Det er muligt, at fremtiden for det amerikanske måneprojekt Artemis vil blive afgjort af to meget vigtige opsendelser, der er planlagt til august.
Der har dog været mange forsinkelser, så det er også muligt, at opsendelserne først finder sted i september, eller måske senere.
Den ene opsendelse er af NASA’s store måneraket SLS, som er den raket, der skal sende astronauter ind i en bane om Månen med Orion-rumskibet.
Opsendelsen er planlagt til 29. august, og da SLS ikke tidligere har fløjet i rummet, sendes SLS til en bane om Månen uden mennesker.
Den anden opsendelse er herefter, at astronauterne efter planen skal opsendes med SLS til en bane om Månen og herfra flytter over til et andet rumskib, som så skal lande på Månen.
Dette rumskib er planlagt til at være en del af Starship, der er bygget af SpaceX. Starship er med en startvægt på 5.000 ton og 33 motorer i første trin verdens største raket, betydelig større end SLS.
Efter planen skal Starship nu på sin første prøveflyvning en gang rundt om Jorden, inden det lander nær Hawaii.
Utroligt meget hænger på denne flyvning. For ikke bare landingen på Månen, men også Elon Musks store drøm om at kolonisere Mars, er baseret på Starship.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Artemis-projektet er baseret på, at både SLS og Starship allerede ved de første prøveflyvninger virker stort set fejlfrit – lidt dristigt i betragtning af, at der er tale om to meget store raketter, der aldrig har fløjet før.
Det er tvivlsomt, om der er økonomi til at klare større raketuheld, og om der i så tilfælde vil være politisk støtte til at fortsætte med projektet.
Ud over disse to opsendelser er der naturligvis flere rutineopsendelser, ikke mindst af Starlink, som skal sikre en global adgang til internettet, men som også er ved at fylde rummet omkring Jorden godt op.
Russisk uklarhed om ISS
\ Læs mere
Rogozin ikke længere leder af Roskosmos
Lederen af det russiske rumagentur Roskosmos, Dmitry Rogozin, blev afskediget 15. juli af selve Putin.
Hans afløser blev som nævnt tidligere viceforsvarsminister Yuri Borisov, som inden for rumfarten er et ubeskrevet blad.
Der er ikke givet nogen grund til Rogozins afskedigelse, men det skyldes muligvis ikke utilfredshed med hans ledelse af rumagenturet.
Meduza, som er en uafhængig russisk nyhedspublikation, rapporterede 13. juli, at Kreml overvejede at flytte Rogozin til en stilling i præsidentens administration eller som tilsynsførende for to regioner i Ukraine, der var besat af russiske styrker.
For de vestlige lande har Rogozin været et stort problem, fordi han efter invasionen af Ukraine har gjort alt for at tale konflikten op, ganske uden hensyn til, at rumfarten i mange år har været baseret på et omfattende samarbejde – især om rumstationen ISS.
Det var således Rogozin, som sørgede for, at russiske kosmonauter på ISS viste billeder af flag ’udbryderflag’ fra de ukrainske områder Johansk og Donetsk hvor der for tiden foregår intense kampe.
Det er klart, at samarbejdet ikke kunne fortsætte som før, men med et lidt mere diplomatisk sprog kunne nogle problemer måske være undgået.
Man kan kun håbe, at Borisov er en mere diplomatisk type, for rumfarten er både i Rusland og i vesten i høj grad baseret på et internationalt samarbejde.
Hvorvidt det hele kan få betydning for Andreas Mogensens næste rumflyvning, er endnu for tidligt at sige.
Hvor lavt kan satellitter flyve?
Rumfarten er i færd med at søge nedad til de laveste højder, satellitter kan bevæge sig.
Normalt regner man den laveste grænse for satellitter til 4-500 km, for at undgå de sidste rester af luftmodstand, der hurtigt kan bringe en satellit så langt ned, at den brænder op.
Men nu er man begyndt at se på muligheden for satellitter helt ned til 200 km over Jorden.
\ Om serien 'Rumfarten'
'Rumfarten' giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Her er forrige artikel i serien: Rumfarten i juli: Roskosmos kaprer tysk rumteleskop, og NASA vil undersøge UFO'er
Følg også med i serien 'Kig op', der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Her er seneste installation i serien: Kig op i juli: Syv planeter står (næsten) på linje
Der er flere grunde til, at de meget lave baner kan blive meget vigtige for fremtidens rumfart.
Som eksempel kan vi se på satellitter, der overvåger Jorden. Vi sammenligner her en satellit i en ’normal’ bane 800 km over Jorden med en satellit i en meget lav bane 200 km over Jorden.
Når afstanden til Jorden bliver 4 gange mindre, opnår man tre store fordele:
- For radarovervågning kan man klare sig med et 64 gange svagere radarsignal, hvilket er stærkt energibesparende.
- Skal satellitten kommunikere med Jorden, kan man klare sig med en 16 gange svagere sender.
- Skal der tages billeder af Jorden, får man fire gange bedre opløsningsevne uden at ændre optikken. Hvis man kan se genstande på 40 cm fra en højde på 800 km, kan man med den samme optik se genstande på 10 cm fra en højde på 200 km.
Disse tal viser, at man ved at gå ned i en lav højde kan klare sig med ret små og dermed billige satellitter.
Der er også et politisk argument, som er ved at blive stadig mere vigtigt:
Satellitter i meget lave baner vil aldrig kunne fylde rummet op med affald, fordi banen skal hæves næsten konstant på grund af luftmodstanden. Overladt til sig selv vil de brænde op på få dage eller højst få uger.
Så længe satellitten er aktiv og under kontrol, er der hele tre måder at klare problemet med den store luftmodstand:
- Man kan bygge satellitten meget strømlinet, næsten som et fly, så luftmodstanden ikke bliver så stor, når satellitten har næsen forrest.
- Man kan anvende en aflang bane, måske mellem 200 km og 800 km over Jorden, så satellitten kun er kort tid nede i lave højder med den store luftmodstand.
- Man kan hæve banen med ionmotorer, der kun bruger meget lidt brændstof, men til gengæld meget elektrisk energi.
Der er netop kommet forslag om at bygge satellitter som små skiver og altså ikke som de kasser, man normalt ser. Projektet hedder Disk Sats, og en typisk Disk Sat kan have en diameter på en meter og en tykkelse på et par centimeter.
En Disk Sat vil være velegnet til at flyve i meget lave baner, fordi den kan flyve med den smalle kant forrest, hvilket giver en meget lille luftmodstand, når den er nede i lav højde.
Der er mange fordele ved Disk Sats:
- De er lette at stable i næsen på en raket, der dermed kan opsende et stort antal Disk Sats.
- Der er også masser af plads på oversiden af skiven, hvor der kan placeres solceller, der kan levere energi til instrumenter og ionmotor.
- Og hvis man er miljøbevidst og ikke vil fylde rummet med gamle udtjente satellitter, kan man jo bare tippe satellitten en gang til, så den nu flyver med den store skive fremad. Så skal luftmodstanden med garanti nok få satellitten til hurtigt at brænde op.
Små kloder med store nyheder 1: Ryugu
Det er ikke altid, at de største nyheder kommer fra Solsystemets store planeter som Mars, Jupiter og Venus.
Vi vil her give to eksempler på, at også små asteroider kan rumme mange overraskelser.
Vi begynder med Ryugu, der er blevet udforsket af den Japanske rumsonde Hyabusa 2 i 2018, hvorefter sonden sendte nogle prøver fra overfladen tilbage til Jorden i 2020, og nu har man fået resultaterne af analysen.
De første resultater viste, at Ryugu er rig på kulstof, organiske molekyler og flygtige stoffer som vand.
Det kan forklares ved, at Ryugu engang var en komet. Mere overraskende er, at en nyere analyse viser, at Ryugu rummer spor af ikke mindre end 20 forskellige aminosyrer - byggestenene i DNA og selve livet.
Denne opdagelse støtter en teori om, at i hvert fald nogle af byggestenene til liv er kommet til os ude fra rummet gennem nedslag af meteorer og asteroider.
Hayabusa 2 var banebrydende, ved at den indsamlede prøver af undergrunden, der ikke er blevet påvirket af sollys eller kosmiske stråler.
Kensei Kobayashi, professor emeritus i astrobiologi ved Yokohama National University, forklarer, hvordan disse resultater har betydelige konsekvenser for astrobiologi.
»At bevise, at aminosyrer eksisterer i undergrunden af asteroider, øger sandsynligheden for, at forbindelserne ankom til Jorden fra rummet,« sagde han ifølge Kyodonews og tilføjede, at dette er en mulig indikation på, »hvordan liv kunne være blevet opstået flere steder i universet end tidligere antaget.«
Ryugu kredser i en bane mellem 0,96 AE og 1,41 AE fra Solen, hvor 1 AE er Jordens afstand til Solen, og den har en diameter på omkring en kilometer.
Små kloder med store nyheder 2: Bennu
Det næste eksempel er fra asteroiden Bennu, som er udforsket af den amerikanske rumsonde OSIRIS Rex, der nu er på vej tilbage til Jorden med indsamlede prøver.
Bennu er en godt 500 meter stor asteroide med en bane mellem 0,90 og 1,35 AE fra Solen.
Der er en ganske lille mulighed for, at Bennu vil ramme Jorden i perioden 2175-2199, og det har naturligvis øget interessen for at udforske den og ikke mindst lære, hvordan asteroiden vil reagere, hvis vi søger at ændre dens bane ved et sammenstød med en rumsonde.
Her har resultatet været meget overraskende, og det har forskeren Dante Lauretta fra universitetet i Arizona fortalt om til netmediet space.com:
»Vi forventede, at overfladen ville være ret hård, ligesom hvis du lander på en grusbunke: en lille smule støv, der flyver væk, og et par partikler, der hopper op. Men da vi fik billederne efter landingsforsøget, var vi lamslåede. Vi så en kæmpe mur af støv og sten flyve væk fra landingsstedet. For os, der styrer rumsonden, var det virkelig skræmmende.«
Da OSIRIS Rex landede, var landingsstedet et 20 meter bredt krater. Da man genbesøgte landingsstedet et halvt år senere i april 2021, fandt man et otte meter stort og dybt hul med sten og grus spredt til alle sider.
Man havde forventet et måske 30 cm hul fra det instrument, som indsamlede prøverne, fordi landingen var både meget kortvarig og meget blid.
Men instrumentet sank ned, fortalte Lauretta.
»Der var tydeligvis ingen modstand overhovedet. Overfladen var blød og flød væk som en væske.«
Denne oplysning er ganske væsentlig, hvis man skal beregne, hvordan man skal ændre Bennus bane ved en kollision.
Lige nu har man ingen ide om, hvordan asteroiden med en sådan opbygning vil reagere ved et sådant sammenstød. Det er et aktivt forskningsområde og noget, vi vil vende tilbage til i september, hvor rumsonden DART skal forsøge at ændre banen for en asteroide.
En kontroversiel opsendelse
Søndag 24. juli opsendte Kina et nyt stort modul til deres Tiangong-rumstation, der for øjeblikket kun består af beboelsesmodulet Tianhe.
Det 20 ton tunge modul Wentian er det første af to videnskabsmoduler, og det er udstyret som et laboratorium til forskellige biologiske og lægevidenskabelige målinger og forsøg. I oktober følger så Mentian-modulet.
Men opsendelsen er på mange måder kontroversiel. Både til Tianhe og de to videnskabsmoduler anvender Kina deres største raket, Long March 5, uden øvre trin.
Raketten består af et 30 meter langt første trin og fire boostere, der afkastes undervejs. Det betyder, at hele det enorme første trin går i bane om Jorden.
Selv med tomme brændstoftanke vejer det næsten 24 ton, og kineserne efterlader bare raketten i en lav bane om Jorden. Det er meget usædvanligt at efterlade en så stor raket i rummet til et ukontrolleret nedfald.
Banen er så lav, at der kun vil gå få dage, før luftmodstanden har tvunget raketten så langt ned, at den i teorien brænder op i atmosfæren.
Problemet er bare, at raketten er så stor, at store stykker kan overleve turen ned gennem atmosfæren og ramme Jorden.
Man regner nu med et nedfald lige omkring 1. august, altså bare en uge efter opsendelsen.
Nedfaldet kan ske alle steder mellem 41,5 graders sydlig og 41,5 graders nordlig bredde. Ganske vist er der mest hav, men store dele af USA, Sydeuropa samt Afrika, Asien og Sydamerika kan godt risikere at få resterne af raketten i hovedet – og det kan godt give en politisk krise, hvis der sker skade på personer eller ting.
Efter opsendelsen af Tianhe i 2021 sidste år sagde NASA-administrator, Bill Nelson, at Kina: »ikke levede op til ansvarlige standarder vedrørende deres rumaffald. Rumfartsnationer skal minimere risikoen for mennesker og ejendom på Jorden ved genindtræden af rumobjekter og maksimere gennemsigtigheden vedrørende disse operationer.«
Dengang gik det godt, da raketten faldt ned i det Indiske Ocean, men ved en prøveopsendelse af Long March 5 i 2020 er det muligt, at dele af raketten faldt ned på Elfenbenskysten i Afrika, heldigvis uden at gøre stor skade.
Men risikoen er der – og det kan godt undre, at Kina ikke tager problemet mere alvorligt.
