Er Rusland ledet af en person, der uden videre ville gøre brug af atomvåben?
Vladimir Putin har ret kraftigt antydet, at det er en strategisk grænse, han er parat til at krydse.
Få dage før invasionen af Ukraine gennemførte Rusland og dets allierede, Hviderusland, atomøvelser.
Da Putin meldte ud om selve invasionen, lagde han absolut ikke fingre imellem, da han omtalte Rusland som »én af de mest magtfulde atommagter i verden«.
Den russiske præsident lod dog til at forbeholde den nukleare mulighed som en mulig respons på et ‘direkte angreb på vores nation’. Men han advarede også om, at ethvert ukrainsk forsøg på 'at stå i vejen for os' vill få konsekvenser, der er »større end nogensinde i historien«.
'Distraktion' eller indikation?
Man frygtede, at Rusland muligvis ville træffe forebyggende foranstaltninger.
I sin tale til det russiske folk den 21. februar antydede Putin også - fejlagtigt - at den ukrainske ledelse selv forsøgte at skaffe atomvåben.
Bekymringer for Putins intentioner steg yderligere kort efter, at Ruslands invasion blev indledt. Den 27. februar erklærede Putin, at Ruslands atomstyrker var sat i højt beredskab.
Den russiske præsident hævdede, at det var en reaktion på »aggressive udtalelser mod vores land« fra »højtstående embedsmænd fra førende Nato-lande«.
Spekulationerne ved denne lejlighed fokuserede på, om den russiske ledelse var blevet skræmt af de alvorlige økonomiske sanktioner og langsomme fremskridt på slagmarken.
Var Putins ordre en »distraktion«, som den britiske forsvarsminister Ben Wallace beskrev det? Eller var det, mere bekymrende, en indikation på de handlinger, Putin muligvis vil ty til, hvis han står ansigt til ansigt med et nederlag?
Russisk atomtankegang
Svaret på disse spørgsmål ligger til dels i russisk militærstrategi. Kendte positioner kan give os visse antagelser om, hvordan Rusland muligvis vil bruge atomvåben.
I dette lys er det nyttigt at skelne mellem strategiske og taktisk-operative atomvåben.
Strategiske atomvåben udfylder to vigtige roller.
For det første virker de afskrækkende; som en ultimativ garanti for overlevelse i lyset af en eksistentiel trussel mod den russiske stat, herunder et altødelæggende angreb fra en anden atommagt.
For det andet hjælper denne kategori af våben Moskva med at føre krig under gunstige forhold. Alene truslen om at bruge strategiske nukleare kapaciteter er et kraftfuldt redskab til at holde uønskede parter ude af en konflikt, så Rusland kan forfølge aktive militære operationer med andre midler.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Skiftende rolle i russisk militærdoktrin
Taktisk-operative atomvåben har i mellemtiden spillet en skiftende rolle i russisk militærdoktrin.
I løbet af 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne var de i centrum for Ruslands militære position, da Moskva forsøgte at kompensere for de konventionelle styrkers strukturelle mangler.
En del russiske strateger foreslog, at begrænset brug af atomvåben var et rationelt forslag. Det kunne vende udviklingen i en krig, hvor NATOs konventionelle styrkers overlegenhed ellers kunne levere en sejr til alliancen.
Det omfattende program af forsvarsreformer, der blev lanceret i 2008, genoprettede Ruslands konventionelle magt og degraderede de taktisk-operative atomvåben.
Taktiske atomvåben tidligt i en konflikt?
For nylig er der opstået debat omkring den såkaldte 'escalate to de-escalate'-doktrin (eskalér for at kunne de-eskalere, red.), ifølge hvilken Rusland kan bruge taktiske atomvåben tidligt i en konflikt for hurtigt at opnå sejr.
Denne hypotese hviler imidlertid på et usikkert grundlag. Russiske udtalelser leverer ikke endegyldig evidens for, at en sådan holdning faktisk eksisterer i den militære doktrin.
Den er også baseret på to falske præmisser: At konventionelle styrker er utilstrækkelige (måske det var tilfældet engang, men ikke længere), og at nuklear gengældelse er usandsynlig (det kan man aldrig antage i den barske verden af nuklear afskrækkelse).
Krig i fire stadier
Yderligere to træk ved den russiske militære tankegang er også værd at bemærke.
Den første er kategoriseringen af krig i fire stadier:
- Væbnede konflikter 'af begrænset udbredelse' (hovedsageligt gældende for borgerkrige)
- Lokal krig
- Regional krig
- 'Omfattende' krig
Hver af disse kræver forskellige konfigurationer af staterne og deres allierede, og alle fire stadier kræver en stadig større indsats og voksende militært engagement.
For det andet – og apropos – ser det russiske militær ud til at handle på grundlag af en ret præcis, men alligevel statisk 'stige' af eskalering.
Brugen af atomvåben, som optræder ret sent på denne 'stige', er uløseligt forbundet med risikoen for ragnarok. Det er det eneste scenarie, som Rusland faktisk er bange for. Begge disse observationer peger på brugen af atomvåben som en sidste udvej.
Konsekvenser for Ukraine
Ved at hentyde til en uforholdsmæssig nuklear eskalering ønsker Moskva at begrænse (eller endda afvikle) vestlig indblanding i Ukraine for at holde hånden under den russiske krigsindsats.
Vestens mest magtfulde våben på nuværende tidspunkt er sanktioner snarere end militær intervention.
Det indebærer en del risikofaktorer. Hvis disse foranstaltninger virkelig vil forårsage et 'sammenbrud af den russiske økonomi' på mellemkort sigt og true selve den indrepolitiske ordens overlevelse, vil denne eksistentielle trussel muligvis overbevise den russiske elite om, at en sejr i Ukraine er altafgørende - for enhver pris.
Under disse omstændigheder vil et begrænset atomangreb for at demonstrere beslutsomhed eller for at smadre den ukrainske modstand ikke være utænkeligt.
Sanktionerne skal rettes mod at afslutte Ruslands krigsindsats
Det er derfor afgørende, at sanktionerne forbliver rettet mod at afslutte Ruslands krigsindsats - ikke at afsætte Putin-regimet.
Men disse scenarier synes langt væk. Fra et rent militært perspektiv ligger den igangværende krig ifølge den russiske taksonomi i Ukraine mellem det lokale og det regionale niveau.
Situationen opfordrer ikke til brug af taktisk-operative atomvåben mod ukrainske mål.
Det er mere sandsynligt, at den fortsatte ukrainske evne til at modstå den russiske invasion i den nærmeste fremtid vil blive mødt med en trinvis forøgelse af russisk personel og konventionel ildkraft – rettet mod civil infrastruktur.
Derefter skal vi ikke antage, at brug af atomvåben så er næste valg, og amerikanske embedsmænd har advaret om Ruslands parathed til at ty til kemisk og biologisk krigsførelse.
Det russiske militær har masser af 'modbydelige metoder og midler' i den militære værktøjskasse i forsøget på at opnå sejr i Ukraine.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
