Der var to store opfindelser, som var afgørende for 1800-tallets historie: jernbanen og den elektriske telegraf.
Ser vi på verden i begyndelsen af 1800-tallet, var der for alvor ved at opstå et behov for både at kunne rejse hurtigere og kommunikere langt bedre, end man havde kunnet i det foregående århundrede.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
USA var ved at blive samlet til et land, og det kunne, på grund af landets størrelse, næppe være gjort uden hjælp fra jernbane og telegraf.
Man ville sandsynligvis være endt med en samling af små og ret uafhængige stater, som ikke så sig selv som en del af nogle ’forenede stater’ styret fra det fjerne Washington tusinder af kilometer borte.
Man kan argumentere for, at telegrafen har været afgørende for at få Californien, der lå så langt borte på vestkysten, til at blive en integreret del af USA, selv om Californien blev en stat allerede i 1850.
Indtil telegrafen blev taget i brug i 1861, var den hurtigste måde at sende et brev fra Washington til Californien med den berømte ’Pony Express’.
Nok var Pony Expressen hurtig, men det tog stadig 10 dage for et brev at nå frem, hvilket stort set svarede til den tid, det tog at sende et brev over Atlanterhavet til Europa.
I Europa var England den førende supermagt. Man talte om det engelske imperium, ’hvor Solen aldrig gik ned’, og som omfattede store lande som Indien, Australien og Canada.
Dette imperium kunne næppe være opretholdt uden jernbane og telegraf, og det betød, at England havde en meget stor interesse i at udvikle den nye teknologi.
I Rusland sad Tsaren og styrede et ufattelig stort rige – i hvert fald i teorien. Men også her var jernbane og telegraf afgørende for at bringe de enorme områder ude i det fjerne Sibirien under Moskvas kontrol.
Derfor kom telegrafen hurtigt
Der var også andre grunde end de rent politiske til, at telegrafen hurtigt blev udbredt over meget af verden:
- Handelslivet havde både brug for at kende råvarepriser og muligheden for at drive handel i fjerne lande - helst før konkurrenterne fik de samme oplysninger.
- Mange jernbaner var ensporede, og for at kunne udnytte jernbanen effektivt, var det nødvendigt at der var en telegraflinje langs banen, så man kunne varsle, hvis et tog var forsinket. I det hele taget ville man slet ikke kunne afvikle togtrafikken uden store forsinkelser uden en telegraf på hver jernbanestation.
- Telegrafen blev også grundlaget for de moderne aviser, hvor man kunne bringe friske nyheder. Tidligere kunne der gå både uger og måneder, før selv vigtige nyheder fra fjerne lande var nået frem til redaktionen med postvæsenet.
- Endelig var militæret ikke sene til at udnytte de muligheder, som en hurtig telegrafforbindelse åbnede, til at styre og koordinere troppestyrker, som befandt sig langt fra hinanden.
Måske var starten lidt tøvende, men da man først var kommet i gang omkring 1840-1850, tog det mindre end 30 år, før der var lagt flere tusinde kilometer lange telegrafkabler, som forbandt Europa både med USA og med fjerne lande som Indien og Australien.
Artiklen fortsætter efter billedet
Det sidste led i det verdensomspændende telegrafnet blev fuldført i 1903 med et kabel fra San Francisco til Filippinerne.
Telegrafen skabte en sådan revolution i den måde, vi kommunikerede på, at det på mange måder svarede til indførelsen af vore dages internet.
I dag bliver telegrafien ofte kaldt Victoriatidens Internet, opkaldt efter den engelske dronning Victoria (1837-1901), der jo regerede under det Britiske Imperiums storhedstid.
Begyndelsen
Det var Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen i 1820, der for alvor kom til at sætte gang i telegrafens udvikling.
Ørsted havde jo vist, at en elektrisk strøm kunne påvirke en magnetnål, og allerede i 1837 blev det første patent på en telegraf udtaget, altså samme år, som dronning Victoria besteg den engelske trone.
Det store gennembrud for telegrafien kom fra en uventet side. En portrætmaler ved navn Samuel Morse havde hørt om elektrisk telegrafi, da han i 1832 sejlede hjem til USA fra Europa.
Den idé fængede, men da han jo også skulle tjene nogle penge, blev det først i 1836, at han fik bygget sin første telegraf og samtidig udviklede morse-alfabetet med prikker og streger.
Det var svært for Morse at få solgt sin telegraf, og det krævede flere års indsats af få den amerikanske kongres til at bevilge ham 30.000 dollar i 1842 til at få oprettet en telegraflinje mellem Washington og Baltimore.
Den blev indviet i 1844 af Morse med sætningen: ’What hath God wrought!’ (eller på dansk: 'Hvad Gud dog har gjort!' citeret fra Fjerde Mosebog, kapitel 23, vers 23).
Stor skepsis overfor telegrafien
I 1845 søgte Morse at sælge anlægget tilbage til regeringen for 100.000 dollar, men svaret var nej tak – man troede ikke meget på, at telegrafi kunne blive kommercielt rentabelt.
Man kan på en måde godt forstå kongressens skepsis over for telegrafien.
Hvis man ville sende en besked, skulle man henvende sig til en telegrafstation. Her sad så en telegrafist, som omsatte beskeden til en særlig kode, baseret på Morse-alfabetet, altså en serie af prikker og streger.
Det var denne kode, som blev sendt til en anden telegrafstation. Her blev morsetegnene omsat til klar tekst, som blev skrevet ud på en blanket og derefter med et bud bragt ud til modtageren.
Desuden var der mange afbrydelser på grund af tekniske problemer, og prisen var så høj, at mange foretrak at bruge den langsommere, men også meget billigere, brevpost.
Kongressens afslag på at købe Morses telegrafnet betød, at USA og Europa kom til at gå hver sin vej: I USA skete udviklingen gennem private firmaer og investorer, mens man i Europa valgte at lade regeringer bevare kontrollen.
Derfor fik vi i Danmark et statsligt Post- og Telegrafvæsen, der havde eneret på driften af telegrafanlæg.
Et gummitræ åbnede verden for telegrafien
Allerede i 1850 forsøgte man - uden det store held - at lægge et telegrafkabel under den engelske kanal.
Efterhånden som kablerne blev længere opdagede man to problemer:
- For det første var det svært at sende signaler gennem kabler under vandet, fordi strømmen udbreder sig langsommere, end hvis kablet bare er ophængt mellem to master på landjorden. Vand har helt klart en betydning for kablets fysik – men hvilken, og hvordan kunne man løse problemet, som faktisk var så alvorligt, at man højst kunne sende et par ord i minuttet gennem et undersøisk kabel?
Det krævede forskning, men problemet var her, at der kun var meget få fysikere, som dengang forstod elektriciteten godt nok til at komme med en løsning. Det blev englænderen Thomson, den senere Lord Kelvin, som løste problemet – men han var desværre ikke den første, man lyttede efter. Den historie vender vi tilbage til.
- For det andet skulle kablerne isoleres og beskyttes, når de blev nedsænket i vand. Her fandt man forholdsvis hurtigt en løsning, nemlig guttapercha, som er et naturgummi udvundet af træer, der vokser i Malaysia og andre steder i Sydøstasien. Det er ikke for meget sagt, at guttapercha var afgørende for, at man overhovedet kunne lægge lange kabler under vandet.
Der knytter sig den lille historie til guttapercha, at det var lige ved at udvikle sig til det, vi i dag ville kalde en økologisk katastrofe.
Årsagen var, at man i begyndelsen bare fældede træerne for at få fat i gummiet. Derfor blev der fældet mange millioner træer på blandt andet Borneo.
Et enkelt Atlanterhavskabel krævede mere end 300 ton guttapercha, så fældning af træer var helt klart ikke en holdbar løsning i længden. Heldigvis fandt man ret hurtigt en metode til at udvinde olien uden at ødelægge træet – men da var der allerede fældet en masse træer.
Nu blev de undersøiske kabler så pakket ind i guttapercha, og selv om stoffet er glemt i dag, så blev det brugt helt frem til 1933, hvor det blev erstattet af kunststoffet polyethylen.
Men guttapercha har været helt afgørende for telegrafiens udvikling.
England dominerede
Trods problemerne gik det som tidligere nævnt hurtigt med at udvikle den nødvendige teknik til at sende signaler gennem undersøiske kabler over afstande på mange tusinde kilometer.
Det viser mere end noget andet, hvor meget der blev investeret i at udvikle teknikken. Både private investorer og regeringer var lige interesserede i at få en anvendelig telegraf.
Især England havde, på grund af det verdensomspændende imperium, brug for at kunne sende telegrammer til fjerne lande, hvor telegrafkablerne over store afstande så måtte lægges på bunden af havet. Vi behøver bare at se på den tid, det før telegrafen tog at sende et brev fra London og ud i verden.
Fra London til New York var et brev 12 dage undervejs, men der var helt andre posttider til de fjerne kolonier, som måske var mere afgørende:
Til Bombay på Indiens vestkyst tog det 33 dage, til Calcutta på østkysten 44 dage, men helt galt var det, at et brev var 57 dage undervejs til Shanghai og hele 73 dage til Sydney i Australien. Med den fart var det svært at styre et imperium fra London.
Af hensyn til sit imperie sørgede England for at dominere markedet. I 1896 var der i alt 30 skibe, der kunne lægge kabler ud, og England ejede de 24 – en dominans, de havde helt op i det 20. århundrede.
Sådan blev Europa og USA forbundet
Den bedst kendte fortælling fra telegrafens tilblivelse er nok historien om, hvordan Europa og USA blev forbundet.
Vi kan ikke her fortælle den fulde historie, men et godt sted at begynde er med indsatsen af amerikaneren Cyrus West Field (1819-1892), der kom til at spille en helt afgørende rolle.
Hans historie er typisk for amerikanere på den tid. Cyrus Field tog fra hjemmet i Massachusetts i en alder af 15 for at prøve lykken i New York. Da det ikke gik, vendte han tilbage og blev assistent for sin bror Matthew, der fremstillede papir.
Meget hurtigt startede han derefter sit eget firma, som desværre gik fallit, men ved hårdt arbejde fik han det op at køre igen. I en alder af 33 år kunne han trække sig tilbage med en formue på 250.000 dollar – virkelig mange penge dengang – og noget af et spring i karrieren.
Field og Atlanterhavskablet
Her kunne historien måske være endt, hvis det ikke havde været for et tilfældigt møde med den engelske ingeniør F. N. Gisborne, som var ved at lægge kabler i New Foundland. Gisbornes firma gik hurtigt fallit, og Fields var i begyndelsen ikke særlig interesseret i at støtte det projekt.
Men så sad han en dag og så på en globus, og så slog det ham, at det ville være en ret god idé at lægge et kabel under Atanterhavet.
Field var klog nok til først at kontakte professor Morse samt en ung løjtnant ved navn Matthew Mauray, som var datidens førende ekspert i oceanografi, med et stort kendskab ikke alene til havstrømme, men også til havbunden.
Både Morse og Mauray kom med positive svar – Mauray kunne endda fortælle om et plateau, altså en højslette ude i Atlanten, der var som skabt til kabellægning, uden at man skulle ned på de helt store havdybder.
Det var nok til at få Fields til at gå i gang, men det var umuligt at rejse penge til projektet i USA, så han tog til England. Hvor ellers, fristes man til at spørge.
Her mødte han Morse – som ved en række forsøg havde vist, at det var muligt at sende telegrafsignaler over mange tusinde kilometer – og måske lige så vigtigt: Englands største ingeniør, Isambard Kingdom Brunel.
Det var Brunel, der flere år senere kom til at bygge verdens dengang største skib, Great Eastern, der i sidste ende kom til at lægge kablet.
Den engelske regering ville gerne støtte projektet, dog på den betingelse, at engelske regeringstelegrammer altid havde forret.
Storbritannien var jo på det tidspunkt verdens førende supermagt, så de var ikke bange for at stille betingelser. For at sætte tingene i perspektiv, var premierministerens bolig i Downing Street 10 dengang nok en mere kendt adresse, end Det Hvide Hus er i dag.
En forkert udnævnelse, storme og knækkede kabler
For nu at gøre en lang historie kort blev The Atlantic Telegraph Company stiftet i 1856. Det var let nok at skaffe investorer i England, men, som Fields senere skulle opleve, meget svært at rejse penge i USA.
Men så traf man en afgørelse, som skulle vise sig at få store følger.
Der var meget få, der vidste noget om telegrafi, og som selskabets elektriker udnævnte man derfor en engelsk læge, Dr. Edward Whitehouse, der ingen formel uddannelse havde som elektriker.
Selvom Whitehouse havde ganske vidst havde lært sig selv en masse om elektricitet og telegrafi, var han alt for stædig og havde svært ved at lytte til andre, der måske vidste mere.
Man var dog fornuftig nok til at hyre en af Englands største fysikere, William Thomson – dog kun som videnskabelig rådgiver.
Thomson blev senere adlet som Lord Kelvin. I dag huskes Lord Kelvin især for Kelvin-temperaturskalaen, der begynder ved det absolutte nulpunkt.
Allerede i 1857 gjorde man det første forsøg på at lægge et Atlanterhavskabel ned.
England havde stillet krigsskibet Agamemnon til rådighed, mens USA bidrog med skibet Niagara. Det var nødvendigt med to skibe, da ingen af de to skibe var store nok til at rumme 4.000 kilometer kabel.
Det var nu lettere sagt end gjort at rulle kablet ud. To gange knækkede det. Første gang fik man det samlet op og repareret, anden gang var midt ude i Atlanterhavet, og så opgav man.
Det lykkedes dog mirakuløst året efter, trods en voldsom storm, som fik Agamemnon til at vælte næsten helt rundt – ikke mindst fordi 250 ton af kablet lå rullet op på dækket. Sømænd, reb, stiger, ja, alt hvad der var løst, blev rodet sammen i én stor bunke, mens skibet tippede mere og mere...
\ Læs mere
Hilsen fra Dronning Victoria - og et problem
Der var nu en kabeforbindelse mellem England og USA, og 16. august 1858 modtog præsident James Buchanan en lykønskningsmeddelelse fra dronning Victoria.
Præsidenten svarede naturligvis omgående, men det havde taget over 16 timer bare at sende Victorias korte lykønskning på kun 98 ord – så dårlig var forbindelsen. Desuden ophørte kablet med at virke efter bare seks uger.
Mens alt dette skete, rejste Fields frem og tilbage mellem USA og Europa for at holde projektet i gang. I alt foretog han 31 rejser for Telegrafselskabet, hvilket dengang var ganske usædvanligt.
Finanserne var naturligvis vigtige, men der var også et andet problem.
Som vi har fortalt, havde man opdaget, at kabler under vand opfører sig anderledes end kabler på land, og det betød, at det var meget svært at overføre signaler med kabler som lå på havbunden.
Allerede før kablet under Atlanterhavet var lagt, var der en stor uenighed mellem Whitehouse og Thomson om, hvordan man skulle sende signalerne. Amatørelektrikeren Whitehouse havde ikke den nødvendige indsigt til at løse problemet, og han foreslog løsninger, som faktisk bare gjorde problemet værre.
Thomson havde udviklet en teori, der viste, hvordan man kunne undgå problemerne, og i sidste ende var det Thomsons større indsigt, der reddede projektet.
Man skal dog også huske, at alt dette skete i en tid, hvor meget få forstod teorien bag de elektriske love, og der var endnu ikke enighed om noget så grundlæggende som enheder for spænding, strøm og modstand.
Great Eastern
At Atlanterhavskablet havde svigtet i 1858 betød at tab på en million pund i privat kapital. Politisk var det imidlertid meget værre, at et regeringsbetalt kabel fra England til Indien også var gået tabt, hvilket kostede statskassen intet mindre end 800.000 pund.
At man overhovedet kom videre skyldes ikke mindst, at Fields fik rejst 650.000 pund til et nyt selskab, og at man denne gang fulgte Thomsons anvisninger om, hvordan kablerne skulle konstrueres.
Hér kommer skibet Great Eastern, bygget af Englands største ingeniør Brunel, ind i historien.
Great Eastern var bygget i 1857 og var datidens absolut største skib.
Det havde fem skorstene og kunne laste ikke mindre end 15.000 ton kul. Det var en hjuldamper som også havde en skrue samt nogle sejl, der dog aldrig blev anvendt. Og så var skibet hele 211 meter langt - til sammenligning målte Titanic 269 meter.
Men vigtigst af alt: Skibet var dengang det eneste skib i verden, som kunne rumme hele det nye kabel, som denne gang var ekstra godt armeret. Great Eastern tog hele det 4.300 kilometer lange og 5.000 ton tunge kabel om bord i tre store tanke.
Det blev i sidste ende dette enorme skib, der efter to sejladser kom til at binde USA og Europa sammen.
Den første rejse i 1865 gik fint, lige indtil 1.000 kilometer fra New Foundland, hvor kablet så bare knækkede og forsvandt under bølgerne. Der gik rygter om sabotage, og det var Fields nok ikke helt ked af.
Hvis der var tale om sabotage, var det jo ikke kablet, der var noget i vejen med – og det gjorde det lidt lettere at få penge til et nyt forsøg.
Great Eastern sejlede ud igen allerede i 1866, og denne gang forløb rejsen uden problemer. Det endte endda med, at man fik to kabler, for Great Eastern kunne nemlig sejle ud og samle det tabte kabel fra 1865 op.
Den nye forbindelse blev nu behørigt fejret - igen med telegrammer mellem dronning Victoria og præsident Andrew Jackson.
Og det viste sig hurtigt, at behovet var der. Fra 28. juli til 31. oktober blev der overført ikke mindre end 2.772 budskaber for 10 dollar per ord, som blev sendt med 6-8 ord i minuttet – og minimum var 10 ord. Dette var på en tid, hvor en typisk dagløn lød på 1-1,5 dollar.
Fra telegraf til telefon
Der er overhovedet ingen tvivl om, at telegrafen var med til at forme verden fra slutningen af det 19. til midt i det 20. århundrede. Både handel og statsdannelser havde set helt anderledes ud uden telegrafen.
På en måde kan man sige, at højdepunktet blev nået i 1902, da der blev lagt et kabel under Stillehavet, så kablerne nu omsluttede hele kloden – men udviklingen fortsatte:
Telegrafen krævede jo telegrafister og telegrafstationer, så det blev aldrig hvermandseje, men noget man brugte, når det var absolut nødvendigt. Næste skridt var naturligvis at kunne tale sammen over store afstande, men det kunne datidens kabler slet ikke klare.
Næste gennembrud kom fra en anden retning, nemlig Marconis første transatlantiske transmission i 1901.
Gradvist blev radiotransmissionen udviklet, hvilket kulminerede med en kortbølgetjeneste i 1928. Den var ikke særlig pålidelig, da man brugte ionosfæren til at spejle radiobølgerne, og ionosfærens tilstand var i høj grad afhængig af Solens aktivitet og solpletter.
Det var først i 1956, næsten 100 år efter den første telegrafmeddelelse, at et transatlantisk telefonkabel blev taget i brug, og vi skal helt frem til 1970'erne, før man for alvor begyndte at bruge satellitter.
Fiberkablernes enorme kapacitet har haft den konsekvens, at det meste af vores kommunikation ikke længere overføres med satellit, men med fiberkabler.
Der er altså absolut ingen tegn på, at kabler er blevet overflødige. De lever i bedste velgående, men er nu baseret på en teknik, man slet ikke kunne forestille sig i 1800-tallet.
Historien fortsætter
Denne artikel har jo kun kunnet give et glimt af de mange faktorer, som har været med til at forme det samfund, vi kender i dag. Men historien fortsætter.
Ligesom vi har nævnt jernbanen og telegrafen som afgørende for 1800-tallet, så bliver fremtidens samfund jo også formet af nogle nøgleteknologier. Det er klart, at IT er en af dem, men en anden teknik er nu hastigt på vej – og den kan let få en endnu større betydning. Det er kunstig intelligens, eller AI, som den også kaldes.
Den er i dag svært at overskue, men hvordan mon det vil påvirke et samfund, at flere og flere robotter udstyres med en måske næsten menneskelignende intelligens?
Historien om telegrafen er kun et lille kapitel i en meget stor bog om, hvordan teknologi er med til at forme vores verden.
\ Telegrafen i Danmark: København sendte telegram om at holde stand ved Dybbøl
Danmark fik sin første telegraflinje i 1854 mellem Helsingør og Hamborg via København og Fredericia. Derefter gik det hurtigt, og omkring år 1900 var der 4.000 kilometer telegrafledninger i Danmark.
Så langt den vigtigste udvikling var oprettelsen af Store Nordiske Telegrafselskab i 1869. Det skete på initiativ af C. F. Tietgen (1829-1901) ved at slutte en række private selskaber sammen.
Ret hurtigt kom de til at spille en vigtig rolle i det internationale net af telegrafforbindelser, og man fik endda en aftale med den russiske tsar om at oprette og drive telegrafforbindelser i det enorme russiske rige.
Russerne havde allerede trukket telegraflinjer et stykke ind i Sibirien, men de ville gerne have en partner til at dække Kina og Japan, for det var forudsætningen for, at det ville være rentabelt at føre telegrafen helt til Vladivostok i det østlige Sibirien.
Den mulighed greb Store Nordiske, med det resultat at al telegraftrafik fra Vesteuropa til Rusland, Japan og store dele af Kina gik gennem Danmark.
Selskabet var en stor succes, men det overlevede ikke Anden Verdenskrig. Det måtte transformere sig, og en slags efterfølger eksisterer stadig under navnet GN Hearing, der fremstiller høreapparater.
Som et lille kuriosum kan nævnes, at den første kvindelige telegrafist i Danmark var forfatteren Mathilde Fibiger (1830-1872), der i sine romaner og skriverier havde talt kvindernes sag og dermed havde lagt sig ud med de mere konservative dele af samfundet.
En tid måtte hun ernære sig som syerske og oversætter fra tysk, men finansminister C. E. Feger sørgede for, at hun fik en uddannelse som telegrafist, som førte til, at hun i 1866 blev ansat som den første kvindelige tjenestemand i Den Danske Statstelegraf.
Her arbejdede hun blandt andet som stationsbestyrer i den lille by Nysted på Lolland.
Det danske militær anvendte også telegrafen, og som et eksempel vil vi her se på krigen i 1864, hvor der var telegrafforbindelse mellem hæren i Sønderjylland og regeringen i København.
Her skal blot nævnes en episode, der viser, hvordan man dengang kom til at udnytte den politiske styring af hæren, som telegrafen gjorde mulig:
4. februar 1864 blev det besluttet at rømme Dannevirke, og der blev sendt et telegram til København. Herefter blev forbindelsen afbrudt, selv om general Christian de Meza faktisk havde bemyndigelse til at evakuere Dannevirke, hvis han anså det for nødvendigt. Det blev anset for vigtigt at bevare hæren til senere kamphandlinger.
København reagerede dog ved omgående at hjemkalde de Meza, som herved blev fjernet fra hæren på et meget kritisk tidspunkt.
Der er i dag ingen tvivl om, at de Meza reddede den danske hær – militært set var hans beslutning helt korrekt.
De Meza blev fyret som øverstkommanderende, hvad der bestemt ikke hjalp på moralen hos folkene i felten. Han døde som en bitter mand, selv om han i virkeligheden havde reddet den danske hær fra at blive udslettet.
Senere gentog historien sig næsten ved Dybbøl.
General Gerlach, der havde afløst de Meza, havde inden stormen på Dybbøl gjort København opmærksom på, at man måske skulle lade en del af hæren vige frivilligt. Men svaret var et klart nej. Dybbøl skulle forsvares ’til det yderste’.
Det gik som forventet: Vi tabte Dybbøl og led meget store tab. Igen var officererne lidt mere besindige end politikerne i København, der jo også var på stor afstand af selve krigen.
\ Carrington-hændelsen: Telegraferne gnistrede og nordlyset dansede
Telegrafien var kun lige begyndt, da de første telegrafstationer blev ramt af en solstorm, som i dag ville have lagt vores moderne verden ned.
Det skete i august 1859, næsten nøjagtig et år efter, at de første budskaber var udvekslet over Atlanten. Der var nu telegrafstationer mange steder i verden, og telegrafen var blevet vigtig både for handel, nyheder og almindelig udveksling af budskaber.
Det begyndte 28. august, da den første af to solstorme ramte Jorden. Der er mange beretninger, men fælles for dem er, at der kom gnister, og man fik stød, hvis man rørte ved selve telegrafen.
Fire dage senere kom endnu en solstorm, som var endnu mere voldsom.
Nogle steder kom der flammer fra telegrafen, og da telegrafisterne søgte at lukke deres stationer, opdagede man, at det var muligt modtage uden brug af batterier – det var som om en usynlig energikilde havde sendt strøm gennem ledningerne.
Og hvis man gik udenfor og så på himlen, så var den fyldt af fantastiske nordlys, også selv om man befandt sig langt tættere på ækvator end de steder, hvor man normalt kan se nordlys. Der var røde, grønne, purpur og hvide lys i et fuldstændigt fantastisk skuespil.
Nogle steder kunne man ligefrem læse avis ved nordlys, og andre steder stod folk tidligt op, fordi de strålende nordlys fik dem til at tro, at natten var forbi.
I dag ved vi, at Jordens magnetfelt blev ramt af en stor sky af elektrisk ladede partikler, og det var disse partiklers sammenstød med den øvre atmosfære som skabte fænomenerne. Den magnetiske storm, som fulgte med, skabte induktionsstrømme i telegrafkablerne, så man kortvarigt fik gratis strøm.
Hændelsen er opkaldt efter astronomen Richard Carrington, der fra sit observatorium opdagede de udbrud på Solens overflade, som slyngede de enorme gasskyer af elektrisk ladede partikler ud i rummet.
Carrington-hændelsen var afgjort mærkbar, men ingen katastrofe. Dengang havde man nemlig et godt fungerende postvæsen, som både kunne betjene sig af tog og hestetrukne postvogne. Og i mange store byer var der postomdeling flere gange om dagen.
I dag vil sagen være en ganske anden. En Carrington-hændelse vil nemlig kunne ødelægge de mange satellitter til navigation og kommunikation, som vi jo er så afhængige af, og det vil være en virkelig katastrofe. Den bedste beskyttelse er at kunne slukke helt for satellitterne, når en stor plasmasky er undervejs efter et soludbrud – men det kræver, at vi konstant overvåger Solen, både fra Jorden og rummet.
Et af de vigtigste observatorier i rummet er Deep Space Climate Observatory, der befinder sig i en bane 1,5 millioner kilometer nærmere Solen end Jorden i det såkaldt første Lagrangepunkt L1. Det kan varsle en plasmasky fra et soludbrud op til en time før, den når Jorden.
Det skulle, hvis man er hurtig, være nok til at lukke ned. Men transformatorstationer kan blive ødelagt at stærke induktionsstrømme, og hele vores samfund, som jo er baseret på elektricitet, kan bryde sammen.
Heldigvis ser det ud til, at Carrington hændelser er ret sjældne, og i gennemsnit kun kommer med et par hundrede års mellemrum – og hermed er de nok i virkeligheden et større problem end et stort meteornedslag, fordi man historisk set hyppigere rammes af et voldsomt soludbrud end af et stort meteor.
Læs også: Ekstreme solstorme: 'Miyake-hændelser' kan få samfundet til at bryde sammen
Læs også: Forskere: Internettet vil bukke under for ekstrem solstorm, og vi har endnu ingen nødplan
