Skizofreni er en af de mest alvorlige psykiske sygdomme. Derfor siger indsatsen for mennesker med netop den sygdom noget om, hvor godt Danmark og Storbritannien, som begge har offentligt finansierede sundhedssystemer, formår at hjælpe borgere med de mest komplekse behov.
Skizofreni kan blandt andet medføre, at man hører stemmer, har vrangforestillinger og har svært ved at tænke, finde motivation og klare almindelige gøremål i hverdagen.
Skizofreni betyder ikke, at man har en splittet personlighed, og det er faktisk muligt at få det bedre.
Men bedring handler om andet end færre symptomer. Det handler om at kunne leve et liv, man oplever som værdifuldt: At man har gode relationer, et sted at bo, et godt fysisk helbred og noget meningsfuldt at stå op til, ofte et arbejde eller en uddannelse.
Forskning viser, at knap halvdelen af mennesker med skizofreni i begge lande er i arbejde, under uddannelse eller i et opkvalificeringsforløb tidligt i sygdomsforløbet. Men efterhånden som årene med skizofreni går, falder andelen til omkring en ud af ti.
Så hvad kan Danmark og Storbritannien lære af hinanden, når det gælder om at give borgere med skizofreni bedre behandling og støtte? Hvad skal der til for at skabe sig et liv efter diagnosen, og hvordan adskiller mulighederne sig i de to lande?
\ Serie: Sundhedskløften
Vi lever længere, flere har kroniske sygdomme, og mental mistrivsel er et stigende problem.
Det er fælles for både Danmark og Storbritannien, der også begge har skattefinansierede sundhedsvæsener.
Så hvad kan vi lære af hinanden?
Det forsøger vi at komme nærmere i denne serie, hvor du blandt andet kan blive klogere på, hvordan danskerne kan spise markant mere sukker, mens briterne stadig er mest overvægtige, eller hvordan vi regulerer vores fælles ’dårlige vaner’ som øl og gambling.
Du kan også læse om cykelkultur, vores forhold til kroppe og nøgenhed, faldende fertilitetsrater, sperm-industrien og præventionsvaner, sundhed i fængsler og støjforurening.
Find alle udgivne artikler i serien her.
Serien er et samarbejde mellem The Conversation UK og Videnskab.dk, og alle artikler er skrevet af danske og britiske forskere, som vil gøre os klogere på Danmarks og Storbritanniens forskellige forhold til sundhed, sygdom, trivsel og hverdagsliv.
Fra diagnose til behandling
I begge lande bliver borgere, der oplever deres første episode med skizofreni, som regel henvist til et specialiseret team. I England, som de fleste af vores britiske eksempler stammer fra, tager specialiserede teams for tidlig indsats ved psykose sig af personer mellem 14 og 65 år.
Den danske pendant er OPUS, som primært er rettet mod 18-35-årige. Et OPUS-forløb varer normalt to år. I begge lande kombinerer de specialiserede teams medicin med samtaleterapi, inddragelse af familien og hjælp til uddannelse eller arbejde.
I OPUS har patienten en fast kontaktperson, som koordinerer behandlingen og kontakten til kommunen. Forskning har vist, at denne tilgang mindsker symptomerne mere end standardbehandling.
Det er dog svært at sikre, at alle får den samme behandling. Englands nationale kvalitetsmåling af tilbuddet om tidlig behandling af psykose i 2023-2024 viste, at 93 procent af de specialiserede teams i det østlige England levede op til kriterierne for at »klare sig godt«.
I det sydvestlige England gjaldt det kun 21 procent. Den behandling, en borger med skizofreni får i Storbritannien, kan med andre ord afhænge af postnummeret.
Også overgangen fra specialiseret behandling til andre tilbud kan være en kritisk fase i begge lande.
Interviews med borgere i England, der var ved at afslutte et forløb hos et team for tidlig indsats ved psykose, viste, at de satte pris på den behandling, de havde fået, men en del følte sig overladt til sig selv, da forløbet sluttede.
Interviews med personer med langvarig psykisk sygdom i Danmark har tilsvarende vist, hvor svært det kan være at finde rundt mellem de forskellige tilbud og myndigheder.
Ind og ud af hospitalet
Når en person har brug for at blive indlagt i psykiatrien, står de to lande med forskellige problemer. I England betyder manglen på sengepladser, at en del patienter bliver indlagt langt fra deres hjem – i nogle tilfælde flere hundrede kilometer væk.
Ved udgangen af juli 2026 var der 285 såkaldt »uhensigtsmæssige« placeringer uden for patienternes lokalområde. Dermed blev det nationale mål om helt at afskaffe denne type psykiatriske placeringer inden 2021 ikke nået.
I Danmark viser presset sig især ved, at de psykiatriske afdelinger er meget tæt på fuld belægning. I 2024 i Region Midtjylland kom kun én psykiatrisk afdeling kortvarigt under målet om en belægningsprocent på 90 procent.
Når patienter skal udskrives, bliver det også tydeligt, hvor godt eller dårligt de forskellige dele af systemet hænger sammen. I Danmark drives psykiatrien af regionerne, mens kommunerne blandt andet står for bostøtte, sociale tilbud og jobcentre.
Danmarks psykiatriplan fra 2025 viste, at psykiatriske patienter, som var klar til at blive udskrevet, men måtte vente på hjælp fra kommunen, i gennemsnit blev på hospitalet i yderligere 43 dage.
For patienter i det somatiske sundhedsvæsen var den tilsvarende ventetid blot fire dage.
I England er ansvaret på samme måde delt mellem de offentlige hospitaler under det britiske sundhedsvæsen, NHS, og kommunerne, som står for blandt andet social støtte og boliger. Det skaber lignende problemer.
Patienter, der måtte blive på psykiatriske afdelinger, mens de ventede på en bolig med støtte, kostede det engelske NHS 102 millioner pund mellem 2024 og 2025.
Kun få får tilbudt arbejde
Begge lande har beskæftigelsesspecialister tilknyttet psykiatrien, som hjælper borgere med at finde et arbejde.
I et dansk forsøg med 720 deltagere, hvoraf de fleste havde skizofreni, viste denne form for støtte sig at føre til mere tid i arbejde eller uddannelse end den almindelige beskæftigelsesindsats.
Ingen af landene tilbyder dog indsatsen konsekvent overalt. Danmark har som mål, at alle kommuner skal tilbyde denne form for beskæftigelsesstøtte på tværs af psykiatrien inden 2028.
Muligheden for at få et arbejde afhænger også af, om arbejdsgiverne er villige til at ansætte mennesker med psykose. En undersøgelse i England og Wales viste, at kun to procent af de jobsøgende personer i ambulant behandling for psykose fik tilbudt et job.
I vores danske studie fulgte vi mere end 65.000 personer med skizofreni i op til 10 år efter diagnosen.
Vi fandt, at personer med psykose blev vurderet mindre positivt som potentielle medarbejdere. Denne udfordring kan behandling og støtte ikke fjerne alene.
Helbredstjek og opfølgning
Antipsykotisk medicin kan give bivirkninger, blandt andet vægtøgning og forhøjet blodsukker. Samtidig bliver fysiske helbredsproblemer hos mennesker med skizofreni ofte overset.
I begge lande er det hovedsageligt de praktiserende læger, der skal opdage og behandle sygdomme som diabetes og hjertesygdom, der kan opstå i forbindelse med skizofreni og behandlingen af sygdommen.
Dansk forskning har vist, at mennesker med både skizofreni og diabetes ofte bliver undersøgt i samme omfang som andre.
I England derimod har færre end tre ud af fem mennesker med alvorlig psykisk sygdom fået foretaget et fuldt fysisk helbredstjek inden for det seneste år.
Begge lande følger allerede kvaliteten af behandlingen. Udfordringen er at bruge denne viden til at sikre, at mennesker med skizofreni kan regne med at få den støtte, de har brug for.
I sidste ende handler succes ikke kun om færre symptomer, men om, hvorvidt mennesker med skizofreni får mulighed for at skabe sig et liv, de selv oplever som værdifuldt.
En diagnose bør være begyndelsen på en plan for livet – ikke afslutningen på en.
Denne artikel er en del af serien Sundhedskløften / The Health Gap, der er et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation, hvor artiklen er publiceret i en engelsk version. Den er oversat til dansk af Stephanie Lammers-Clark.
