Hvor ofte bliver Jorden ramt af asteroider og kometer?

Der er mange, der har set filmen 'Don't look up' på Netflix, hvor en kæmpe komet er på direkte kollisionskurs mod Jorden. Kometen er stor nok til at udløse en masseudryddelse.

Det er yderst sjældent, at noget så stort rammer Jorden. Men hvor ofte bliver Jorden ramt af asteroider eller andre genstande fra rummet, og hvad sker der efterfølgende?

Mars og Månen er belagt med huller efter enorme sten, der er smeltet ned i overfladen i løbet af millioner af år.

På Jorden har vand, vind og planter slidt kraterne ned. Men også vores klode har fået sin dosis stennedslag, selvom sporene ikke er så tydelige her. Der er indtil videre fundet 192 kratere på Jorden.

»På Mars er der talt mindst 42.000,« fortæller Henning Dypvik, som er professor emeritus ved Institut for Geovidenskab og Institut for Teknologiske Systemer ved Universitetet i Oslo og forsker i kratere i Norge.

For tiden er han involveret i det seneste roverprojekt på Mars, hvor Perseverance-roveren ruller over Jezero-krateret, et 'hul' i jorden med en diameter på 45 kilometer.

Små korn bliver til stjerneskud

Sten og klippestykker fra rummet kommer i mange størrelser. Jo større de er, desto sjældnere er de.

Når de rammer atmosfæren og lyser op, kaldes de meteorer. Små korn falder hele tiden ned i atmosfæren.

Objekterne, der laver stjerneskud, er mindre, end man skulle tro. De vejer normalt omkring et gram og varierer i størrelse fra et sandkorn til en ært.

Kornet støder sammen med luftmolekyler i atmosfæren i en rasende fart, brænder op og bliver til gas. Luften omkring bliver så varm, at den lyser op.

Når materialet afkøles, bliver det til fast stof igen og drysser ned på Jorden (hvilket du kan læse mere om denne Videnskab.dk-artikel, red.)

Nogle gange kan du se flere stjerneskud end normalt. Det er under meteorsværme, som kommer på faste tidspunkter. For eksempel har vi Perseiderne, der kommer i august, og som er én af årets største meteorsværme.

Meteorsværme (eller meteorregn) opstår, når Jorden på sin bane rundt om Solen passerer gennem en komets bane. I banen kredser også rester og mindre dele af kometen.

»Magisk«

Nogle gange er meteorerne mere imponerende end stjerneskud. En kraftig lysstribe lyser op på nattehimlen - disse store kaldes ofte ildkugler.

Det kan være sten og klippestykker på størrelse med en knytnæve eller større, der kommer ind og har samme effekt som den lille ært. Men de skinner stærkere og længere.

»Jeg har set det én gang, og det glemmer jeg aldrig. Det er fuldstændig magisk,« beretter Henning Dypvik.

Det sker heldigvis ofte nok til, at det er noget, alle kan opleve i løbet af deres liv.

Mellem 10 og 50 meteoritter hver dag

Meteoroider, der er større, måske på størrelse med en basketball eller mere, kan nogle gange delvist overleve rejsen gennem atmosfæren. Så ender de på Jorden som en meteorit.

Om ​​stenen klarer sig afhænger blandt andet af, hvad den er lavet af.

»En sten vil have større risiko for at brænde op og eksplodere, mens én, som er lavet af ​​jern, kan tåle en længere rejse gennem atmosfæren og nå direkte til Jorden,« siger Terje Wahl, som er fagdirektør for forskning og jord-observation ved Norsk Rumcenter.

Sten, som eksploderer, kan give et kraftfuldt lysshow. Hvis de er store nok, kan stykker stadig falde ned som mindre sten.

Ifølge American Meteor Society anslår eksperter, at mellem 10 og 50 meteoritter falder ned hver dag. Det er bare ikke så let at finde dem igen - der er i alt kun fundet 16 meteoritter i Norge.

En sten på størrelse med en bil?

I alt hober mange tons støv og sten fra rummet sig op på Jorden i løbet af et år, siger Terje Wahl. Samtidig taber Jorden masse i form af atmosfære, tilføjer han.

»Når man lægger støvkornene sammen med dem, der er lidt større, mener man, at det er omkring 50 tons om dagen, der falder til Jorden.«

Hvad hvis vi går lidt op i størrelse, hvad sker der så, hvis en sten på størrelse med en bil falder ned?

»Så begynder man at tale om rigtige eksplosioner,« konstaterer Terje Wahl.

I 2019 opdagede forskere for eksempel en fire meter lang asteroide. Den styrtede ind i atmosfæren og brændte op længe før, den nåede jorden. Ildkuglen havde en energi svarende til 6 kiloton TNT, skrev LiveScience dengang.

Ikke så usædvanligt

Objekter på et par meter er ikke så usædvanlige.

En asteroide på størrelse med en bil falder ned omkring en gang om året, ifølge NASA. Sten på et par meter vil for det meste brænde op i atmosfæren og ikke gøre meget skade.

Jernrige meteoritter har større chance for at falde til jorden og skabe kratere.

I 2007 faldt en sten på 3 meter ned i Peru. Det dannede et krater på 13 meter, fortæller Henning Dypvik. Det er et af de yngste kratere, vi kender til på Jorden.

Det er usædvanligt, at stenmeteoritter på få meter danner kratere, skrev forskere i et studie om hændelsen.

Kortet nedenfor viser meteorer, som NASA har registreret mellem 1994 og 2013. Objekterne var alle over en meter og helt op til næsten 20 meter, ifølge Earth Observatory. De lyste klart op på himlen, og NASA beskriver dem som ildkugler.

Alle disse objekter brændte op i atmosfæren og gjorde ingen skade. Det vil sige næsten alle - der var lige én.

Knuste ruder

15. februar 2013 kunne folk, der var i nærheden af ​​den russiske by Chelyabinsk, se en usædvanlig kraftig ildkugle fare hen over himlen.

En sten på mellem 17 og 20 meter havde kurs mod Jorden. Stenen gik i opløsning omkring 30 kilometer oppe.

Vinduer blev knust, og en del bygninger blev beskadiget af den trykbølge, der fulgte. 1.600 personer kom til skade, hovedsagligt på grund af glasskår. Skader på huse blev registreret i mange landsbyer i et område med flere mil i diameter.

»Folk var uheldige. Først så de et spændende lysglimt, så gik de hen til vinduet. Der gik et par sekunder, og så sprængte ruderne. Der var en del øjenskader og andre skader. Så den slags eksplosioner over tætbefolkede områder er ikke godt,« siger Terje Wahl.

Forskere vurderer, at objekter på størrelse med Chelyabinsk-meteoren vil ramme knap to gange i århundredet.

Eksplosion i ørkenen

Chelyabinsk-meteoren siges at være den mest voldsomme hændelse siden 1908. Dengang eksploderede en sten i luften i Tunguska i Sibirien.

Træer brød i brand, som dog blev slukket af den efterfølgende trykbølge, ifølge Encyclopedia Britannica. Skovområder blev lagt ned i et område på 2.000 kvadratkilometer.

Øjenvidneberetninger, gengivet på Wikipedia, fortæller om varme, høje lyde som kanonslag, og at jorden rystede. Forskere undersøgte først lokationen mange år senere, og de fandt de forkullede træer, der var væltet.

Havde asteroiden ramt en by, ville konsekvenserne have været alvorlige.

»Den væltede træerne i ret mange kilometer omkring sig. Når den kan vælte en hel skov, så kan den også vælte bygninger. Over en by ville det være en meget grim sag,« siger Terje Wahl.

Objektet var sandsynligvis en stenasteroide på mellem 50 og 80 meter, ifølge et studie fra 2019, omtalt af NASA. Den eksploderede mellem 5 og 10 kilometer over jorden, og der er aldrig blevet fundet et krater eller dele af objektet.

Asteroide på 50 meter lavede krater

Objekter, der 'blot' er 20, 50 eller 80 meter kan altså gøre stor skade lokalt. Et andet eksempel er synligt i Arizona - her er nemlig det berømte Barringer-krater.

Krateret er 1,2 kilometer bred og blev dannet for omkring 50.000 år siden. Jernmeteoritten, der faldt ned, var omkring 50 meter i diameter, fortæller kraterekspert Henning Dypvik.

»Kratere, som dannes, er normalt omkring 20 gange større end meteoritten. Så den meteorit på 50 meter, som styrtede ned i Arizona, gav et krater, der er cirka en kilometer stort.«

Der var voldsomme kræfter på spil.

»Så er der en eksplosion, der er noget, som bliver knust, der er smeltning af sten og masser af støv, aske og gasser bliver kastet ud.«

Ifølge en artikel i Physics Today, skrevet af to eksperter, ville energien fra nedslaget være kraftig nok til at ødelægge en moderne by.

Trykbølgen fra nedslaget alene var dødeligt for mellemstore dyr inden for seks kilometer, da asteroiden faldt. Dyr inden for 10-12 kilometer fik alvorlige lungeskader.

Hvad med 250 meter?

Hændelser som nedslagene i Tunguska og Arizona anslås at forekomme omkring én gang hvert tusinde år, statistisk set.

Meteorerne var mellem 50 og 80 meter. Til sammenligning var kometen eller asteroiden, der udryddede dinosaurerne, 10-12 kilometer.

Hvad sker der, hvis den er et par hundrede meter eller endda en kilometer?

I Norge er der tre bekræftede kratere. Et af dem er Gardnos-krateret i Nesbyen kommune. Den er 5 kilometer i diameter og blev skabt af en meteorit på omkring 250 meter.

»Så er den så stor, at når den rammer Jorden, går den og meget af nedslagsområdet op i gas og damp og falder ned som glas og støv hist og her. Men hele meteoritten er væk,« siger Henning Dypvik.

- Hvad vil der ske, hvis en så stor meteorit slog ned i dag?

»Den ville lave et stort krater, og det ville påvirke et område på størrelse med Danmark med trykbølger, støv og vibrationer.«

Ifølge et studie publiceret i Geophysical Research Letters i 2017 kan en asteroide på 250 meter resultere i 100.000 dødsfald.

En kilometer

En asteroide med en diameter på en kilometer kan gøre stor skade i et område på størrelse med Frankrig.

»Den kommer med en hastighed på måske 20-30 kilometer i sekundet,« siger Henning Dypvik.

Det er det samme som mindst 72.000 kilometer i timen. Når stenen rammer, sker der en eksplosion, og jorden knuses og smeltes.

»En god del af dette bliver kastet op og bliver til materiale i form af støv og sten i det omkringliggende område og endnu længere fra de store påvirkninger. Derudover bliver al luft presset ud, og man får et kolossalt tryk, der går fra nedslagsområdet og ud i store områder. Luften presses ud, så kommer den tilbage igen. Det går lidt frem og tilbage, indtil det hele stabiliserer sig.«

Trykbølgerne går desuden også ned i jorden.

»Så vil der være risiko for jordskælv, som kan udløse for eksempel skred.«

- Kan trykbølgen vælte træer?

»Åh, ja ja. Det vil slå ned og presse alt ud i en stor omkreds. Det vil også indirekte føre til brande, fordi der udvikles høje temperaturer.«

Det er nemlig tusindvis af grader varm, hvor meteoritten slår ned.

»Forestil dig, når sten smelter og fordamper og på den måde stiger op fra området, hvor der har været nedslag. Det vil resultere i massevis af brande.«

Effekterne afhænger også af grundfjeldets sammensætning. Kometen eller asteroiden, der udryddede dinosaurerne, styrtede ind i klippe med saltaflejringer og svovlrige klipper, siger Henning Dypvik.

»Så blev der også dannet giftige gasser. Det vil variere, hvor det sker, men det kan et nedslag også føre til.«

Henning Dypvik regner med, at en sådan hændelse ville have effekt på hele Europa.

5 kilometer

Forskere ved Purdue University og Imperial College London lavede i 2004 en beregner, hvor man kan tjekke, hvad der sker, hvis en asteroide eller komet rammer Jorden. Beregneren er siden blevet opdateret og er meget brugt, ifølge BBC.

Vi kan eksempelvis se, hvad der sker, hvis en 5 kilometer stor stenasteroide rammer Berlin.

Krateret vil ifølge beregningerne være 54 kilometer bredt og en kilometer dybt. Krateret vil dermed være større end byen.

Trykbølgen vil være stærk nok til at knuse ruder i hele Europa. I store dele af Europa vil træbygninger kollapse, mens stålbygninger vil falde sammen i store dele af Tyskland og en del af Polen.

Minut for minut

Hvis man for eksempel befinder sig i Hamborg, 255 kilometer væk, vil varmen fra ildkuglen gøre sig gældende næsten med det samme.

Den forårsager tredjegradsforbrændinger, tøjet bliver antændt, løvtræer og græs brænder.

Jordskælv begynder efter 51 sekunder og forårsager moderat skade på bygninger.

Støv og sten, som bliver kastet op i luften under nedslaget, ankommer efter fire minutter. Støv med indslag af større stykker vil dække området i et 85 centimeter tykt lag.

Trykbølgen kommer efter 13 minutter. Stål- og træbygninger blæses i stykker, 90 procent af træerne vælter. Med andre ord bliver katastrofen total.

Oslo og omegn slipper for den skadelige hedebølge, men trykbølgen fælder alligevel træhuse og næsten alle træer.

10 kilometer

En komet eller asteroide på 10 kilometer har formentlig potentiale til at forårsage en masseudryddelse. For 66 millioner år siden slog sådan et objekt ned i Mexico, og som bekendt var det noget af en katastrofe for dinosaurerne.

»Alle dyr, der var større end omkring 25 kilo, uddøde,« siger Henning Dypvik.

Ud over brande, tsunamier, jordskælv og natur, der blev blæst i småstykker, blev der sendt så meget støv og aske ud i atmosfæren, at det skyggede for Solen i flere år. Planter kæmpede for at lave fotosyntese, og fødekæderne blev alvorligt forstyrret.

Det anslås, at objekter af denne størrelse i gennemsnit slår ned én gang for hver 100 millioner år, siger Henning Dypvik.

Adskillige af sådanne store kratere er blevet opdaget.

Chicxulub-krateret, hvor dinosaurdræberen faldt, har ifølge Store Norske Leksikon en diameter på 180 kilometer.

Vredefort-krateret i Sydafrika er ligeledes enormt: 380 kilometer. Sudbury-krateret i Canada menes at have været 130 kilometer stort, og yderligere to kratere i Canada og Rusland er 100 kilometer store, ifølge LiveScience.

Der findes imidlertid ikke bevis for, at nogen anden masseudryddelse i Jordens historie var forårsaget af en meteorit.

Bliver vi ramt?

Så hvor bekymrede skal vi være?

Ikke noget særligt. Store asteroide-nedslag er trods alt meget sjældne hændelser.

Rumfartsorganisationerne NASA og ESA har i flere år kortlagt asteroider og kometer, der er kommet tæt nok på til, at de kan være en potentiel trussel.

»Forholdsvis tidligt fik NASA til opgave af den amerikanske kongres at kortlægge alle de store, der udgør en eksistentiel trussel,« siger Terje Wahl, der er tilknyttet det Norske Rumcenter.

»De helt store asteroider har man efterhånden kunnet opdage mange af. Og heldigvis kommer de alle til at misse de næste 100 år.«

Mere end 90 procent af de nærliggende asteroider på over en kilometer er blevet opdaget, og rumorganisationerne arbejder på at finde dem på mellem 1 kilometer og 140 meter.

NASA vurderer, at de har opdaget omkring 40 procent af asteroiderne på 140 meter og opefter.

Opdager nye og udelukker nedslag hele tiden

Terje Wahl siger, at NASA og ESA fører lister over potentielle trusler. På ESA's risikoliste står der nu 1.335 objekter.

»Der er hele tiden udskiftning. Når de får bedre målinger, viser det sig, at man kan fjerne en del objekter, mens andre hele tiden bliver opdaget og kommer med på listen.«

Der er sket meget på et par årtier.

»Da vi fik den idé, at asteroiderne kunne være farlige, og at vi skal se, hvor mange der er derude, opdagede vi mange. Der var mange, der potentielt kunne komme til at krydse Jordens bane,« siger Terje Wahl.

- Så blev man måske lidt skrækslagen?

»Så blev man skrækslagen, ja. Først bragte den nye viden mere usikkerhed og frygt. Men efterhånden, som man har observeret og beregnet, begynder listen at blive kortere igen.«

Et lidt uhyggeligt besøg

Nogle gange er det dog lidt for tæt på.

»Der er en luskebusk, der hedder Apophis,« fortæller Terje Wahl.

Det er en 370 meter lang asteroide, der har givet anledning til bekymring.

»Den stod længe på listen, som om den kunne blive et nedslag. Den blev for nylig fjernet, fordi der blev foretaget mere nøjagtige observationer, som viste, at den vil gå udenom hele dette århundrede.«

I 2029 vil den dog komme meget tæt på Jorden.

»Den kommer om syv år og passerer tættere på, end hvor Telenors satellitter er placeret.«

Sover bedre om natten nu

Hvis uheldet skulle være ude, og en asteroide eller komet er i fuld fart på vej mod os, så er NASA heldigvis i gang med at lægge planer for, hvordan de skal få den væk.

Som en test vil de senere i år forsøge at ændre en asteroides kredsløb med rumsonden DART.

Terje Wahl siger, at målet med ESA er endelig at kunne give forhåndsadvarsler om genstande, der er nede på størrelse med dén, der lavede stor ravage i Chelyabinsk.

»Det vil tage noget tid at nå dertil. Det er et ideal, men også et realistisk mål,« siger Terje Wahl.

»Hvis jeg har én besked, så er det, at jeg sover bedre om natten nu, end jeg gjorde for 10 eller 20 år siden, for nu ved jeg, at flere af dem ikke komm er til at ramme plet.«

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.