadfærd finder forskerne blandt de unge 16- til 24-årige.

Med ‘risikoadfærd’ mener man adfærd, der minder om symptomer på en spiseforstyrrelse, men i mildere grad. Det vil sige, at kvinderne endnu ikke nødvendigvis har en diagnose, men er i risiko for det.

Det er kvinder, der for eksempel svarer ja til spørgsmål som,

• at de kaster op for at komme af med det, de har spist.
• at de finder det ubehageligt at spise sammen med andre.
• at de er bange for ikke at kunne stoppe med at spise, når de først er begyndt.

Risikoen hænger sammen med trivsel

Camilla Hersom, direktør i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, mener, at resultaterne er alarmerende.

»Tallene i undersøgelsen er voldsomme. Selv hvis kvinderne ikke udvikler en decideret spiseforstyrrelse, så afspejler det jo stadig et problem,« siger hun.

Bekymringen deles af Loa Clausen, professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, som har læst studiet for Videnskab.dk. Hun peger på, at de nyeste tal er fra 2023 – kort tid efter coronapandemien, som har haft store konsekvenser for mange menneskers mentale trivsel.

»Mange studier viser, at afmagt, ensomhed og dårlig mental trivsel steg i pandemien, og det kan have øget risikoen for at få spiseforstyrrelsessymptomer,« siger Loa Clausen.

Nadia Micali, leder af Center for Spiseforstyrrelses- og Ernæringsforskning (CEDaR) ved Psykiatrisk Center Ballerup og professor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet, støtter den forklaring.

»Nogle har en genetisk sårbarhed, og hvis de møder bestemte livsomstændigheder, for eksempel coronapandemien, kan det udløse en spiseforstyrrelse.«

Hun bruger en metafor fra genetisk forskning til at forklare, hvordan det hænger sammen.

»Hvis man forestiller sig, at ens liv er som et glas, så bliver det fyldt op af forskellige belastninger. Hvis man allerede har en genetisk sårbarhed, så er glasset måske næsten fyldt fra starten. Og så skal der ikke så meget til, før det flyder over, og man begynder at udvise risikoadfærd.«

Sociale og kulturelle belastninger som stress, isolation eller urealistiske idealer kan i nogle tilfælde være nok til at udløse en spiseforstyrrelse.

Camilla Hersom fra Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade peger netop på, at mange kvinder i dag er under pres fra mange sider i livet.

»Kvinder skal leve op til utrolig meget: De skal klare sig godt på jobbet, have gode relationer, måske børn, et pænt hjem, holde sig i form og se godt ud. Der er simpelthen så mange krav, og det skaber stress,« siger hun.

»Når man er stresset, kan det give en følelse af kontrol at styre, hvad man spiser.«

Sociale medier spiller en rolle

Professor Loa Clausen fremhæver, at corona-nedlukningerne betød markant mere skærmtid, og dermed mere eksponering for urealistiske kropsidealer på sociale medier.

»Vi var formentlig mere online. Det kan have øget eksponeringen for idealer om tyndhed og fået flere til at sammenligne sig selv ofte urealistisk,« siger hun.

Men sociale medier kan ikke bære hele skylden, understreger professor Nadia Micali. Hun peger på, at sammenhængen også kan gå den anden vej.

»Man kan også vende det om og sige, at folk med spiseforstyrrelser måske bruger mere tid på sociale medier og søger efter bestemte billeder. Det er komplekst.«

Vi er blevet fodret med ‘tyndhedsidealet’

Stræben efter tyndhed er langt fra nyt. Idealet har dybe rødder i vestlig kultur, og det begynder tidligt.

»I Vesten er vi blevet fodret med ‘tyndhedsidealet’ helt fra fødslen. Selv små børn påvirkes. Der findes forskning, der viser, at børn allerede i en meget tidlig alder får internaliseret et bestemt kropsideal,« siger Camilla Hersom.

Det er især idéen om, at en slank krop er lig med sundhed, succes og lykke, som har bidt sig fast, mens højere kropsvægt ofte forbindes med noget negativt. En kobling, hun kalder både urealistisk og skadelig.

»Det er en stor og sejlivet misforståelse, og den kalder på mere oplysning.«

Hun peger på slankekure og vægttabsprogrammer som eksempler på, hvordan samfundet stadig fastholder forestillingen om, at vægttab er vejen til sundhed og velvære, selvom forskningen i stigende grad peger på det modsatte.

Når hver femte kvinde udviser tegn på spiseforstyrret adfærd, er det ifølge Camilla Hersom ikke bare et udtryk for personlige udfordringer. Det er et spejl af et samfund i ubalance, hvor mistrivsel, stress og urealistiske kropsidealer i stigende grad præger hverdagen for mange kvinder.

»Det er ikke rimeligt at forvente, at den enkelte kvinde skal stå imod presset alene. Det er et strukturelt problem, som kræver oplysning, ny forståelse og et kulturelt opgør med de skadelige idealer, vi er vokset op med,« siger hun.

I dag er der større fokus på budskaber om kropsdiversitet og selvaccept, men der er stadig langt mellem ideal og virkelighed, påpeger Nadia Micali, professor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.

»Kropsdiversitet er vigtigt, men det fylder stadig langt mindre end alle de andre negative budskaber, vi bliver eksponeret for.«

Der er større bevidsthed om spiseforstyrrelser

Den markante stigning i antallet af kvinder, der udviser tegn på spiseforstyrrelser, stemmer overens med antallet af faktiske diagnoser, ifølge data fra et kommende studie ledet af professor Nadia Micali.

»Det er bekymrende, men det kan også skyldes, at der i dag er større bevidsthed om spiseforstyrrelser, og at flere derfor rækker ud og får hjælp.«

Hun mener, man skal være forsigtig med at tolke undersøgelsens resultater for snævert. De spørgsmål, som deltagerne har svaret på, er nemlig ikke udviklet til at stille en egentlig diagnose, og derfor kan de fange andre former for problematisk adfærd.

For eksempel når kvinderne bliver spurgt, om de synes, det er ubehageligt at spise sammen med andre. Selv hvis svaret er ja, behøver det ikke være tegn på en spiseforstyrrelse.

»Det kan sagtens være tegn på mistrivsel, men det er ikke sikkert, at det er spiseforstyrrelser i klassisk forstand. Det kan også handle om kropsutilfredshed eller spisevaner, der hænger sammen med overvægt og slankekure,« forklarer hun.

Derfor kan stigningen i risikoadfærd både være udtryk for, at flere kvinder faktisk oplever problemer med deres forhold til mad og krop, og samtidig afspejle, at vi i dag i højere grad forstår og sætter ord på de oplevelser, vi har.