Hvor har planeterne og stjernebillederne deres navne fra?

Mars, Jupiter og Venus. Store Bjørn, Lille Bjørn og Fiskene.

Vi kan næsten alle huske navnene på planeterne i Solsystemet, men det bliver måske lidt sværere at nævne alle 88 stjernebilleder.

Når man kigger op på nattehimlen, kan man se ufatteligt mange stjerner, og for de mest kyndige vil man kunne spotte flere stjernebilleder. Hvis forholdene passer til det, kan man også være heldig at spotte en planet med sit blotte øje.

Men hvor har planeterne og stjernebillederne fået deres navne fra?

Dette spørgsmål står læseren Ole tilbage med efter at have læst artiklen ’Hvorfor hedder det Karlsvognen?’ fra 2014.

»I forlængelse af artiklen om Karlsvognen, vil jeg gerne vide, hvorfor planeterne er opkaldt efter guder, og Månen for eksempel ikke er. Og hvorfra stammer stjernebilledernes navne?,« skriver han i en e-mail til Spørg Videnskaben.

For at få svar på Oles spørgsmål har vi hevet fat i en anden Ole. Nemlig Ole J. Knudsen, der er kommunikationsmedarbejder ved Stellar Astrophysics Centre på Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet.

Vi skal også høre fra sprogforskeren Adam Hyllested, der er ekstern lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet.

Hvorfor er planeterne opkaldt efter guder?

Ole J. Knudsen fortæller, at vi skal mere end 5.300 år tilbage i menneskets historie for at finde svarene.

»Så vidt vi kan se ud fra gamle historiske tekster, skal vi tilbage til sumererne og babyloniernes tid, hvor man opfattede planeterne som konkrete guder,« siger Ole J. Knudsen, som altså er cirka tilbage ved 3300 år før vores tidsregning. Han fortæller videre:

»Det er jo på en måde en fantastisk religion, hvor man hver dag kunne gå ud at se guderne med egne øjne. Dengang blev der etableret en tradition med at knytte guder sammen med planeterne. Den tradition blev sidenhen videreført af både egypterne, grækerne og romerne.«

I Danmark bruger vi i dag navnene fra de romerske guder, uddyber han og understreger, at man skal have visse forbehold med fortolkningen af de oldgamle tekster, da det nu til dags er svært at regne ud, hvad der præcis foregik i hovedet på menneskerne for 5-6.000 år siden.

Adam Hyllested forsker i sproghistorie inden for de indoeuropæiske og uralske sprogfamilier.

Ifølge ham er der to hovedkilder til den græske og romerske mytologi og de navne, der forekommer i dem. På den ene side kulturen hos de gamle indoeuropæere, hvis sprog græsk og latin nedstammer fra, og på den anden side nabokulturerne i det gamle Mellemøsten.

»Man kan se skelettet fra den fælles indoeuropæiske mytologi i de græske og romerske kulturer, og det er nok delvis herfra, vi skal finde årsagen til, at man i oldtiden opkaldte de fem først opdagede planeter efter bestemte guder,« forklarer Adam Hyllested.

Disse planeter var: Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn.

På græsk havde guderne dog oprindeligt andre navne, hvor Saturn for eksempel blev kaldt ’Den Skinnende’ og Mars ’Den Vrede’, men de blev alligevel forbundet med guderne.

»Denne metode minder meget om, hvordan både sumererne og babylonierne navngav planeterne. Så der er altså også indflydelse fra andre oldtidskulturer,« forklarer Adam Hyllested

Han tilføjer, at man til gengæld i Østasien, såsom i Kina, opkaldte de dengang fem kendte planeter efter, hvad denne kultur opfattede som naturens grundlæggende elementer: jord, ild, vand, metal og træ.

Månen er også opkaldt efter en gud

I vores læser Oles e-mail spørger han, hvorfor Månen ikke er opkaldt efter en gud ligesom planeterne, men ifølge Ole J. Knudsen, er Månen faktisk også opkaldt efter en gud ligesom sine himmellegeme-kollegaer.

»Luna betyder måne på latin, men navnet kan også hentyde til månegudinden i den romerske mytologi. I oldtidens Grækenland tilbad man også Artemis, månegudinden,« forklarer Ole J. Knudsen.

Ifølge Adam Hyllested er Lunas navn dog oprindeligt et adjektiv med betydningen ’lys’ i de indoeuropæiske sprog og betyder altså ’den lyse’, mens det navn, vi bruger for Månen og andre måner på dansk og de andre germanske sprog, er en afledning af den ordrod, der også findes i verbet måle. Fordi Månen er blevet brugt til at måle tidens gang med, hvilket også afspejles i orden måned.

Du kan læse mere om oprindelsen af Månens navn i artiklen ’Hvorfor har Månen ikke noget navn?’.

Hvorfor er Jorden ikke opkaldt efter en gud?

Man kan også undre sig over, at Jorden ikke er opkaldt efter en gud, men det er der en ganske naturlig årsag til.

»Man havde engang et geocentrisk verdensbillede, hvilket vil sige, at man ikke nødvendigvis opfattede Jorden som en planet. I hvert fald ikke på samme måde som dem, man kunne se på nattehimlen. Det var en udbredt opfattelse, at Jorden var universets centrum, og at Solen og planeterne kredsede omkring vores planet,« fortæller Adam Hyllested og føjer til:

»Navnet Jorden er betegnelsen for en grund eller overflade, og det afspejler meget godt, hvordan man har set på tingene for tusindvis af år siden. Selvom det romerske ord for Jorden, Terra, endte med at indgå i navnet på gudinden Terra Mater ’Moder Jord’, betyder dette ord oprindeligt ’det tørre’. Det vil sige også bare jordoverfladen i modsætning til vandet og himlen.«

\ Læs mere

Hvorfor er Mars rød?

Hvor stammer stjernebilledernes navne fra?

De gamle grækere har haft umådelig stor betydning for den moderne verden, og de har minsandten også æren af at stå bag den officielle navngivning af flere end halvdelen af stjernebillederne.

»Cirka 48 af stjernebillederne er blevet navngivet af den klassiske græske videnskabsmand Ptolemæus i sin bog ‘Almagest’,« siger Ole J. Knudsen.

‘Almagest’ er et hovedværk i græsk astronomi og stammer fra omkring år 150.

Oprindeligt var titlen ’He megiste syntaxis’, ‘Den Største Skrift’, men en række oversættelser til arabisk omkring år 800 førte til titlen ’Al Majisti’, heraf ’Almagest’.

»Værket kom til at få kæmpestor betydning for astronomi i mere end tusind år frem, og det optegnede stort set alt, hvad man vidste inden for feltet. Ptolemæus lavede også værket ’Tetrabiblos’, som handler om astrologi, der blev brugt i undervisningen på universiteter frem til 1600-tallet,« siger Adam Hyllested.

I det 16. og 17. århundrede fandt europæiske astronomer, heriblandt hollandske opdagelsesrejsende og franske astronomer, frem til de resterende stjernebilleder.

»Mange havde ambitioner om at danne deres eget stjernebillede. Frem til begyndelsen af 1900-tallet var der optegnet mellem 360 til 400 stjernebilleder, men der var en masse overlapninger mellem dem. Derfor fik International Astronomical Union ryddet op i optegnelserne. Man endte med officielt at godkende 88 stjernebilleder,« forklarer Ole J. Knudsen.

Årsagen til, at man pludselig opdagede en række nye stjernebilleder i det 16. og 17 århundrede, var, at de opdagelsesrejsende nåede den sydlige halvkugle, hvor et væld af nye stjerner åbenbarede sig for den vestlige civilisation.

»Af denne årsag har de fleste stjernebilleder på den sydlige halvkugle fået helt andre navne i Vesten, der ikke har noget med græsk mytologi at gøre, såsom ’Giraffen’ og ’Mikroskopet’,« fortæller Adam Hyllested.

Hvem har fastlagt navnene?

International Astronomical Union (IAU) er en sammenslutning af foreninger fra 90 lande verden over. Sammenslutningen tæller 12.155 medlemmer og er en anerkendt autoritet inden for navngivningen af planeter, stjerner og diverse øvrige himmellegemer.

»IAU blev oprettet som en del af en international aftale mellem fagfolk, da der var et behov for det. Ligesom man har internationale organisationer, der officielt bestemmer reglerne for bølgelængder (International Union of Radio Science, red.), blev man i 1919 enige om at danne en organisation, som fik myndighed til at lave officielle bestemmelser inden for astronomi,« fortæller Ole J. Knudsen.

Danmark er også med i IAU og har en dansk repræsentant i form af astronomen Jørgen Christensen-Dalsgaard fra Aarhus Universitet. Ole J. Knudsen selv er presseansvarlig for IAU i Danmark.

Men et er, hvem der har bestemt, hvad navnene officielt skulle være. Noget andet er, hvorfor stjernebillederne hedder, hvad de gør.

»Mange af de græske navne er ikke opstået i Grækenland, men kan føres tilbage til endnu ældre oldtidskulturer. Man ved ikke præcis, hvorfor stjernebillederne har fået disse navne, men navngivningen har nok delvis været af praktiske årsager, så man havde noget at navigere efter, som også var let at finde og huske. Dengang havde man jo knap så meget kunstigt lys og heller ikke avancerede kort til at navigere med,« fortæller Adam Hyllested og fortsætter:

»Samtidig har man knyttet navne og myter til stjernebillederne for at få verdens sammenhæng til at give mening. Så det er sandsynligt, at man skal regne med to hovedårsager, en praktisk og en religiøs, og at de to nok ikke altid kunne skilles ad.«

Må en ’eks-planet’ beholde sit navn?

Siden Pluto blev opdaget i 1930 af astronomen Clyde W. Tombaugh, har dværgplaneten i Kuiperbæltet været omgivet af kontroverser.

Indtil 2006 var Pluto en af Solsystemets ni planeter, men efter en afstemning fastslog IAU, at Pluto ikke længere kunne klassificeres som en planet.

»Da Pluto blev opdaget, foreslog den astronom, der opdagede den, at den blev opkaldt efter en af de romerske guder. Der bliver hele tiden navngivet astronomiske objekter, men man kan sige, at det er på et andet niveau. Pluto var særlig, da det tog tid at finde ud af, om det var en planet. Selvom Pluto i 2006 blev degraderet som planet, er den jo ligeglad med, hvad den hedder,« afslutter Ole J. Knudsen.

Vi takker vores læser Ole for spørgsmålet med en T-shirt, som kommer med posten. Vi siger også tak til Ole J. Knudsen fra Aarhus Universitet og Adam Hyllested fra Københavns Universitet for svarene.

Hvis du selv har spørgsmål, kan du skrive til Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk.

\ Læs mere

Forskere indsnævrer 29 planeter, hvorfra rumvæsener har gode forhold til at observere Jorden

\ Læs mere

Kolonisering af rummet: Drømmen om at bygge kunstige verdener på fjerne planeter lever

\ Læs mere

Rum-quiz: Hvor meget ved du egentlig om astronomi og rumfart?