Det er ganske svært at give en præcis oversigt over, hvad der skal opsendes i februar. Vi har to opdaterede oversigter, men de er ikke ganske enige, hverken om antallet af opsendelser, eller hvad der skal opsendes.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient.’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Den situation er ikke ualmindelig og har to forklaringer: Der er nu mange rummagter, hvor nogle er mere åbne om deres planer end andre, og desuden sker der hele tiden ændringer, der ofte skyldes tekniske problemer.
Så med disse forbehold er her et bud på de vigtigste opsendelser:
- Der skal opsendes et ubemandet Soyuz-rumskib til ISS, så de ’strandede’ kosmonauter på ISS kan bringes hjem. (I nedenstående afsnit ’Livet går videre på ISS’ ser vi på konsekvenserne for rumstationen.)
- Der er de sædvanlige opsendelser af Starlink-satellitter til internettet og nogle lige så sædvanlige kommunikationssatelliter.
- Japan vil opsende en stor satellit ALOS 3 til overvågning af Jorden.
- Den amerikanske rumteknologivirksomhed Maxar Technologies vil opsende flere små observationssatellitter. Det er krigen i Ukraine, der for alvor har gjort navnet Maxar kendt, fordi satellitbillerne fra Maxar i høj grad har tjent som dokumentation for, hvad der er sket i Ukraine – de fleste husker nok billederne af den meget lange russiske konvoj af lastbiler ud for Kyiv ved krigens start.
- To nye raketter venter på deres første prøveflyvning, sandsynligvis i perioden februar-april, nemlig Starship fra SpaceX og raketten Vulcan Centaur. Vi vil omtale begge raketter nærmere, når de har gennemført deres første flyvning.
Livet går videre på ISS
Det er nu blevet mere klart, hvad konsekvenserne af det russiske uheld med Soyuz bliver for de kommende måneder på rumstationen.
Det beskadigede rumskib sendes tilbage til Jorden uden kosmonauter, og 20. februar kommer et erstatningsrumskib op, men uden besætning.
Denne beslutning er truffet for hurtigt at kunne opsende et Soyuz-rumskib, der kan bringe de to russiske kosmonauter Prokopyev og Petelin samt amerikaneren Rubio hjem, hvis der opstår et problem.
Konsekvensen er, at de tre nok må berede sig på endnu et halvt år i rummet. Russerne vil nemlig først bringe dem hjem, når de har opsendt en erstatningsbesætning.
Man må derfor vente på at det næste Soyuz-rumskib bliver klar, før en ny besætning kan opsendes, og det betyder, at de næppe kommer hjem før til september efter et helt år i rummet.
Der er derfor en mulighed for, at Andreas Mogensen kommer til at møde de tre, for hvis ikke planerne ændres, skal Andreas Mogensen op i august eller september.
\ Om serien ‘Rumfarten’
‘Rumfarten’ giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder. Her er forrige artikel i serien.
Følg også med i serien ‘Kig op’, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Her er sidste måneds installation i serien: Kig op i februar: Se ekstremt sjælden komet og velkendte stjernebilleder på vinterhimlen
Lige nu er der syv på ISS. Ud over de tre ’strandede’ er der to amerikanere, en japaner og en russer, som alle er opsendt af NASA med et Dragon-rumskib, der er genbrugeligt og udviklet af SpaceX.
Denne besætning skal udskiftes, kort efter at et nyt Dragon-rumskib bliver opsendt i slutningen af februar eller nok mere sandsynligt i marts med to amerikanere, en astronaut fra Emiraterne og en russisk kosmonaut. Dermed er der konstant en besætning på 7 astronauter.
Der er nemlig en aftale om, at alle amerikanske rumskibe medbringer en russisk kosmonaut, og alle russiske rumskibe en amerikansk astronaut. Dette er for at sikre, at der altid vil være både russere og amerikanere på stationen. Rollerne på ISS er nemlig således fordelt, at både russere og amerikanere er nødvendige for at holde rumstationen i gang.
Spacereport Esrange – en europæisk rumhavn i Sverige
Europa fik i januar en ny europæisk rumhavn med navnet Spaceport Esrange.
Rumhavnen ligger godt 200 km nord for polarcirklen, nær minebyen Kiruna i det nordlige Sverige. Her har der i over 50 år været et vigtigt forskningscenter kaldet Esrange, hvorfra den øvre atmosfære og især nordlys har været udforsket med både raketter og balloner.
Den nye status for Esrange blev markeret ved, at centret fik besøg af Ursula von der Leyen, der er kommisionsformand i EU, Sveriges konge, Carl Gustaf, samt statsminister Ulf Kristersson.
Formålet med besøget var, at nu skulle Esrange ’forfremmes’ til at blive en officiel europæisk rumhavn, hvorfra man kan opsende ikke bare små raketter og balloner til den øvre atmosfære, men også satellitter i polarbane.
Der har til dato været opsendt 600 små raketter til den øvre atmosfære, men endnu ingen satellitter. Der er også sporingsstationer med store antenner, som allerede nu modtager data fra satellitter, og det er absolut en fordel, når centret skal udvides.
Ursula von der Leyen sagde i sin tale, at Kiruna åbner en ny europæisk port til rummet, og at rumforskning har et enormt potentiale til at forbedre vores daglige liv, lige fra måling af virkningerne af klimaændringer til sporing af naturkatastrofer eller løbende overvågning af vejtrafik.
Desuden nævnte von der Leyen krigen i Ukraine. I den forbindelse sagde hun, at små satellitter er vigtige for Europas sikkerhed og fortalte om, hvordan ukrainske styrker netop bruger satellitter til at spore russiske troppers bevægelser. Hun sluttede med at sige: »Europa har et fodfæste i rummet, det vil vi beholde.«
Sandsynligvis vil den første satellitopsendelse fra Kiruna finde sted allerede til næste år, altså i 2024. De fleste satellitter vil være små på måske et par hundrede kilo, men der bliver i fremtiden også mulighed for at opsende satellitter på et ton eller mere.
Vi har selv besøgt centret, der ligger i et utrolig smukt, men øde landskab, omkring 40 km fra selve Kiruna by. Centret er åbent for besøgende, se selv her.
Fra Kiruna er der også gode muligheder for selv at se nordlys, så hvis man er på de kanter, kan et besøg stærkt anbefales.
I det hele taget er fokus på satellitopsendelser en udvikling, som falder helt i tråd med, hvad der ellers sker rundt omkring i verden. Adgang til satellitter har længe været afgørende for økonomisk udvikling, og krigen i Ukraine har vist, hvor vigtige satellitter er for militæret.
Samtidig er der sket to helt afgørende udviklinger: Satellitter kan bygges stadigt mindre og fortsat løse vigtige opgaver, og flere og flere lande er nu ved at bygge små og billige raketter, der kan sende de stadigt mindre satellitter ud i rummet. Det gælder ikke mindst i Europa, hvor der er en række programmer undervejs, både hvad angår satellitter, raketter og rumbaser.
Tidsskriftet Aviation Week nævner ikke mindre end 8 europæiske raketprojekter og planer om rumhavne så forskellige steder som Shetlandsøerne, Skotland og Norge. Ikke alle disse projekter vil blive til noget, men de er alle båret af ønsket om at kunne blive uafhængige af store rummagter, både hvad angår satellitter og opsendelser.
NASA’s løvehule
Hvis rumfarten skal udvikle sig, er det nødvendigt med gode ideer, så NASA har en slags ’Løvens Hule’ hvor iværksættere inden for rumfarten kan få en beskeden starthjælp til at formulere og præsentere deres ideer.
NASA’s løvehule hedder NIAC, der står for NASA Innovative Advanced Concepts. NIAC giver penge til ideer og projekter, som måske nok kan virke langt ude i dag, men måske kan blive en central del af rumfarten engang i fremtiden.
NIAC indkalder med mellemrum forslag og udvælger så nogle få, som får et beskedent beløb til at udføre nogle beregninger og måske et par mindre eksperimenter og derpå skrive en rapport. I sidste runde gav NIAC penge til 14 forslag. Man kan se hele listen i pressemeddelelsen her – og herunder en video om NIAC.
Vi kan naturligvis ikke her præsentere alle 14 forslag, men har udvalgt tre, som, vi selv synes, ser lovende ud. For det kan jo ikke nægtes, at alle forslagene i de fleste tilfælde ender som en pæn rapport, der arkiveres for aldrig siden at blive brugt.
Om de tre forslag, vi omtaler, kommer til at tilhøre det lille mindretal, som rent faktisk kommer til at ændre rumfarten, kan ingen vide.
Rørledning på Månen
Det første forslag er bygningen af en rørledning ved Månens sydpol. Rørledningen skal transportere ilt fra produktionsstedet og til en nærliggende base, hvor ilten så skal opbevares i enten gasform eller som flydende ilt.
Ilten skal bruges af astronauterne på basen, men primært som brændstof i raketter.
Det er næsten sikket, at fremtidens månebaser bliver bygget nær Månens sydpol. Her ved man, at der findes is, nok i størst mængde på bunden af kratere, hvor Solens lys aldrig når ned, og temperaturen derfor er lige så lav som på Pluto (som på overfladen er omkring −229 °C).
Isen kan spaltes ved elektrolyse i ilt og brint, men der bliver helt sikkert ikke bygget baser på bunden af kolde og møre kratere. Her vil man kun producere, og så skal ilten sendes videre til en nærliggende base – og her mener forslagsstilleren Peter Curreri, at det gøres lettest med en rørledning.
Man kan også fremstille ilt ved elektrolyse af smeltet regolit, men også her må man regne med, at produktionsstedet ikke ligger lige ved siden af basen, men nok nogle kilometer borte. Regolit er et lag af mere eller mindre knust klippe, som dækker Månes overflade, og nogle af disse klipper indeholder en del ilt, samt metaller som aluminium, som man kan bruge til at konstruere rørledningen.
Den 1-10 km lange rørledning skal opfylde en række krav:
- Rørledningen skal kunne konstrueres af metaller udvundet på Månen
- Rørledningen skal kunne repareres af robotter
- Der skal kunne strømme omkring 2 kg ilt gennem ledningen i timen, hvilket svarer til NASA’s forventede behov på 10.000 kg om året
- Det må ikke kræve meget strøm at arbejde med rørledningen
- Rørledningen skal være meget driftssikker og i stand til at overleve i månemiljøet i mindst 10 år.
Hvis ideen er levedygtig, skal Peter Curreris ide nok blive realiseret om en halv snes år.
Hurtige rumsonder
Solsystemet er stort, næsten for stort til vores nuværende rumsonder. Således var den hidtil hurtigste rumsonde, New Horizons, ni år om at flyve til Pluto. Nu er den på vej ud ad af Solsystemet, men det går langsomt med en fart på kun cirka 14 km/sekundet.
Skal vi for alvor kunne udforske det ydre solsystem, er det nødvendigt med rumsonder, der kan flyve måske 10 gange så hurtigt som New Horizons og opnå hastigheder på 100-150 km/sekundet, hvilket svarer til at kunne flyve til Månen på under en time.
Det er baggrunden for et forslag fra Artur Davoyan, Univeristy of California. Han anviser en metode til at kunne komme op på hastigheder af denne størrelse.
Metoden er inspireret af solsejl, hvor man udnytter det tryk, sollyset udøver, lidt på samme måde, som et sejlskib udnytter vinden. Solsejl er en udmærket ide, bortset fra at man ikke skal langt væk fra Solen, før sollyset er for svagt til at udnyttes.
Det nye forslag er baseret på at skubbe til rumsonden med en strøm af små partikler kaldet pellets, eller piller. Partiklerne udsendes fra Jorden og belyses med en kraftig laser. Derved kommer noget af partiklen til at koge og komme på gasform. Denne gas virker som en lille raketmotor, som kan sætte pillens fart op til over 120 km/s.
Når pillestrålen så rammer rumsonden, får sonden et skub, der virkelig kan give sonden fart på.
Darvyan og hans hold vil undersøge, om en sådan pille-stråle kan sende en rumsonde på 1 ton ud til 500 AE på mindre end 20 år. Da 1 AE er Jordens afstand til Solen, svarer 500 AE til mere end 12 gange Plutos afstand til Solen, og det vil kræve en fart på omkring 120 km/s.
Med pillestrålen kan ydre planeter potentielt nås på mindre end et år, og, endnu vigtigere, gøre det muligt at anvende selve Solen som et gigantisk teleskop.
Solens tyngdekraft afbøjer lyset fra fjerne stjerner, så Solen kommer til at virke som en gigantisk linse, der i princippet vil gøre det muligt at se detaljer på exoplaneter mange lysår borte. Men det kræver at man skal mindst 550 AE bort fra Solen så her er det godt med en meget hurtig rumsonde. Vi vil i en senere artikel fortælle mere om denne sollinse, der er forudsagt af Einsteins almene relativitetsteori.
Endelig er det vigtigt, at i modsætning til andre koncepter gør pillestrålen det muligt at accelerere tunge rumsonder på op til et ton, hvilket væsentligt øger omfanget af mulige missioner.
Flyvebåd på Titan
Saturns store måne Titan udmærker sig ikke bare ved at have en tæt atmosfære, men også søer eller små have af flydende metan ved en temperatur på -180 grader Celcius.
De befinder sig næsten alle oppe ved Titans nordpol, og det kunne videnskaben godt tænke sig at undersøge nærmere.
Vi forbinder jo altid vand med liv, og det kunne da være ganske interessant at få at vide, om der findes livsformer, der kan trives i et iskoldt metanhav.
Det vil kræve, at man kan undersøge flere søer og have, så Quinn Morley har fået den ide, at det lige er en opgave for en flyvebåd, som både kan lande og starte fra et metanhav.
Han har oven i løbet givet ideen et historisk navn. På engelsk hedder sø lake, og de skibe, som i sin tid sejlede på de store søer i Amerika, blev derfor kaldt for ’Lakers’. Nu står betegnelsen så for ’relocatable lake lander’, altså en flyvebåd, der kan flytte sig fra en sø til en anden.
Det er nu ikke helt simpelt at bygge en sådan laker, som nok på en eller anden måde må have en atomdreven motor.
Men der er bare et problem, for lakeren skal også kunne indsamle prøver, gerne både fra søerne og atmosfæren. Der skal derfor være åbninger, både i vingerne og i selve båden, som kan indsamle prøver til et avanceret laboratorium ombord på lakeren. Og der er ingen mulighed for at bringe indsamlede prøver tilbage til Jorden.
