Til forsvar for nysgerrigheden
KOMMENTAR: Vi fokuserer ofte på, hvad forskning ’kan bruges til’. Men videnskaben har også værdi i sig selv, mener professor mso i fysik Kristine Niss.
hjerne kreativ nysgerrig videnskab

Professor mso Kristine Niss ønsker et universitet, et skolesystem og et samfund, hvor vi værdsætter og udvider nysgerrigheden. (Foto: Shutterstock)

Man ser ofte den fejl, at ordet videnskab bruges i betydningen naturvidenskab. Måske fordi de fleste forestiller sig, at det, vi naturvidenskabsfolk laver, kan 'bruges til noget'.

Vi har således vundet retten til at skabe verden. Naturvidenskabelig og teknisk viden har ført til vor tids store mirakler fra dampmaskinen til internettet – og til katastroferne fra atombomben til global opvarmning.

Alligevel har jeg som fysiker altid haft en fornemmelse af, at naturvidenskab har tabt den vigtigste kamp. Humaniora og til dels samfundsvidenskab er der, hvor man finder de store spørgsmål om liv og død. Det er der, man er intellektuel, der man er dannet, og det er faktisk også der, man er cool.

'Hvad kan det bruges til?'

Naturvidenskab ses sjældent som selvstændigt interessant eller horisontudvidende. Den behøver heller ikke være det, fordi den netop forventes at kunne bruges til noget.

Hvad kan det bruges til? er det spørgsmål, jeg har fået oftest til min forskning. Ved middagsbordet. Af journalister. Af studerende.

Jeg ville helst lade være med at svare, men jeg har lært, at det tager længere tid og ender pinefuldt. Derfor har jeg udviklet et arsenal af svar på spørgsmålet.

Nogle af dem har en smule hold i virkeligheden – tror jeg. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at min hjerne klør, når jeg tænker på, hvad molekylerne i en væske laver. Jeg ved, at når vi ser de første data fra en helt ny slags måling, føler jeg et øjeblik, at mine kollegaer og jeg er på en ekspedition i ny fantastisk verden.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Vi famler nysgerrigt i mørket

Matematikken er vores sprog til at beskrive det, vi opdager. Graferne og de små sirlige ligninger – hvor hver linje skal læses som stroferne i et digt. Der er så meget gemt i detaljerne.

Vi bruger timer, dage og år på at samle det hele i et møjsommeligt puslespil – for dernæst at få det slået i stykker af en ny måling eller et resultat fra en ven og konkurrent et sted i verden.

Hele tiden famler vi i mørket. Hele tiden stiller vi nye spørgsmål. Kritiske. Nysgerrige.

Ved at gøre det og ikke mindst ved at gøre det tæt sammen med de studerende, som senere skal ud i resten af samfundet, minder vi os selv og verden om, hvad der er kernen i viden og videnskaben. Vi lærer at leve med den underlige tvetydighed: Vores viden er ufuldkommen. Alt, hvad vi ved i dag, vil være rykket en smule om 10 år – og noget vil være væltet helt omkuld.

På den anden side er der også meget, vi stoler på. Nogle ting er mere sande end andre. Jorden er ikke flad.

Videnskab skal være antiautoritær

Det allermest forstemmende er, når naturvidenskaben i alt sin nyttighed bliver autoritær.

I mødet med de uskyldige fjollede flat-earthers, de farlige klimafornægtere og de skræmte vaccineskeptikere er det fristende at hæve stemmen og forsøge at få ret på den måde: JORDEN ER RUND.

Men det kan aldrig virke. Det eneste, man opnår af den vej, er at skræmme folk væk.

Videnskaben er grundlæggende antiautoritær og bør bedrives og formidles sådan. Ydmygt. Nysgerrigt. Kritisk.

Og jo, vi har nogle grundlæggende naturlove, som vi ikke regner med at lade falde i dette årtusinde. Termodynnamikkens anden hovedsætning for eksempel. Den ville jeg mægtig gerne lære til alle, fordi den er en af mine yndlingsnaturlove.

Men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at vi har et universitet, et skolesystem og et samfund, hvor vi værdsætter det at tænke.

Det at bygge viden. Det at have viden. Og ikke mindst, det at stille spørgsmål.

Humanistmisundelse

Jeg misundte længe humanisterne. Deres viden og opdagelsesrejser i litteratur og historie, etik og æstetik fik lov at stå alene. Det havde værdi i sig selv, forekom det.

Men på det seneste, muligvis lidt forsinket, er det gået op for mig, at tiderne har ændret sig. Spørgsmålet har spredt sig som en steppebrand gennem hele videnssektoren. Alt den viden der, hvad kan det egentlig bruges til? Hvordan gør det os rigere, større og stærkere?

Den Frie Forskningsfond, som fordeler statens penge til nysgerrighedsdrevet forskning, udgav for et par år siden et fint hæfte om humanistisk forskning med såkaldt 'impact' – altså effekt, gennemslagskraft eller slet og ret brugsværdi.

Der sættes »fokus på seks konkrete humanistiske forskningscases og de direkte aftagere i samfundet som for eksempel Rigspolitiet, Dansklærerforeningen, danske filmproducenter og Røde Kors.«

Det demonstrerer på fineste vis, at humanistisk forskning kan bruges til noget. Det er dejligt og vigtigt at blive mindet om, at det ikke er alt brugbart, der kommer i form af en ny teknologi-dims.

Men hvad bliver der af forestillingen om, at videnskab har værdi i sig selv? Hvad så med den umiddelbart 'ubrugelige' viden? Det unyttige spørgsmål? Hvad kan vi bruge det til, at vi ved, at alle stjernerne i virkeligheden er sole?

'Vi kan ikke vide, hvad der bliver nyttigt'

Selvfølgelig skal vi lave forskning, der kan bruges til noget. Det er mere vigtigt nu end nogensinde. Den altoverskyggende trussel om klimaforandringer skal imødegås med forskning i nye energikilder og teknologier og måske endnu mere af antropologens forskning i, hvad der får os til at handle klimavenligt.

Der er brug for konkret og handlingsorienteret forskning i sundhed og sygdom, i hvordan vi skal indrette institutioner og skoler og lokalsamfund. Listen over ting, hvor anvendelsesorienteret forskning kan og bør spille en rolle i fremtiden, er nærmest uudtømmelig.

Men grænsen mellem anvendelsesorienteret forskning og grundforskning er ofte flydende. Den praktisk orienterede forskning skal også være kritisk og nysgerrig – ellers når den ikke langt.

Ligeledes er der utallige eksempler på, at umiddelbart unyttig viden sidenhen har vist sig at gøre nytte. Et yndlingseksempel i fysikken er, at GPS’en kun fungerer, fordi man har styr på både den specielle og den generelle relativitetsteori.

'Vi kan ikke vide, hvad der en dag bliver nyttigt', er derfor blevet et yndet argument for den nysgerrighedsbårne grundforskning. Det er et godt argument, men jeg ville ønske, vi også havde modet til at tro på, at nysgerrighed og udforskning var en del af selve det at være menneske.

Nysgerrigheden gør os til bedre mennesker

For nyligt hørte jeg en lydbid i en podcast med den netop afdøde israelske forfatter Amos Oz.  Han sagde, at den kraft, der drev ham, var nysgerrighed, og at nysgerrige mennesker er bedre mennesker. Bedre naboer, bedre forældre og bedre elskere.

Vigtigst af alt havde han aldrig mødt et menneske, som var nysgerrigt og fundamentalistisk. Det var som to uforenelige størrelser.

Jeg tror, han har ret, og jeg tror, det samme gælder for samfund. Derfor skal vi værne om vores nysgerrighed. I kunst, i forskning, i skolen og i vores møde med hinanden. 

LÆS OGSÅ: Naturvidenskaben kan anvise veje at gå, men den kan ikke vælge vejen for os

LÆS OGSÅ: Naturvidenskabelige uddannelser bør undervise i humaniora

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.