Vægtløs VR og kæmpelyn set fra rummet: Andreas Mogensens 10 danske forskningsforsøg er udvalgt
Få overblikket over de danske forsøg, astronauten blandt andet skal udføre, når han i 2023 skal på sin anden tur til Den Internationale Rumstation.
Få overblikket over de danske forsøg, astronauten blandt andet skal udføre, når han i 2023 skal på sin anden tur til Den Internationale Rumstation.

Når den danske astronaut, Andreas Mogensen, til næste år igen skal besøge Den Internationale Rumstation, er det blandt andet for at 3D-printe i vægtløshed og fotografere kæmpelyn med 100.000 billeder i sekundet.
Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet på deres hjemmeside, hvor i alt ti danske forsøg, der skal med ombord på rumstationen, er blevet præsenteret.
Få her et hurtigt overblik over forsøgene:
For bedre at forstå lyn, og hvordan de påvirker Jordens atmosfære, skal Andreas Mogensen fotografere tordenvejr fra rumstationen. Det vil han gøre med et helt specielt kamera, der kan tage op til 100.000 billeder i sekundet, så alle de små detaljer fanges.
Andreas Mogensen har før undersøgt kæmpelyn fra rummet, hvilket du kan læse mere om i artiklen her.
De fleste er klar over, at Månen skinner, fordi Solen kaster lys på den. Men faktisk så reflekteres Jordens lys også på Månen - såkaldt jordskin.
Observationer af jordskin fortæller indirekte om klimaet på Jorden. Derfor skal Andreas Mogensen tage billeder af Månen, mens han er ombord på Den Internationale Rumstation.
Den Europæiske Rumorganisation ESA sender efter planen sin 3D-metalprinter til Den Internationale Rumstation i foråret 2023, og den skal testes i vægtløs tilstand.
Danmarks Tekniske Universitet har blandt andet designet et print, der skal bruges til at undersøge, hvordan metal påvirkes af temperaturer i vægtløs tilstand.
Rock-IoT Science er en platform, der skal give skolebørn mulighed for at designe og udføre forsøg i vægtløs tilstand sammen med Andreas Mogensen på Den Internationale Rumstation.
En Lego-robot, der er udstyret med målere til blandt andet tryk, luftfugtighed, temperatur og lys, bliver sendt til Rumstationen. Fra deres klasseværelser her på Jorden kan elever finde på og designe forsøg, som de laver programmer til. Programmerne sendes så til Andreas Mogensen, der kan overføre til robotten.
Formålet med forsøget er at give de studerende mulighed for at være en del af en ægte rummission, blandt andet ved at prøve kræfter med programmering, rumteknologier og satellitkommunikation.
To vandrensningssystemer skal testes af Andreas Mogensen. På den Internationale Rumstation, og på mulige rejser til Månen og Mars, er det vigtigt, at man kan genbruge så meget vand som muligt - af alt fra urin til sveddråber.
Søvn er vigtigt for at kunne koncentrere sig og have det godt, men for astronauterne på rumstationen bliver deres søvn påvirket af den manglende tyngdekraft og af, at der ikke er nat og dag.
Andreas Mogensen skal være med til at teste et lille apparat, der passer ind i astronauternes ører og skal måle deres søvnmønstre og gøre os klogere på, hvordan de sover.
I takt med at mennesker kommer til at bruge mere og mere tid i rummet, er det vigtigt at medbringe ting, der kan hjælpe astronauterne med at trives i det fremmede miljø.
I et eksperiment vil specialdesignede LED-paneler på rumstationen efterligne naturligt dagslys her på Jorden med solop- og nedgange.
Via spørgeskemaer og sensormålinger vil eksperimentet demonstrere, hvordan lyspanelet påvirker søvn og velvære.
Endnu et forsøg, der vedrører astronauternes mentale velvære: En gang imellem skal Andreas Mogensen og de andre astronauter ud af den grå rumstation og ind i et virtuelt sted, hvor de kan blive afstresset.
Sessionerne vil blive underbygget af målinger, som dokumenterer effekten.
Andreas Mogensen skal også have Virtual Reality-briller med ind i motionsrummet.
Astronauternes ombord på Den Internationale Rumstation skal bruge flere timer om dagen på at dyrke motion for at modvirke den effekt, vægtløsheden har på kroppen.
Med Virtual Reality kan astronauterne tage på cykeltur, som var det hernede på Jorden. Forsøget med VR skal undersøge, om konceptet har en positiv virkning på astronauternes mentale helbred og deres lyst til motion.
En Wearable er et lille, batteridrevet stykke påklædning, der kan overvåge bærernes sundhedsmæssig tilstand i ekstreme situationer. Andreas Mogensen skal demonstrere dens effekt i rummet.
Læs nærmere om de ti forsøg på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.