Det må dog understreges, at i forhold til en af de store NASA rumfærger, syner X-37b ikke af meget. Det lille fly er kun ni meter langt og har en vægt på godt fem ton. Det er naturligvis alt for lille til at medføre astronauter.
Til gengæld er flyvningerne så hemmelige, at de har givet anledning til mange teorier om, hvilke opgaver X-37b har ude i rummet.
Sådan begyndte det
Oprindeligt stammer X-37 programmet tilbage fra 1999, og da var det civilt. Det lille rumfly skulle hjælpe NASA med at udvikle fremtidens rumfærger. Specielt ville man undersøge muligheden for, at X-37 kunne flyve hen til andre satellitter og reparere dem.
Det er sandsynligvis blevet alt for dyrt for NASA, som i 2004 overdrog hele projektet til forsvarsministeriets egen forskningsafdeling kaldet DARPA.
DARPA har så arbejdet videre med minirumfærgen, og det endte med, at der blev udviklet en særlig militær model kaldet X-37b. Men det er et lille fly, og alene størrelsen sætter grænser for, hvilke opgaver det kan udføre.
De hemmelige flyvninger
Nu er det i sagens natur umuligt at holde en raketaffyring hemmelig, da man kan se en raket stige til himmels over en afstand på mange kilometer. Så derfor ved vi lidt om de tre første flyvninger.
De er alle opsendt med den store Atlas 5 raket fra Cape Canaveral, hvor X-37b har været anbragt på toppen af raketten, og i alle tre tilfælde er landingen foregået på Vandenberg basen i Californien. Der er bygget to eksemplarer af X-37b, og de har begge fløjet i rummet.
Den første flyvning fandt sted fra 22 april – 3 december 2010, med et samlet ophold i rummet på 224 dage. Flyvehøjden var godt 400 km, hvilket svarer til højden over Jorden for den Internationale Rumstation ISS.
Flyvning nummer to var endnu længere, fra 5 marts 2011 – 16 juni 2012, hvilket gav et ophold på ikke mindre end 469 dage i rummet. Men det blev så overgået igen på den 3. flyvning, der kom til at vare hele 675 dage fra 25 oktober 2012 – 17 oktober 2014.
Det er måske netop i de meget langvarige flyvninger, vi kan finde en mulig antydning af, hvad opgaverne har været.
Tre mulige opgaver
Det er klart, at disse meget hemmelige flyvninger har givet anledning til mange skriverier på nettet, hvor en række fantasifulde teorier er blevet luftet. De tre mest populære teorier er:
- Spionfly
- Bombefly
- Inspicere andre satellitter
De kan dog alle let tilbagevises. Der er i forvejen mange spionsatellitter i bane om Jorden, langt større end X-37b. Hvis teorien skulle have mening, så skulle det være muligt at dirigere X-37b hurtigt hen til et område, man ville overvåge, i stedet for at vente på, at en af de andre satellitter på et tidspunkt overfløj området.
Det er yderst usandsynligt, at det skulle være opgaven, da banen har en hældning kun på 40 grader mod ækvator, og det betyder, at der er store dele af Jorden, som X-37b set ikke overflyver. Det er umuligt for et så lille fartøj at medføre brændstof nok til at foretage de meget store ændringer af banen, som vil være nødvendige.
Teorien om bombefly er lige så usandsynlig. Det er meget lettere at bruge en almindelig langtrækkende raket, frem for at dirigere rundt med et lille fly ude i rummet. Desuden farer en almindelig raket gennem Jordens atmosfære på et par minutter, mens X-37b er beregnet til at lande som et svævefly – hvilket også gør den mere sårbar.
Inspektion af andre satellitter er en interessant teori, men det er en opgave, der langt lettere løses af en ubemandet satellit – der er overhovedet ingen grund til at bringe en inspektionssatellit tilbage til Jorden. I vore dage tager selv amatører udstyret med et godt teleskop ret gode billeder af de amerikanske spionsatellitter, som de så publicerer på nettet.
Fysik og ikke mystik
Langt det mest sandsynlige er, at det hele ikke er så mystisk endda. Militæret har et ganske særligt problem, nemlig at de gerne vil have deres spionsatellitter så tæt på Jorden som muligt, for at kunne tage detaljerede billeder.
I lave baner er der luftmodstand, der bremser satellitten. For at undgå at bruge alt for meget brændstof til at hæve banen, er banerne derfor ofte aflange, så satellitten det meste af tiden befinder sig højt over de øverste lag af atmosfæren.
Men det ændrer intet ved, at satellitterne ofte er nede i de øverste, meget tynde lag af atmosfæren, og det er ikke spor sundt hverken for materialer eller elektronik. For selv i de øverste lag af atmosfæren er der ilt, og endda på atomar form. H
vert sekund rammes hver eneste kvadratcentimeter af en lavtgående satellit af billioner af iltatomer med en fart på 8 km i sekundet, og det giver korrosion.
Iltatomer er kemisk meget aggressive, og de danner oxider, som ændrer satellittens oveflade. Oxiderne kan falde af i flager og elekronik kan ødelægges.
Solens ultraviolette stråling, og de voldsomme temperaturudsving, som en satellit udsættes for, er også ødelæggende.
Derfor er langt den simpleste forklaring, at DARPA forsker i materialer, som kan klare lang tids ophold i de øvre atmosfære, med det formål at give deres spionsatellitter længere levetid.
Det er et forsøg, der kræver, at materialerne kan bringes tilbage, og de fylder ikke mere, end de kan være i et lille bare 2-3 meter langt lastrum.
NASA har desuden meddelt, at de på den kommende flyvning vil afprøve, hvordan omkring 100 forsellige materialer reagerer på en langvarig rumflyvning i lav høje.
Sløret løftes
Som noget helt nyt, har luftvåbenet og DARPA nu løftet en flig af sløret. På den fjerde flyvning skal X-37b medføre en såkaldt Hall-motor.
En Hall-motor bruger elektricitet til at accelerere ioner op til hastigheder på 15-30 km/s, hvilket er langt hurtigere end gashastigheden i en almindelig kemisk raket.
Hall-motorerne er ikke særlig stærke, men kan bruges til at hæve og justere banerne for satellitter uden at bruge ret meget brændstof.
Hall motorer kan anvendes i både de lavtflyvende spionsatellitter, og også i de mange militære kommunikationssatellitter 36.000 km over ækvator. Hall motorer er også noget, NASA er interesseret i, men måske deler man på dette område bare kræfterne, og udveksler viden.
Det er netop denne type teknisk grundforskning, som DARPA helt sikkert bruger en masse penge på. Alt tyder på, at for DARPA er X-37b et lille laboratorium – de virkelige militære opgaver udføres af helt andre satellitter, som har fået et teknologisk løft af det lille rumfly.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
