Betegnelsen ’koloni’ dækker over, at en stat underkaster sig et fjerntliggende landområde.
For de fleste danskere vil ordet nok først og fremmest få dem til at tænke på hvide europæeres undertvingelse af Afrika syd for Sahara.
Og selv om det langt fra kun er europæerne, som har været koloniherrer gennem tiden, har det dog været nogle ganske få europæiske stater, som har været de dominerende kolonimagter gennem de sidste femhundrede år.
I denne artikel starter vi derfor med at gå et halvt årtusinde tilbage i tiden, med henblik på at forstå hvorfor og hvordan en række lande i Europa fik skabt nogle kolossale koloniriger, som selv i dag har stor betydning for den internationale verdensorden.
\ Udvikling og udviklingsbistand
I en serie på fire artikler ser Morten Broberg, professor på KU med særligt fokus på udviklingsret og EU, nærmere på udviklingsbistand, hvordan man bedst bekæmper misbrug af udviklingsmidler, samt hvorfor vi ikke har flere varer fra udviklingslandene i de danske supermarkeder.
Én af artiklerne giver også en lyn indføring i 500 års europæisk kolonihistorie. Artiklerne udkommer fire søndage i træk.
Vi slutter serien med en quiz søndag 11. april, hvor du kan teste din viden om udvikling og udviklingsbistand.
Peber var guld værd
Når europæerne drog ud over havene for at underlægge sig ’den nye verden’, var det i høj grad ønsket om at opnå magt og rigdom, som drev dem.
Gennem århundreder havde købmænd til hest og til fods bragt kostbare varer som silke og krydderier, guld og sølv til Europa ad de gamle karavaneruter fra Indien og Kina.
Rejserne kunne vare flere år, risikoen for overfald og sygdom var stor, og varerne skulle bæres over land af mennesker og dyr. Det var derfor kun begrænsede mængder, som kunne hjembringes.
Omkostningerne ved at bringe disse eksotiske varer til Europa var med andre ord store, mens udbuddet var meget begrænset. Konsekvensen var astronomiske priser.
Således kunne prisen på peber være på højde med guldprisen.
Monopol på handelsruter på land fik portugiserne til at sætte sejl
I perioden fra omkring år 1300 til anden halvdel af det 15. århundrede dominerede italienske bystater som Venedig handelsruterne over land mellem Europa og Asien – og blev fænomenalt rige derved.
Andre europæere så med misundelse på denne rigdom. Ikke mindst portugiserne udviste stor interesse for at få del deri.
Eftersom de italienske bystater kontrollerede ruterne over land til Asien, søgte portugiserne at finde en søvej dertil.
Presset for at finde søvejen til Asien blev mærkbart øget, da Osmannerriget – med udspring i vore dages Tyrkiet – afskar landruterne mellem Europa og Asien.
Det skete, da osmannerne erobrede Konstantinopel – vore dages Istanbul – i 1453 og opnåede kontrol over adgangen mellem Europa og Asien over land.
Allerede fra begyndelsen af 1400-tallet begyndte portugisiske opdagelsesrejsende at søge efter en sejlrute til Asien ved at sejle langs Afrikas kyst.
Det er almindeligt antaget, at det først i 1499 lykkedes et europæisk skib med Vasco da Gama som kaptajn at vende tilbage til Europa efter at have sejlet hele turen fra Portugal til Asien og retur.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Spanierne ville også være med
Portugiserne indgik handelsaftaler med først og fremmest lokale på den del af den vestafrikanske kyst, som normalt er kendt som ’Guldkysten’.
Samtidig formåede portugiserne at udelukke andre europæere fra at deltage i handlen på Guldkysten. Herved opnåede portugiserne kontrol med sejladsen langs Afrikas kyst.
Imidlertid var portugiserne ikke ene om at søge efter søvejen til det sagnomspundne Asien. Særligt spanierne var også aktive.
Og eftersom portugiserne kontrollerede den mulige søvej til Asien, der gik syd om Afrika, søgte spanierne at nå Asien ved at sejle mod vest over Atlanterhavet.
Allerede i 1492 nåede Christopher Columbus frem til, hvad, han antog, var Asien. Eller ’Indien’, som man dengang ofte kaldte Asien.
Og eftersom Columbus var sejlet mod vest, var det vel kun naturligt, at øerne, som han var nået frem til, blev kaldt ’Vestindien’.
Man blev dog hurtigt klar over, at ruten mod vest ikke førte til Asien, men derimod til, hvad man betragtede som, en helt ny verden. En verden, som europæerne i 1507 gav navnet Amerika efter den italienske opdagelsesrejsende Amerigo Vespucci.
\ Læs mere
Spanien og Portugal delte ’den nye verden’ imellem sig
Det primære mål med de langvarige og farlige sørejser var først og fremmest at hjembringe rigdomme til Portugal og Spanien.
For at beskytte den indbringende handel, der gik syd om Afrika, etablerede Portugal forter og handelsstationer på den afrikanske kyst såvel som på kysterne i vore dages Indien.
Mens Portugal tjente godt på sin handel med Asien, måtte Spanien se i øjnene, at der ikke – i første omgang – var store værdier at hente i Vestindien.
I 1519 søgte spanierne derfor at nå frem til Asien ved at sejle hele vejen syd om Sydamerika; et uhyre farefuldt togt. Ganske imponerende lykkedes det spanierne at gennemføre dette togt i 1522.
Ruten syd om Sydamerika viste sig dog at være alt for lang og risikabel til at udgøre et reelt alternativ til portugisernes kortere rute syd om Afrika.
Til gengæld fandt spanierne ud af, at der var store mængder guld i Syd- og Mellemamerika, og de undertvang sig derfor hovedparten af kontinentet som kolonier.
Hele Syd-og Mellemamerika blev dog ikke spansk, for allerede i 1494 havde Spanien og Portugal indgået den såkaldte Tordesillas-traktat.
Denne traktat opdelte de nyopdagede landområder uden for Europa i en spansk og en portugisisk interessesfære.
Det fulgte af Tordesillas-traktaten, at vore dages Brasilien lå i den portugisiske interessesfære, og denne del af Sydamerika blev derfor en portugisisk koloni.
Storbritannien melder sig ind i kapløbet
Det var ikke kun Spanien og Portugal, som viste stor interesse for de rigdomme, der lå uden for Europas grænser. Særligt Storbritannien ønskede også at få del i de oversøiske rigdomme.
I de første århundreder af kolonitiden – det vil sige særligt i 1400-, 1500- og 1600-tallet – valgte briterne i vidt omfang at gøre brug af ’det private initiativ’.
De britiske myndigheder udstedte nemlig såkaldte kaperbreve. Et kaperbrev var en tilladelse fra Storbritannien til et privat skib om, at dette skib måtte bedrive sørøveri mod for eksempel spanske og portugisiske skibe og besiddelser.
Omkring år 1600 tog briterne dog skridtet videre, så landet selv begyndte at etablere egentlige oversøiske kolonier; særligt i Nordamerika og i Vestindien. Samtidig blev der etableret britiske forter på Vestafrikas kyst.
Med kystforter i Vestafrika og kolonier i Amerika kunne de britiske skibe sejle fra Storbritannien til Vestafrika med forarbejdede britiske produkter.
De britiske produkter blev byttet til blandt andet slaver, som skibene derpå fragtede til Amerika.
I Amerika blev slaverne solgt, hvorpå de britiske skibe blev lastet med varer som sukker, rom og tobak. Fra Amerika stævnede skibene nu tilbage mod Storbritannien for dér at sælge disse varer med stor fortjeneste. På dansk kom disse varer fra kolonierne meget sigende til at hedde ’kolonialvarer’.
Efter at have taget turen fra Storbritannien til Vestafrika til Amerika og retur til Storbritannien, kunne skibene atter stævne ud mod Vestafrika med lasten fyldt med britiske varer.
Den dag i dag kan man i europæiske lande som Storbritannien og Danmark se talrige tegn på den enorme rigdom, som den transatlantiske trekanthandel skabte (se faktaboks).
\ Den danske slavehandels aftryk i København
I Danmark kan man finde adskillige spor efter de store fortjenester, som blev opnået på slavehandlen. For eksempel er den bygning, som i dag rummer Admiral Hotel i det indre København, oprindeligt opført af Det Østersøisk-guineiske Handelsselskab.
Et selskab, som blandt andet tjente sine penge på slavehandel. Også mange andre bygninger i området omkring Amalienborg kan fremvise tydelige spor til slavehandlen.
Således hed det nuværende Odd Fellow Palæ tidligere Schimmelmanns Palæ efter den daværende ejer Heinrich Carl lensgreve von Schimmelmann. En mand, som havde store plantager med mange slaver i Vestindien.
Det er nok de færreste, som tænker på slavehandel, når de går gennem kvarteret omkring Amalienborg. Men en del af de fantastiske palæer gemmer altså på en ganske grim historie.
Storbritannien overtager Portugal og Spaniens førerrolle
Portugal og Spanien indtog ledende roller i de første oversøiske etableringer af europæiske kolonier. Ikke mindst krige indbyrdes mellem de europæiske stater førte imidlertid til, at Frankrig og ikke mindst Storbritannien blev de dominerende magter i Europa.
Og på den baggrund lykkedes det særligt Storbritannien på overraskende kort tid at skabe et verdensomspændende imperium.
Briterne underlagde sig store dele af Afrika og Asien – herunder ikke mindst vore dages Indien. Under den britiske dronning Victoria, der regerede i 1800-tallet, var det britiske rige så stort, at man sagde, at solen aldrig gik ned i hendes rige.
Det britiske imperium var datidens absolutte supermagt.
Frankrig var en anden fremtrædende europæisk kolonimagt. De første væsentlige franske kolonier blev etableret i Nordamerika – i hvad der i dag er dele af USA og Canada. Også i Vestindien etablerede Frankrig kolonier.
Store dele af Nord- og Vestafrika blev underlagt Frankrig, og det samme gjaldt kæmpeøen Madagaskar umiddelbart øst for det afrikanske kontinent.
I Asien etablerede franskmændene kolonien Fransk Indokina (vore dages Vietnam, Cambodia og Laos). Og også en række øer i Stillehavet blev gjort til franske kolonier.
Frigørelsen fra koloniherrerne
Storbritannien og Frankrig var ikke de eneste, der etablerede markante kolonier. For eksempel undertvang Belgiens kong Leopold II sig Congo i det centrale Afrika.
Her gjorde kongen landet til sin private ejendom og drev rovdrift på dets ressourcer og dets folk. I 1908 overgik det enorme land dog til den belgiske stat som koloni.
De europæiske kolonier opnåede uafhængighed på meget forskellige tidspunkter. I Syd- og Mellemamerika opnåede de fleste kolonier uafhængighed fra Spanien og Portugal i perioden 1800-1830.
I Syd- og Sydøstasien fastholdt Storbritannien, Frankrig og Nederlandene deres herredømme helt frem til 2. verdenskrig.
I Afrika syd for Sahara formåede de europæiske kolonimagter at fastholde kontrollen endnu længere, således at de fleste afrikanske lande først opnåede uafhængighed i perioden fra omkring 1960 og frem til 1975.
Endelig opnåede kolonierne i Stillehavsregionen som hovedregel først uafhængighed så sent som i perioden fra 1970 til 1980.
Lad os træde et skridt tilbage og danne os et samlet overblik over perioden fra Columbus’ første landgang i Amerika den 12. oktober 1492 og frem til 2. verdenskrigs udbrud i 1939.
Det vil da blive klart, at hovedparten af vore dages udviklingslande på et eller andet tidspunkt har været underkastet europæisk koloniherredømme, uden at der nødvendigvis altid er en direkte sammenhæng mellem det at have været et europæisk koloniland og det nu at være et udviklingsland.
Denne artikel bygger på min bog 'Den Europæiske Union og udviklingslandene', læs mere her.
