Fra en stor, lys træstol i centrum af første række smiler HKH Kronprinsesse Mary pænt til pressen. Ved hendes side sidder uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V).
Ja, Videnskab.dk er kommet i fint selskab til lanceringen af en ny forskningskonkurrence med fokus på at finde løsninger på klima- og miljøproblemer.
»Der er mange unge derude, som virkelig er bange for fremtiden. Det, vi gerne vil med det her (konkurrencen, red.), er at være med til at gøre det tydeligere for dem, at der er håb. For der sker rigtig meget derude i forskningen,« sagde Tommy Ahlers i sin tale til lanceringen af konkurrencen 'Green Challenge'.
\ Deadlines
- Forår 2019: Konkurrencen lanceres
- Midt 2020: konkurrencen åbner og deltagere kan sende en såkalt ’interessetilkendegivelse’.
- August 2023: Deltagere skal have indsendt deres konkrete løsningsforslag, så det nu kan vurderes
- Slut 2023: De tre vinderløsninger vil blive udvalgt.
Green Challenge skal give håb
Arrangementet fandt sted på Københavns Fødevareinstitut mandag 18. marts 2019, kun få dage efter den verdensomspændende skole-klima-strejke, der blandt andet havde indtaget Slotspladsen foran Christiansborg.
»Jeg gik derover for at høre nogle af oplæggene i fredags. Et af de værste oplæg, jeg hørte - og jeg anerkender fuldt ud, at vi skal gøre mere, og jeg anerkender fuldt ud, at der står nogle og råber ad mig som politiker, af os og det etablerede samfund,« begyndte ministeren og fortsatte:
»Men noget af det værste, der blev råbt, var: 'Jeg gider **** (et bandeord, ministeren ikke ville gentage i talen, red.) tage en uddannelse. Og jeg vil opfordre jer til at lade være, for vi har ingen fremtid.' Det er forfærdeligt, når frustrationen er nået dertil, at de tænker sådan. Dem skal vi give håb. Det er det, vi håber at kunne med den her konkurrence.«
LÆS OGSÅ: Forskning bliver ikke bedre af, at videnskabsfolk skal kappes om finansieringen
27 millioner fordelt på 3 udfordringer
Den nye konkurrence har til formål at fremme forskning i nye løsninger på nogle af de store udfordringer, som klimaforandringerne indebærer for vores samfund.
»Her kobler vi en af vor tids største udfordringer, klima og miljø, med en af vores bedste løsningsredskaber: Forskningen,« sagde Tommy Ahlers i sin tale.
»For det er gennem forskning og ny viden, at vi kan udvikle de løsninger, der skaber en bedre fremtid.«
\ Stort tema i gang

I en konstruktiv serie undersøger Videnskab.dk, hvordan mennesket kan redde verden. Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft til, om det giver mening at ændre på sig selv. Hvad siger videnskaben? Hvad kan man gøre hjemme fra sofaen?
Du kan også få gode råd i vores Facebook-gruppe, hvor du kan være med i overvejelser om artikler og debattere måder at redde verden på.
Uddannelses- og Forskningsministeriet har bevilget 27 millioner kroner i præmiepenge, som bliver fordelt ligeligt på 3 overordnede problemstillinger, som forskerne kan konkurrere indenfor.
De tre udvalgte udfordringer er:
- Hvordan får vi en fremtid uden plastikaffald?
- Hvordan forvandler vi CO2 til en ressource?
- Hvordan får vi mad nok til alle?
Kan du forestille dig en verden uden plastik?
Det flyder i havet, i vejkanten, er pakket rundt om din mad i supermarkedet og er grundstenen i mange af de ting vi omgiver os med: Plastik.
Kan du forestille dig en verden, hvor alle de plastik-ting, du kan komme i tanker om, var lavet af noget andet?
»Hvis der er nogen her, der kunne forestille sig en fremtid uden plastik, så vil jeg sige, at I har en rigtig god fantasi,« begyndte Thomas Fruergaard Astrup, der er professor ved DTU Miljø og forsker i affald og ressourcer, da han fremlagde konkurrencens første udfordring.

Vi producerer omkring 350 millioner tons plastik om året, og kurven stiger støt. Plastik er en integreret del af vores hverdag og er i sig selv en løsning på mange problemer, ifølge Thomas Fruergaard Astrup.
Hvis vi i dag anvender den bedste teknologi og de bedste løsninger, så kan vi højst genanvende omkring 40 procent af plastikaffaldet fra husholdningerne. Resten er simpelthen for dårlig kvalitet.
Den første udfordring i Green Challenge handler derfor om, hvordan vi får en fremtid uden plastikaffald.
»Vi er nødt til at kigge på det her og forstå hele kæden i en større sammenhæng. Lige fra plastikken bliver designet på et skrivebord med kemiske formler, til det bliver til produkter, til det kommer ud til forbrugerne, og til det bliver til affald og laves til nye produkter igen,« sagde han.
For at stille op i denne kategori skal forskerne altså komme med nye løsninger på, hvordan vi mere effektivt kan finde, sortere og genbruge alle de typer plastik, som befinder sig omkring os.
LÆS OGSÅ: Sådan indtog plast vores hverdag
Kan CO2 være en ressource?

Det er ikke mere end et par måneder siden, at IPCC (FN's klimapanel) slog fast, at det nu ikke længere er nok at skære drastisk i vores CO2-udslip. Vi bliver også nød til at fjerne mere CO2 fra atmosfæren, end vi lukker ud.
Den anden udfordring under Green Challenge handler om, hvordan CO2 kan blive til en ressource, og bygger på to centrale spørgsmål:
- Hvordan trækker vi CO2 ud af atmosfæren?
- Og hvordan omformer vi CO2 til noget brugbart?
»CO2 som ressource kan umiddelbart lyde mærkeligt, hvis man ser på klimadebatten i dag, fordi CO2 i dag omtales som et problem, og som noget, vi skal af med,« lød det fra Peter Vesborg, der er professor ved DTU Fysik, da han præsenterede den anden udfordring i konkurrencen.
Men CO2 er en ressource, fordi kulstofatomer både er en nødvendig byggesten i mange ting, eksempelvis plastik, tøj, asfalt, vindmølle-vinger og medicin, og samtidig er det også en nødvendigt at udlede kulstofatomer, når vi bruger de her ting, forklarede Peter Vesborg.
»Derfor kan vi aldrig, selv ikke hvis vi elektrificerede alting, få CO2-udledningen ned på nul. Men det skal vi. Den gode nyhed er, at det kun er nettoudledningen der skal ned på nul. Det vil sige, at hvis vi for hver atom, vi putter ud i atmosfæren, kan fange ét igen, så kan vi faktisk godt have en såkaldt lukket cyklus. Det er det, der ligger i begrebet 'CO2 som ressource',« forklarede han.
Løsningerne kan derfor handle om alt fra nyt teknologier til at indfange CO2, alternative lagringsmetoder, mere effektive måder at bruge CO2 til brændstoffer og meget mere.
Mad nok til alle

Den sidste udfordring, som forskerne kan byde ind med løsninger på, handler om, hvordan vi producere mad nok til alle uden at presse klimaet og miljøet, mere end vi gør i forvejen.
I 2050 skal vi nemlig producere dobbelt så mange fødevarer, som vi gør nu, for at mætte alle munde, ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Her er proteinrige fødevarer, såsom kød fra grise og køer, både en meget vigtig ingrediens, men også noget af det, som især belaster klimaet,
»For at sikre, at vi får en bæredygtig produktion af mad til alle, er det vigtigt, at vi udnytter fødevarerne 100 procent,« sagde Rene Lametsch, der er lektor ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.
Han fremlagde den tredje udfordring i konkurrencen og kom med et eksempel fra sin egen forskning på, hvordan man kan finde nye kilder til protein ved at udnytte den allerede eksisterende produktion.
Rene Lametsch forsker i, hvordan man kan udnytte proteiner fra blod fra grise hos Danish Crown som kan blive til kosttilskud til ældre, der har brug for en ekstra proteinrig kost.
Løsninger fra konkurrencedeltagere under denne udfordring må derfor fokusere på, hvordan vi bliver bedre til at udnytte de proteinkilder, vi allerede har, og finde nye – både i naturen eller i restprodukter fra den eksisterende produktion.
LÆS OGSÅ: Kæmpestudie: Mad-revolution påkrævet, hvis vi skal redde verden
Kunne forskerne selv finde på at deltage?
Umiddelbart kan den nye konkurrence virke som et frisk pust til forskningsverdenen og et skridt i den grønne retning.
Men hvad synes forskerne, der fremlagde konkurrencens tre hovedudfordringer, egentligt selv om ideen om at skulle konkurrere på deres forskning? Kunne de finde på at deltage?
»Ja da - men kun hvis jeg har noget relevant på bedding, som har en rimelig chance for at klare sig godt i konkurrencen,« skriver Peter Vesborg fra DTU Fysik i en mail til Videnskab.dk.
Ingen af de tre forskere afviser, at de kunne finde på at deltage. Men de understreger også, at det vil kræve en del arbejde. Det er eksempelvis vigtigt at have »[...] et hold af personer, som er über-motiverede på konkurrencen,« som Peter Vesborg formulerer det i sin mail. Og her er det ikke nok med forskere; der skal også være nogle, der kan stå for at organisere, rejse penge, lede og meget mere.
»Der er ingen tvivl om, at gode og holdbare løsninger kræver en stor indsats. Det er ikke nok blot at sidde en aften og skrive nogle stikord ned. For at komme med en løsning, der gør en forskel, så er man nødt til at arbejde seriøst med emnet gennem længere tid. For flere af udfordringerne kræves en helt ny tilgang til emnet,« skriver Thomas Fruergaard Astrup fra DTU miljø i en mail til Videnskab.dk.
Konkurrencen går ikke i stedet for forskningsmidler
De 27 millioner kroner, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har afsat til præmiebeløb, kommer ikke til at gå fra de eksisterende forskningsmidler.
Godt nok skal forskerne skrive en ansøgning til konkurrencen, men de tre oplægsholdere mener dog, at vilkårene er noget anderledes.
»Det vil være noget, jeg gør i min arbejdstid, da jeg ikke regner med, at pengene vil gå ned i egen lomme. Det vil være en ansøgning som så mange andre, dog med lidt andre vilkår,« skriver Rene Lametsch fra Institut for Fødevarevidenskab på KU.
For Thomas Fruergaard Astrup er konkurrencen et supplement til de øvrige forskningsmidler. Der skal jo stadig findes finansiering til al den tid, man arbejder med sit løsningsforslag, påpeger han.
Og ifølge Peter Vesborg skal man slet ikke sammenligne konkurrencen med almindelige forskningsprojekter.
»I et forskningsprojekt får man penge bevilget på forhånd til et givent projekt. Her er det omvendt: Man leverer 'produktet', og så får man bagefter pengene (men kun hvis man vinder). Man kan ikke ansætte ph.d.-studerende på forventet efterbevilling i form af en konkurrencepræmie, så jeg placerer Green Challenge i en helt anden kategori,« skriver han.
LÆS OGSÅ: Ny fotokonkurrence vækker følelser og viser skønheden i forskning
Nyt i Danmark?
Ifølge Uddannelses og Forskningsministeriet samt ministeren selv er den nylancerede konkurrence dog den første af sin art i Danmark.
»Det er første gang i Danmark at vi bruger en konkurrence af den her størrelse til at drive strategisk forskning og innovation frem. Jeg blev inspriereet af denne måde at lave konkurrencer og drive forskning frem på af det amerikanske XPRIZE, som med stor succes har gennemført 17 priskonkurrencer, hvor flere bidrag har været med til at udvikle nye teknologiske løsninger, der giver en mere bæredygtig verden,« siger Tommy Ahlers i sin tale.
Den klimavenlige konkurrence er dog ikke helt alene på den danske forskningsscene.
Siden 2010 har DTU afholdt ’Grøn dyst’ eller ’Green Challenge’, som de også kalder deres årlige konkurrence i bæredygtige løsninger på klima- og miljøudfordringer.
DTU's konkurrence er godt nok for studerende, men temaet er meget lig den nye konkurrence, og der er ligeledes pengepræmier til vinderprojekterne, så de kan komme tættere på at blive til virkelighed.
LÆS OGSÅ: Til forsvar for nysgerrigheden
LÆS OGSÅ: Kæmpestudie: Mindre forskerhold står bag de mest opsigtsvækkende gennembrud


































