Der er ingen tvivl om at nyheden om, at rumsonden Perseverance har opdaget tegn på det, der engang har været liv på Mars, er en af de største opdagelser om den røde planet de sidste mange år.
En jurist vil nok kalde nyheden et indicium, altså et tegn på, at der har været liv på Mars, men ikke et endeligt bevis. Et endeligt bevis vil nemlig kræve, at prøver fra findestedet bringes tilbage til Jorden.
Det var også den oprindelige plan, men nu har Trump i sin visdom besluttet at opgive de planer, der har været om at indsamle prøver fra Mars og bringe dem tilbage til Jorden – og det, selvom Perseverance på sin køretur rundt på Mars har indsamlet adskillige prøver, som er parate til at blive hentet.
Så indtil videre må vi altså nøjes med et indicium, selv om det er godt og overbevisende.
Men Mars er jo kun begyndelsen, så spørgsmålet er, om vi kan finde lige så stærke indicier, eller måske endda beviser, for liv andre steder i Solsystemet.
Som vi vil gennemgå, er der nogle muligheder inden for en overskuelig tid, nemlig Venus, Jupiter-månen Europa og Saturn-månen Enceladus.
Der er også mulighed for liv flere andre steder, men det gemmer sig så godt, at der kan gå mange år, før kan indsamle indicier, for slet ikke at tale om beviser.
Skyerne omkring Venus
Venus er på størrelse med Jorden med en meget tæt atmosfære af CO2, der giver en så stærk drivhusvirkning, at temperaturen på overfladen er omkring 460 grader – ikke et sted, der virker meget egnet til liv.
Men meget tyder på, at Venus ikke altid har været så varm og måske endda i fortiden har haft oceaner, ligesom vi har på Jorden.
På et tidspunkt blev drivhuseffekten så stærk, at Venus blev for varm til at rumme liv på overfladen, og på det tidspunkt er det muligt, at mikroorganismer fra de tidlige oceaner er emigreret op til de betydeligt koldere skyer 50 km oppe.
Her er der faktisk er gode livsmuligheder, også selvom skyerne består af koncentreret svovlsyre, da vi kender mikroorganismer her på Jorden, som kan leve under forhold svarende til skyerne omkring Venus.
Venus skal udforskes
Interessen for at lede efter liv i skylaget omkring Venus kom, da astronomer mente at have fundet tegn på gassen fosfin (PH3) i skyerne. Da fosfin efter vores nuværende viden kun kan produceres i større mængder ved biologiske processer, så blev fosfin anset som en biomarkør, altså et tegn på liv.
De oprindelige målinger af gassen bliver nu anset for tvivlsomme, men det har ikke fjernet interessen for at lede efter liv på Venus.
Men ak – netop som NASA havde fået skabt et nyt Venus-program med to store rumsonder, VERITAS og DAVINCI, og indledt et samarbejde med ESA om rumsonden ENVISION, så faldt sparekniven.
Hvad der overlever er meget tvivlsomt, selv om man kan håbe på ENVISION, der primært er et ESA-projekt. Men nu er redningen kommet fra en helt uventet side, nemlig i form af verdens første private rumsonde.
Venus Life Finder: Privat rumsonde skal sendes ned
Rumfirmaet Rocket Lab er gået sammen med det berømte universitet Massachusetts Institute of Technology (MIT) og nogle unavngivne private filantroper om at bygge en lille rumsonde, der skal sende en kapsel på bare 17 kg ned gennem skylaget på Venus.
Opsendelsen af sonden Venus Life Finder er sat til sommeren 2026, og da kapslen ikke medfører nogen faldskærm, er der kun fem minutter til at indsamle data, før kapslen rammer overfladen og ødelægges. Den opgave skal løses af et enkelt instrument kaldet et nefelometer.
Nefelometeret udsender under turen ned gennem skyerne en laserstråle, der rammer, hvad der nu er af molekyler og partikler i skyen.
Hvis der findes partikler opbygget af organiske stoffer, kan disse partikler også fluorescere, altså reagere ved selv at udsende lys. Dette lys vil blive opsamlet af en linse i instrumentet, og de data, man får, kan så give oplysninger om partikelstørrelse, form, sammensætning og koncentration.
Men også det er kun indicier. Hvis man får målinger, der tyder på eksistensen af organiske stoffer, er det dog planen et par år senere at sende en lille ballon ned i skylaget og her direkte indsamle stoffer, som så kan bringes tilbage til Jorden og blive analyseret – og det er her, vi måske kan få et endeligt bevis, for om der er liv i Venus-skyerne.
Store perspektiver i privat rumfart
Man aner måske her begyndelsen på en ny rumfart baseret på private midler og fonde. Der findes nemlig allerede nu flere mindre firmaer, som bygger små og billige raketter.
Rocket Lab er netop et sådant firma, der mod betaling opsender små satellitter med den lille Electron-raket fra deres base på New Zealand, og de har altså valgt for egne penge at gå ind i et projekt om at udforske Venus – det giver jo også en del prestige.
For tiden har Venus Life Finder et budget på under 10 millioner dollar og en arbejdsstyrke på kun omkring 30 mennesker under ledelse af professor Sarah Seager (en kendt astronom) fra MIT. De arbejder om aftenen og i weekender og mangler tilsyneladende ikke entusiasme.
Der er et meget stort perspektiv i dette forsøg, der er baseret på en lille, billig rumsonde, som er udviklet af Rocket Lab:
Drømmen er, at mindre lande også kan deltage i Solsystemets udforskning – der er ikke noget, som forhindrer Danmark i selv at bygge eller bidrage til bygningen af endnu en Venus-sonde, som så skal tage det næste skridt med at se, hvad der gemmer sig i skylaget.
Tænk, hvis man finder en levende mikroorganisme…
Jupiters måner
Udover Venus rummer Jupiter en anden realistisk mulighed for at finde liv i rummet.
Jupiter har fire store Måner, Io, Europa, Ganymedes og Callisto. På tre af disse måner mener man, at der er underjordiske oceaner, godt skjult under kilometertrykke lag af is.
Især samler interessen sig om Europa, hvor der er gode tegn på eksistensen af et måske 100 km dybt ocean med de muligheder, det giver for liv. Desværre er dette ocean skjult under et 10-20 km tykt islag, og det gør udforskningen af oceanet meget vanskelig – især hvis man vil lede efter liv.
Beklageligvis vil de to store 6 ton tunge rumsonder, som nu er på vej mod Jupiter og begge skal ankomme dertil i 2031, dog ikke kunne løse spørgsmålet om liv på Europa.
De to sonder er:
- den europæiske rumsonde JUICE, der er opsendt af ESA
- og den amerikanske Europa Clipper
Sondernes mulighed for at forske begrænses af den meget stærke stråling fra Jupiters strålingsbælter, som kan ødelægge rumsondernes elektronik.
Derfor vil sonderne gå i aflange baner om Jupiter, således at sonderne den meste tid er så langt fra Jupiter, at strålingen ikke er så intens. Derfor må man nøjes med hurtige og kortvarige forbiflyvninger af månerne, og det gælder især Europa, der er så tæt på Jupiter, at strålingen her er meget høj.
Europa Clipper skal indsamle iskorn
Europa Clipper medfører dog to instrumenter, der kan undersøge om der er tegn på liv på Europa:
- SUDA, som er en forkortelse for Surface Dust Analyzer
- MASPEX, som er en forkortelse for MAss Spectrometer for Planetary Exploration
Begge vil være i stand til at fange iskorn, som, man regner med, hele tiden slynges ud fra Europas overflade og ud i rummet som følge af meteornedslag.
Når Europa Clipper flyver forbi Europa med en fart på flere tusinde kilometer i timen, vil de to instrumenter indsamle prøver af disse iskorn og derefter identificere, hvilke stoffer de indeholder, ved at måle masserne af de molekyler man finder.
På Jorden har forskere analyseret bakterier og andre biologiske materialer med teknologi, der nogenlunde efterligner SUDA og MASPEX. De fandt tegn på aminosyrer, DNA og andre byggesten til liv. I ét tilfælde forudsagde forskere, at disse signaler ville være mærkbare, selvom der kun var en titusindedel af en celle til stede i et iskorn.
Man kan kun håbe, at heldet er med Europa Clipper, så den også kommer til at flyve gennem en af de ret sjældne gejsere, hvor vand fra Europas dybe ocean slynges direkte ud i rummet gennem sprækker i det kilometertykke islag, der dækker hele overfladen.
Skal vi finde indicier for liv i Europas hav, er den bedste mulighed at analysere en gejser, hvor stoffet kommer direkte fra oceanet.
Saturns måner: Enceladus’ gejsere er spændende
Den sidste mulighed, som bliver undersøgt for liv de næste år, er Saturns måne Enceladus.
Vi ved ret meget om Saturns måner takket være rumsonden Cassini, der over en periode på 13 år fra 2004-2017 kredsede om Saturn og her fik undersøgt de fleste måner ret grundigt.
Cassinis målinger har dannet grundlaget for de næste planer for rumsonder til Saturn.
Således opdagede Cassini, at den lille ismåne Enceladus med en diameter på kun 500 km fra et område nær sydpolen konstant udsender nogle store gejsere, hvor vand fra et ocean indeni Månen konstant slynges ud i rummet gennem sprækker i isen.
Cassini har flere gange fløjet gennem disse gejsere, og de resultater, man har opnået, er begrundelsen for at opsende en ny rumsonde, der kan foretage en meget mere grundig undersøgelse af gejserne, end Cassini kunne.
Som eksempel kan nævnes, at man i 2023 har genanalyseret de gamle målinger fra Cassini, og her fundet spor af hydrogencyanid (HCN), også kaldet blåsyre, som for os er et uhyre giftigt stof.
NASA vælger dog at beskrive stoffet som ’et molekyle, der er nøglen til livets oprindelse’ fordi blåsyre har været en af de vigtigste byggesten, dengang livet opstod her på Jorden.
Den rumsonde, NASA håber på at få penge til, hedder Enceladus Life Finder, og planen er, at sonden over en periode på 3 år skal flyve 8-10 gange gennem gejserne og her med de mest moderne instrumenter analysere, hvilke stoffer og partikler (måske endda levende) som findes i gejserne.
Men om der kan skaffes penge til dette projekt, er for tiden nok tvivlsomt.
Månen Titans kemi skal også udforskes
En anden rumsonde ved navn Dragonfly (Guldsmed) har indtil nu overlevet alle nedskæringer, så der er stadig en mulighed for, at den bliver opsendt i juli 2028 til Titan.
Titan er Saturns største måne med en diameter på 5.150 km, hvilket gør den større end planeten Merkur, men lidt mindre end Mars. Titan udmærker sig ved at have både en atmosfære og små have af flydende metan ved en temperatur på -180 grader.
Dragonfly udnytter, at Titans atmosfære er ganske tæt, så den er bygget som en lille helikopter. Over en periode på 3 år skal Dragonfly flyve en strækning på over 100 km med hyppige landinger, hvor der skal indsamles prøver, som kan analyseres på selve rumsonden
Vi ved fra rumsonden Cassini, at der er masser af organiske stoffer på Titan. Der er ikke noget sikkert tegn på liv, selvom mange har spekuleret over muligheden for liv i metanhavene.
Men Dragonflys vigtigste opgave er ikke at finde liv. NASA formulerer opgaven således:
»Dragonfly er ikke en mission, der har til formål at opdage liv – det er en mission, der har til formål at undersøge den kemi, der kom før biologien her på Jorden,« siger Zibi Turtle, der er med i projektet og planetforsker ved Johns Hopkins Applied Physics Laboratory i Maryland, ifølge NASA.
»På Titan kan vi udforske de kemiske processer, der kan have ført til liv på Jorden, uden at liv komplicerer billedet.«
Men mon ikke alle håber, at der alligevel er liv på Titan, selvom det ikke indgår i de officielle planer.
Dragonfly skal lande på Titan i 2034, og det er så langt ind i fremtidens rumfartsplaner, vi kan se i dag.
Men som vi har beskrevet, er der flere muligheder for at finde tegn på liv end bare Mars, så de næste 10 år kan blive ganske spændende.
