Kig op i juli: Gør klar til 'hundedage' og 'jordbærmåne'

Vi, der elsker Mælkevejen og nattehimlens stjerner, planeter og andre flotte himmelfænomener, har svære tider.

Tiderne kaldes de lyse nætter og er den tid på året, hvor tusmørket varer hele natten, fordi Solen ved midnat ikke kommer ret langt under horisonten.

Det betyder, at lidt af Solens lys reflekteres op i atmosfæren, så himlen ikke bliver helt mørk. I Danmark varer de lyse nætter fra omkring starten af maj til begyndelsen af august, lidt afhængigt af, hvor man bor.

Juli er den sidste hele måned, hvor de hjemlige astronomer generes af lyse nætter, men der sker nu alligevel lidt i juli på den begrænsede nattehimmel.

Øget solindstråling

Man lærer heldigvis stadig i skolen, at når der er sommervarmt på Jordens nordlige halvkugle, skyldes det, at Jordens omdrejningsakse hælder cirka 23,5 grader i retning mod Solen på denne årstid, så vi netop har lyse nætter, lange dage og dermed mere lys og varme.

Modsat forholder det sig ved midvinter, hvor omdrejningsaksen (og dermed den nordlige halvkugle) peger væk fra Solen, så nætterne er lange, og det kan blive hundekoldt.

Så selvom Jorden 3. juli 2025 faktisk er længst væk fra Solen i sin årlige bane, er det sommer på grund af den øgede solindstråling på denne årstid.

'Hundedagene'

I juli finder vi også 'Hundedagene', på latin dies caniculares, der begynder 22. juli og betegner en 30-dages periode, der varer et stykke ind i august.

Hundedagenes begyndelse indtræffer, når stjernen Sirius – der også kaldes Hundestjernen – for første gang i året står op, før Solen gør det.

Hundedagene har sin oprindelse i oldtiden, hvor Sirius var en vigtig stjerne for blandt andet de gamle egyptere. For dem markerede Hundedagene nytåret og begyndelsen på Nilens årlige oversvømmelse, der var vigtig for hele samfundets eksistens.

Men også i Danmark tog man i gamle dage varsel af vejret i Hundedagene. Hvis det regner 22. juli, når Hundedagene begynder, vil det ifølge folketroen regne de næste 14 dage, og vi får en våd sommerferie.

Rød fuldmåne ligner et jordbær

Månen, som er cirka 12 gange hurtigere rundt i sin bane om Jorden, end vi er i vores bane om Solen, er længst væk fra os 5. juli og nærmest Jorden 20. juli.

Når vores nærmeste nabo i rummet er tættest på os, har den form af et aftagende månesegl, der bliver gradvist tyndere frem mod nymåne 25. juli.

Fuldmånen indtræffer selvfølgelig en halv måned tidligere, 11. juli, hvor den står så relativt lavt på himlen, at den ser rød ud, som den nedgående sol, nærmest som et jordbær.

Kometer og stjerneskud

Hvor måner, planeter og dværgplaneter kredser om Solen år efter år i deres baner, huser Solsystemet også en enorm mængde af såkaldte ’periodiske fænomener’.

Det er for eksempel kometerne, der med års mellemrum er synlige på nattehimlen, når de nærmer sig Solen og får deres haler på grund af Solens varme og solvinden.

Kometer ender med at fordampe, når de har taget tilstrækkeligt mange ture rundt om Solen, men allerede inden det sker, taber de materiale (partikler), der lægger sig i deres bane omkring Solen som et slags hjulspor på himlen.

Når Jorden i sin bane krydser sporet efter en komet, får vi stjerneskud, der kan ligne mini-kometer, i det korte sekund hvor partiklerne flammer op på himlen i mødet med Jordens atmosfære.

I juli er der to kometer med mærkelige navne, der her kommer tæt på Solen, nemlig P/2022 R5, der blev opdaget af SOHO-rumteleskopet i 1999, og 60P/Tsuchinshan, der blev opdaget af kinesiske astronomer tilbage i 1965.

P/2022 R5 er tættest på Solen 18. juli, og 60P/Tsuchinshan 20. juli.

Kometen P/2022 R5 blev i 2019 observeret helt tæt på, da NASA’s 'Parker Solar Probe' mere eller mindre tilfældigt passerede kometens hale helt tæt på og foretog målinger af, hvordan kometen vekselvirkede med solvinden.

Parker Solar Probe kommer i øvrigt i år tættere på Solen, end noget menneskeskabt objekt nogensinde har været.

Når vi nu er ved kometer, giver resterne af kometerne Marsden og Kracht anledning til stjerneskudsværmen Delta Aquariderne, der topper sidst på måneden, hvor sværmen ikke er så generet af Månen, da vi som nævnt har nymåne 25. juli.

Delta Aquariderne rammer Jordens atmosfære i retningen af stjernebilledet Vandmanden, Aquarius.

Men ellers kan man også begynde at glæde sig til stjerneskudssværmen Perseiderne, når juli går på hæld, om end de først topper i begyndelsen af august: Så husk at kigge op!

Vanskelig planetjagt i juli

I juli går Solen stadig ret sent ned - efter klokken 21 hele måneden - men natten begynder gradvist tidligere og tidligere her efter Sankthans, ligesom Solen står stadigt senere op. Samlet set aftager dagens længde med en time og 21 minutter i løbet af juli.

Det giver stadig naturlige begrænsninger, når det handler om at betragte vores solsystems planeter i juli. Men hvis man alligevel gerne vil lægge sommerplaner for at kigge efter planeter, kan man godt lufte teleskoperne i nogle af de korte nætters smalle planet-vinduer.

For eksempel går Merkur nemlig først ned efter Solen i begyndelsen af juli, så man kan lede efter den sent om aftenen.

Omvendt står Venus op, før Solen gør det, så der skal man meget tidligt op – eller gå meget sent i seng. Den yderste af klippeplaneterne, vores nabo Mars, som i øvrigt går ind i stjernebilledet Jomfruen sidst på måneden, er også længe oppe.

Det er værre med de ydre planeter, gas- og is-kæmperne, eksempelvis Jupiter, som man godt kan skyde en hvid pind efter i juli.

Ringplaneten Saturn er nok bedste bud på et smukt planet-kig: For eksempel 21. juli, hvor Solen går ned klokken 21.33, mens Saturn står op klokken 23.25.

Samme nat kulminerer stjernen Altair, en del af sommertrekanten (det almindelige navn for de tre stjerner Deneb, Vega og Altair, der danner en stor, næsten retvinklet trekant på sommerhimlen), så hvis kikkerten kun skal ud én nat i sommerferien, kunne det være denne nat, hvor Altair står højst på himlen sammen med sit stjernebillede, Ørnen.

Tidligere på måneden, den 3. juli, er det den klare cirkumpolare stjerne (stjerner, der altid er synlige på himlen fra en bestemt breddegrad) Vega i stjernebilledet Lyren, der kulminerer højt på himlen til midnat, hvilket kunne kombineres med et kig op på Mars.

Vega er, ligesom Altair er en del af sommertrekanten, som man også kunne nyde i sidste måned.

Dværgplaneten Pluto

Nu definerer vi jo ikke længere Pluto som en planet, men eftersom den er i opposition til Solen 25. juli, vil jeg alligevel nævne den her.

Opposition i denne sammenhæng betyder, at Pluto står i modsat retning af Solen på himlen, så umiddelbart lyder det jo rigtig godt for astronomer med gode stjernekikkerter, der kan lide at være oppe om natten.

Men Pluto står meget lavt i horisonten i juli – og desuden er Pluto meget svag, fordi den er så langt væk – så det kræver helt særligt udstyr og et meget stort teleskop.

Det er selvfølgelig også en del af forklaringen på, at Pluto først blev opdaget i 1930 af den amerikanske astronom Clyde Tombaugh ved hjælp af et 13-tommers teleskop på Lowell-observatoriet i Arizona, USA.

Længe havde det nyfundne objekt status af at være en ’rigtig’ planet, men i 2006 besluttede vi astronomer, på et stort internationalt astronomimøde i Sydney, at stemme for at ændre Plutos planetariske status til ’dværgplanet’.

Jeg husker det som en virkelig livlig, videnskabelig og ganske ophedet debat, men det var ingenting i forhold til den veritable storm, som beslutningen rejste efterfølgende blandt både amatørastronomer og professionelle:

Man havde jo i godt 75 år været vant til, at Solsystemet havde 9 planeter – det var vores fælles børnelærdom!

Men på vores møde i Australien blev det vedtaget, at det ikke er nok, at et himmellegeme er rundt og i bane om Solen – det skal også dominere den bane, det vil sige, at det blandt andet skal være det største objekt i sin bane.

Men Pluto krydser nogle af de andre planeters baner, så dermed dominerer den jo logisk set ikke sin bane. Derfor kan den ikke være en ’rigtig’ planet.

I stedet blev der foreslået en ny kategori af objekter: Dværgplaneterne. Og dem er der flere af, hvor den mest kendte - udover Pluto - nok er Ceres, det største objekt i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter.

Som Den Internationale Astronomiske Union skriver om beslutningen på sin hjemmeside, kan universet ikke lide at blive sat i bås.

Alt er et kontinuum, og kometer kan opføre sig som asteroider – og dværgplaneter kan også have nogle af de samme egenskaber som planeter.