Nu er de første resultater kommet fra DART-forsøget, hvor en rumsonde ramte den lille asteroide Dimorphos 26. september 2022 for at se, om sammenstødet kunne ændre asteroidens bane.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient.'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
De første resultater er ret opmuntrende, for DART-rumsonden fik ændret banen for Dimorphos mere end beregnet.
DART var en del af det såkaldte ’Planetary Defense’-projekt, hvor man undersøger muligheder for at beskytte Jorden mod asteroidenedslag.
Målet for rumsonden var den lille asteroide Didymos med den endnu mindre måne Dimorphos, der ikke er meget større end Kheopspyramiden.
Dimorphos kredser om Didymos i en bane, bare 1,2 kilometer fra Didymos, som har en diameter på 780 meter.
Man valgte, at DART skulle støde sammen med Dimorphos af to grunde:
- Dimorphos er så lille, med en masse på bare fem millioner ton, at sammenstød med en rumsonde på 570 kg på forhånd havde en god mulighed for at ændre banen så meget, at det kunne måles.
- Dimorphos var før sammenstødet i en bane om Didymos med en omløbstid på 11 timer 55 minutter. Dimorphos er så lille, at den er svær at observere her fra Jorden, men en af de ting, som er forholdsvis lette at måle præcist, er netop omløbstiden for den lille måne.
\ Læs mere
En ændring på 32 minutter
Her er så resultatet: Dimorphos fik ændret sin omløbstid med hele 32 minutter, langt mere end man på forhånd havde forventet. Med en usikkerhed på bare to minutter er den nye omløbstid målt til 11 timer 23 minutter. På forhånd havde man ventet en ændring i omløbstiden på højst 10 minutter, så resultatet er lidt overraskende.
En mulig forklaring er de enorme mængder af klippestykker og mindre partikler, der blev slynget bort fra Dimorphos ved sammenstødet. Der er taget billeder, som viser, at Dimorphos efter sammenstødet havde fået noget, der lignede en lang komethale.
At Dimorphos reagerede så voldsomt er måske ikke helt uventet, for den lille måne har bogstavelig talt ingen tyngdekraft, så det er utrolig let at slå sten og andet helt væk fra den. Hver gang en sten forlader Dimorphos med stor fart, sørger rekylen (eller impulssætningen) for at give Dimorphos et ekstra puf.
Om det er nok til at forklare de 32 minutter skal nu undersøges nærmere, og det giver arbejde til nogle af de rigtig store observatorier her på Jorden, der observerer asteroiderne med radar. Det kan lade sig gøre, fordi afstanden til de to små asteroider trods alt ikke er mere end godt 11 millioner kilometer. Det drejer sig om NASA's store radar i Californien og Green Bank-radioobservatoriet i West Virginia.
Om nogle år kommer så Europas rumsonde Hera og tager et godt og grundigt kig på de to asteroider. Her kan vi så håbe at lære mere om Dimorphos og dens overflade, så vi kan opstille bedre modeller for, hvordan de enorme mængder af sten og klippstykker blev slynget bort.
Er vi blevet mere sikre?
Spørgsmålet er nu, om forsøget har givet os en bedre beskyttelse mod at få en asteroide i hovedet. Her er svaret både ja og nej.
Ja, fordi vi nu har data, som gør det muligt at planlægge rumsonder, der kan ændre banen for i hvert fald en lille asteroide – måske også en som er noget større end Dimorphos.
Nej, fordi der ikke er hverken planer eller tegn på, at denne trussel tages så alvorligt, at man ligefrem vil sørge for, at der altid er raketter og rumsonder parat til at blive sendt mod asteroider med kort varsel. Desuden er der problemet med at finde alle de farlige asteroider.
Problemet er, at vi ikke kender alle de små asteroider, som har mulighed for at ramme Jorden. Det er ikke så mærkeligt, for en asteroide på 100 til 200 meter i diameter er ganske svær at finde og observere. De kilometerstore asteroider – ’dinosaur-dræberne’ – er der god styr på, og her kan vi med ret stor sikkerhed sige, at der ikke er nogen med kurs mod Jorden i en overskuelig fremtid.
Asterioder opdages få måneder før nedslag
Hvis uheldet er ude, opdager vi først en af de små, men alligevel farlige asteroider, måske et par måneder eller måske et år før den vil ramme. En asteroide på et par hundrede meter i diameter vil ikke udrydde alt liv, men skabe en ødelæggelse, der svarer til en stor brintbombe på adskillige megaton. Mere end nok til at ødelægge en storby eller starte en tsunami, så der er bestemt grund til at tage dem alvorligt.
For at løse varslingsproblemet skal vi have en meget omfattende overvågning af himlen, bedre end vi har i dag. Det vil i virkeligheden kræve et rumteleskop, som ikke havde andre opgaver.
Da det normalt tager et par år at bygge en rumsonde og den raket, som skal opsende den, er der jo slet ikke tid nok til at opsende noget. Man skal simpelthen have noget stående parat, men det har vist meget lange udsigter.
Du kan selv teste, hvad der vil ske, hvis en asteriode rammer Jorden. Det kan du blandt andet gøre med denne tekstbaserede simulator fra Purdue Universitet i USA.
