Odysseus snublede, men kapløbet fortsætter: Her er de næste store skridt på vejen tilbage til Månen

Månelanderen Odysseus er væltet efter ankomsten til Månen, som du kan læse mere om her, men det vil ikke standse udforskningen af Månen.

Odysseus ligger godt nok på siden, men er ikke mere beskadiget, end at den kan gennemføre i hvert fald nogle målinger.

Og den er kun en af de mange rumsonder, der skal forberede, at mennesker igen skal lande på Månen som en del af Artemis-projektet.

I denne artikel ser vi på den rolle, de kommende års mange månesonder er tiltænkt.

Ikke den måne, vi kender – og det giver nye udfordringer

Nok er vi på vej tilbage til Månen, men det bliver ikke helt den måne, som vi kender fra Apollo-landingerne.

Dengang landede man tæt på Månens ækvator på flade områder, hvor der var plads til, at man kunne lande, selv om man ikke ramte landingsstedet helt præcist.

Da landingsfartøjet Eagle fra Apollo 11 nærmede sig Månen, var den et par kilometer ude af kurs. Kursen var mod et område med store sten og et stort krater, men Armstrong, Aldrin og Collins fandt alligevel et sikkert sted at lande, lige før Eagle løb tør for brændstof.

Nu sigter man mod Månens sydpol, hvor der findes is, hvilket er en stor fordel, hvis man vil bygge baser. Problemet er, at hele området omkring sydpolen er fuldt at store kratere og med kun få flade områder. Så det kræver en ret præcis landing, så man ikke ender som Odysseus med et væltet rumskib, eller at rumskibet simpelthen bliver knust.

En ubemandet rumsonde som Odysseus må klare sig med kameraer, computere og sensorer udstyret med software og kunstig intelligens til sikkert at finde deres landingssted – og undgå store sten og kratere – under den endelige nedstigning.

De mennesker, der sidder i kontrolcentret på Jorden, kan ikke hjælpe rumfartøjet i de sidste, kritiske sekunder før landingen på grund af de tre sekunder, det tager for et signal fra rumsonden at nå Jorden, og før et svar er tilbage.

Hvad, der bør bekymre, er, at Odysseus tilsyneladende var et par kilometer ude af kurs, da den forsøgte en landing. Hertil kommer, at den lige før landingen fløj lidt for hurtigt og heller ikke havde kurs lodret ned. Så var det bare for meget for computerne, især hvis et af landingsbenene har siddet fast i en sprække på overfladen.

Det samme skete for den japanske sonde SLIM i januar, der også væltede, fordi en motor svigtede lige før landingen, så den heller ikke havde kurs lodret ned. Til gengæld landede den meget præcist, mindre end 100 meter fra det beregnede sted.

Både Odysseus og SLIM har vist de problemer, man stadig står overfor ved en månelanding. Vi vender senere tilbage til årsagen til, at man har sådanne problemer 50 år efter Apollo.

Det farlige støv

Hvis der var noget, man for alvor lærte af Apollo, er det, at støv på Månen er farligt. Det er fuldt af små, spidse sten, som kan være meget ødelæggende.

Det lærte man, da Apollo 12 landede bare 200 meter fra den ubemandede rumsonde Surveyor 3, der var landet tre år tidligere.

De to astronauter Conrad og Bean gik den korte vej over til Surveyor 3 for at indsamle dele fra rumsonden, og da man tilbage på Jorden kunne foretage en analyse, viste det sig, at rumsonden stort set var blevet sandblæst af det støv, der var hvirvlet op under landingen af Apollo 12.

Ikke nok med det: Støvet er elektrisk ladet og har derfor en tendens til at klæbe, ikke mindst på rumdragter, der derved slides hurtigt. Der var ingen af de rumdragter, der blev brugt på Apollo, som kunne have klaret mere end tre månevandringer, og det er jo ikke nok, hvis man tænker på at bygge en base.

Odysseus medbragte derfor instrumenter, som kunne undersøge, hvor meget støv dens motorer hvirvlede op under landingen. Det skulle ske med fire små kameraer, som tilsammen kunne danne et 3D-billede af støvet under landingen. Det vides endnu ikke, om man nåede at få disse billeder hjem.

En meget vigtig opgave for de ubemandede rumsonder er at lære, hvordan raketmotorerne skal justeres, så der hvirvles mindst muligt støv op under landingen.

Læringskurve

Det er jo ingen hemmelighed, at det vist ikke går helt så godt med de nye, ubemandede rumsonder, som man kunne forvente hér mere end 50 år efter Apollo. Det har en forklaring, som måske kan give håb for en bedre fremtid.

Der er to forklaringer på de mange uheld:

1. Man har i mange år næsten ikke sendt rumsonder til Månen, og det betyder, at man nu ikke har nogen erfaring at trække på. Der er næsten ingen medarbejdere tilbage fra Apollo-dagene, så alle dem, der i dag bygger og styrer de nye rumsonder, er nybegyndere. Man kan naturligvis læse om datidens erfaringer, men forskellen i teknikken mellem for mere end 50 år siden og nutiden er så stor, at det kan være svært direkte at bruge erfaringerne fra dengang.
2. I Apollo-tiden løste man problemerne ved bogstavelig talt at drukne dem i penge og mandskab. Under Apollo havde man et enormt budget, der på et tidspunkt udgjorde 4 procent af statsbudgettet. Trods Artemis er NASA nu nede på 0,4 procent, og det betyder, at NASA gør alt, hvad de kan, for at udlicitere så mange opgaver som muligt til den private industri, for i stedet at bruge pengene på forskning.

Private firmaer som Intuitive Machines, der har bygget Odyssey, skal løse opgaverne med få mennesker og meget få penge i forhold til de glade Apollo-dage. Og det er ikke helt uden problemer, at opgaven i dag er at bygge en rumsonde for måske omkring 100 millioner dollar i stedet for milliarder.

Nogle firmaer vil lære at løse opgaven, måske ved ikke at være så bange for at noget går galt. Det var også den måde, man brugte i rumalderens barndom, hvor man jo var i kapløb med Sovjetunionen efter devicen: Bare prøv igen og igen, til man finder ud af, hvorfor skidtet ikke virker.

Problemet er bare, at denne ret effektive metode nok kræver mere kapital, end de fleste firmaer kan stille på benene.

NASA selv forsøger at klare problemerne ved et meget omfattende og langvarigt testprogram her på Jorden, men det er en fremgangsmåde, der kan give langvarige forsinkelser.

Mange firmaer vil gå bankerot i denne nye fase af Månens udforskning, men hvis bare nogle overlever, har de måske banet vejen for en økonomisk meget mere rentabel måde at udforske Månen og bygge baser.

Regeringen og NASA skal nok spare, men ikke så meget, at det blokerer for skabelsen af en ny 'Måne-industri', som kan blive nøglen til fremtiden. De mange små firmaer skal hjælpes i gang af NASA, før der er så stort et måneprogram, at industrien kan klare sig selv. Hvilket nok vil kræve en kommerciel udnyttelse af Månen.

NASA's politik med at udlicitere så meget som muligt har ført til skabelsen af et program, som hedder Commercial Lunar Payload Services (CLPS), der for en maksimal pris på 2,8 milliarder dollar frem til 2028 skal løse en masse service- og forskningsopgaver for Artemis.

Vi vil ikke her give hele listen, men ud over Intuitive Machines er to andre navne ganske kendte, nemlig SpaceX og Blue Origin. Disse to firmaer konkurrerer endda om at bygge det bemandede landingsfartøj til Artemis.

Kapløbet til sydpols-området

Der er planlagt mange flyvninger, og en stor del går til Månens sydpolsområde, som tegner til at blive 'det økonomiske centrum' for fremtidens udnyttelse af Månen. Nogle vil blive gennemført, andre vil føre til at firmaer må opgive, men ingen regner med, at der om fem år stadig er 14 firmaer med i CLPS.

De data, CLPS indsamler de kommende år, bliver afgørende for den endelige udformning af Artemis-programmet – som dog ikke bliver det eneste bemandede måneprogram.

Kina vil nemlig også til Månen med mennesker omkring 2030, og de har et program, som er lige så ambitiøst som Artemis.

Det er måske forkert at tale om et kapløb, men der kan godt blive måske lidt for meget trængsel på de i virkeligheden ret få mulige landingspladser nede ved sydpolen.

Der bliver simpelthen brug for noget ny lovgivning om, hvordan man skal opføre sig på Månen, for i dag er der ingen juridisk bindende love. Nok kan man ikke eje Månen, men hvad man henter eller producerer, er ens egen ejendom. Amerikanerne følger i hvert fald godt med i de kinesiske planer…

Noget af det nyeste er, at den kinesiske månesonde Chang’e 7 skal lede efter is nær sydpolen i 2027. Og Chang’e 8 skal i 2028 forsøge at fremstille en slags mursten på Månen, hvor man vil bruge solenergi til at smelte månestøv og på den måde producere 40 kubikcentimeter 'mursten' i timen.

Månens sydpol bliver nok et område, vi kommer til at holde øje med de kommende år.