Unges mistrivsel: Fællesskaber har en skyggeside

Hvornår har du sidst slået dig på at være en del af et fællesskab?

Måske har du altid haft det som blommen i et æg sammen med andre mennesker. Det kan også være, at tanken om fællesskab stresser og tynger dig.

En af hovedpointerne i det danske forskningsprojekt ‘Fællesskaber i ungdomslivet: Når de gør godt, og når de gør ondt’ er netop, at fællesskaber har både positive og negative sider.

»Fællesskaber er overalt, uanset om man vil være i dem eller ej, og det er et konstant arbejde at skulle orientere sig i dem. De giver energi, men de tapper også én,« siger professor i ungdomsforskning og souschef ved Center for Ungdomsforskning (CeFU) på Aalborg Universitet, Niels Ulrik Sørensen.

Sammen med kollegerne lektor Maria Bruselius-Jensen og professor Noemi Katznelson står han bag projektet, der er støttet af Mary Fonden.

»Fællesskaber forbindes stort set altid med noget godt. Det gælder også fællesskaber i ungdomslivet, der ofte betragtes som et svar på de udfordringer og den mistrivsel, som har spredt sig blandt nutidens unge,« skriver forskerne.

Men fællesskaber er langtfra altid gode. De kan »forstærke præstationspresset, øge polariseringen og skabe oplevelser af utilstrækkelighed og udenforskab,« skriver forskergruppen fra CeFU.

De unges egne fortællinger

I alt 67 unge i alderen 14-19 år har delt deres historier med forskerne.

De unge er først blevet interviewet enkeltvis eller i små grupper. Senere har 43 unge og 45 voksne, der arbejder med unge, deltaget i workshops om fællesskaber.

En dreng har fortalt om at få sine første venner i børnehaven, og om hvordan hans vennegruppe vokser og vokser, da de begynder på den samme skole og indlemmer nye venner i gruppen.

For en pige lyder historien, at hun i årevis blev holdt udenfor af pigegruppen i sin klasse. I 9. blev det endelig bedre, men så fortsatte hun videre på efterskole, hvor hun igen følte sig meget alene.

De unges historier handler om alt fra at føle sig usynlig i hverdagen, fordi man ikke var med til festen i weekenden, til at føle sig uden for fællesskabet, fordi man ankommer til gymnasiet i en Renault frem for i klassekammeratens elektriske Porsche.

»Vores materiale har været de her forskelligartede og mættede fortællinger fra de unge selv. Hvad er deres billeder på fællesskaber? Så har vi kastet al den teoretiske viden, vi har på ungdomsforskningsområdet, ind i data og forsøgt at systematisere det,« siger Niels Ulrik Sørensen.

Fællesskaber er ikke tryllestøv

Helle Rabøl Hansen har i årevis forsket i mobning og forsker nu også i trivsel. Hun har ikke været en del af CeFU’s forskningsprojekt, men hun har læst forskergruppens resultater.

»CeFU går ud og maler med den brede pensel her. De spørger en meget bredere gruppe unge, end man har gjort før, og så spørger de meget specifikt efter deres gode og dårlige oplevelser med fællesskaber,« siger hun og påpeger, at den tilgang faktisk har manglet i den ellers århundrede lange tradition for at arbejde med fællesskaber, som CeFu skriver sig ind i.

Blandt andet finder forskerne, at nogle fællesskaber kan føre til et pres for at blive set, hvis man ikke skal forsvinde ud af fællesskabet.

Andre fællesskaber, som dem, vi har med vores nærmeste venner, kan få den unge til at føle sig mislykket eller mangelfuld, hvis venskabet ikke lever op til den idealiserede forestilling om, hvad det vil sige at have en bedste ven.

Fundene kommer ikke bag på Helle Rabøl Hansen, der er ph.d. i pædagogisk psykologi:

»Forskerne har fra start haft en tese om, at unge også har negative erfaringer med fællesskaber, og den er blevet bekræftet,« siger hun, og tilføjer, at der faktisk er brug for at blive mindet om, at »fællesskaber ikke er noget positivt i sig selv«.

»Det er, som om fællesskabet er blevet en form for tryllestøv i forhold til unges udfordringer. Jeg analyserede valgfilm ved forrige folketingsvalg, og det var ‘fællesskab, fællesskab, fællesskab’ overalt i kampagnerne. Det bliver et ‘buzzword’ frem for en betingelse, man skal forholde sig til,« siger Helle Rabøl Hansen.

»Det er forskningsprojektets styrke, at det skærper vores opmærksomhed på, at fællesskaber er et vilkår. Vi mennesker er sociale væsner, der længes efter at høre til, men når vi så havner i et fællesskab, kan det udvikle sig i alle mulige retninger,« siger hun og peger på, at hun i sin egen forskning arbejder med mobning som en fællesskabsform, der giver fordele til dem, der udøver mobningen.

Det ‘koster’ noget at indgå i et fællesskab, og det er ikke altid, at man får lige meget retur.

Nær ven eller løs forbindelse?

De unges fortællinger bragte forskerne på sporet af en model over fællesskabsformer.

I deres model er der fire former for fællesskaber: ’Samfundsmæssige fællesskaber’, ’Løse forbindelser’, ’Grupper’ og ’Nære venskaber’.

Niels Ulrik Sørensen uddyber:

»De samfundsmæssige fællesskaber er i udgangspunktet ikke fællesskaber, man selv har valgt. De er nogle vilkår, man har fået med sig i tilværelsen. Det handler om, hvor man er født, og hvem man er født af, om man er født i en rig eller fattig familie, brun eller hvid,« siger han.

Derfor er de samfundsmæssige fællesskaber heller ikke nogle, man kan undslippe eller løbe fra.

»Det er den plads i samfundets grundlæggende sociale mønstre og sammenhænge, man er blevet tildelt, og de har afgørende betydning for, hvordan man bliver set og spejlet af andre i samfundet. Det at føle en tilknytning på det plan betyder enormt meget for alle unge, men træder især tydeligt frem i de fortællinger, vi har hørt blandt unge fra forskellige minoritetsgrupper,« fortæller Niels Ulrik Sørensen.

Forskerne har eksempelvis fået fortællinger fra unge med etnisk minoritetsbaggrund, der finder sammen og skubber til de privilegier, de oplever, andre unge har. Andre unge fortæller om at føle, at de slet ikke hører til nogle steder: De har ikke haft adgang til det hvide majoritetsfælleskab, fordi de er brune, men de får heller ikke adgang til det brune minoritetsfælleskab.

»De falder imellem kategorierne,« siger professoren.

»Den løse forbindelse kan være én, man møder kontinuerligt, uden at man nødvendigvis danner en dybere relation. Måske går man på samme årgang i skolen uden at kende hinanden nærmere, eller man kommer til de samme fester og siger lige hej, inden man bevæger sig videre,« forklarer Niels Ulrik Sørensen.

Men de løse forbindelser er langt fra ligegyldige. De giver en oplevelse af at være en del af en kreds eller miljø, der rækker ud over de konkrete unge, man tilbringer hverdagen med i klassen eller på fodboldholdet.

»I ungdomslivet har de løse forbindelser en særlig karakter, fordi de udgør sammenhænge, hvor verden åbner sig for de unge, og de kan eksperimentere med det at være unge. Der er meget fest i de løse forbindelser, og det ofte her, man eksperimenter med det seksuelle for eksempel,« siger Niels Ulrik Sørensen og fortsætter:

»Der er meget nyt, man skal prøve af og lære sig i ungdomslivet, og her giver de løse forbindelser nogle andre muligheder end gruppen eller det nære venskab. Man er ikke så velbeskrevet her som i gruppen, hvor man har en historik sammen. Det er en større scene, hvor man kan træde frem på nye måder.«

Men dermed er der også flere faldgruber;

»Man kan i den grad dumme sig og falde igennem, og med de sociale medier er rækkevidden for ens successer og fiaskoer og de fortællinger, der kan cirkulere om en, blevet mangedoblet. Der er meget på spil i de løse forbindelser, men det er også det, der gør det spændende,« konstaterer Niels Ulrik Sørensen.

»Du kan nærmest ikke have et hverdagsliv uden at tilhøre en gruppe. Grupperne giver den unge et sted af høre til i hverdagen, og de er helt afgørende for den sociale trivsel. Men grupperne er også dilemmafyldte, og mange unge har det svært med dem og slår sig på dem,« siger Niels Ulrik Sørensen og uddyber:

»Vi kunne se, at en del af de unge, der havde det svært, var i gang med at kæmpe sig til en plads i en gruppe. Flere hang i omegnen af en gruppe og kunne måske engang imellem få en fod indenfor, når det var nyttigt for gruppen. På den måde kunne det være en daglig kamp at blive set og gøre sig gældende. Man vil ikke ‘ghostes’ af sine grupper, for så risikerer man at blive usynlig i hverdagen.«

»Det nære venskab er den mest fortættede fællesskabsform. Det er en intim relation mellem ganske få personer, der kender hinanden særdeles godt. De unge har høje idealer for deres nære venskaber, der synes at være omgærdet af næsten mytiske forestillinger om, at nære venner kender hinandens inderste tanker og følelser, og at de kan rumme det hele,« siger Niels Ulrik Sørensen.

Nære venskaber forbindes med trofasthed og langvarighed, og nære venner opfattes som nogle, der altid vil være der for hinanden.

I forskernes interviews med de unge så de, at de mere idealiserede fortællinger om nære venskaber lagde sig bemærkelsesværdigt tæt op ad den græske filosof Aristoteles' beskrivelser af den sjældne, ægte ven. Filosoffens tanker om venskab kan du læse mere om i artiklen 3 ting, Aristoteles kan lære os om venskab.

»De nære venskaber betyder meget for de unge, og når de oplever svigt og brud i de nære venskaber, kan det være særdeles smertefuldt. Samtidig er det ikke altid sådan, at den nære relation opleves som den bedste eller den vigtigste i et ungt menneskes liv. Alle fællesskabsformer, alle lag i modellen, fra yderst til inderst, kan opleves som livsvigtige, og alle lag kan være fulde af problemer,« siger han.

En af projektets hovedpointer er netop, at man sagtens kan have et godt ungdomsliv, uden at kunne sætte flueben ud for alle lag i modellen - den nære ven, den trygge gruppe, en håndfuld løse forbindelser og en plads i det store samfundsmæssige fællesskab.

Fortællingen om fællesskabet

I Danmark er der en stærk fortælling om gode fællesskaber. Der, hvor de unge er, og i det pædagogiske arbejde omkring dem, er der tradition for, at man arbejder med fællesskaber, forklarer Niels Ulrik Sørensen.

Men selvom et fællesskab kan være en ressource i ungdomslivet, finder forskerne altså, at det også kan gøre ondt at være med.

Her ser Helle Rabøl Hansen en udfordring ved forskningsprojektet.

»Jeg synes, der er en tendens til at udjævne pointerne om fællesskaber. Det betyder, at en hvilken som helst person, der arbejder med unge og fællesskaber, kan blive bekræftet i at gøre det rigtige med den diskurs, de kommer med,« fortæller trivselsforskeren til Videnskab.dk

»Hvis du henvender dig til en, der arbejder med mistrivsel, kan den person blive støttet i, at ‘nu skal vi heller ikke prise fællesskaber som metode i skolen’, men hvis du henvender dig til en, der arbejder med fællesskaber og lige netop sætter fællesskabet i forgrunden, så kan du også blive tilfreds. De tilfredsstiller alle,« siger hun og fortsætter:

»I bestræbelserne på at nuancere, mangler jeg en forgrund og en baggrund. Hvordan skal det her helt præcist oversættes til praksis?«

En af ambitionerne med CeFU’s forskningsprojekt har dog været at synliggøre, at forskellige fællesskabsformer på godt og ondt fylder på forskellige måder i ungdomslivet, forklarer Niels Ulrik Sørensen.

Og det er vigtigt at være opmærksom på i arbejdet med unges fællesskaber.

Fra CeFU-forskerne lyder et konkret råd til dem, der arbejder med de unge, at ‘alle unge skal ikke have alt, men der skal være noget for alle’.

Social mistrivsel handler nemlig ikke om, at den unge et par gange har oplevet at hænge på kanten af et fællesskab i løbet af barndoms- og ungdomsårene.

»Social mistrivsel handler om gentagne gange at blive marginaliseret fra fællesskaber, der opleves som betydningsfulde for den unge. For nogle unge betyder det, at de mister troen på, at de overhovedet kan blive en del af fællesskaber,« siger Niels Ulrik Sørensen.

»På den ene side er det en erfaring, vi alle skal have med: Oplevelsen af, at man ikke er med alle steder. På den anden side er det afgørende at opleve, at det overhovedet er muligt at være med,« slutter Niels Ulrik Sørensen.