Kig op i maj: En kriger og hans drage udfordrer de lyse nætter, mens planeterne gemmer sig bag Solen

Maj måned indleder den astronomiske lavsæson, hvor de lyse nætter udfordrer vores øjne, mens de prøver at finde stjerner, planeter og fjerne galakser på himlen.

Forhåbentlig byder den sidste forårsmåned dog også på varmere aftener, hvor man kan sidde på en bænk eller ligge på en trampolin og kigge op.

For der er stadig masser af smukke syn på nattehimlen. Her er nogle af højdepunkterne, som maj måned byder på:

De lyse nætter vinder frem

De lyse nætter begynder formelt den dag, hvor Solen ikke kommer længere end 18 grader under horisonten.

I Aarhus, hvor jeg skriver fra, er den første dag i de lyse nætter den 4. maj, hvor Solen kun dykker 17,8 grader under horisonten, mens det i København først er den 6. maj. Jo længere mod syd, jo flere dage med mørk himmel.

Når Solen ikke bevæger sig længere ned under horisonten, vil en del af Solens lys ramme molekyler i atmosfæren, som sender lyset i nye retninger og bidrager til at lyse himlen op. De lyse nætter fortsætter til et stykke ind i august måned.

I den første og den sidste uge af maj er Månen kun oppe midt om natten, så der vil månelyset ikke yderligere lyse himlen op om aftenen, og det er dermed det bedste tidspunkt for at se lidt svagere stjerner eller galakser. Midt i måneden og omkring fuldmåne den 23. maj er Månen nok det bedste mål på himlen.

Herkules og Dragen

I maj måned bliver et af mine yndlingsstjernebilleder synligt på himlen i de første aftentimer efter solnedgang mod øst, nemlig det fantastiske stjernebillede Herkules.

I sig selv er det et af de største stjernebilleder på himlen, særligt kendetegnet ved firkanten i midten af stjernebilledet, som stjernerne Epsilon, Zeta, Eta og Pi Herculis tilsammen laver. Det er den, jeg selv leder efter, når jeg vil se Herkules.

Det er fint at tænke på, at den samme firkant har vores forfædre kigget på i tusinder af år. Fra historiske kilder ved man, at sumererne i Mesopotamien så krigeren Gilgamesh, mens antikkens folk så krigeren Herkules.

Den mest lysstærke stjerne i Herkules er ikke som normalt Alfa-stjernen, men i stedet Beta Herculis, som ligger neden for firkanten på himlen. Alfa-stjernen ligger nederst i stjernebilledet, men bærer navnet Ras Algethi, som på arabisk betyder ’hovedet på knæleren’, fordi krigeren blev afbilledet på hovedet i antikken. Knæleren refererer antageligvis til Herkules’ bukkede ben.

Mens stjernerne i Herkules ikke er synderligt spektakulære, er til gengæld stjernehoben Messier 13 et enormt fedt syn i kanten af firkanten mellem Zeta og Eta Herculis.

Messier 13 tilhører den flotteste type af stjernehobe – de kugleformede – og mere end 100.000 stjerner bidrager til synet. Det kræver en kikkert eller et teleskop for at kunne fornemme hobens udstrækning.

Kugleformede stjernehobe er værdifulde for astronomer, fordi de indeholder mange forskellige typer af stjerner, som har det til fælles, at de opstod samtidig. Ud fra kendskab til stjerneudvikling kan astronomer vurdere alderen på en hob, og for Messier 13 estimerer en gruppe forskere, at alderen er omtrent det samme som universets alder på omkring 14 milliarder år.

Herkules nedkæmpede ifølge antikkens sagn en drage, som vi også kan finde på himlen i form af stjernebilledet med samme navn. Dragen snor sig mellem Herkules, Lille Bjørn og Store Bjørn på himlen og er i lighed med Herkules ikke kendt for særligt klare stjerner.

Med et teleskop er det heldigvis muligt at se lidt dybere ud i universet, eksempelvis til den planetariske tåge Katteøjetågen, NGC 6543. Tågen er resterne af en stjerne, som er kollapset til en hvid dværg, mens den efterlod de yderste lag af stjernemateriale i en fantastisk flot sky omkring sig.

Jeg havde selv fornøjelsen af at kigge på Katteøjetågen en klar aften i april gennem det store teleskop på Ole Rømer Observatoriet i Aarhus, hvor en grønlig eller turkis farve var tydelig. I midten af tågen kunne jeg endda skimte den hvide dværg som en hvid prik i den farvede tåge.

Det var et superfedt syn og lidt syret at tænke på, at den hvide dværg kun er på størrelse med Jorden, men flere tusinde lysår væk.

Eta Aquariderne giver en sværm af stjerneskud

For de morgenfriske byder maj måned også på en meteorsværm i form af Eta Aquariderne, som strømmer ud fra stjernen Eta Aquarius i Vandmanden.

Meteorsværmen er aktiv mellem slutningen af april og stort set igennem hele maj måned med sin top i ugen omkring 6. maj. Det falder sammen med, at Månen står meget lavt på himlen om morgenen, men til gengæld i nabostjernebilledet Fiskene. Heldigvis er der nymåne den 8. maj, så der vil kun være en tynd måne omkring meteorsværmens maksimum.

Eta Aquariderne er ikke i sig selv en af årets mest markante meteorsværme, men har alligevel lidt astronomisk stjernestøv over sig, da den skyldes en astronomisk legende i form af Halleys komet.

Kometen befinder sig lige nu i stjernebilledet Lille Hund, men i en kæmpe afstand på 35 astronomiske enheder, som er afstanden mellem Jorden og Solen. Det er omkring den samme afstand som til dværgplaneten Pluto, så Halleys komet er ikke synlig.

Når Halleys komet på den afstand alligevel kan lave en meteorsværm, er det, fordi en komet dybest set er en stor beskidt snebold.

Kometens bane er en aflang elliptisk bane, som bevæger sig ind omkring Solen. Solens energi varmer snebolden op og skaber en hale af støv og småsten, som både er flot som kometens lysende hjerte, kaldet comaen, og kometens hale, når den befinder sig i det indre solsystem.

Kometen efterlader støv og sten i banen, og når Jorden bevæger sig igennem området i maj måned, bliver det til stjerneskud i atmosfæren på grund af friktion mellem støvkorn og luft, som opvarmer støvkornene til mere end 1.000 grader.

Kig meget lavt på himlen mod øst en time inden solopgang for den bedste chance for at se et brændende støvkorn fra Halleys komet. Husk at passe på Solens lys - det er ekstremt farligt for øjnene at kigge direkte på Solen især gennem en kikkert.

Planeterne

Alle planeterne er i nogenlunde samme retning som Solen i maj måned, og at se planeterne på aftenhimlen er stort set umuligt, fordi de alle med undtagelse af Jupiter første halvdel af maj befinder sig vest for Solen.

Merkur når sin største vestlige elongation den 9. maj, som er der, hvor Merkur er længst fra Solen set fra Jorden. Solsystemets plan ekliptika ligger desværre langs horisonten i timerne omkring solopgang i begyndelsen af maj, så selvom Merkur når sin største afstand fra Solen, er den kun i en højde på to grader. Selv med en helt åben horisont mod øst, vil det være svært at se planeten i Solens skær.

Mars og Saturn er de to planeter, som er længst fra Solen for tiden. Sidst i maj måned kan Mars ses i øst og Saturn i øst/sydøst lavt på himlen lige inden solopgang. I begge tilfælde vil de konkurrere mod morgenlyset, og det vil være en udfordring at se planeterne.

Det måske flotteste planetsyn i maj bliver månedens sidste dag, hvor Saturn og Månen står helt tæt mod sydøst.

Månen og Solen

Der er nymåne 8. maj, tiltagende halvmåne 15. maj, fuldmåne 23. maj og aftagende halvmåne 30. maj.

1. maj står Solen op kl. 5.28 og går ned kl. 20.53.

31. maj står Solen op kl. 4.36 og går ned kl. 21.46.

De fire tidspunkter gælder for Danmarks geografiske centrum i det vestlige Sjælland. Læg derfor lidt til tallene, hvis du bor længere vestpå, eller træk lidt fra, hvis du bor østpå.