Diskussionen om den etårige kandidat farer i øst og vest. Modstanden er enorm. Og den kommer langtfra kun fra ’verdensfjerne forskere’, der ikke forstår, hvad arbejdsmarkedet har brug for.
DJØF og Deloitte argumenter eksempelvis på finans.dk, at danske studerende kommer til at stå dårligere i den internationale konkurrence. Og Dansk Erhverv har opfordret regeringen til at skrotte forslaget.
Regeringen og forslagets fortalere med professor Nina Smith og reformkommissionen i spidsen har forsøgt at begrunde barberingen af kandidatuddannelsen med, at kandidatuddannelsen mest er en forskeruddannelse.
Påstanden om, at kandidatuddannelsen mest er en forskeruddannelse, sker enten mod bedre vidende, eller også viser den manglende viden om sektoren.
Det undrer lidt, for der har siddet dygtige økonomer i kommissionen, men måske havde de haft godt af at inddrage andre fagligheder.
Også Frit Forums forslag om, at den etårige kandidatuddannelse skal være for de 98 procent, der ikke bliver forskere, mens de studerende på den toårige kandidat skal skrive forskningsartikler, bygger mest på forestillinger om et område, man ikke rigtig har nogen erfaring med (jf. denne artikel hos Altinget).
Egne erfaringer med studenterforskning
Min egen karrierevej kan vise det. Jeg var blandt de første studerende på den nye Bologna-orienterede studieordning, hvor alle universitetsstudier med undtagelse af medicin blev skåret ned fra seks til fem år.
Som kandidatstuderende i midten af halvfemserne valgte jeg at læse i udlandet. I dag er det på grund af fremdriftsreformen blevet meget vanskeligt at læse i udlandet.
Da jeg tog afsted, havde jeg ikke nogen konkrete forskerambitioner. Jeg ville blot blive dygtigere til mit fag. Det kostede mig et halvt års forlængelse, men var godt givet ud.
Da jeg kom hjem, blev der udskrevet en prisopgave. De er nu afskaffet på mit universitet, for de passede ikke ind i de nye krav om fremdrift.
Dengang havde man 14 måneder til at skrive en prisopgave uden vejledning. Det var muligt, fordi jeg endnu en gang kunne forlænge mit studium på SU.
Jeg fik guldmedalje for min opgave. Den var på 268 sider og dannede udgangspunkt for min første videnskabelige artikel, som jeg fik trykt, mens jeg stadig var studerende.
Det var prisopgaven, der viste mig, at en forskningskarriere var en mulighed. Og både guldmedalje og artikel var gode kort på hånden, da jeg skulle søge ph.d.-stipendium.
Min pointe her er, at der godt kan indbygges forskerelementer i kandidatuddannelsen. Det kræver blot, at der er mulighed for at bruge mere tid end de normerede to år.
Derfor har man på medicin-studiet meget fornuftigt mulighed for at forlænge ens kandidatstudium med et ’forsker-år’.
Det giver derimod ikke mening at hævde, at de nuværende toårige kandidatuddannelser er en uddannelse for forskere.
Ligesom det er absurd at tro, at man uden ekstra tid kan indbygge solide forskningselementer i en kandidatuddannelse.
Man kan derimod lære studerende at arbejde fagligt selvstændigt. Og netop det er der brug for mange andre steder end på universiteterne.
Behovet for velkvalificeret arbejdskraft
250 medlemmer af universiteternes aftagerpaneler har advaret mod forkortelse af kandidatuddannelsen.
Som repræsentanter for arbejdsmarkedet ved de, at virksomheder og arbejdspladser netop har brug for ansatte, der har lært at arbejde selvstændigt på højt fagligt niveau.
Faglig selvstændighed kræver, at man netop har lært at arbejde fagligt selvstændigt. Det kan ikke løses ved flere undervisningstimer på kortere tid (jf. dette debatindlæg i Politiken).
\ Om den etårige kandidatuddannelse
Torsdag 2. marts 2023 præsenterede regeringen sin plan om at forkorte en lang række kandidatuddannelser fra to til ét år. Eller rettere til ét år og tre måneder.
Hvis det står til regeringen, skal Danmarks kandidatuddannelser i fremtiden byde på:
- 15 måneder (1 år og 3 måneder) lange kandidatuddannelser med et tydeligt arbejdsmarkedssigte.
- 24 måneder (2 år) lange kandidatuddannelser med en større grad af specialisering, eventuelt rettet mod forskning.
- 30 eller 36 måneder (2,5 - 3 år) lange kandidatuddannelser med en høj grad af specialisering.
- Fleksible erhvervskandidatuddannelser med varieret længde.
Du kan læse mere om planen hos Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Planen bygger videre på en rapport fra Reformkommissionen, som blev nedsat i oktober 2020. Du kan læse en tidslinje om forløbet hos Universitetsavisen.
Den 'nye' ph.d.-uddannelse indføres
Da jeg blev kandidat, var de gamle kandidatstipendier afløst af noget nyt, nemlig ph.d.-stipendier.
Første trin på forskerkarrieren var mere end et stipendium, der overlod den enkelte forsker til sig selv. Nu skulle ph.d.-forløbet også indeholde uddannelseselementer.
Dermed blev begrebet forskeruddannelse indført.
Selvom ph.d.-lønnen dengang blev udbetalt som firedobbelt SU, blev jeg som ung ph.d.-studerende anset som kollega på lige fod med de fastansatte lektorer og professorer.
Det var lærerigt. Siden har de ph.d.-studerende fået ændret SU-ordningen til rigtig løn, men forstår sig selv i højere grad som nogen, der er under uddannelse.
Når første trin på forskerstigen i løbet af de seneste årtier, båret af politisk vilje, er blevet stadig mere uddannelsesgjort, er det absurd, at når blandt andre politikere, for at begrunde en yderst problematisk kvalitetsforringelse af uddannelserne, argumenterer for, at kandidatuddannelsen mest er beregnet på forskere.
Det var måske sandheden engang, nemlig før, der var noget, der hed ph.d.-uddannelse.
I mit fag går der stadig rygter om dengang omkring 1970, hvor en hel kandidatårgang fik ansættelse på universitetet. Men de var også kun seks det år.
Prisen for en politisk reformiver
Gennem årerne har universiteterne måttet gennemføre den ene reform efter den anden.
Universiteterne er blevet pålagt at oprette flere uddannelser, for så efterfølgende at blive kritiseret for at have for mange uddannelser.
Politisk besluttet underfinansiering af uddannelserne medførte færre undervisningstimer, som efterfølgende blev mødt med politisk kritik.
Med ph.d.-ordningen blev der indført en egentlig forskeruddannelse i Danmark.
Den blev indført samtidig med Bologna-modellen, som gjorde det muligt at integrere danske universitetsuddannelser i den europæiske uddannelsesverden.
En ny etårig uddannelse vil gøre det sværere for danske studerende at hente inspiration fra udlandet gennem studieophold. Dermed mister vi værdifuld forbindelse med vores omverden.
Flere af de humanistiske og samfundsfaglige fakulteter i Danmark hører ifølge det britiske magasin Times Higher Educations rangliste til i top-50 på verdensplan.
I en stadig mere kompleks verden er der ikke brug for at sende halvt-uddannede ud på arbejdsmarkedet. Ingen ønsker dem.
Forholdet mellem studenterantal og tilgængelig viden
En etårig kandidatuddannelse vil pålægge sektoren flere besparelser, inden de gamle er nået at blive implementeret. Det er ødelæggende for fagmiljøerne.
I min faggruppe er vi halvdelen af det antal forskere, der var ansat, da jeg selv var studerende og ph.d.-studerende.
Det betyder ikke, at man ikke kan diskutere antallet af studerende på de enkelte uddannelser.
Det kræver blot, at vi også diskuterer det rimelige i, at antallet af studerende afgør, hvilke videnområder et land som Danmark har brug for at få dækket kvalificeret.
Når de humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter står til at miste studerende i takt med uddannelsesforringelser, forsvinder også en del af forskningsmidlerne bag de berørte fagområder.
Dermed ødelægger vi nogle af de fagmiljøer, hvor vi er allerbedst.
Det er en stor misforståelse, at områder som kultur og samfund kan klare sig bedre end ingeniøruddannelser uden ekspertviden.
Hvis man politisk gennemtvinger en løsning, der ikke bygger på viden om, hvordan virkeligheden faktisk ser ud, er der stor sandsynlighed for, at løsningen ikke løser noget. Men tværtimod skaber nye problemer, som man efterfølgende vil anklage universiteterne for selv at have skabt.
