15. november medførte et russisk missil-forsøg, at Den Internationale Rumstation skulle flyve igennem en sky af farlige vragdele. Det skrev vi en artikel om dagen derpå.
Der er nu kommet flere oplysninger om hændelsen, hvor russerne ud over at bringe rumstationen ISS i fare også ødelagde en af deres egne satellitter.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Forsøget var den 11. eller 12. afprøvning af et ASAT system, der hedder Nudol. ASAT er betegnelsen for Anti Satellit-våben, som er beregnet til at ødelægge andre landes satellitter. Det fortæller Jonathan McDowell fra the Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics in Cambridge, Massachusetts, til netmediet space.com.
Nudol er et forholdsvis simpelt system, hvor en raket opsendes fra Jorden, så den kommer til at kollidere med en satellit.
Da satellitter bevæger sig med 28.000 kilometer i timen, er et simpelt sammenstød nok til at sikre en fuldstændig destruktion af satellitten – samt dannelsen af tusinder af vragdele.
Ved de tidligere forsøg er Nudol blot blevet sendt mod et ’matematisk mål’, hvor man så har kunnet undersøge, om raketten var præcis nok til direkte at ramme en satellit.
Forsøget 15. november var den første afprøvning, hvor målet var en ægte satellit.
Hvis Nudol skal blive til et operationelt våben, forudser McDowell flere sådanne forsøg. Som han bemærker, kunne forsøget være udført mod en mindre satellit, som havde skabt færre vragdele og i en lavere højde, så vragdelene hurtigere vil brænde op i atmosfæren.
Langtidsvirkninger
På grund af den store højde på 480 kilometer vil der være konsekvenser af forsøget mange år ud i fremtiden. Det fremgår af en erklæring fra den amerikanske rumkommando U.S. Space Command (USSC). De skriver i en erklæring:
»USSPACECOMs indledende vurdering er, at affaldet vil forblive i kredsløb i årevis og potentielt i årtier, hvilket udgør en betydelig risiko for besætningen på Den Internationale Rumstation og andre menneskelige rumflyvningsaktiviteter såvel som flere landes satellitter.«
Det betyder, at ISS skal regne med at foretage undvigemanøvrer for at undgå kollision med vragdele de næste par år. Det har de prøvet før. Så sent som maj i år blev ISS ramt af et stykke rumskrot, der ramte en robotarm, dog uden at anrette den store skade.
Tidligere har et stykke rumskrot ramt en af solvingerne, men de er så store, at et enkelt hul ikke har den helt store betydning – men stykket kunne også have ramt et af modulerne.
Siden 1999 har ISS måttet ændre sin bane ikke mindre end 25 gange for at undgå sammenstød med rumskrot. I hvert fald i de kommende måneder og måske år vil denne risiko være meget større – måske dobbelt så stor – som før det russiske forsøg.
Som professor John Crassidis fra New York, der er ekspert i rumskrot, siger til Live Science:
»Faktisk kan et hul, der kun måler 0,5 tommer (1,3 centimeter), forårsage uoprettelig strukturel skade, der fuldstændigt kunne udslette rumstationen.«
Et dumt forsøg
Det værste ved det hele er, at man kan argumentere for, at forsøget ikke har nogen militær værdi. Vi kan jo se, hvor store konsekvenser bare ødelæggelsen af én satellit har, og begynder man at føre krig ved at skyde på hinandens satellitter, så bliver rummet så fyldt med skrot, at ingen satellitter kan overleve, og at militæret derfor ikke selv kan anvende rummet.
Man har selvfølgelig forudset denne udvikling for mange år siden. Hele ideen om at skyde på satellitter stammer tilbage fra dengang, hvor der kun var få store satellitter i bane om Jorden.
Derfor er de få store satellitter ved at blive erstattet af de mange små satellitter, så man ikke er så afhængige af, om en enkelt satellit bliver ødelagt. Det er blevet muligt ved udviklingen af ny teknik, som gør det muligt for en satellit på måske et par hundrede kilo at løse næsten de samme opgaver, som før krævede store satellitter på flere ton.
\ Læs mere
Der vil stadig være brug for store satellitter, men det bliver i fremtiden blive næsten umuligt at sætte alle satellitter ud af spil med nogle hurtige ’nedskydninger’. Vejen frem er jamming og hacking, men frem for alt ikke noget, der skaber store mængder af rumskrot.
Så Nudol virker lidt som et system, der passede til rumfarten for et par årtier siden, og mindre til den rumfart, vi får at se her i det 21. århundrede.
Endelig er der et problem, som ikke må overses. SpaceX og andre er i disse år ved at fylde rummet op med tusinder af internet-satellitter.
Hvis de først bliver ramt af rumskrot, så man ikke længere kan styre dem, så kan der komme en kaskade effekt, det såkaldte Kessler-syndrom, der på kort tid fylder rummet med vragdele og skrot.
Så fyldt som rummet omkring Jorden allerede er, så er det at øge mængden af rumskrot det absolut sidste, man skal gøre.
Hertil kommer den ballade det giver, hvis nu et stykke rumskrot fra forsøget 15. november rammer og måske ødelægger enten den kinesiske rumstation Tiangong eller ISS. Det kan blive til en større politisk krise, især hvis der omkommer astronauter.
