»Hvad er en planet?«
Det lyder umiddelbart som et simpelt spørgsmål at svare på. Vi bor i hvertfald på en planet, og vi ved, at vores solsystem består af en række forskellige planeter.
Men hvis man skal komme spørgsmålet nærmere og give en mere præcis definition af, hvad der er en planet, og hvad der ikke er det, bliver sagen først kompliceret.
Derfor forsøgte the International Astronomical Union (IAU) at komme netop det problem til livs i 2006, da medlemmer og internationale forskere i astronomi mødtes med formålet om at komme frem til en definition, som alle kunne blive enige om.
Men da medlemmerne ikke kunne blive enige, måtte spørgsmålet komme op til afstemning. Den dengang nye definition af, hvad en planet er, betød, at Pluto, der indtil da indgik i solsystemet som en planet på lige fod med eksempelvis Jorden, ikke længere kunne kaldes for en planet. Pluto blev en såkaldt dværgplanet, der ikke anderkendes som en rigtig planet.
Den nye definition skabte stor debat i astronomikredse, og otte år efter afstemningen er definitionen igen til diskussion. I september i år besluttede the Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics at invitere tre førende forskere i astronomi til en paneldebat, hvor forskerne skulle fremlægge deres definition af, hvad en planet er.
Til sidst kunne de fremmødte stemme om, hvilken definition de var mest enige i. Afstemningen var dog kun for underholdningens skyld, og den har derfor ikke nogen reel indflydelse på Plutos fremtidige skæbne.
Du kan se den én time lange paneldebat i videoen øverst i artiklen.
IAU: Pluto opfører sig ikke som en planet
For at forklare IAU’s definition talte Dr. Gareth Williams, der leder the Minor Planet Center. Ifølge ham skal en rigtig planet opfylde tre kriterier:
• En planet kredser om Solen
• En planet er rund eller meget tæt på at være rund
• En planets masse skal være tilstrækkelig stor, så den kan rydde sin bane for andre himmellegemer

Det sidste punkt har været meget omdiskuteret siden 2006, da mange kritikere mente, at det betød, at ingen planeter kan være planeter, da der ofte optræder flere objekter i planeternes baner. Dr. Gareth Williams uddybede derfor, hvad punktet betyder.
»Ofte kan der være såkaldte trojanske objekter i planetens kredsløb, som kan være asteroider, der bevæger sig i rundt i samme bane som planeten. Men disse objekter kommer aldrig tæt på planeten, og de har en begrænset levetid. Pluto opfylder ikke denne faktor på grund af dens lille massefylde, og den kan derfor ikke rydde sin egen bane. Derfor er Pluto en dværgplanet,« sagde Dr. Gareth Williams.
Kritikere: Giv Pluto planet-status igen
De to andre eksperter var dog ikke enige i IAU’s kriterier for, hvornår en planet er en planet.
Historikeren Owen Gingerich, der selv sad i IAU’s komité, der skulle definere, hvad en planet er, var ikke begejstret for, at den nye definition udelukkede Pluto.
»En planet er et kulturelt defineret ord, der ændrer mening over tid. IAU kan derfor ikke definere fænomenet én gang for alle, og det er et misbrug af sproget at gøre det,« sagde han.
Dimitar Sasselov, der leder Harvard Origins of Life Initiative, mente også, at Pluto er berettiget til at kunne kalde sig selv for en rigtig planet.
»En planet er det mindste sfæriske materiale, der er formet omkring stjerner eller rester fra stjerner. Fordi vi ikke kan komme det nærmere, bør Pluto være en planet igen,« sagde han.
Folket har talt: Pluto bør være en planet
Efter paneldebatten havde de fremmødte mulighed for at stemme om, hvilken af de tre fremlagte præsentationer, som de var mest enige i.
Det blev hurtigt klart, at de fleste var enige i Dimitar Sasselovs definition af, hvad en planet er, og dermed at Pluto bør anderkendes som en rigtig planet.
Men hvad mener du? Skal Pluto have sin status tilbage? Skriv din mening i kommentarfeltet nedenunder artiklen.