Godt nytår og velkommen til 2023!

Januar er årets mørkeste måned. I begyndelsen af januar er den korte dag kun godt 7 timer lang.

1. januar står Solen op lidt før kl 9 og går ned lidt før kl 4. I løbet af januar tiltager dagens længde ganske langsomt, og ved månedens slutning er dagen blevet 28 minutter længere.

4. januar er Jorden i perihel. Det vil sige, at Jorden i sin ellipsebane kommer nærmest Solen. Afstanden til Solen er da godt 147 millioner km mod 152 millioner km, når Solen i juli er længst væk fra os.

Den soludstråling, vi modtager, når Jorden er nærmest Solen, er knap 7 procent større, end når Jorden er fjernest fra Solen.

Afstanden til Solen har dog mindre betydning for temperaturen end solhøjden. Vinterkulden skyldes, at Solen i januar står lavt på himlen på den nordlige halvkugle.

I juli har Jorden nok sin største afstand til Solen, men til gengæld står Solen højt på himlen og det giver sommervarmen.

ISS er flot på nattehimlen i januar

Den internationale rumstation ISS er også på himlen fra 1.-4. januar på den tidlige morgenhimmel mellem klokken 5 og klokken 7, og igen fra 19.-31. januar, nu på aftenhimlen mellem klokken 17-19.

ISS passerer altid hen over himlen i syd, så det er her, man skal rette blikket for at få øje på Rumstationen. ISS bevæger sig i øvrigt altid i retning fra vest mod øst, hvor vi så kan følge det korte spor, inden den forsvinder ind i Jordens skygge.

Et eksempel er 23. januar, hvor ISS træder ind på himlen i SV cirka klokken 19.02 og glider ind i Jordens skygge cirka 19.06 i en højde på 40o over horisonten i Syd. Undervejs glider ISS lige hen over Jupiter.

Lidt højere på himlen ses også den røde planet Mars, der stadig befinder sig i stjernebilledet Tyren.

En anden god dato er 26. januar, hvor der vil være omkring hele 5 minutter til at nyde passagen.

ISS træder ind på himlen i SV cirka klokken 18.12 og forsvinder ind i Jordens skygge cirka 18.17 i SØ.

Største højde på himlen er 43o, og undervejs passerer ISS henover Månen og Jupiter, som står tæt ved hinanden, og henunder Mars kort før mødet med jordskyggen.

Vær dog opmærksom, at der ofte vil være mindre korrektioner i tidspunkterne for passagerne. Derfor er det en god ide at følge med på hjemmesiden heavens-above for de aktuelle præcise tidspunkter.

I April 2015 tog astronauter ombord på Den Internationale Rumstation dette billede af det sydlige Skandinavien. Bemærk, at København, Oslo og Stockholm er markeret. Øverst i billedet lyser et grønt bånd af nordlys op. (Foto: NASA)

Månen og planeterne i januar

Fuldmåne indtræder ved midnatstid 6.-7. januar, og nymåne følger 21. januar.

Planeterne Venus, Mars, Jupiter og Saturn vil være på himlen i januar.

• Venus er aftenstjerne og går ved januars begyndelse ned lidt efter klokken 17 og sidst i måneden lidt efter klokken 18 - et par timer efter solnedgang.
• Mars vil være på nattehimlen fra mørkets frembrud og ind til den tidlige morgenstund, hvor Mars går ned, nogle timer før Solen viser sig.
• Jupiter og Saturn er også aftenstjerner, Jupiter går ned før midnat, mens Saturn allerede går ned et par timer efter Solen.
• 7. januar omkring klokken 17.30 kan man opleve fuldmånen passere lige under de to klare stjerner Castor og Pollux i Tvillingerne på himlen i NØ.
• Og blot to dage efter nymåne kan man 23. januar på den tidlige aftenhimmel omkring klokken 17.15 opleve et møde mellem tre himmellegemer, idet et smalt månesejl passerer tæt forbi Venus og Saturn på himlen i SV. Det er nok nødvendigt at have en god udsigt til horisonten, da de to planeter står lavt på himlen og er ganske tæt på hinanden.
• 24. januar har Månen flyttet sig lidt, men Venus og Saturn vil stadig stå tæt på hinanden måneden ud, idet de følges ad, indtil begge planeter går ned i SV lidt efter klokken 18.
• 25.-26. januar er det Jupiters tur til at få besøg af Månen. De kan ses på himlen i SV-V omkring klokken 19-20.

Stjernebillederne i nord

Mod nord domineres himlen af de klare stjernebilleder Lille Bjørn med Polarstjernen og Store Bjørn med Karlsvognen, som en del af Store Bjørn.

Dertil kommer Cassiopeia, der kendes på, at de klareste stjerner danner et W, og Andromeda ikke langt fra Cassiopeia. Lidt under lille Bjørn ligger stjernebilledet Dragen.

Disse stjernebilleder - og en del flere - er alle, hvad vi kalder cirkumpolare. Det betyder, at de i nattens løb bevæger sig rundt om himmelpolen med Polarstjernen uden at gå ned under horisonten.

Det gælder også for den klare stjerne Capella i stjernebilledet Kusken, der lyser flot op nær Zenith, som er punktet på himlen lige over vores hoveder.

En rundtur på stjernehimlen i syd

Stjernehimlen bliver næsten ikke flottere end en klar aften her i januar - hvis bare vi har vejrguderne med os.

Lad os se på en aften omkring klokken 22 midt i januar.

Højt på himlen i syd finder man let vinterhimlens nok fineste stjernebillede, Orion, der let kendes på de tre stjerner i Orions bælte og øverst i Orion den røde kæmpestjerne Betelgeuse, som fik en særlig omtale i decembers Kig op. Ved Orions fod lyser den klare hvide stjerne Rigel op.

Her ses den berømte Oriontåge - en stor gassky, hvor der dannes nye stjerner. Billedet er et af de nyeste af Oriontågen taget af James Webb-teleskopet, der blev opsendt ved juletid sidste år. Bemærk især, at man ser mange af de klare og helt nydannede stjerner. De kommer med, fordi Webb kun tager billeder i infrarødt lys, som trænger gennem den tætte gaståge. Bemærk også, at billedet er gengivet i falske farver, som fremhæver forskelle i detaljer. Vores øjne kan jo ikke se i det infrarøde område. På billeder taget af f.eks. Hubble-teleskopet ser man næsten ingen af de unge stjerner, fordi synligt lys ikke trænger gennem Orions tætte gaståge. (Foto: NASA)

Orion er hele vejen rundt omgivet af klare stjernebilleder.

Lidt under og øst for Orion finder vi Den store Hund, der let kendes på Sirius, der med en afstand på knap 9 lysår er himlens klareste stjerne.

Lidt højere på himlen og en smule længere mod øst har vi Den lille Hund, hvis klareste stjerne er Prokyon. Vi er nu lige ud for Betelgeuse i Orion.

Lidt højere oppe på himlen følger Tvillingerne med de to klare stjerner, Castor og Pollux, der som nævnt tidligere får besøg af fuldmånen 7. januar.

Det topper højt på himlen nær Zenith ved stjernebilledet Kusken med den klare hvide Capella, lige over Orion.

Stjernebilledet Orion ændrer sig som alle andre gennem tiden. Her er vist en animation over stjernebilledets ændring I tidsrummet fra 50.000 år f.v.t. til 50.000 år efter. Den langsomme forandring skyldes, at de enkelte stjerner bevæger sig med forskellige hastigheder i forhold til hinanden. (Animation: Tony873004/CC BY-SA 4.0)

Vi fortsætter buen rundt om Orion, nu på den vestlige side, hvor vi møder Tyren, som krigeren Orion retter sit sværd imod. Tyrens røde øje er kæmpestjernen Aldebaran, der ligger kun 65 lysår borte.

Rundturen slutter ved den klare hvide stjerne Rigel i Orions fod.

Man kan nu forestille sig en stor ellipse, der udbreder sig hen over himlen gennem disse seks klare stjerner, Sirius, Prokyon, Castor, Capella, Aldebaran og Rigel. Den kaldes ofte for himlens Vinter-ellipse.

De klareste stjerner i stjernebillederne omkring Orion udgør en kæmpe ellipse på vinterens himmel i syd. Efter behov kan man i stedet opfatte rækken af stjerner som en sekskant. En mindre trekant kan dannes af stjernerne Sirius, Betelgeuse og Prokyon. (Illustration: Elop using Stellarium/ CC BY-SA 3.0)

Andre ser en sekskant i de klare stjerner. Det giver anledning til navnet Vinter-hexagonen.

Hvis man nu synes, at Betelgeuse ikke kan undværes i det fine selskab, så udvider man blot med en stjernetrekant, der går fra Sirius ind over Betelgeuse og ud til Prokyon.

Den såkaldte Vintertrekant dannes af de tre klare stjerner Procyon i Lille Hund, Sirius i Store Hund og Betelgeuse i Orion. (Illustration: Lithopsian/ CC BY-SA 4.0)

Oplev Kvadrantiderne - januars stjerneskudssværm

Kvadrantiderne kan opleves i perioden 28. december til 12. januar. Sværmen topper 3.-4. januar, hvor der skulle være mulighed for at se rigtig mange stjerneskud.

Månen kommer dog lidt i vejen, fordi det er tæt på fuldmåne, så himlen ikke er så mørk, som man kunne ønske.

Kvadrantiderne har deres udspring i stjernebilledet Bootes på den nordlige himmel, ikke langt fra Karlsvognen.

Stjerneskuddene fra Kvadrantiderne udspringer i stjernebilledet Bootes ikke langt fra den klare stjerne Arkturus. Big dipper er et andet navn for Karlsvognen. Det kan nærmest oversættes til ’Den store øse’. (Illustration: EarthSky Communications, Inc./ CC BY-SA 3.0)

Bootes kan også kendes på sin klareste stjerne Arcturus, der er en rød kæmpestjerne knap 37 lysår borte.

Hvis man følger Karlsvognens bue bagud, så peger den ned mod Arcturus, der er den klareste stjerne på den nordlige himmel.

Det lidt specielle navn, Kvadrantiderne, har sin oprindelse i et ældre stjernebillede ved navn Quadrans Muralis - på dansk Murkvadranten efter et ældre astronomisk instrument.

Dette stjernebillede, der nu blot er en del af Bootes, blev indført af den franske astronom Jerome Lalande i 1795.

Stjerneskuddene stammer fra den lille nærjords asteroide 2003EH1, der måske er en gammel komet.

Ildkugle fra meteorsværmen Kvadrantiderne fotograferet over Danmark i 2017 af det danske Meteor Netværk. Ildkuglen begynder i en højde på 106 km og ender 69 km over Jorden og bevæger sig med en hastighed på 42 km/s. (Foto: Meteornews)