Snedynger, frost og bidende vinde.
2021 har budt på en vinterlig begyndelse og været noget koldere end sine nærmeste forgængere.
Men rimfrosne græsplæner og de centimeter sne, vi har haft i haver og på gader, er ingenting.
I hvert fald ikke i forhold til, hvordan selvsamme områder så ud under seneste istid, hvor kilometer tyk is dækkede Danmark.
Men hvad ville der egentlig ske, hvis vi blev ramt af en ny istid? Og spiller klimaforandringerne ind på risikoen for det? Vi undersøger sagen sammen med to klimaforskere i det nyeste afsnit af Klimax, klimaserien på Videnskab.dk's YouTube-kanal Tjek.
Hvis istiden ramte…
….Ja, så ville det altså ikke betyde, at vi fra den ene dag til den anden ville blive begravet under kilometervis af is.
\ Klima-serien Klimax
Klimax er Videnskab.dk's nye serie om klima på YouTube-kanalen Tjek.
Tjek er Videnskab.dk's unge-magasin på YouTube.
Klimax ruster unge til klimadebatten og giver dem lyst og mod til deltage.
Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden.
Forskerne fortæller nemlig, at vi først ville opleve flere kolde somre, og at vinterens sne ville blive liggende meget af foråret.
En istid udvikler sig nemlig over tusindvis af år.
Det sker, fordi Jorden ganske langsomt bliver ramt af mindre sollys på den nordlige halvkugle om sommeren.
Og så begynder iskapperne i nord at vokse sig større, fordi somrene ikke bliver varme nok til at smelte isen væk.
\ Læs mere
Ifølge forskerne vil iskapperne over de næste årtusinder langsomt brede sig fra deres udgangspunkt, som er lige omkring 65° nordlig breddegrad - her ligger byer som Nuuk og Reykjavik.
På et tidspunkt vil iskapperne have vokset sig så store, at de opsluger store dele af Danmark.
Selvom forskerne ikke præcis kan sige, hvor koldt det var under istiden for knap 12.000 år siden, kan man forestille sig, at der på midten af iskappen vil være samme temperatur som over det centrale Grønland, hvor der altså kan måles temperaturer på ned til 63 frostgrader.
Og selv de områder, som ikke dækkes af isen, vil opleve temperaturer noget under frysepunktet det meste af året.
Is og kulde tvinger os sydpå
Når en istid rammer os, vil iskappen sprede sig til dele af den nordlige halvkugle og altså ikke til hele Jorden.
Og hvis iskappen når samme tykkelse som under den seneste istid, kan vi altså se frem til, at den nogle steder bliver op til tre kilometer tyk.
Dyrene vil altså blive nødt til at flygte fra kulden, og skovene dø ud og først vinde frem igen, når isen trækker sig tilbage.
Istidens klima vil selvfølgelig også betyde, at mange af os, der bor mod nord, bliver nødt til at flytte.
Men i modsætning til vores forfædre, som gennemlevede den seneste istid, er vi ikke vant til at flytte os rundt hele tiden.
Og i mellemtiden er vi blevet mange flere mennesker på Jorden, så vi kunne altså hurtigt få pladsmangel, hvis istiden ramte.
Istider afhænger af Solens stråler
For at der kan opstå en istid, skal de helt rigtige forhold være til stede – og her er Solen en vigtig spiller.
For 100 år siden beskrev den serbiske matematiker Milotin Milankovitch en – for os almindelige dødelige – ganske kompleks teori, som går ud på, at Solens energi fordeles forskelligt på Jorden over tid.
Styrken på Solens stråler, når de rammer Jorden, afhænger nemlig af forskellige ting – Jordens bane om Solen, Jordens hældning og jordaksens retning.
De tre ting påvirker, hvor kraftige vores årstider er, og de kan altså øge risikoen for en istid, hvis de arbejder sammen.
Og hvis de tilsammen gør, at der kommer mindre lys på den nordlige halvkugle om sommeren, kan den potentielt blive så kølig, at vinterens sne og is ikke smelter – og så kan en ny istid begynde.
Klimaforandringer eliminerer måske istider
Den næste istid lurer ikke lige om hjørnet.
Den kommer nemlig allertidligst om 20.000 år – og det er faktisk slet ikke sikkert, den overhovedet kommer.
Mængden af CO2 i atmosfæren har nemlig betydning for, hvor varmt det er på Jorden.
Mængden af CO2 måles i enheden ppm, som betyder milliontedele.
Under sidste istid var der omkring 180 ppm CO2 i atmosfæren.
Men mod slutningen af istiden steg tallet til omkring 280 ppm, fordi havene blev varmere og ikke kunne holde på ligeså meget CO2, og derfor blev Jorden igen varmere.
Lige nu er mængden af CO2 i atmosfæren 414 ppm, og det tal vil stige som følge af klimaforandringer og global opvarmning.
Vi mennesker har altså ændret CO2-indholdet i atmosfæren meget hurtigere, end naturen selv kan gøre det, og det kan medvirke til, at det måske slet ikke bliver koldt nok til, at en istid kan begynde.
Og selv hvis CO2-indholdet i atmosfæren faldt drastisk og en istid lurede om hjørnet, ville vi i princippet blot kunne åbne for CO2-hanerne igen og få temperaturen til at stige.
Men nu er der jo som nævnt ingen fare for, at vi står lige overfor en istid – så lad os i stedet gøre alt, hvad vi kan, for at lukke så lidt CO2 ud som overhovedet muligt.
Viden fra forskere og fagfolk
Du kan altså godt ånde lettet op – du vågner ikke op til en ny istid i morgen.
Vil du gerne høre mere om Milankovitch-teorien, istider og klima, så se med i afsnittet af Klimax øverst i artiklen!
Informationerne i videoen bygger på viden, som Tjek har fået fra følgende kilder:
- Sune Olander Rasmussen, lektor og geofysiker, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet
- Marit-Solveig Seidenkrantz, professor, Institut for Geoscience, Aarhus Universitet
