Den vigtigste opsendelse i november bliver nok Kinas næste månesonde, Chang’e 5.
Den skal bringe de første prøver tilbage fra Månen siden 1976, hvor den russiske rumsonde Luna 24 bragte 170 gram af Månen tilbage. Kineserne håber på at kunne bringe mindst 2 kg tilbage.
Opsendelsen af den næsten 4 ton tunge rumsonde skal ske med Kinas største raket, Long March 5, fra en ny rumhavn, som ligger på den lille ø Hainan udfor Kinas kyst.
Man har valgt at bygge rumhavnen på en ø for lettere at kunne sejle raketterne frem med skib.
Chang’e 5 skal lande på Månen på den store lavaslette, som hedder Oceanus Procellarum. Navnet betyder ’Stormenes hav’ og stammer tilbage fra den tid, hvor, man mente, at de mørke aftegninger på Månen var ægte have med vand.
Går det godt, vil kineserne senere forsøge at bringe prøver tilbage fra Månens bagside, og det er ingen hemmelighed, at Kina på lang sigt ønsker at bygge en base på Månen.
En anden vigtig begivenhed i november er, at Indien igen vil begynde at opsende satellitter efter næsten et års pause på grund af Corona-pandemien.
Rejserestriktioner og karantæner gjorde det i praksis umuligt at forberede og gennemføre opsendelser.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Astronauter bliver ældre og ældre
Vi bliver alle ældre, og det gælder også for astronauter.
De første bemandede rumflyvninger fandt sted for snart 60 år siden, og dengang var gennemsnitsalderen for en astronaut 34 år, hvor den nu er oppe på 45 år.
Det har den simple forklaring, at de første astronauter alle var militærpiloter.
Man vidste ikke meget om, hvordan mennesket kunne tåle rumflyvninger, så man valgte nogle ret unge mennesker, som var i både fysisk og psykisk topform.
I dag har astronauter andre opgaver.
Det drejer sig især om at vedligeholde det tekniske udstyr på en rumstation og så være gode til at arbejde i et laboratorium, hvilket ikke er spor let, når man er vægtløs.
En ph.d.-grad og evnen til at samarbejde med andre er gode adgangsbilletter til at komme ud i rummet – man har bestemt ikke brug for store egoer.
\ Læs mere
NASA skal samarbejde omkring rumturisme
NASA er her fulgt med tiden og er nu begyndt på et program, som skal give mange forskere adgang til rummet.
Ideen er at samarbejde med den nye industri for rumturisme, som sigter på at sende mennesker op til en højde på 100 km, hvor de så kan nå at nyde både udsigten og måske 4-5 minutters vægtløshed.
Den første forsker er allerede udtaget. Det er en af NASA's mest erfarne planetvidenskabsmænd, den 63-årige Alan Stern, der blandt andet har været en af lederne på NASA-programmet New Horizons flyvning til Pluto.
Han skal flyve med Virgin Galactic, og han får ganske travlt.
En af opgaverne bliver at afprøve et nyt kamera. Så i de par minutter, hvor han er vægtløs, skal han svæve rundt til rumskibets mange forskellige vinduer og forsøge at fotografere stjerner og planeter.
Mange andre vil følge efter, og det er endda planen at give NASA's egne astronauter træningsture på turistrumskibe, inden de for alvor skal ud i rummet.
Rumskrot: Sammenstød og eksplosioner
16. oktober blev rummet overvåget mere end sædvanligt, fordi der var varslet et stort sammenstød ude i rummet 991 km over det Sydlige Atlanterhav.
En russisk navigationssatellit og et kinesisk rakettrin var på kollisionskurs, og var de stødt sammen, havde konsekvenserne været store.
Tilsammen vejer den russiske satellit og den kinesiske raket 2.800 kg, og en kollision ville ske med en fart på 53.000 km i timen.
Resultatet ville blive tusinder af sprængstykker, som i den høje bane næsten 1.000 km over Jorden ville cirkle ude i rummet i årtier, før de kom ind i atmosfæren og brændte op.
Beregninger viste, at et sammenstød ville forøge antallet af vragdele i denne højde med 10-20 procent og derved ville udgøre en stor fare for andre satellitter.
Rumskrot produceres ved eksplosioner i raketter og satellitter
Der kan selvfølgelig komme andre sammenstød, men en ny rapport fra det europæiske rumagentur ESA viser, at sammenstød ikke er den største kilde for produktionen af rumskrot.
I de sidste 10 år har kollisioner kun spillet en rolle i 0,83 procent af de hændelser, hvor der blev produceret rumskrot.
Det meste rumskrot produceres ved eksplosioner i raketter og satellitter. Når en satellit opsendes, bruges normalt ikke alt brændstof i sidste trin af raketten. Normalt bliver trinnet bare afkastet og får lov til at passe sig selv.
Men så kan det ske, at brændstofresten pludselig eksploderer og splitter raketten ad i tusinder af småstykker. Batterier i satellitter kan også eksplodere.
Det er forholdsvis let at undgå disse problemer ved en så simpel ting som at tømme brændstoftankene helt, når satellitten er bragt i bane, eller aflade et batteri, før man slukker for en gammel satellit.
Men rummet er bogstavelig talt lovløst – internationale organisationer som FN kan henstille, men ikke tvinge, lande til at overholde bestemte regler.
Men statistikken taler sit tydelige sprog: I de sidste 20 år har der i gennemsnit hvert år været 12 såkaldte ’fragmentation events’, hvor der er blevet produceret rumskrot af den ene eller anden grund.
Vi skal i virkeligheden passe lige så godt på rummet som på naturen hernede på Jorden.
\ Serien 'Rumfarten'
'Rumfarten' giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Her er forrige artikel i serien:
Rumfarten i oktober: Tre flyvninger, der skal føre til Månen - og en ny ide til at udforske Venus
Følg også med i serien 'Kig op', der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
LÆS OGSÅ: Kig op i oktober: Meteorsværmen Orioniderne vender tilbage
\ Læs mere
Juno får nye opgaver
Siden 2016 har den amerikanske rumsonde Juno kredset om Jupiter og sendt et stort antal fantastiske billeder tilbage – se bare i artiklen WAUUW! Se NASA's fascinerende ny billeder af Jupiter.
Det er gået så godt, at forskerne bag Juno nu har foreslået NASA at udvide flyvningen frem til 2025 og samtidig give rumsonden nye opgaver.
Den vigtigste nye opgave bliver at tage nærbilleder af tre af Jupiters fire store måner.
Allerede i sommeren 2021 kan Juno flyve forbi Ganymedes i en afstand af bare 1.000 km.
Endnu mere spændende bliver en tæt forbiflyvning af den isdækkede måne Europa i 2022. Fra en afstand på bare 300 km vil vi kunne få særdeles gode billeder af det islag, som dækker overfladen, og som skjuler et dybt hav, hvor der måske kan findes liv.
Juno medfører instrumenter, som kan måle tykkelsen af islaget og derved give oplysninger om, hvor vanskeligt det vil være at trænge gennem isen og ned til selve havet.
Man vil kunne måle, hvor isen er tyk, og hvor den er tynd. En af de ting, man vil holde meget øje med, er gejsere af vanddamp fra revner i overfladen.
Der er observeret gejsere med Hubbleteleskopet, men vi har endnu ingen nærbilleder.
\ Læs mere
I 2023 kommer turen så til den meget vulkanske måne Io, hvor der er mulighed for to forbiflyvninger i en afstand på 1.500 km. De vil om ikke andet nok resultere i de flotteste billeder, Juno har taget, hvis man er så heldig at kunne fange en vulkan, mens den er i udbrud.
Ved disse udbrud slynges svovlpartikler og støv op til en højde på flere hundrede kilometer, fordi Io kun har en meget svag tyngdekraft. Det er endda sandsynligt, at et stort vulkanudbrud kan føre til et snevejr af frossen svovldioxid – og det, selv om Io ikke har en atmosfære!
Endelig vil Juno også kunne tage billeder af de ringe, der omgiver Jupiter. De er ikke nær så store og flotte som Saturns ringe, og vi ved ikke meget om dem, da de næsten kun kan observeres af rumsonder.
