Ny bog: Rummet kan gøre den sejeste astronaut syg

Det begyndte med en let omgang rumsyge og er nu endt i store forskningsprogrammer, der skal undersøge, om vi overhovedet kan tåle at opholde os i rummet i længere tid.

Både vægtløshed og stråling har vist sig at give alvorlige helbredsproblemer på langvarige rumflyvninger, og psykologiske problemer har der også vist sig eksempler på.

»I was sick as a dying dog«

Rumsyge er et problem, man har kendt, siden de første mennesker fløj ud i rummet.

Hvordan det føles at være rumsyg, er levende beskrevet af den iransk fødte rumturist Anousheh Ansari. For hende begyndte rumsygen kort efter opsendelsen mod ISS i september 2006.

Hun beskrev i sin bog 'My Dream of Stars', hvad der skete. Efter det første måltid om bord på Sojuz-rumskibet prøvede hun at sove, men hun vågnede med voldsomme rygsmerter og en følelse af, at hovedet var svulmet op som en ballon. Samtidig var maden på vej op igen.

Ansari udtrykte det kort og klart:

»I was a woman of space – I was also sick as a dying dog.«

Hun fik en indsprøjtning og prøvede så at sove i sin sovepose med hoved og ryg presset godt op mod væggen i det lille Sojuz-rumskib. Da hun vågnede, havde hun det stadig dårligt. Først efter endnu en indsprøjtning kom hun så meget til hægterne, at hun to dage efter opsendelsen kunne sanse at opleve sammenkoblingen med rumstationen ISS.

Ansari var ikke den første, der fandt det ubehageligt

Det er nok ikke nogen trøst, men Ansari er bestemt ikke den første, hvis møde med rummet har været en ganske ubehagelig oplevelse.

Verdens første kosmonaut, Jurij Gagarin, havde uden problemer gennemført en omkredsning af Jorden i april 1961, så man forventede ikke de store problemer, da Gherman Titov blev opsendt med rumskibet Vostok 2 på en et døgn lang flyvning i august 1961.

Titov reagerede anderledes end Gagarin på vægtløsheden. I den første beretning lige efter flyvningen fortalte han om den umiddelbare følelse:

»Jeg blev vægtløs, da raketmotoren slukkede. Den tunge vægt, jeg havde på brystet, forsvandt, og det var, som jeg havde slået en kolbøtte. Jeg følte, at jeg fløj med benene opad. Jeg kunne overhovedet ikke finde ud af, hvor jeg var. Jeg var helt forvirret og kunne ikke regne ud, hvor Jorden var, og hvor stjernerne var. Jeg følte, at jeg svævede omkring med hovedet nedad. Instrumentpanelet hoppede rundt et eller andet sted ved siden af mig, og alt syntes at hvirvle rundt i en tåge. Der var noget helt galt med min balanceevne, og jeg havde mistet evnen til at orientere mig. Heldigvis varede dette kun nogle sekunder.«

Rumsygen gav anledning til bekymring

Titovs første beretning rummede imidlertid ikke hele sandheden. De voldsomme symptomer forsvandt måske nok ret hurtigt, men Titov fortsatte med at have kvalme og være utilpas i mange timer med det resultat, at flere forsøg måtte opgives. Han fik sovet, men da han vågnede, opdagede han, at armene bare svævede foran ham og var lige ved at røre kontrolpanelet.

Titovs rumsyge gav anledning til bekymring – især i Sovjet. De første amerikanske astronauter oplevede den ikke, formentlig fordi kabinen i deres Mercury-rumfartøj var så lille, at det var svært at bevæge sig. Men amerikanerne fik også rumsygen at føle, da de tog den meget større Apollo-kapsel i brug.

Gradvist fik begge lande erfaring med rumsygen. Det har vist sig, at den rammer omkring 45 procent af alle astronauter, og at den normalt går over efter et par dage. Besynderligt nok kan piloter, som ellers tåler den mest halsbrækkende luftakrobatik uden mindste ubehag, også blive rumsyge. Rumsygen ramte bredt, og til mange jagerpiloters store utilfredshed også 'mænd af rette støbning' som dem selv.

Tre spørgsmål trænger sig på:


• Er rumsyge farlig?

• Hvad er årsagen til rumsyge?

• Kan man undgå rumsyge?


Svaret på det første spørgsmål er heldigvis, at rumsyge ikke er farlig. Den nedsætter astronauternes arbejdsevne et par dage, men på flyvninger, der varer uger eller måneder, betyder det ikke noget særligt. De normale symptomer er svimmelhed og kvalme.

I sjældne tilfælde kan kvalmen dog føre til så langvarige opkastninger, at det efterlader astronauten dehydreret og underernæret, fordi han/hun ikke kan holde på maden.

Årsagen til rumsyge

Der er ingen tvivl om, at årsagen til rumsyge er vægtløsheden. Her på Jorden ved vi altid, hvilken retning der er ned, fordi tyngdekraften påvirker ligevægtsorganerne i det indre øre. Det gør man ikke i vægtløs tilstand. Desuden mangler man det tryk på foden og anklerne, der også fortæller, hvilken vej der er ned.

Når hjernen ikke får de forventede input, kan den ikke orientere sig, og resultatet bliver meget let rumsyge. På den anden side viser erfaringen, at hjernen hurtigt vænner sig til at orientere sig efter øjnene.

Derfor er det vigtigt at indrette kabiner og laboratorier på en rumstation, så det er tydeligt markeret, hvad der er op og ned. Der skal simpelthen være et loft og et gulv, og alle skilte skal placeres, så bogstaverne vender den rigtige vej.

En af rumfærgeastronauterne fik det råd fra sin chef, at han de første dage bare skulle orientere sig efter skriften på væggen og den vej, de andre astronauter vendte i forhold til ham selv – og det hjalp.

Symptomer på rumsyge

Det er muligt at tage medicin mod rumsyge. Hvor mange astronauter, der vælger at gøre det, vides ikke. Det hører under privatlivets fred.

Ud over kvalme og svimmelhed er der andre ubehagelige symptomer på rumsyge. Normalt ved vi, uden at vi behøver at se efter, hvor vores arme og ben befinder sig. Det skyldes, at hjernen helt automatisk modtager besked fra muskler og led om, hvordan de er påvirket af tyngdekraften.

Uden tyngdekraft kan oplevelsen blive en helt anden. En Apollo-astronaut fortæller, at han i sin første nat ude i rummet fuldstændig havde mistet kontakten til arme og ben – det var som om, han slet ikke havde nogen lemmer. Han skulle direkte beordre en arm eller et ben til at bevæge sig, før kan kunne føle, de var der.

En anden astronaut fortæller, at han vågnede en nat og blev helt mystificeret over, at der foran øjnene på ham svævede et selvlysende armbåndsur. Hvor mon det var kommet fra? Der gik nogle øjeblikke, før han opdagede, at uret sad på hans egen arm.

Oprydning i vægtløs tilstand er ikke behagelig

Den slags oplevelser kan føre til en genopblussen af rumsyge, også længe efter at tilvænningen til vægtløsheden er overstået. Det værste er pludselig at kaste op. I den vægtløse tilstand er oprydningen ikke behagelig.
 Der findes en meget anvendt, men absolut uofficiel, skala for rumsyge.

Det er den såkaldte Garn-skala, opkaldt efter den amerikanske senator Jake Garn, der fløj med rumfærgen i april 1985. Garn var ikke astronaut, men observatør for kongressen på rumflyvningen. Han blev så rumsyg, at man for eftertiden ser rumsyge vurderet efter Garn-skalaen. Ved 10 Garn er man virkelig så syg som en døende hund.

Så dårlige bliver de færreste trods alt. Et normalt anfald af rumsyge sættes på denne skala til godt 1 Garn.

Omfordeling af blod

Efterhånden blev rumflyvningerne længere, og det betød, at vægtløshedens langtidsvirkninger begyndte at vise sig. Den første er, at kroppen begynder at omfordele sin væske.

Tyngdekraften får automatisk blodet til at samle sig i benene, men det problem løser hjertet ved bare at pumpe blodet op fra benene og ind i kroppen. I fødderne er blodtrykket normalt omkring 200 mmHg eller millimeter kviksølv, måleenheden for blodtryk, mens det er 60- 80 mmHg i hovedet.

I vægtløs tilstand er der ikke den forskel mellem fødder og hoved med det resultat, at blodtrykket bliver omkring 100 mmHg i hele kroppen. Men det kan kroppen ikke finde ud af. Blodtrykket i overkrop og hoved er nu blevet for stort, mens det er for lille i underkroppen, specielt i benene. Det prøver kroppen at råde bod på ved at nedsætte mængden af blod og blodplasma med op til 20 procent.

Alligevel stiger mængden af blod i hovedet, samtidig med at astronauterne får 'kyllingeben', fordi hvert ben mister op til en liter væske.

Det ekstra blod i hovedet giver et lidt rundt ansigt. Nogle astronauter får hovedpine eller føler sig tilstoppede i hovedet som efter en forkølelse. En anden beskrivelse er, at den nye fordeling af blodet føles lidt som at hænge nedad med hovedet i nogle minutter.

Astronauter skal tilpasse sig tyngdekraften, når de vender tilbage

En nedsættelse af mængden af blodplasma på 20 procent har den konsekvens, at astronauterne efter at være vendt tilbage til Jorden ikke kan stå oprejst ret længe – ofte under 10 minutter – før de besvimer.

Det tager som regel flere uger, før disse eftervirkninger er overvundet. En tommelfingerregel siger, at hver dag i rummet kræver en dag på Jorden, før man igen har tilpasset sig tyngdekraften.

På en Marsekspedition, hvor astronauterne lander efter otte måneders rejse, kan det blive et alvorligt problem. På Mars står der ikke et lægehold parat. Man kan håbe, det hjælper noget, at tyngdekraften på Mars kun er en tredjedel af tyngdekraften på Jorden, men her bevæger vi os ind på helt ukendt territorium.

Der skal meget medicinsk forskning til, før vi kender konsekvenserne af en marsrejse, og den kan anses for sikker.

Knogler og muskler

Ikke bare blodet, men også knoglerne, reagerer på den manglende tyndekraft. Således er der ikke længere behov for, at muskler i ryg og ben skal arbejde, når man skal stå op. Det betyder, at musklerne svækkes og bliver mindre. Uden regelmæssige øvelser som at gå, fastspændt til et løbebånd, kan man miste op til 20 procent af sin muskelmasse på bare to uger.

Knoglerne bliver heller ikke belastet. Derfor bliver de også svagere, og astronauterne mister kalk fra knoglerne. Det skyldes, at knoglerne, ligesom alt andet i kroppen, hele tiden er i færd med at forny sig.

Knoglerne optager calcium fra blodet og afgiver det igen, når belastningen ikke er så stor. Netop under vægtløshed er knoglerne ikke belastede, og derfor afgiver knoglerne mere calcium, end de optager.

Man får sygdommen knogleskørhed eller osteoporose. Knogletabet er typisk 1-2 procent om måneden, og det er et af de største problemer forbundet med lange rumflyvninger. Efter bare 3-4 måneder i rummet er knoglerne blevet så svækkede, at det tager 2-3 år at genopbygge dem her på Jorden.

På lange rumflyvninger bærer astronauterne elastikbukser

Kalktabet kan til en vis grad modvirkes af et omfattende træningsprogram, der kræver, at en astronaut hver dag må tilbringe en time eller to på et løbebånd eller en træningscykel. Også særlige diæter og medicin indgår i behandlingen.

På lange rumflyvninger bærer astronauter en slags elastikbukser, der har elastikker ned langs benene fra bæltet til anklerne. De lægger et pres på både knogler og muskler i benene, og knoglerne reagerer ved at optage mere calcium fra blodet, hvilket nedsætter kalktabet.

De nyeste resultater fra ISS tyder på, at det er muligt at nedsætte kalktabet væsentligt. Der er håb om, at man ved at forbedre træningsmetoderne og den medicinske behandling måske næsten helt kan udgå kalktabet.

På grund af den manglende tyngdekraft bliver ryghvirvlerne ikke presset sammen. Resultatet er, at en astronaut typisk bliver et par centimeter længere under opholdet i rummet. Det kan give praktiske problemer med at kunne passe en rumdragt, men også ubehagelige rygsmerter.

Immunsystemet bliver forvirret

Som NASA beskriver det, bliver immunsystemet 'fortumlet og forvirret' under den vægtløse tilstand.

Nogle af immunsystemets celler bliver mere aktive, hvilket får kroppen til at overreagere, hvilket kan give allergi og udslæt.

Til gengæld bliver andre celler mindre aktive, og det er et meget vigtigt forskningsområde at afgøre, hvordan immunsystemet fungerer på meget lange rumrejser.

Rumrejser kan give svækket syn

Synet kan også tage skade af en rumfærd. Flere astronauter har klaget over sløret syn, og nogle astronauter har fået varige øjenskader. Offentligt tilgængelig viden på området er dog begrænset, fordi NASA med henvisning til sin privatlivspolitik ikke oplyser alle detaljer om astronauternes helbred.

Årsagen til det slørede syn er ikke kendt med sikkerhed, men menes at hænge sammen med, at trykket i kraniet ændrer sig under vægtløshed.

Fænomenet blev første gang beskrevet i 2009. På det tidspunkt var der to læger om bord på ISS, amerikaneren Michael R. Barratt og hans canadiske kollega Robert B. Thirsk. Både Barratt og Thirsk oplevede, at de havde svært ved at se ting tæt på.

Så de to læger udførte øjenundersøgelser på hinanden, og det viste sig, at de begge var blevet mere langsynede. De så også tegn på, at synsnerven var opsvulmet, og der var pletter på nethinden.

Astronauterne fik problemer med øjnene

Det reagerede NASA straks på, så næste fragtrumskib medbragte et specialkamera, så de kunne tage bedre billeder af deres øjne, ligesom der var udstyr til at tage billeder med ultralyd. Ultralydsbillederne viste, at deres øjne var blevet noget klemte.

Større og mere systematiske undersøgelser fulgte, og det viste sig, at 60 procent af de astronauter, som havde opholdt sig mindst et halvt år i rummet, på et tidspunkt havde haft problemer med øjnene. Det samme gælder for 30 procent af de astronauter, som har været på kortere rumture af op til to ugers varighed.

Det overraskede lægerne, at en stor gruppe af astronauter ikke havde haft øjenproblemer. Nye undersøgelser kan måske kaste lys over årsagen til det slørede syn, og hvorfor det ikke rammer alle.

Ekstra blodtilførsel til hjertet kan udgøre en helbredsrisiko

I et forsøg blev otte astronauter mellem 45 og 53 år målt i alle ender og kanter over en periode på 24 timer. Forsøget blev ledet af den danske læge og professor i gravitations- og rumfysiologi ved Københavns Universitet, Peter Norsk, der nu arbejder for NASA. Resultaterne viste blandt andet, at blodtrykket blev reduceret, og der kom ekstra blodtilførsel til hjertet.

Peter Norsk konkluderede, at den ekstra blodtilførsel til hjertet kan udgøre en helbredsrisiko, og han så en mulig sammenhæng mellem synsproblemerne og den forøgede mængde af væske og blod i overkroppen.

Den måske første rumrelaterede øjenskade er først blevet kendt flere årtier efter missionen. I 1982 fløj kosmonauten Valentin Lebedev om bord på en Saljut-rumstation i 221 dage. Hans syn er blevet permanent ødelagt af øjensygdommen grå stær, der slører linsen. Lebedev mener selv, at han fik sygdommen som følge af stråling i rummet. Som han selv har udtrykt det:

»Dengang, i Sovjet-tiden, blev al den slags holdt hemmeligt. Det er først nu, jeg har lov at fortælle, at mit helbred blev skadet som følge af rumflyvning.«

Potentialet for god søvn er der

På lange rumflyvninger kan det godt blive et problem at få sovet ordentligt. Der er jo ingen døgnrytme ude i rummet. På ISS oplever man eksempelvis 16 solopgange og 16 solnedgange på et døgn. Alene det at kigge ud af vinduet, før man lægger sig til at sove, kan spænde ben – især hvis der er udsigt til en klart oplyst Jord, hvor Solen står højt på himlen.

En anden hæmsko er, hvis man vågner om natten og skal på toilettet. Et toiletbesøg i rummet er ingen enkel sag. Man kan ikke undgå at vågne helt op – især ikke, hvis rumstationen samtidig flyver hen over den klart belyste dagsside af Jorden.

Besætningen søger naturligvis at opretholde en vis døgnrytme på ISS og at få deres nattesøvn, men det er ikke helt let. Først og fremmest er der problemet med støj om bord.

Teoretisk kan man sove bedre i rummet end i sin seng

I vægtløs tilstand er det nødvendigt, at ventilatorer hele tiden er i gang for at sikre, at astronauterne ikke indhylles i en sky af kuldioxid fra deres egen udåndingsluft, og samtidig skal der tilføres ny ilt. Ventilatorerne larmer, og det kan nemt forstyrre nattesøvnen. Især et par af de russiske moduler på ISS har støjproblemer.

Og så sker det også af og til, at roen bliver afbrudt af rumskibe, som enten ankommer eller skal vende tilbage til Jorden.

Konsekvensen er, at en stor del af astronauterne tager sovepiller og alligevel får mindre søvn end på Jorden. Og over lange perioder kan et søvnunderskud på et par timer i døgnet godt mærkes. Der er ellers gjort meget for at give astronauterne en god nats søvn. Søvnperioden er otte timer, og hver astronaut har en lille kabine med sovepose.

I den vægtløse tilstand har man en teoretisk mulighed for at få en bedre søvn end i selv den bedste seng, men alligevel fortæller astronauterne om forstyrrende drømme og endda mareridt. Nogle af dem snorker også, men på ISS har de heldigvis enkeltmands-kabiner – selvom de er små.

Stråling er svær at beskytte sig imod

Stråling er et problem, der bliver taget stadig mere alvorligt. En ting er at flyve om bord på ISS, hvor Jordens magnetfelt skærmer godt både for partikelstrålingen fra Solen og fra den kosmiske stråling. Set fra ISS fylder Jorden halvdelen af himlen, og det giver en yderligere afskærmning. Noget andet er at flyve ud i solsystemet, hvor der er to store strålingsproblemer.

Det ene er den kosmiske stråling, der kommer fra supernovaer i Mælkevejen. Denne stråling er svær at beskytte sig imod, fordi den indeholder de såkaldte HZE-partikler. Det er tunge atomkerner med høj elektrisk ladning (Z) og høj energi (E). Det kan for eksempel være atomkerner af jern.

Rammes man af en HZE-partikel, kan det give ganske betydelige strålingsskader. Desværre kræver det to meter bly eller beton at beskytte sig helt mod HZE-partikler. Heldigvis er de forholdsvis sjældne.

Det er umuligt at beskytte hele rumskibet mod stærk stråling

En anden stor fare er soludbrud. Når Solen er i udbrud, udslynges store mængder meget energirig partikelstråling, som i nogle tilfælde kan give en dødelig dosis stråling på bare et par timer, hvis man ikke er godt beskyttet. Derfor skal alle marsrumskibe planlægges med et beskyttelsesrum, hvor astronauterne kan opholde sig under en solstorm.

Både brændstoftanke og vandbeholdere kan yde en god beskyttelse ved at tjene som vægge for sådan et rum. Men det er umuligt at beskytte hele rumskibet mod stærk stråling – det ville øge vægten alt for meget.

NASA har en regel om, at en astronauts kræftrisiko ikke må øges med mere end tre procent på en marsrejse. Det er dog et vilkårligt tal, og der er helt givet astronauter, som er villige til at løbe en højere risiko. Men lang tids stråling kan også give andre sygdomme end kræft. Der er fare for en svækkelse af immunsystemet og for hjerneskader.

Man kan i princippet få Alzheimers af at rejse til Mars

Især strålingens påvirkning af hjernen er noget, man skal tage alvorligt. Et forskerhold fra University of California har udsat en gruppe mus for simuleret kosmisk stråling svarende til den strålingsmængde, man vil få på 10-30 dage på en marsrejse.

Derefter blev musene testet for deres evne til at løse problemer, og det viste sig, at de klarede sig ni gange dårligere end en kontrolgruppe af mus, som ikke havde fået stråling. Det gjaldt både evnen til at lære, huske og løse opgaver.

Der skal mange forsøg til, før vi med sikkerhed kan vurdere risikoen, men i princippet er der mulighed for, at astronauterne ankommer til Mars med en tidlig form for Alzheimer. Hertil kommer risikoen for, at strålingen også ødelægger andre dele af kroppen som bloddannende celler i knoglerne eller tarmceller.

LÆS OGSÅ: En tur til Mars koster astronauterne en del af hjernen

Psykologiske problemer – de første erfaringer

En ting er sundhedsfarerne for kroppen ved rumrejser – noget helt andet er de psykologiske problemer. Længe fik de ikke synderlig opmærksomhed af en ganske simpel grund: Amerikanerne koncentrerede sig om deres rumfærger, hvor astronauterne højst var to uger i rummet, og det havde de ikke de store problemer med.

Russerne kendte til de psykologiske problemer først, eftersom de lige siden 1970'erne havde opsendt en serie af Saljut-rumstationer, hvor kosmonauter opholdt sig i mange måneder. I Sovjet-tiden var der imidlertid ikke åbenhed om den slags, og først da amerikanske astronauter kom om bord på den russiske rumstation Mir i 1990'erne, blev emnet for alvor taget op.

Gradvist kom beretningerne om, hvordan livet havde været på disse første og nu næsten glemte rumstationer. Saljut-rumstationerne var små cylindre, godt 15 meter lange og med en diameter på 4 meter. Det er ikke meget plads for to eller tre kosmonauter, der skal opholde sig flere måneder i rummet – i praksis næsten uden mulighed for noget privatliv.

Kun en enkelt gang er en rumflyning blevet afkortet af psykologiske grunde

Forfatterne af denne bog har selv besøgt en model af en sådan rumstation i Moskva. Den mindede mest af alt om en lille ubåd, fyldt med instrumenter og udstyr. Selv om vægtløsheden øger pladsen i stationen, fordi man kan svæve omkring, kræver det helt klart kosmonauter af den rette støbning – også mentalt – at kunne klare et flere måneder langt ophold.

Kun en enkelt gang er det sket, at en rumflyvning er blevet afkortet af psykologiske grunde. Det var i 1976, da de to kosmonauter Boris Volynov og Vitaly Zholobov opholdt sig 50 dage om bord på den militære rumstation Saljut 5. Formålet med flyvningen var at undersøge, om der var fordele ved at have kosmonauter om bord på en spionsatellit.

I lang tid arbejdede de to kosmonauter 16 timer om dagen, hvilket både gjorde dem udmattede og stressede. Desuden havde de svært ved at samarbejde, og til sidst kom reaktionen. Volynov begyndte at klage over en skarp lugt i kabinen, der gjorde ham utilpas, og Zholobov kunne ikke længere holde ud at sidde i en lille metalcylinder omgivet af rummets uendelige tomhed. Han har senere beskrevet det således:

»Når jeg så de fjerne stjerner, forstod jeg, at rummet var en bundløs afgrund ... Man kan blive ved med at rejse og aldrig nå en grænse. Jeg var så chokeret, at det løb mig koldt ned ad ryggen.«

Der udspillede sig interessante situationer

Situationen udviklede sig sådan, at kontrolcentret på Jorden til sidst ikke havde andre muligheder end at lade dem vende hjem med dags varsel. En senere besætning, der besøgte Saljut 5, kunne berette, at der ikke var spor i vejen med luften på rumstationen – Volynovs beskrivelse af den skarpe lugt var en ren stressreaktion.

På rumstationen Saljut 7 udspillede sig mindst to interessante episoder. Den første besætning var Anatoli Berezovoi og Valentin Lebedev, der meget senere fortalte om ødelagte øjne som følge af flyvningen.

De to opholdt sig på rumstationen i 211 dage fra maj til december 1982, og fra starten var der en personlighedskonflikt mellem dem. Chefen, Berezovoi, var officer, og han ønskede orden og disciplin. Lebedev var ingeniør, civilist, og havde en noget mere afslappet tilgang til arbejdet.

Det, der fik den latente konflikt til at bryde ud, var, at Lebedev var meget optaget af at dyrke planter i rumstationens lille drivhus. Det interesserede ikke Berezovoi, og han var desuden træt af at rydde op efter den lidt rodede Lebedev. Hans begejstring for friske skud fra planterne smittede ikke af på Berezovoi, som blot blev irriteret over at få sit arbejde afbrudt.

Det endte med, at de i månedsvis undgik hinanden og kun talte sammen, når det var strengt nødvendigt. De vidste, at de hele tiden havde mulighed for at vende tilbage med en dags varsel, og den viden har sikkert været en god ting. Varig kontakt efter missionen havde de ikke.

En 'stærkt lysende orange sky' omgav rumstationen

Den anden episode på Saljut 7 indtraf under et otte måneder langt ophold fra februar til oktober 1984. De tre kosmonauter var Leonid Kizim, Vladimir Solovyov og Oleg Atkov. På flyvningens dag 155, den 12. juli 1984, fik de alle tre en hallucination.

De så, hvad de beskrev som 'en stærkt lysende orange sky', der omgav hele rumstationen. Det fortalte de kontrolcentret med det resultat, at de efter flyvningen blev underkastet en grundig psykologisk og medicinsk undersøgelse.

Den russiske avis Pravda bekræftede hændelsen, som blev tilskrevet det pres, besætningen var under, sammen med temperatursvingninger om bord og for lidt ilt til hjernen. Hvis den forklaring er korrekt, har der ikke været særlig rart om bord på Saljut 7.

Den moderne rumpsykologi

Man kan sige, at flyvningerne på de russiske Saljut-rumstationer og senere Mir har været den heroiske periode, hvor kosmonauter – og på Mir også de amerikanske astronauter – blev presset til det yderste. Nogle gange med katastrofale resultater, som det skete i 1997 på Mir.

Om bord var kosmonauterne Vasili Tsibliev og Alexander Lazutkin sammen med astronauten Michael Foale. De havde allerede prøvet lidt af hvert, da der tidligt i flyvningen udbrød brand, som fyldte rumstationen med røg, så de måtte tage iltmasker på.

Ugerne gik, og kontrolcentret på Jorden blev ved med at fylde opgaver på, selv om besætningen efterhånden var udkørt. Derfor var det ikke så underligt, at der opstod vanskeligheder, da Tsibliev manuelt skulle styre et forsyningsrumskib af typen Progress til sammenkobling med Mir.

Kollisionen og konflikten var et vendepunkt

Under det store arbejdspres og med alt for lidt forberedelse og træning kunne det ikke andet end gå galt. Progress kolliderede med Mir, og der blev slået hul på rumstationen, så luften begyndte at sive ud. Tsibliev ville evakuere Mir, men det ville kontrolcentret ikke høre tale om.

Mir begyndte at rotere med det resultat, at solvingerne ikke længere vendte mod Solen hele tiden. Strømforsyningen og dermed computeren svigtede, og mindst lige så slemt: Ventilatorerne satte ud. De skulle ellers i den vægtløse tilstand sørge for at fjerne kuldioxiden og tilføre ny ilt. Og for at gøre ondt værre forsvandt også lyset til sidst.

I timer sad de tre i mørke, mens de måtte vifte sig med flyveplaner og andet papir for at undgå at blive indhyllet i en sky af kvælende kuldioxid fra deres egen udåndingsluft. Til sidst fik de sammen med kontrolcentret udarbejdet en plan, hvor de små styreraketter på det lille Sojuz-rumskib kunne bringe rotationen til ophør, så der igen kunne komme sol på solvingerne og strøm til computeren.

Det tog flere timer, og først 14 timer efter sammenstødet var der igen lys, ventilatorerne snurrede, og vigtigst af alt: computeren kom i gang igen. Mir var reddet – i hvert fald for denne gang. Det er svært at fastslå helt konkret, men dette sammenstød – kollisionen med forsyningsrumskibet og konflikten med kontrolcentret – hvor også en astronaut var indblandet, var nok et vendepunkt.

Uden kontakt til NASA kan astronauterne blive meget ensomme

Forude ventede den enorme opgave med at bygge ISS, og på den baggrund blev det set som bydende nødvendigt at fastlægge nogle regler for samarbejde mellem kontrolcenter og astronauter samt for arbejdsbyrden om bord.

Desuden kom der fokus på, at astronauter og kosmonauter skulle lære, hvordan man omgås hinanden ude i rummet, også selv om man har forskellig kulturel baggrund. Der er vist aldrig forsket i emnet, men det kan meget vel have påvirket omgangstonen på ISS, at kvindelige astronauter med en ikke-militær baggrund nu er hyppige gæster på ISS.

Ikke mindst kontrolcentrene på Jorden har haft meget at lære. Både ame
rikanerne og russerne er flere gange
endt med at give astronauterne og kos
monauterne alt for meget arbejde – og 
nogle gange for lidt.

NASA begik dumheder ved de første astronautbesøg på Mir ved ikke at støtte deres egne folk i tilstrækkeligt omfang. Det var noget af et kulturchok lige pludselig at være ene amerikaner omgivet af russere. De var såmænd flinke nok, russerne, men astronauterne mærkede hele tiden forskellen i kultur og omgangstone.

Uden en konstant forbindelse med NASA kunne de føle sig meget ensomme, hvilket var udfordrende for missionen.

De psykologiske problemer indtil nu har såre jordiske forklaringer

På ISS er der nu en velordnet arbejdsdag med fritid og gode muligheder for at holde kontakt med familien på Jorden. Og så har ISS en meget stor fordel: Rumstationen er stor. Selv med en besætning på seks mand er der gode muligheder for at finde et tomt modul, hvis man har brug for at være lidt alene.

En af NASAs forbløffende få psykiatere er Gary Beven. Han siger, det er en misforståelse at tro, at det er selve rejsen ud i rummet, der skaber psykologiske problemer. Alle de problemer, man til dato har haft, har såre jordiske forklaringer: For meget eller for lidt arbejde, for lidt plads, forskelle i personlighed og lignende.

Den type problemer kan løses, og det er nok den vigtigste grund til, at astronauterne ser ud til at trives ret godt på ISS. Det er en meget stor rumstation med god plads til alle, god kontakt til Jorden og mulighed for at vende tilbage til Jorden med kort varsel, hvis noget går helt galt.

Et marsrumskib vejer langt mindre end ISS

Der er nemlig altid to Sojuz-rumskibe parkeret på rumstationen, hver med plads til tre astronauter, og de kan klargøres til hjemrejse på meget kort tid. Trygheden i at vide det har helt sikkert en positiv betydning for astronauterne.

Den positive situation dækker imidlertid over et skjult problem. For ovennævnte luksus kan ikke være til stede på en rejse ud i solsystemet. Det er blevet sagt, at en marsrejse i virkeligheden kræver, at man sender et rumskib på størrelse med ISS afsted. Men det kan ikke lade sig gøre – alene af den grund, at ISS vejer over 400 ton.

Et marsrumskib bliver meget mindre. Det indebærer, at nogle af de gamle problemer sandsynligvis vil dukke op, når flere astronauter skal være klemt sammen på meget lidt plads i to-tre år. Men andre problemer tegner sig også i horisonten.

Marsrejsen psykologisk set

En af de mest afslappende beskæftigelser under et langt ophold på en rumstation er at se på Jorden. Man kan få timer til at gå med at se på have og kontinenter, ørkener og jungler og holde øje med spor af menneskelig bebyggelse.

Der er masser af farver, og med 45 minutters mellemrum er der udsigt til enten en solopgang eller en solnedgang, hvor horisonten et kort øjeblik lyser op i alle regnbuens farver. Der er nordlys og sydlys, og om natten kan man ikke bare se byernes lys, men også de lysende striber højt oppe i atmosfæren, når et meteor brænder op.

Selv på Månen var kontrasten enorm mellem vores blå planet og den grå og helt døde måne. En ting er vist fælles for alle astronauter, nemlig at se Jorden som det, den i virkeligheden er: En lille, blå oase i et stort og sort verdensrum. Men på en rejse til Mars eller endnu længere væk forsvinder denne udsigt meget hurtigt.

Der er ingen hjælp hjemmefra

På få dage svinder Jorden ind til blot en klar blå stjerne, og efter nogle uger er den bare en af tusinder af stjerner på den helt sorte himmel. Forude venter landskaber, der nok er fantastiske, men også fuldstændigt fremmedartede. Selv Mars byder ikke på andet end en rødlig himmel, endeløse støvstorme og ellers et stenet ørkenlandskab uden et græsstrå eller træ, uden et dyr og uden en lille sø eller flod.

Jorden vil man kunne se, men kun som en klar stjerne på himlen – faktisk vil Jorden sammen med Månen ses som en dobbeltstjerne.

Der er ingen hjælp hjemmefra, og det er heller ikke muligt at føre en samtale med Jorden, da det kan tage radiobølgerne op til mere end 20 minutter at tilbagelægge strækningen mellem Mars og Jorden. Denne ensomhed er måske ikke værre end den, de tidlige opdagelsesrejsende oplevede, når de tog med hundeslæde til Grønland eller på togt ind i Gobi-ørkenen. Hertil kan man sige to ting:

For det første var adskillelse hjemmefra uden nogen kontakt i lange tidsrum en del af livet dengang. Vi andre er vokset op med hele tiden at kunne komme i kontakt med mange – bare tænk på vores afhængighed af internettet og de sociale medier. Vores kulturelle forudsætninger kan ikke sammenlignes med tiden for flere hundrede år siden.

For det andet kan man trække vejret overalt på Jorden. Det har altid været muligt at gå på jagt, fange en fisk eller ligefrem at slå sig ned og dyrke jorden. Der er ingen steder i solsystemet, vi bare kan gå rundt. Hver eneste udflugt kræver rumdragt og timers forberedelse. Man er totalt afhængig af teknik.

Det er helt sikkert muligt at tage disse udfordringer op – i hvert fald i kortere tid. Men det kan ikke undgå at påvirke astronauterne ved selvsyn at erfare, hvor fremmedartet solsystemet i virkeligheden er. Ikke bare rejsen, men også opholdet, vil stille meget store krav til den menneskelige psyke.

Man kan trække vejret overalt på Jorden og gå rundt som det passer en. Der er til gengæld ingen steder i solsystemet, man bare kan gå rundt, og hver eneste udflugt kræver rumdragt og timers forberedelse. Man er totalt afhængig af teknik. (Foto: NASA)

Bogens forfattere Helle og Henrik Stub på besøg i en model af Mir i Moskva 1989. (Privatfoto)

Rumstationen ISS har haft megen gavn af de mange erfaringer, russerne har indsamlet på deres tidlige rumstationer – her Saljut med Sojuz-fartøjet tilkoblet.

1 / 3