Kig op i oktober: Meteorsværmen Orioniderne vender tilbage
I oktober vil Orioniderne pryde nattehimlen med stjerneskud senere på måneden. Man kan også vinke til astronauterne på Den Internationale Rumstation ISS, som vil krydse hen over natte- og morgenhimlen måneden ud.
henrik helle stub kig op oktober orioniderne halleys komet

Hvis efterårsvejret arter sig, er der blandt andet chance for at se en masse stjerneskud, når meteorsværmen Orioniderne passerer os. 

Hvis efterårsvejret arter sig, er der blandt andet chance for at se en masse stjerneskud, når meteorsværmen Orioniderne passerer os. 

Oktober måned har meget at byde på, hvis man retter blikket mod stjernehimlen. Vi er nu godt inde i efteråret, hvor himlen er tydelig mørkere og mere gunstig for at se på stjerner og planeter - hvis blot vi må få nogle gode klare nætter.

De fire klare planeter Jupiter, Saturn, Mars og Venus følger os hele måneden, ligesom vi kan se frem til stjerneskud fra især meteorsværmen Orioniderne.

Serien Kig op!

'Kig op!' giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste begivenheder på himlen og i rummet.

Nogle af disse begivenheder vil blive uddybet i selvstændige artikler, som bringes i løbet af måneden.

Vores nærmeste naboer

Jupiter og Saturn kører hele måneden et parløb.

De er for tiden tæt på hinanden i deres baner omkring Solen og ses derfor også ret tæt på hinanden på himlen.

Begge planeter står op i løbet af eftermiddagen og er derfor til at få øje på først på aftenen i pæn højde over horisonten på den sydlige himmel. Planeterne går ned kort inden midnat.

Højere oppe på himlen over de to planeter finder vi let den klare stjerne Altair, som er den nederste stjerne i Sommertrekanten, hvis to andre stjerner er Vega og Deneb.

Senere i måneden, fra 22. - 23. oktober, kommer Månen forbi til et stævnemøde med de to planeter.

Flottest er det nok 22. oktober, hvor Månen passerer blot 2o syd for Jupiter.

Månen er da tiltagende, men månesejlet er stadig så smalt, at lyset fra Månen ikke forstyrrer udsigten til de to planeter.

Mars står hele måneden op kort efter - eller omkring solnedgang. Så den klare røde planet er let at finde først på aftenen på himlen i øst, hvor den befinder sig lidt nedenfor stjernebilledet Pegasus.

Mars er på himlen hele natten til kort efter solopgang. Så den kan også opleves som morgenstjerne i det tidlige daggry, inden Solen kommer i vejen.

Natten 13.-14. oktober er Mars i opposition til Solen og lyser derfor klarest.

Mars bevæger sig for tiden i sin såkaldte retrograde sløjfe, hvilket vil sige, at den bevæger sig mod vest på himlen. Det varer indtil 16. november, hvor Mars vender i sløjfen og igen bevæger sig i østlig retning.

Sløjfebevægelsen opstår, når Mars i sin bane om Solen kommer bagud for Jorden.

Mars' retrograde bevægelse er illustreret i dette lille klip. (Video: astrogirlwest)

2.- 3. oktober følges den næsten fulde måne med Mars gennem natten og ud på morgenstunden. Samme syn kan opleves igen 29.-30. oktober på den tidlige aftenhimmel og natten igennem, igen tæt på fuldmåne, hvor Månen undervejs passerer syd om Mars i en afstand af bare 3o.

Venus står hele måneden op mellem klokken 03 og 04 og er derfor en klar morgenstjerne på himlen i øst. 3. oktober kommer Venus meget tæt på den klare stjerne Regulus i stjernebilledet Løven, der ses lavt på himlen et stykke under Tvillingernes to klare stjerner Castor og Pollux.

En oval stjerne

Regulus er en klar, blåhvid stjerne på himlen. Som så mange af himlens stjerner er Regulus heller ikke alene. Den er i virkeligheden et firedobbelt stjernesystem 79 lysår borte, der består af to par af dobbeltstjerner.

Den største stjerne Regulus A, som i virkeligheden er den, vi ser på himlen, er en blåhvid kæmpestjerne på omkring 3½ gange Solens masse.

Den roterer om sin akse på knap 16 timer, hvor vores sol bruger 25 døgn til en enkelt omdrejning. Det har den konsekvens, at Regulus A nærmest har en oval form.

Regulus A har en lille næsten usynlig ledsager, der formodes at være en hvid dværg. Omkring de to stjerner kredser lidt længere borte endnu et stjernepar med en omløbstid på 600 år.

Månen lægger også vejen forbi Venus.  13.-14. oktober er et smalt månesejl ganske tæt på Venus og Regulus. Vi er tæt på nymåne, som indtræffer 16. oktober.

Stjernen Regulus, der er godt tre gange større end Solen, roterer så hurtigt, at den er endt i en oval form. (Illustration: Torsten Bronger/CC BY-SA 3.0)

Venus – en planet som har oplevet lidt af hvert

På nattehimlen er Venus jo nok den smukkeste og i hvert fald den klareste af de synlige planeter.

Men desværre dækker dette ydre syn over en klode, der burde minde om Jorden, men som i stedet, som vi jo ved, er et barsk sted at opholde sig. Slet ikke egnet for liv, som vi kender det.

Alligevel kan Venus overraske, som her for nylig, da nyheden nåede os om den mulige livsmarkør fosfin i venusatmosfæren. Vi fortæller mere om denne opdagelse i en anden artikel.

Det kan undre, at Venus, der ellers burde ligge på randen af Solens livszone, er endt i denne overophedede og livsfjendtlige tilstand.  For det første roterer Venus om sin egen akse i retrograd bevægelse - det vil sige i modsat retning af de øvrige planeter - og så langsomt, at et døgn på Venus er 243 gange længere end et døgn her på Jorden.

Venusdøgnet er endda længere end venusåret, som er på 225 døgn.

Desuden er Venus endt med en næsten 500 grader varm overflade som følge af en løbsk drivhusvirkning, hvor planetens oprindelige have er fordampet.

Der er sandelig langt til den tropeplanet, vi drømte om for mange år siden ved rumalderens start.

Vi ved ikke præcis, hvad der kan have ført til denne skæbne. Man kan kun gætte.  I det unge solsystem var der kaotiske tilstande, hvor sammenstød mellem kloder var almindelige.

Måske er Venus for længe siden stødt sammen med en anden klode. Kollisionen har så været så voldsom, at Venus kom til at rotere den modsatte vej. Og da det var varmt på Venus, begyndte havene at fordampe, så atmosfæren blev tættere.

Tidevandskræfter i atmosfæren kan så have bidraget til gradvis at bremse rotationen ned til den nuværende langsomme bevægelse.

Den slags omvæltninger har været hyppige i det unge solsystem. Det er således almindelig anerkendt, at Jordens måne er resultatet af et sammenstød mellem Jorden og en anden klode.

Eller tænk på planeten Uranus, der næsten 'ligger ned' under sin rotation, idet dens poler på skift peger mod Solen.

Her ligger nok også et ordentligt sammenstød bag.

Oktobers stjerneskud

For at vende tilbage til de opløftende himmelfænomener, så har vi også muligheden for stjerneskud til gode i oktober.

Det er især Orioniderne, der er på himlen.

Denne meteorsværm stammer fra Halleys komet, som vi i tidens løb har haft adskillige besøg af, senest i 1986.

Halleys komet som den tog sig ud ved sidste passage i 1986.  Halleys komet er årsag til stjerneskudssværmen Orioniderne. (Foto: NASA)

Langs sin bane har Halleys komet efterladt sig lidt ’stjernesmulder’, som vi så kan have glæde af, når Jorden i sin bane passerer et sådant depot.

Der skulle være flest stjerneskud på himlen lige omkring 21. oktober, hvor det skulle være muligt at fange op til 25 i timen.

Radianten, eller udgangspunktet for stjerneskuddene, befinder sig mellem Betelgeuse i Orion og stjernebilledet Tvillingerne.

Halleys komet har dog efterladt sig spor over et så bredt område, at det i hele oktober måned kan betale sig at holde et øje med Orioniderne.

Så kan man jo også få hilst velkommen på vinterstjernebilledet Orion, der nu så småt sniger sig ind på nattehimlen.

Når en komet nærmer sig Solen, opvarmes den, og gasser fordamper og efterlades sammen med støvpartikler i det indre solsystem. Når Jorden så krydser kometens bane, kan nogle af disse partikler falde ned mod Jorden som stjerneskud. (Illustration: NASA)

En mindre stjerneskudssværm, Tauriderne kan med lidt held kaste nogle stjerneskud af sig omkring 10. og 20. oktober.

Den har sit udspring nær Aldebaran - kaldet 'Tyrens røde øje', som er den klareste stjerne i stjernebilledet Tyren (Taurus) - tæt ved Orion.

Aldebaran er en rød kæmpestjerne godt 40 gange større end Solen og omkring 65 lysår borte.

Og pudsigt nok kan vi næsten sige, at vi lige nu er på vej mod Aldebaran. 

I 1972 blev Pioner 10 - den første rumsonde mod det ydre solsystem - opsendt. Efter veludført opgave er Pioner 10 nu på vej ud af solsystemet netop i den retning, hvor Aldebaran befinder sig.

Rumsonden skulle nå frem om godt to millioner år… Der bliver dog ikke tale om noget nært møde med stjernen.

Men vi må nu heller ikke overse vores for tiden nærmeste rumskib, Den Internationale Rumstation ISS, som også pryder nattehimlen i oktober.

Der vil være gode muligheder for at se den gennem det meste af oktober - både i de første aftentimer og efterhånden ud på de små timer og hen mod morgenstunden. 

En af passagerne er for eksempel 12. oktober fra cirka 18.30-18.36, i retning nord-nordvest – øst-sydøst, og man kan følge med i de aktuelle tidspunkter for passager i programmerne:

Heavens Above

NASA's Spot the Station

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.