Hvordan undgår man sure miner eller at spilde sine spareskillinger på velmenende gaver, der ender med at samle støv?
Dette dilemma - og frygten for at vælge forkert - giver hovedpine i den søde juletid.
For gaver er fortællinger om relationer og overskud. Eksempelvis bliver vi glade for gaver, der minder os om afsenderen.
Gaver nemlig er social lim til et punkt, hvor forsøgsdeltagere er villige til at lyve og snyde, for at beskytte givere, de føler taknemmelighed overfor.
Her er en liste over faldgruber, der ifølge forskellig forskning kan føre til, at netop din pakke bliver årets værste julegave.
Gaven, der siger, at jeg er tyk eller dårlig til at lave mad
En sikker vej til surhed er at antyde, at folk burde forandre sig.
Eksempelvis kan motionsudstyr (så du siger, jeg er tyk?!), en selvhjælpsbog (nå, mine børn ser for meget skærm?!) eller en kogebog (min mad er ikke god nok?) blive modtaget med svingende glæde.
Forskning viser, at folk med rette er bange for at give gaver, der skal bruges til personlig forbedring. Men den siger også, at frygten kun er berettiget, hvis modtageren ikke selv finder dem nødvendige.
Så tjek ønskesedlen, og tænk på modtagerens følelser omkring emnet.
Gaver, der afslører, at du ikke kender mig ordentligt
Gaver er symboler på mange ting. På julen. På traditioner. På familierelationer. På, at vi kender et andet menneske og gør os umage for at tænke over, hvem de er, og hvad der vil gøre dem glade – eller sure.
Gaver kan være identitetsmarkører og billeder af vores fremtidsjeg. Derfor kan gaver, der clasher med modtagerens personlige værdier, være et slag i ansigtet – for eksempel fast fashion til den miljøbevidste teenager.
Forskning i hvem gaver kommer fra viser netop, at upersonlige, misforståede eller dovne gaver opfattes som meget værre, hvis de kommer fra venner og andre, man gerne vil knytte stærkere bånd med, end fjerne familiemedlemmer.
Så du kan roligt give en smartbox til din svigermors nye kæreste.
\ Læs også
Gaven ud fra tanken, at ’den anden model er fin’
Eksperimenter viser, at folk er dårligere til at vurdere sammenhæng imellem pris og kvalitet, når de køber til andre end til sig selv.
Det kan få os til at vælge den billige version, fordi vi ikke kan se forskellen. Eller til at købe den dyre genkendelige mærkevare frem for den konkrete gaming-controller, junior havde ønsket sig.
Det er lidt sørgeligt at tænke på julen som et nulsumsspil, hvor gaverne bliver holdt op imod dét, man så ikke fik. Men alle kender nok følelsen af at have et ønske og så blive skuffet.
At købe ’den anden model’ er kun det rigtige valg, hvis et personligt twist viser, at giveren har gjort sig umage og forstået modtagerens smag.
Hvis man derimod kommer med en lidt billigere version eller ’den, man kunne få i min lokale butik’, er der derimod garanti for sammenligning.
Eksperimenter viser, at vi er mere tilbøjelige til at sammenligne materielle genstande med de andre ting, vi kunne have fået i stedet. Det er kendt som ’optimeringstænkning’.
Det sker ikke så meget med indkøbte oplevelser, som er mindre konkrete og ikke eksempelvis skal bruges i køkkenet hver dag.
I et endnu ikke uudgivet studie fandt vi, at forældre, der er bekymrede for den ’gode nok barndom’, viser mere tendens til ’optimeringstænkning’ i deres egne indkøb end andre mødre og fædre.
Så forvent værdidrevne sammenligninger, ikke bare fra modtageren.
Gaver, der er alt for kreative
Hvad hvis hele familien har ønsket sig airfryers og paddleboard-grej? Virker det så, som om du ikke har gjort dig umage, hvis du ankommer med fire næsten ens pakker?
Et studie fra 2014 bad studerende om at vurdere, hvor glade de selv og andre ville blive for en række mulige gaver. Derefter blev en gruppe bedt om at vælge ægte gaver til deres venner – enten til en enkelt person eller til flere på én gang.
Resultatet viste, at hvis folk skulle køber gaver til mange forskellige modtagere på én gang, fik de et ønske om at være lidt kreative. Men dette betød, at de var mere tilbøjelige til at købe, hvad 74 procent af studerende havde vurderet som dårligere gaver.
Så køb det, du oprigtigt tror, modtageren ville blive gladest for.
\ Læs også
Gaver som betaling eller undskyldning
Vreden, da stressede underbetalte sygeplejersker fik foræret honninghjerter under coronaepidemien viser, hvor svært det kan være at give en gave, hvis den bliver tolket som en slags utilfredsstillende kompensation.
Eksperimenter har vist, at gaver ikke værdsættes, hvis de fremstår som en undskyldning, og at det kan sætte skår i relationer eller skabe overraskende egoisme, når man lægger penge på bordet i en ikke-økonomisk situation:
Eksempelvis at ville betale for en tjeneste ydet af venlighed eller i håb om taknemmelighed.
Når der allerede er penge i spil, som eksempelvis imellem arbejdsgiver og ansat, er et lille tegn på personlig anerkendelse typisk den bedste valuta, fordi pengeværdi nemt tolkes op imod rimelig timeløn, indsats, eller chefens eget overskud.
Gaver, der bringer ubalance om juletræet
Forskningen i ‘gaver som betaling’ viser, at det er vigtigt, at vi er på linje omkring, hvilket ‘mentalt regnskab’ giver og modtager befinder sig i.
En opdeling skelner for eksempel imellem:
- gaver som økonomisk udveksling (hvor fairness er i højsædet)
- gaver som social udveksling (hvor ordnede relationer er i højsædet)
- og agapisk (uselvisk kærlig) gavegivning
Denne forskel kan eksempelvis være svær, når familier med forskellige traditioner mødes.
Lægger man vægt på relativ fairness (eksempelvis fordi ikke alle har råd til at give så meget), på nytte, på nostalgi, på bestemte familieforpligtelser, eller på den sjove idé? Ofte er der opbygget en bestemt balance over tid.
Hvis forventningerne er uklare, bruger mennesker ofte flere penge, end de behøver, for at være på den sikre side.
Men gaveeskalering, hvor balancen forsvinder, kan ødelægge glæden og sætte andre i forlegenhed.
Gaven, du ikke kan slippe af med
Mange gaver er bedre i teorien end i praksis. Men der er andre grunde til at lade byttemærket sidde.
Forskere i positiv psykologi finder, at folk er mere utilfredse med produkter, som de er blevet påtvunget, end hvis de ender med helt samme vare efter at have snuset til nogle valgmuligheder.
Så et byttemærke kan faktisk gøre gaven bedre, fordi man har haft valget om at aflevere den tilbage i teorien.
Men hvad så med gaver, der ikke kan byttes? De må være de værste?
Det kan gå begge veje. En undersøgelse viste, at genbrugsgaver og regifting kan skabe glæde ved at spejle modtagerens værdier som bæredygtighed eller ‘low key’ jul. Men det opfattes nemt som et meget groft ettikettebrud, hvis man ikke har en velafstemt fælles forventning.
Så brugte gaver kan (foruden at afhænde sidste års fejlkøb) give stor personlig mening, dog med risiko for at jokke i spinaten.
Gaver, der bliver for meget af det gode
Hvert år skuer jeg ud over kaosset af flået gavepapir og tænker i mit stille sind, at halvdelen af de skinnende nyanskaffelser aldrig vil blive leget med.
Juleværdier om rigelighed og gaveeskalering over tid oversvømmer de søde små med mere bras, end de nærmest kan nå at ænse. Svigermor hører aldrig efter.
Men mindst ét verdensberømt stykke forskning er på min side: Forskeren Alexia E. Metz og hendes team af udviklingspsykologer anbragte på forskellige dage børn i eksperimentalrum - enten med en overflod af legetøj eller med relativt få muligheder.
Resultatet viste, at det at have færre legesager ved hånden stimulerede længere og mere varieret leg. Selvom nyhedsværdi og variation er godt, er mere ikke bedre.
Det lader til, at småbørn får stillet deres nysgerrighed og slår sig fast på en leg, hvis der er omkring tre stykker legetøj at vælge imellem.
Julekåde børn kan også kun rumme et par ting i hovedet ad gangen på juleaften.
Over tre nye stykker julelegetøj betyder, at nogle vil komme til at samle støv, medmindre forældrene ‘doserer’ legemiljøet i juleferien ved at sætte nogle få stykker frem ad gangen.
\ Læs også
Gaver, modtageren ikke forstår
Skal man købe noget spændende og udfordrende eller ’popbras’ fra ønskesedlen? Studier viser, at de værste gaver ofte er dem, der ser gode ud i teorien, men er besværlige at bruge i praksis.
Et forskerhold ville for eksempel undersøge, hvorvidt kloge børn var bedre til at lege med ‘klassisk legetøj’ frem for ‘trendy bras’ ud fra en formodning om, at klassisk legetøj både var stimulerende for den intellektuelle udvikling og krævede mere fantasi, initiativ og vedholdenhed.
Der var dog kun én sammenhæng at se, på trods af adskillige kognitive tests: Mere impulsive børn greb lidt oftere efter det nyeste, skinnende trendlegetøj.
Hovedmønsteret var dog klart: Børn får mest leg ud af ting, de har erfaringer med fra hverdagslivet, og som de kan forstå – inklusiv (desværre) fra kønsstereotyp markedsføring.
Så hvis ungerne ønsker sig plastikskrald og figurer fra tegnefilm, er de sikkert blevet besnæret af trends og reklamer.
Men ønskesedlen er også et udtryk for, at børn faktisk leger bedst med legesager, der har funktioner og historier, de kender.
Det samme gælder voksne – og måske særligt mænd.
Gaver, der er markedsført på at optimere børns leg, læring og hjerner
Ifølge én rundspørge bliver hver syvende gave valgt, fordi voksne vil at booste børns udvikling, kreativitet eller uddannelse.
Der er bare to problemer med særlige Mozart-plader, ‘Baby Einstein’-videoer, pædagogiske apps og ‘neurohypede’ legesager, der tænkes at liste matematik, kreativitet, programmering, sprog eller hjerneudvikling ind under juletræet:
Der er sjældent gode beviser for løfterne om et udviklingsboost, og smalt krævende legetøj fordrer ikke gentagende brug, fantasi eller dialog.
Interventionsstudier, hvor særlige teknologiske produkter er målrettet til børn med særlige behov, havde ofte en voksen ekspert til at guide og sikre vedholdenhed.
Og at et produkt beviseligt ‘kan virke’ i små tests betyder ikke, at det er bedre end traditionelle legesager og voksenkontakt.
Et langsigtet studie fra 2009-2019 fandt, at almindeligt legetøj, der kan bruges på varierede måder, som eksempelvis dyr, Playmobil, og Duploklodser understøttede kompleks, social og fantasifuld (og dermed udviklende) leg bedst.
Gaver, der stiller urealistiske krav
Så er vi tilbage ved at forære andre arbejde eller dårlig samvittighed som med en ny kogebog eller håndvægte. Ligesom en bog, der står ulæst hen, er ubyggede legosæt en kilde til dårlig forældresamvittighed.
Onlineeksperimenter, hvor folk bliver præsenteret for forskellige scenarier, viser, at gavegivere oftere lægger mere vægt på idéen om, at en gave i teorien kunne skabe glæde eller blive godt modtaget, end gavemodtagerne, der vurderer en gave som dårlig, hvis den faktisk ikke kan bruges i praksis.
Det er en fin balance på den ene side at inspirere interesser og skabe nye anledninger - og på den anden at skabe dårlig samvittighed over det ubrugte, dyre krogavekort. Eller stress for forældre og nederlagsfølelse for børn, der ikke kan bygge legodragen selv, fordi den ser sej ud men er til meget ældre børn.
Så tjek både med forældrene, og hold gaveidéen op imod, hvad både familien og barnet i forvejen kan og har glæde af.
Meget går galt, fordi gavegiveren glæder sig til barnets smil, når pakken åbnes, men glemmer hvad der skal ske bagefter.
Oplevelsesgaver er også mere forbundet med følelser af taknemmelighed og nærvær, som matcher godt med julens stemning. Så måske er de den sikreste gave, hvis man vil modsætte sig ‘ønskeseddel-som-bestillingsliste’-kulturen.
Men helt ærligt. Skal det være de sure, utaknemmelige skarn, der bestemmer over julen? Mennesker, der er gode til at vise taknemmelighed, trives bedre. Så det vigtigste julegaveråd er måske:
Husk at sige tak – og føl det. Det er jo jul.
