Kig op i februar: Spot Andromeda-galaksen med det blotte øje

Så nåede vi frem til årets korteste måned februar, som samtidig er den sidste vintermåned.

Vi har bestemt ikke været forvænte med klare nætter og udsigten til stjerneskud og planeter i hverken december eller januar. Februars nattehimmel er stadig mørk, med håb om at opleve nogle klare nætter med udsigt til stjernehimlen.

Desværre er der ikke udsigt til stjerneskudssværme de kommende par måneder. Der er dog som sædvanlig udsigt til et udvalg af planeterne.

Dagens længde er ved februars begyndelse lidt mere end otte timer og tiltager i løbet af måneden med godt to timer.

ISS er også på himlen i februar

Den Internationale Rumstation, ISS, vil også være på himlen i februar, et par dage i begyndelsen af måneden på aftenhimlen og senere i februar på den tidlige morgenhimmel.

For at følge ISS på himlen skal man have udsigt til himlen i syd, hvor ISS passerer hen over himlen fra retning vest mod øst. Passagen varer typisk et par minutter og slutter brat, når rumstationen forsvinder ind i Jordens skygge.

Bemærk som sædvanlig, at tiderne for passage hyppigt justeres undervejs. Så vi anbefaler, at man selv følger slagets gang på enten Heavens Above eller ved hjælp af NASA's Spot the Station.

2024 er skudår

I år har februar en ekstra dag, kaldet en skuddag, som ligger 24. februar. Det sker hvert fjerde år, at februar har en skuddag. Vi skal helt tilbage til Romerriget under Julius Cæsar (100-44 fvt.) for at forstå baggrunden.

Jorden har en omløbstid om Solen på 365 et kvart døgn, så derfor bliver der, med et år på 365 døgn, en kvart dag i overskud hvert år. Derfor er der behov for en skuddag hvert fjerde år.

En sådan skuddag blev allerede indført af Julius Cæsar i den kalender, der bærer hans navn og er kendt som den julianske kalender.

På den tid i Romerriget havde februar kun 23 dage, og derfor tilføjede man skuddagen 24. februar hvert fjerde år. I vores nuværende kalender har februar 28 dage og ved skudår 29 dage.

Af respekt for historien har vi imidlertid bevaret 24. februar som skuddag.

Julius Cæsars kalender var dog heller ikke helt nøjagtig.

Med årene voksede forskellen mellem Cæsars år og det astronomiske år. Omkring år 1500 var forskellen kommet helt op på 10 dage.

Derfor indførte pave Gregor 13. i 1582 en ny kalender, nu kendt som den gregorianske. Paven slettede simpelthen 10 dage for at få det hele til at passe igen. Så i 1582 blev torsdag den 4. oktober efterfulgt af fredag den 15. oktober.

For at gøre kalenderen mere præcis skulle der samtidig udlades skuddage i de år, der ender på 00, men ikke kan deles med 400. Derfor var år 2000 et skudår, mens årene 1700, 1800 og 1900 ikke var det.

Pave Gregors nye kalender blev hurtigt taget i brug i de katolske lande. I Danmark gik det ikke så hurtigt. Vi skal helt frem til år 1700, hvor den berømte astronom Ole Rømer sørgede for, at også Danmark fik en opdateret kalender. Det år gik kalenderen direkte fra søndag 18. februar til mandag 1. marts.

Månen og planeterne

Vi har nymåne 9. februar og fuldmåne 24. februar.

Venus er stadig morgenstjerne og står i hele måneden op mellem klokken 6 og 7.

I begyndelsen af måneden står Solen op omkring klokken 8 og sidst i februar allerede omkring klokken 7, så det er bedst at kigge efter Venus i begyndelsen af måneden. Man skal have en fri horisont på himlen i sydøst i det tidlige morgengry, før Solen nærmer sig horisonten.

Mars står hele måneden op tæt på solopgangen og går ned om eftermiddagen, så vi må undvære Mars lidt endnu.

Jupiter kan ses på aftenhimlen, indtil den går ned lidt efter klokken 1 i begyndelsen af februar og lidt efter midnat senere på måneden.

Saturn er på dagshimlen og går ned allerede omkring klokken 19 i begyndelsen af februar og sidst på måneden tæt på solnedgangen.

4.-6. februar står Månen ikke langt fra Venus på den tidlige morgenhimmel i syd-sydøst.

13.-16. februar møder Månen Jupiter på himlen i sydvest, bedst omkring klokken 18. Nærved finder vi stjernebilledet Orion med de to klare stjerner, den rødlige Betelgeuse og den klare hvide Rigel.

21. februar møder Månen tvillingestjernerne Castor og Pollux på aftenhimlen i syd.

Stjernehimlen i nord

Store Bjørn med Karlsvognen står højt på himlen i nord.

Længere nede, midt på himlen, følger Lille Bjørn med den klare polarstjerne. Og lidt vest herfor stjernebilledet Cassiopeia, der kendes på sit W dannet af de klareste stjerner.

Lavt på himlen i nord ses Svanen med den klare hvide stjerne Deneb.

Februar er en fin måned til at følge Mælkevejens lysende bånd ned over himlen i nord.

Vi begynder højt på himlen, ikke langt fra Zenith, i stjernebilledet Auriga, på dansk Kusken, med den klare stjerne Capella og de tre små stjerner 'the kids', som er geden Capellas tre små gedekid.

Mælkevejssporet kan nu følges videre ned over himlen nær Perseus, Cassiopeia, og lidt længere nede på himlen stjernebilledet Andromeda, hvorfra der også er udsigt til vores nabogalakse Andromeda-galaksen.

Andromeda-galaksen: Det fjerneste objekt, der kan ses med det blotte øje

Andromeda-galaksen er vores nærmeste store nabogalakse. Den befinder sig 2,5 millioner lysår borte, og den er noget større end vores Mælkevejsgalakse.

Andromeda-galaksen er det fjerneste objekt, det er muligt at se med det blotte øje.

På en mørk og klar februarnat skulle det, med lidt tålmodighed, være muligt at spotte galaksen som en lille, lys, svag tågeklat midt i stjernebilledet.

Et andet råd kan være at tage udgangspunkt i de tre stjerner i Cassiopeia, der danner et W, hvis spids peger ned mod Andromeda-galaksen.

På vej mod vores Mælkevej med fuld fart

Hvis det nu er lykkedes at få et glimt af vores store nabogalakse, er det da lidt sjovt samtidig at tænke på, at den bevæger sig med fuld fart imod vores Mælkevej.

Astronomerne har målt, at Andromeda-galaksen bevæger sig hen imod os med en fart af 110 kilometer i sekundet. Med den fart vil Mælkevejen og Andromeda-galaksen til sidst kollidere.

Vi behøver dog ikke at bekymre os voldsomt lige nu, for det vil først ske om lige godt fire milliarder år.

Når det sker, vil Mælkevejen og Andromeda flettes sammen til en kæmpegalakse, der allerede har fået navnet Milkomeda.

Afstandene mellem stjernerne i de to galakser er i forvejen så store, at de enkelte stjerner ikke vil ødelægges, men blot fortsætte deres tilværelse et sted i den nye supergalakse.

Stjernehimlen i syd

Vi har i februar stadig udsigt til den smukke vinterhimmel på den sydlige himmel med de velkendte stjernebilleder, så vi viser endnu engang stjernekortet med vinter-ellipsen fra januar.

Især de to klare stjernebilleder Orion og Tyren dominerer endnu stjernehimlen i syd.

Lad os i den anledning se på en række stjerner og stjernehobe i Tyren. Ud over Tyrens klareste stjerne, kæmpestjernen Aldebaran, er især stjernehobene Hyaderne og Plejaderne værd at bemærke.

Plejaderne i Tyren er en ung stjernehob med omkring 3.000 stjerner, der ligger kun 400 lysår borte.

Plejaderne går ofte under navnet Syvstjernen efter de syv klareste stjerner i hoben. Det er dog almindeligt, at man med det blotte øje ser enten flere eller færre stjerner i hoben. Set gennem en god amatørkikkert dukker der mange flere stjerner op.

Hyaderne er, med en afstand på kun omkring 153 lysår, vores nærmeste stjernehob. Den er en såkaldt åben hob, fordi stjernerne ses mere spredte på himlen.

Hyaderne er med en alder på godt 600 millioner år en ret ung hob. Dens mange stjerner er omtrent lige gamle og befinder sig nær det sted, hvor de blev dannet.

Forneden i hoben finder vi Tyrens klareste stjerne, Aldebaran, som ligger blot 65 lysår borte og derfor ikke har noget at gøre med Hyadehoben.

På grænsen mellem Tyren og Orion finder vi Krabbetågen, der er resterne af en supernova-eksplosion.

Supernovaen blev observeret og beskrevet som en gæstestjerne af kinesiske astronomer i 1054, og de rester af stjernen, vi kan se i dag, strækker sig over et område på mere end seks lysår.

Det, vi kan se, er de udslyngede gasmasser. Selve stjernen er kollapset til en neutronstjerne med en diameter på bare 10 kilometer. Den befinder sig midt i Krabbetågen, og fordi den udsender en pulserende radiostråling, kaldes den en pulsar.

Afstanden fra Jorden til Krabbetågen er 6.500 lysår. Det er muligt at observere Krabbetågen med en god amatørkikkert her i februar, mens Tyren endnu står godt på himlen, og vi stadig har en mørk vinterhimmel.