Tre ‘verdensomvæltende’ videnskabelige opdagelser, der faldt til jorden med et brag

Opsigten var kolossal, da de to forskere Martin Fleischmann og Stanley Pons i 1989 annoncerede for verden, at de havde opnået kold fusion: De to videnskabsmænd havde fået mere energi ud af deres eksperiment, end de havde puttet ind – uden brug af andet end vand og videnskab.

Potentialet var nærmest ikke til at begribe. En evighedsmaskine – opdagelsen betød endeløs, ren energi. Kraften fra stjernerne opnået ved stuetemperatur. En videnskabelig og industriel revolution, der ville sende menneskeheden lysår ud i fremtiden.

Nyheden og billeder fra pressemødet nåede verden rundt, og for et kort sekund var et håb for en bedre fremtid tændt.

Lige indtil studiet faktisk blev udgivet.

Lige så højt, håbet havde fløjet, ligeså hurtigt faldt det igen, da det viste sig, at andre fysikere ikke kunne gengive eksperimentet. Et halvt år senere stod det klart, at den revolutionerende opdagelse aldrig havde været andet end fis i en hornlygte.

Fleischmann og Pons arbejde blev beskyldt for at være sjusket og bedragerisk, og i dag er kold fusion mere eller mindre synonym med falsk videnskab.

Hvis ord som ‘fusion’ og ‘endeløs ren energi’ synes at ringe en klokke, er det formentlig fordi, en anden stor annoncering for nyligt har omhandlet netop dette.

I slutningen af 2022 inviterede amerikanske forskere, i selskab med den amerikanske energiminister, verdenspressen til Californien for at fortælle, at de havde opnået – ikke kold fusion – men ‘varm’ fusion.

Kan vi tro på det den her gang?

Eller skal vi være kloge af skade og tage det med et gran salt, når videnskabsfolk med stor fanfare annoncerer videnskabelige opdagelser – som med amerikanernes nylige fusions-gennembrud?

For at blive klogere på det, har Videnskab.dk taget fat i videnskabshistoriker og professor emeritus på Niels Bohr Institutet, Helge Kragh, for at tale om tidligere verdensomvæltende videnskabelige gennembrud, der dog viste sig at love mere, end de kunne holde.

Og hvorfor forskere måske kan have en tendens til at tale egne opdagelser mere op, end hvad godt er.

Et resultat at ville komme først

Fleischmann og Pons minder på flere måder om den nye, amerikanske udmelding om fusionsenergi, fortæller Helge Kragh til Videnskab.dk.

Både fordi de begge handler om fusion, og fordi nyheden om begge opdagelser gik verdenspressen rundt.

Men også fordi, at der dengang, ligesom i dag, var stor værdi i at nå først i mål, fortsætter videnskabshistorikeren – og det var blandt andet det, der resulterede i den efterfølgende pinlige situation for Fleischmann og Pons, der var bange for at blive overhalet på målstregen.

»På samme måde er der i dag skarp konkurrence mellem amerikansk og europæisk forskning i fusionsenergi,« siger Helge Kragh.

»Både amerikanske og europæiske forskningsgrupper vil gerne nå først – både for prestigen, og dertil er muligheden for videre investeringer er også bedre. Det handler i bund og grund om markedsføring, hvor det gælder om at overbevise offentligheden om, at de er værd at investere penge i. Der hjælper det at komme først,« siger han.

Han påpeger i øvrigt, at de amerikanske fusions-forskere annoncerede deres resultater, før forskningen var blevet peer reviewed (bedømt af uvildige fagfæller) – ligesom Fleischmann og Pons – hvilket der er uenighed i forskerkredse om, hvorvidt er forkert eller ej, siger Helge Kragh.

»Det er jo en uskik,« tilføjer han.

»Men det har man gjort i lang tid i USA. Også selvom det kommer med en risiko for, at man kan komme i nogle yderst pinlige situationer.«

‘Høj-temperatur superledning’ var revolutionerende – men kun i laboratoriet

Igen i starten af 1990’erne blev alverdens avisforsider ryddet af endnu et verdensomvæltende videnskabeligt kvantespring.

‘Høj-temperatur superledning’ hed den nye opdagelse, hvor forskere havde fundet en metode, hvor man ved høje temperaturer kunne fragte strøm uden spild, fortæller Helge Kragh.

I modsætning til historien om Fleischmann og Pons holdt denne opdagelse stik: Forskerne var lykkedes med det, de sagde, de havde gjort.

Superledningen i sig selv var ikke en ny idé – det blev opdaget i 1911, men krævede ekstremt lave temperaturer. Den nye opdagelse lå i, at man nu fandt materialer, der var superledende ved højere, mere overskuelig temperaturer.

Det ville gøre elektrisk strøm uden tab til en kommerciel mulighed.

Det viste sig dog langt sværere, end man oprindeligt troede – og som forskerne havde stillet i udsigt.

»Man havde simpelthen oversolgt varen,« fortæller Helge Kragh.

»Det var et gennembrud, og de forskere, der stod for det, modtog da også Nobelprisen. Problemet var bare, at det var et videnskabeligt gennembrud, men ikke noget, man umiddelbart kunne omforme til praksis,« fortæller han.

Også her er den en parallel til vores tids udmelding om varm fusion: Vi ved, at både fusion og superledning ved høje temperaturer er muligt, og videnskabsmænd kan frembringe det.

Men for den almene, nyttige brug, hvor det virkelig batter, er det stadig fugle på taget, fortsætter videnskabshistorikeren

»I dag, mere end tredive år efter udmeldingen om ‘høj-temperatur superledning’, er teknologien stadig ikke brugbart eller billigt nok til, at det kan bruges kommercielt,« siger Helge Kragh.

»På samme måde er alle de løfter om, at man kan bruge fusion til noget som helst andet end videnskab stadig blot løfter, og fusionsenergi bliver næppe en realitet i den nærmeste fremtid.«

Italiensk forskergruppe fik Einsteins teorier til at smuldre

De eksempler, Helge Kragh har fortalt om indtil nu, ville have haft store samfundsmæssige konsekvenser til følge, havde de vist sig at leve op til den hype, de blev annonceret med.

Men ingen af dem ville have fundamentalt ændret vores opfattelse af universet, som det ville have være tilfældet, hvis en hævdet opdagelse i 2011 havde holdt stik, fortæller Helge Kragh.

Dengang annoncerede en italiensk forskergruppe, at de havde fået nogle meget små elementarpartikler kaldet neutrinoer fra en CERN-accelerator til at bevæge sig hurtigere end lyset.

En opdagelse, der dermed ville få fundamentet, som al moderne fysik er bygget på, til at smuldre.

De havde angiveligt modbevist Einsteins relativitetsteori med kolossale implikationer for vores forståelse af fysik, Universet og hvad der er muligt, til følge.

»Det var gode fysikere, og det var et godt eksperiment,« fortæller Helge Kragh.

»Alligevel var de fleste fysikere skeptiske. De troede, det var en fejl, og at der simpelthen måtte være gået noget galt i eksperimentet.«

Og ganske rigtigt, så viste det sig også, at det var tilfældet: En triviel løs forbindelse havde forpurret læsningen af resultatet.

Helge Kragh mener ikke, man kan kritisere forskerne bag for at fortælle deres resultater til offentligheden, heller ikke selvom det viste sig at være baseret på en fejl.

»Men det, man kan lære af det, er endnu engang, at forskning er tæt knyttet til penge og offentlighedens opmærksomhed,« siger han.

Videnskabshistoriker: Vær kritisk – også over for videnskaben

»Ligesom med de andre historier er CERN-historien et eksempel på, at markedsføring også er en integreret del af forskningsverdenen. Desto mere opmærksomhed, man kan få, desto bedre – og så kan man risikere at oversælge sine resultater eller melde dem for hurtigt ud. Og det er det, der er sket i de her tilfælde,« fortsætter Helge Kragh.

»Problemet er, når opdagelser bliver udbasuneret som skelsættende, og så ikke er det, så kan det svække offentlighedens tro på videnskaben.«

Men samtidig har markedsføring altid været en del af videnskaben, fortsætter videnskabshistorikeren:

»Galileo (italiensk naturvidenskabsmand og hovedskikkelsen i den bevægelse, som omformede middelalderens naturfilosofi til klassisk fysik, red.) er en berømt videnskabsmand på grund af hans opdagelser. Men lige så meget, fordi han annoncerede sine opdagelser under stor fanfare. Han var berømt i sin samtid, fordi han som den første gjorde nogle vigtige opdagelser – men også fordi han fortalte folk om dem,« siger Helge Kragh.

Er der nogle særlige ting, man skal være opmærksom på, når man hører om store videnskabsnyheder?

»Ikke andet, end at man skal forholde sig kritisk – også til videnskab,« svarer Helge Kragh og tilføjer:

»For journalister såvel som for videnskabsmænd handler det om at melde nyheder ud så tidligt som muligt. Men hvis man ikke sørger for, at tingene er gennemprøvede og rigtige, så kan det ende med at blive meget pinligt.«