Kig op i januar: Nyd årets skarpeste stjerner, og se stjerneskud i et hemmeligt stjernebillede

Januar har altid været min yndlingsmåned at kigge stjerner i. Der er bare noget særligt ved det tænderklaprende kolde januarmørke, som får stjernerne til at blinke mindre og fremstå mere skarpe.

Og samtidig har vi nogle af himlens mest ikoniske stjernebilleder på himlen i form af Orion, Tyren med Syvstjernen samt den Lille og den Store Hund.

Nogle af dem tegner en kæmpe figur på himlen, den vender vi tilbage til senere. For det allerførste, der er værd at holde øje med her i årets første måned, er stjerneskud.

Stjernebilledet, der blev skrottet

Himlens festfyrværkeri fortsætter nemlig i januar, hvor årets første meteorsværm giver mange stjerneskud.

Det er meteorsværmen Quadrantiderne, som ikke bare har det fedeste navn af årets meteorsværme, men også er speciel på en anden måde.

Den er nemlig opkaldt efter stjernebilledet Murkvadranten – og hvem ved lige hvor det er?

Svaret er ingen steder, for Murkvadranten findes slet ikke på nattehimlen længere. Murkvadranten var indtil 1922 et lille stjernebillede, som var navngivet af den franske astronom Jérôme Lalande i 1795.

Det lå på himlen mellem Bjørnevogteren og Dragen, ikke langt fra halespidsen på Store Bjørn, som også er vognstangen i Karlsvognen.

I 1922 ryddede Den Internationale Astronomiske Union dog op i antallet af stjernebilleder og definerede de 88 stjernebilleder, som vi benytter i dag.

De er himlen svar på Google Maps, og hjælper os med at finde vej. Stjernerne som engang lå i Murkvadranten er nu en del af Bjørnevogteren. Murkvadranten er på den måde et lidt hemmeligt stjernebillede.

Se et stjerneskud i det hemmelige stjernebillede

Stjerneskuddene i Murkvadranten har vi hvert år, og i år topper antallet af stjerneskud om natten til den 4. januar.

Stjerneskuddene konkurrerer med lyset fra fuldmånen i år, som gør det sværere at se de svageste stjerneskud.

Radianten, hvor stjerneskuddene ser ud til at strømme ud fra, står op omkring midnat og er højest på himlen i timerne inden solopgang.

Det er her sandsynligheden for at se stjerneskud er størst. Til gengæld er der gode chancer for de såkaldte ildkugler, som er meget kraftige stjerneskud, som måske kan have resulteret i et meteoritfald.

Sådan ser en nattehimmel med 139 stjerneskud ud

Apropos meteoritfald er vi på Ole Rømer Observatoriet i Aarhus en del af Nordic Meteor Network, hvor vi hver nat holder øje med stjerneskud på himlen over Danmark.

Netværket består af kameraer, som løbende tager billeder af nattehimlen. Hver morgen får vi både en lille film og et samlet billede af nattens observationer.

Natten efter den 13. december, hvor der var delvist klart vejr og hvor meteorsværmen Geminiderne toppede, så det ud som på billedet her.

Alle de korte linjer på billedet er stjerneskud, og vi talte 149 stjerneskud. Af dem så de 135 ud til at være Geminider, bedømt ud fra retningen af stjerneskuddene.

De stiplede linjer eller linjer, som bevæger sig igennem hele billedet, er enten flyvemaskiner, satellitter eller stjerner.

Meteoritter i stealth-mode

Målet med at holde øje med himlen er dels at formidle om stjerneskud for observatoriets gæster, men også at bidrage til mulige fund af meteoritter i fremtiden.

Større sten, måske på størrelse med en basketball, kan nemlig overleve turen igennem Jordens atmosfære og føre til et meteoritfund.

Udfordringen er dog, at meteoritter går i stealth-mode (går under radaren) i cirka 25 kilometers højde, hvorefter de som regel er usynlige.

Hvis man vil finde en meteorit, er det derfor tit nødvendigt at vide, hvor meteoritten var i den højde og i hvilken retning, den bevægede sig.

Det kan meteorkameraerne hjælpe med. Ingen af de 149 stjerneskud på billedet, så dog ud til at stamme fra meteoritter, som ville klare turen mod Jorden.

En del af Nordic Meteor Networks kameraer er opsat i Grønland, hvor vinternatten er endnu mørkere og længere end i Danmark.

Især kameraet i Kangerlussuaq havde en festlig nat med Geminiderne og fangede på den bedste nat 990 Geminider i sit synsfelt mod nord.

De buede spor i baggrunden på billedet bagved stjerneskuddene er stjernerne i deres cirkelbaner omkring Nordstjernen.

Vinterens sekskant

På den sydlige del af himlen hele måneden står mange af himlens mest ikoniske stjerner og stjernebilleder. Centralt står jægeren Orion med de tre bæltestjerner, Alnitak, Alnilam og Mintaka.

Rundt om Orion fra kl 12 (toppen af stjernebilledet) og med uret rundt finder vi stjernebillederne Kusken, Tyren, Floden, Haren, Store Hund, Enhjørningen, Lille Hund og Tvillingerne.

Og hvis man forestiller sig Orions venstre skulderstjerne Betelgeuse som midtpunkt, tegner stjernerne Capella i Kusken, Aldebaran i Tyren, Rigel i Orion, Sirius i Store Hund, Procyon i Lille Hund og Pollux i Tvillingerne en kæmpe sekskant.

De seks stjerner og Betelgeuse ligger alle i top 20 over de klareste stjerner på himlen med Sirius som den klareste af dem.

Tilmed er januar er et særligt godt tidspunkt at beundre de klareste stjerner, da der typisk er mindre vanddamp i den kolde luft.

Det gør at stjernerne blinker mindre og så reducerer det turbulens i atmosfæren, hvilket er godt for os stjernekiggere, som bruger teleskoper til at se svagere lys på himlen.

Her vil lyset fra stjerner (og planeter) nemlig være mere ensartet og stabilt, hvilket både giver bedre billeder og mulighed for flere detaljer i billederne.

Stjernebillederne gemmer på galakser, stjernetåger og -hobe

Gemt i stjernebillederne ligger desuden en perlerække af galakser, stjernetåger og stjernehobe, som jeg i hvert fald glæder mig til at observere og fotografere på Ole Rømer Observatoriet i den kommende tid.

De mest imponerende med en håndkikkert er Oriontågen, Bistadet og Syvstjernen, mens et teleskop og et farvekamera får endnu flere detaljer frem i for eksempel Krabbetågen, Hestehovedtågen, Juletræshoben og naturligvis også de tre oven for.

Billedet herunder viser Syvstjernen, taget gennem et otte tommer teleskop på Ole Rømer Observatoriet med et farvekamera.

Billedet er faktisk ikke ét billede men 48 billeder af hver fem sekunders varighed, som er lagt sammen. De mange sammenlagte billeder gør, at detaljerne i støvet omkring stjernerne træder tydeligt frem. Støvet reflekterer især det intense blå lys fra stjernerne.

Planeterne

Begyndelsen på 2026 er også begyndelsen på fejringen af 350-året for Ole Rømers opdagelse af lysets tøven, som han publicerede i december 1676.

Rømer gjorde sin opdagelse ved at se på omløbsperioden for månen Io, der har bane omkring Jupiter. Han fandt, at perioden var længere end de normale 42,5 timer, på den tid af året, hvor Jorden (på grund af sin egen bane om Solen) bevægede sig væk fra Jupiter, mens den var kortere, når Jorden var på vej imod Jupiter.

Målingerne lavede Rømer ved at se på, hvordan Io forsvandt i skyggen bag Jupiter og kom frem igen, og har du lyst til at gøre Rømer kunsten efter, står Jupiter ganske glimrende på himlen for tiden i stjernebilledet Tvillingerne.

Tilmed når Jupiter opposition den 10. januar 2026. Det er den position, hvor Jorden er mellem Jupiter og Solen. Det betyder, at Jupiter står op, når Solen går ned, så Jupiter er oppe hele natten.

Saturn er også stadig at finde på himlen i stjernebillederne Vandmanden og Fiskene i løbet af måneden. Den vil være synlig fra solnedgang til senere på aftenen, og i løbet af den kommende tid nærmer Saturn sig Solen.

Det betyder, at det er nu du skal ud at se planeten med de fineste ringe, hvis du vil se den om aftenen.

Merkur, Venus og Mars gemmer sig stort set alle lige oveni Solen januar igennem. Dem skal vi ikke gøre os forventninger om at se.

Månen og Solen

Der er fuldmåne den 3. januar. Her vil Månen stå i stjernebilledet Tvillingerne ganske tæt ved Jupiter. Det bliver et flot syn.

Månen står op i nordøst, når Solen går ned. I løbet af natten bevæger Månen sig højt op på himlen med en maksimal højde på lidt over 60 grader, inden den går ned ved solopgang. Det er tilmed supermåne, da Månen er tæt på sin korteste afstand til Jorden i banen.

Der er nymåne den 18. januar, så det er her, at der vil være mindst månelys på nattehimlen. Aftagende halvmåne i januar er 10.januar, mens den tiltagende halvmåne er 26. januar.

1. januar står Solen op kl. 8.44 og går ned kl. 15.49. Det astronomiske mørke indtræffer 18.10.

31. januar står Solen op kl. 8.10 og går ned kl. 16.44. Det astronomiske mørke starter klokken 18.54.

De nævnte tidspunkter gælder for Danmarks geografiske centrum i det vestlige Sjælland. Læg derfor lidt til tallene, hvis du bor længere vestpå eller træk lidt fra, hvis du bor østpå.