Den elektromagnetiske telegrafs opfinder, amerikaneren Samuel F.B. Morse (1791-1872), var oprindelig kunstmaler. Da han i 1825 var i Washington for at male et portræt, fik han brev hjemme fra New Haven om, at hans unge kone pludselig var død.
Han begav sig straks hjemad, men måtte ved hjemkomsten sønderknust sande, at han var kommet for sent. Hun var allerede begravet. Sorgen over ikke at have kendt til hendes død i tide siges at have været en del af motivationen for Morses senere arbejde med langdistancekommunikation.
Han fik ideen til sin elektromagnetiske telegraf på en rejse hjem fra Europa i 1832. På båden mødte han videnskabsmanden Charles Jackson (1805-1880), som fortalte ham om elektromagnetisme og om et forsøg, hvor den franske præst og fysiker Jean-Antoine Nollet (1700-1770) i 1746 havde vist, at elektricitet udbreder sig ekstremt hurtigt.
Han havde bedt et par hundrede munke om at stille sig med stykker af jerntråd imellem sig, så de dannede en lukket kreds på 1,5 kilometer. Dernæst havde han sendt et elektrisk stød gennem kredsen og set, at alle munkene spjættede samtidigt!
Morse blev fyr og flamme og udtænkte allerede på båden en ide om, hvordan man kunne kommunikere med strømstød, som via en elektromagnet kunne bevæge en pen, der registrerede dem på en papirstrimmel.
'Morse'-kode bliver opfundet i 1838
Efter flere års eksperimenter lykkedes det i 1838 Morse og hans assistent at konstruere en nogenlunde driftssikker telegraf, som kunne sende beskeder over adskillige kilometer.
Samtidig fandt Morse på den siden så kendte kode, hvor bogstaverne blev repræsenteret af forskellige kombinationer af prikker og streger. Indtil da havde han benyttet et indviklet system, der var baseret på tal og kodebøger.
Telegrafen er en af de første opfindelser, som var betinget af en bestemt naturvidenskabelig opdagelse. Uden H.C. Ørsteds (1777-1851) opdagelse af elektromagnetismen i 1820 havde Morse ikke kunnet opfinde telegrafen. Dens opfindelseshistorie viser imidlertid også, at denne viden langtfra var nok.
Der var ganske vist enkelte, som tidligt foreslog at bruge en magnetnåls udslag ved en strømførende ledning til at signalere med. Men selv om der i løbet af 1830’erne var adskillige i Tyskland, Storbritannien og USA, som eksperimenterede med elektromagnetisk telegrafi, gik der alligevel et par årtier, inden der var fundet en praktisk anvendelig udformning.
Det er dyrt at udvikle en ny teknologi, og Morse var til stadighed i pengenød. Derfor arrangerede han offentlige forevisninger af telegrafen i et forsøg på at få nogen til at skyde penge i projektet. Efter flere års kamp fik han i 1843 bevilget 30.000 US dollar af den amerikanske regering til at bygge en forsøgslinje over de cirka 60 kilometer mellem Washington og Baltimore.
Regeringen så ikke potentialet i telegrafen
Året efter blev linjen indviet med profeten Bileams ord i 4. Mosebog: 'What hath God wrought' – Hvad Gud dog har gjort! Forsøgslinjen viste, at man kunne sende beskeder over længere afstande, men den var plaget af tekniske problemer og gav underskud.
Da Morse havde svært ved at finansiere underskuddet og samtidig mente, at det var en statslig opgave at sikre gode kommunikationsmuligheder, tilbød han i 1845 at sælge anlægget til regeringen for 100.000 US dollar. Regeringen var dog ikke interesseret, for man troede ikke på, at telegrafen ville blive rentabel.
Samtidig voksede dens udbredelse – og succes. Allerede i 1845 var der 1.400 kilometer telegraflinje i USA, og i 1852 var den samlede længde vokset til over 40.000 kilometer. Der blev også etableret i titusindvis af kilometer telegraflinjer i andre lande, især i Europa.
Telegrafen og jernbanen
Telegrafens hurtige udbredelse hang i høj grad sammen med jernbanens udvikling. Efterhånden som togtrafikken voksede, blev det stadig vanskeligere at styre og koordinere driften – ikke mindst på enkeltsporede linjer. Sagen var, at toget var den hurtigste kommunikationsform, der fandtes.
Men det ville være meningsløst at lade et forsinket tog medbringe en meddelelse til næste station om, at det var forsinket. Der var altså brug for en kommunikationsform, som var hurtigere end den hurtigste.
Telegrafen var en oplagt mulighed, og derfor blev mange af de nye telegraflinjer oprettet langs jernbanerne. Jernbanen og telegrafen udviklede sig således i en form for symbiose, da man ganske enkelt ikke havde kunnet afvikle den hastigt stigende togtrafik på en sikker, planmæssig og rentabel måde uden telegrafen.
Omvendt stimulerede det telegrafens udvikling, at jernbaneselskaberne så en økonomisk fordel i at betale en stor del af de høje omkostninger ved at anlægge og drive nye telegraflinjer.
Alle så fordelene
Efterhånden som fordelene ved den hurtige kommunikation blev tydelige, kom der nye kunder til. Eksempelvis blev telegrafen af vital betydning for finansfolk, som kunne profitere af at kende aktiekurser og råvarepriser før konkurrenterne.
Telegrafen blev også grundlaget for en helt ny form for nyhedsformidling, hvor aviserne kunne forsyne deres læsere med kun daggamle nyheder. Begejstringen over dette fremgår den dag i dag af navnene på adskillige aviser, for eksempel 'The Daily Telegraph'.
I 1845 viste det sig, at telegrafen kunne bruges til at fange mordere. Englænderen John Tawell (1784-1845) havde i Slough myrdet sin elskerinde med gift. Han blev straks afsløret, da hendes nabo havde set ham forlade gerningsstedet, men Tawell nåede at tage toget til London, inden politiet kunne pågribe ham.
Derfor telegraferede betjentene hans signalement og placering i toget til kollegerne i London, så han kunne blive arresteret der. Tawell fik dermed den tvivlsomme ære at blive den første forbryder, som blev fanget ved hjælp af telekommunikation. Han blev hængt kort efter.
Også militært fik telegrafen betydning. I Krimkrigen i 1853-1856 blev det klart, at telegrafen gav store strategiske og taktiske fordele, for eksempel i forhold til kommunikation med hovedkvartererne og koordination af forflytningen af tropper og udstyr.
Som eksemplerne viser, var telegrafen i udpræget grad en professionel teknologi. Der skulle særligt uddannet personale til at betjene den, og det var så dyrt at telegrafere, at det i lang tid hovedsagelig var virksomheder og myndigheder, som gjorde det.
Kommunikation over havområder blev en prioritet
Efterhånden som telegraflinjerne blev spredt ud over verdens lande, begyndte man at overveje muligheden for undersøiske kabler, så man også kunne kommunikere over havområder.
Der var dog store problemer med at isolere kablerne, indtil man i midten af 1840’erne fandt på at benytte guttapercha, der er et gummilignende naturprodukt. I 1851 nedlagde man det første søkabel i Den Engelske Kanal, og i årene efter fulgte kabler i Sortehavet og Middelhavet.
I 1856 blev der etableret et selskab, som skulle realisere den store drøm om at forbinde Europa og Amerika med telegrafen.
Opgaven viste sig vanskeligere end forventet, og først i fjerde forsøg lykkedes det i 1866 at få etableret en stabil forbindelse.
Problemerne var af både mekanisk og elektrisk art. Dels var det vanskeligt at fremstille og nedlægge et tungt og cirka 3.000 kilometer langt kabel i et flere kilometer dybt hav. Dels viste det sig ualmindeligt svært at få signalerne igennem de lange kabler, da strømmen udbreder sig anderledes i et undersøisk kabel end i en luftledning.
Det betød, at Morse-tegnene blev dæmpet og forvrænget i en sådan grad, at man kun kunne sende nogle få ord i minuttet. Efterhånden blev problemet dog løst ved hjælp af mere følsomt udstyr og bedre kabler.
Britiske firmaer sad på markedet
De fleste kabler blev produceret i Storbritannien, ligesom det var britiske firmaer, der nedlagde og drev størstedelen af verdens kabler, herunder telegrafforbindelserne mellem London og Indien såvel som resten af Det Britiske Imperium. Storbritannien blev derved centrum i verdens første globale kommunikationsnetværk.
Det gjorde det ikke blot muligt for myndighederne at kontrollere det enorme imperium, men gav også landet et handels- og informationsmæssigt verdensherredømme fra omkring 1870 til langt op i 1900-tallet. De internationale telegraflinjers strategiske betydning illustreres af, at briterne straks afbrød de tyske søkabler, da 1. Verdenskrig brød ud.
Danmark fik sin første telegraflinje i 1854, da Postvæsenet efter meget besvær åbnede en forbindelse mellem Helsingør og Hamburg via København og Fredericia. I de følgende årtier opbyggede det nyoprettede Statstelegrafvæsen et omfattende netværk af telegraflinjer. Omkring år 1900 var der knap 4.000 kilometer danske telegraflinjer, og der blev ekspederet flere millioner telegrammer om året.
Telegrafnetværket var victoriatidens internet
Parallelt med den offentlige telegraftrafik i Danmark fik forskellige private selskaber koncession på undersøiske kabler til Storbritannien, Norge og Rusland. I 1869 blev de private kabelselskaber på erhvervsmanden C.F. Tietgens (1829-1901) initiativ sluttet sammen til Det Store Nordiske Telegraf-Selskab med hovedsæde i København.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Firmaet, som var et af de første danske multinationale selskaber, fik hurtigt en central rolle i det verdensomspændende telegrafnet. Blandt andet indgik Store Nordiske en aftale med den russiske zar, som gav firmaet eneret på den enorme opgave at oprette og drive telegraflinjer til og igennem Rusland.
Efter få år havde selskabet fået etableret telegraflinjer til Fjernøsten, hvorefter næsten al telegraftrafik fra Vesteuropa til Rusland, Japan og store dele af Kina gik gennem Danmark. Det gav så massiv indflydelse, at Store Nordiskes direktion til tider nærmest blev betragtet som en del af udenrigsministeriet.
Det globale telegrafnetværk er blevet kaldt victoriatidens internet. Det er både en overdrivelse og en underdrivelse.
En overdrivelse, fordi det slet ikke havde den udbredelse og betydning for almindelige menneskers dagligdag, som internettet har i dag, og en underdrivelse, fordi man næsten ikke kan overvurdere den økonomiske og geopolitiske betydning af, at man for første gang nogensinde kunne sende information over lange afstande – ja, Jorden rundt – på ingen tid.
