Udviklingen af mobiltelefoni begyndte efter 2. verdenskrig.
Et af de første systemer var det amerikanske Mobile Telephone Service (MTS), der blev taget i brug i 1946 i byen St. Louis, Missouri. Det spredte sig hurtigt til andre byer i USA, hvor det især blev brugt som biltelefoni.
MTS-systemet transmitterer VHF-radiosignaler til nærmeste radiostation og derfra til det faste telefonnet. Hvert opkald kræver en operatør til at lave forbindelsen. Det oprindelige udstyr vejede 36 kilo.
Dengang kunne man kun drømme om at bære rundt på sin telefon. I science fiction-romanen 'Space Cadet' fra 1948 skrev Robert Heinlein (1907-1988) om en fjern fremtid i 2075, hvor rumkadetten Matt hører sin telefon ringe i lommen og tager den.
Tre år tidligere, i 1945, havde en anden kendt science fiction-forfatter, Arthur C. Clarke (1917-2008), beskrevet et omfattende netværk af satellitter i rummet, og i 1956 fulgte han op med et essay, hvor man kunne læse om et globalt positioneringssystem, globale tv-programmer og et globalt telefonsystem med personlige sender-modtagere, som alle kunne bære rundt på.
»Ingen på hele planeten behøver nogensinde at blive væk eller komme ud af kontakt med sine nærmeste, medmindre man selv ønsker det. Jeg overvejer stadig, hvad de sociale konsekvenser vil være,« skrev Clarke senere samme år.
Kun få frekvenser til rådighed
Et af problemerne med de første radiobaserede sendere som MTS var, at der kun var få frekvenser i VHF-båndet til rådighed. Sendefrekvenserne blev derfor hurtigt fyldt op, og der var risiko for interferens, hvis man brugte frekvenser, der var i anvendelse.
I 1947 foreslog to ingeniører ved Bell Labs i USA, Douglas H. Ring (1907-2000) og W. Rae Young (1915-2008), et celleformet transmissionssystem, som kunne forhindre opfyldning og interferens.
Ideen var at dele de geografiske områder op: Hver celle tildeles en bestemt frekvens, som altid er forskellig fra de omkringliggende celler. Frekvenser kan efterfølgende genbruges i andre celler, som ikke ligger i umiddelbar forlængelse af celler med samme frekvens.
Teknologien understøttede ikke cellesystemet
I slutningen af 1940’erne var der ingen teknologi, som kunne understøtte Rings og Youngs cellesystem. Ideen lå derfor i firmaets gemmeskuffe i to årtier, før tre andre forskere ved Bell Labs tog den op igen.
I dag er mobiltelefoni baseret på et cellesystem for frekvenstildeling, og det er derfor, at mobiltelefoner også hedder 'cell phones' på amerikansk. Mobiltelefonmaster har typisk en trekantet form, for de sender til tre nærliggende celler på samme tid.
Den første håndholdte mobiltelefon blev præsenteret for offentligheden 3. april 1973, da Martin Cooper (født 1928) fra det amerikanske elektronikfirma Motorola ringede til Joel S. Engel (født 1936) ved Bell Labs. Engel var en af tre forskere, der arbejdede videre på Rings og Youngs cellesystem.
Prototypen, som Cooper ringede med, vejede 1,1 kilo, var 23 centimer lang, 13 centimeter dyb og 4,45 centimer bred. Dens batteri kunne klare cirka en halv times samtale, og det tog ti timer at lade telefonen op.
\ Læs mere
Telefoner skulle tilpasses til andre systemer
Det kan virke underligt i dag, hvor man kan tage sin mobiltelefon med sig fra land til land, men implementeringen af mobiltelefoni har været præget af store nationale forskelle.
Den naturlige forklaring er selvfølgelig, at mobiltelefoni skulle indpasses i de allerede eksisterende telefonsystemer, som i forvejen var præget af forskelle med hensyn til erhvervsforhold, myndighedsregulering og telefonkultur.
Japan var et af de første lande, der introducerede cellebaseret mobiltelefoni. Det skete i 1977, hvor det statsejede NTT (Nippon Telegraph and Telephone) lancerede mobiltjenester i Tokyo og Osaka.
Det var dyrt at komme på mobilnettet, og ti år senere var det stadig kun 0,15 procent af befolkningen, der havde et mobilabonnement.
Førende japanske elektronikfirmaer som Sony, NEC og Panasonic producerede alle mobiltelefoner, men de var ramt af et svigtende hjemmemarked og eksportrestriktioner på de europæiske og amerikanske markeder.
Først efter 1986, hvor NTT blev privatiseret, og mobilmarkedet efterfølgende åbnet for fri konkurrence, skete der noget. I 1989 vedtog den japanske regering en digital standard for mobiltelefoni, indført i 1993, og antallet af mobiltelefoner voksede fra en million brugere i 1993 til 20 millioner i 1999.
Japan var forrest på alle parametre
Japan var ikke bare 'first mover' på mobilteknologien, men også på anvendelsesmulighederne.
I 1999 introducerede NTT DoCoMo en ny mobilapplikation kaldet i-mode. Samtidig markedsførte firmaet en særlig i-mode-telefon, der var forløber for smartphonen.
I-mode var en mobil internettjeneste, som gjorde det muligt at bruge mobiltelefonen på nye måder: Sende og modtage e-mails, tjekke sportsresultater, vejrudsigter og nyheder og bruge dataoverførsel. Inspireret af den japanske tegnestil Manga opfandt en af NTT DoCoMos ansatte emojis.
Emojis er et visuelt sprog, der egner sig fortræffeligt til den nye kortfattede online-kommunikation, og nu er vidt udbredt i hele verden.
Selv om i-mode-systemet led under samme begrænsninger som tilsvarende systemer såsom Wireless Application Protocol (WAP) – nemlig at de udbudte tjenester skulle være specielt designet til systemet – blev i-mode og konkurrerende tjenester som EZWeb og J-Sky meget hurtigt populære i Japan. Og det var især unge, japanske kvinder, der var begejstrede i-mode-brugere.
\ Læs mere
Nordisk mobiltelefonisamarbejde opstod
I de nordiske lande er introduktionen af mobiltelefoni forløbet anderledes. De nordiske lande indgik allerede i slutningen af 1960’erne forhandlinger om at etablere en fælles nordisk standard for mobiltelefoni, kaldet Nordisk Mobiltelefoni (NMT).
Sideløbende med NMT-forhandlingerne blev der oprettet nationale radiobaserede netværk i Norden, og da man endelig var blevet enige om en NMT-standard, blev der åbnet NMTnetværk i Sverige og Norge (1981), Danmark og Finland (1982) samt Island (1986).
NMT-netværket var det første i verden, der tillod 'roaming', altså automatisk tilkobling til mobilnettet, når man rejser fra et land til et andet. I 1985 var 110.000 mobilabonnenter tilknyttet NMT, hvilket gjorde netværket til verdens største mobilnet.
Man solgte stort set udelukkende mobiltelefoner til erhvervsbrug. Året efter var den oprindelige frekvens (400 MHz) fyldt op, og et nyt 900 MHz-net blev åbnet. NMT-standarden var det, man i dag ville kalde open source. Den var frit tilgængelig for alle, og den blev brugt i mange andre lande end de nordiske.
Firmaer producerede NMT-kompatible telefoner
Den åbne standard gjorde det også muligt for firmaer at producere NMT-kompatible telefoner, hvilket var med til at presse priserne ned.
Nordiske mobiltelefonproducenter som finske Mobira (senere Nokia) og svenske Ericsson nød godt af NMT’s internationale succes. Også danske virksomheder blandede sig på markedet for mobiltelefoner: Radiovirksomheden Storno og firmaet AP.
Samtidig med åbningen af NMT-nettet i Danmark begyndte forhandlinger på europæisk plan om en fælles standard for digital mobiltelefoni. Forhandlingerne var inspireret af den nordiske NMT-enhedsmodel, men også udtryk for frustration med store lande som Vesttyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien, der havde valgt at gå enegang med deres egne netværksstandarder.
GSM i rivende udvikling
Ved et møde i september 1987 i København underskrev 13 europæiske lande en samarbejdsaftale vedrørende udrulningen af GSM-standarden (Global System for Mobile Communication, oprindelig det franske Groupe Spécial Mobile) i Europa.
Det blev besluttet at reservere bestemte frekvenser, nemlig 900 MHz- og 1800 MHz-båndene, til GSM-nettet, og at fastsætte kvalitetsstandarder for transmissionen.
Det første mobilopkald på GSM-nettet blev foretaget i 1991 af den finske statsminister, og året efter underskrev britiske Vodaphone og Telecom Finland den første europæiske roaming-aftale. GSM er i dag standard for langt størstedelen af al mobiltelefoni i verden.
Udviklingen i mobiltelefoni er gået usædvanlig stærkt. Da GSM-landene indgik samarbejde i 1987, forestillede de sig, at der ville være 20 millioner brugere i år 2000. Det rigtige tal viste sig at blive 250 millioner.
For mange mennesker har mobiltelefonen for længst erstattet den gamle fastnettelefon. Afrika springer helt fastnetteknologien over og går direkte ind i mobilalderen.
Med smartphones kan det være, at afrikanere heller ikke vil blive de store computerbrugere. Anvendelsen af mobilteknologi i Afrika spås at blive tyvedoblet i løbet af de kommende fem år, og det vil være en dobbelt så høj vækstrate som i den øvrige verden.
SMS-teknologien fik en overraskende udvikling
Som andre mobilkunder verden over bruger afrikanere fortrinsvis deres mobiltelefoner til at sende tekstbeskeder ved hjælp af SMS-teknologien.
SMS (Short Message Service) blev udviklet i 1984 af franske og tyske ingeniører. De opdagede, at tekstbeskeder billigt kunne sendes ved at bruge de signaler, der ellers blev brugt til at styre selve telefontransmissionen, når der ikke blev transmitteret.
Da sms blev introduceret omkring 1992, var det kun ganske få mobiltelefoner og mobiludbydere, der tillod mobilbrugere at sende SMS’er. 18 år senere, da SMS-aktiviteten var størst i Danmark, sendte danskerne 6,6 milliarder SMS’er til hinanden.
Siden har tallet været dalende, også globalt, fordi nye applikationer til online-kommunikation med smartphonen, som for eksempel Snapchat og WhatsApp, gradvist tager over.
Rastløshed og mobilitet har altid været nogle af det moderne menneskes vigtigste kendetegn. Mobiltelefonen og senere smartphonen med de mange applikationer har tilføjet en ekstra dimension, nemlig muligheden for konstant kommunikation.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Med sin smartphone er man altid på og altid i kontakt med andre, medmindre man selv vælger det fra, sådan som Arthur C. Clarke forudsagde i 1945. Vi er først nu ved at finde ud af konsekvenserne.
Lillejuleaftensdag 2014 skrev Politiken om danske gymnasielevers forhold til smartphones. Omtrent halvdelen syntes, at de bruger deres smartphones for meget.
Det er måske ikke overraskende, når man ser på, hvad undersøgelsen viste om deres brug:
10 procent af de unge tjekker, læser eller skriver beskeder hvert femte minut i alle døgnets vågne timer, og yderligere 22 procent gør det samme hvert kvarter.
Som den danske filosof Søren Riis (født 1975) konkluderede:
»Mennesket er knyttet sammen med verden omkring sig. Det inkluderer for mange moderne mennesker også en smartphone. Teknologien er med andre ord en del af dig – og den sætter dagsordenen, hvis du ikke er bevidst om det. Den er ikke et neutralt værktøj.«
