Galaksen PHL 293B, også kaldet Kinmans Dværggalakse, befinder sig 74 millioner lysår borte, hvilket betyder, at det lys, vi ser fra den, blev udsendt, mens dinosaurerne endnu gik rundt på Jorden.
Allerede i 2001 opdagede man, at den lille galakse indeholdt en særdeles stor og lysende stjerne med en lysstyrke på mellem 2,5 og 3,5 millioner gange Solens lysstyrke – så det var ikke så mærkeligt, at man kunne se den trods den meget store afstand.
\ Serie: 10 Astronomiske Mysterier
Der har altid været uløste problemer i astronomien, og selvom vi hele tiden bliver klogere, kommer der også hele tiden flere mysterier til.
I serien ’10 Astronomiske Mysterier’ vil Videnskab.dk’s faste rumeksperter dykke ned i de mysterier, der i dag giver astronomerne hovedbrud.
Her kan du få en smagsprøve på serien og læse mere om baggrunden for artiklerne. Du finder en oversigt over alle de udgivne artikler i boksen under denne artikel.
Artiklerne i serien udkommer cirka med en måneds mellemrum. Vil du sikre dig ikke at gå glip af dem, så tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev om rummet.
Som så mange andre store stjerner slyngede den enorme mængder gas ud i rummet med en fart på over 1.000 kilometer i sekundet.
Helt frem til 2011 fulgte man den lidt ustabile stjerne. Astronomerne havde en mistanke om, at stjernen var ved at ende sit liv, så i 2019 genoptog man observationerne – men da var stjernen bare helt væk.
Hvis den som andre stjerner af den størrelse var eksploderet som supernova, var den blevet set, men man kunne ikke engang finde noget spor af en supernova-rest.
Sådan noget burde slet ikke kunne ske, og mysteriet er stadig uløst, selv om vi har to teorier.
En mislykket supernova eller skjult af støvskyer
Den førende teori om, hvordan en stor og tung stjerne bare kan forsvinde, er, hvis stjernen bliver til en ’failed Supernova’, altså en mislykket supernova.
Men det er kun en teori, og vi har ingen ide om, hvorvidt den kan anvendes i dette tilfælde, eller om teorien overhovedet er korrekt.
I en mislykket supernova sker kollapset af stjernen så hurtigt og voldsomt, at alt stoffet forsvinder direkte ned i et sort hul.
Der kommer ikke nogen eksplosion, og når først stoffet er kommet ind i det sorte hul, kan vi jo ikke se mere til det. Der kommer ikke noget lysglimt, så for en fjern observatør vil det bare se ud, som om stjernen forsvinder.
Astronomerne har to kandidater til at være mislykkede supernovaer, idet de begge førhen var store røde superkæmper på 20-25 solmasser i fjerne galakser, men som nu er forsvundet.
\ Læs mere
Den anden teori går ud på, at stjernen kan have gennemgået en serie af mindre udbrud, der efterhånden har svækket stjernen så meget, at den ikke længere kan ses – måske også, fordi udbruddene har skjult stjernen bag tætte støvskyer.
Men vi har absolut ingen beviser for nogle af teorierne, så sagen er stadig uopklaret.
Hvordan finder man forsvundne stjerner?
Astronomerne ved udmærket godt, at stjerner kan forsvinde, når de dør.
Men for store stjerner sker det i form af en supernovaeksplosion, som overhovedet ikke efterlader tvivl om, hvad der er sket.
Det burde ikke kunne ske, at de uden varsel bare forsvinder. Og slet ikke ifølge vores ganske velunderbyggede teorier for stjerners opbygning og udvikling.
Selv for stjerner som Solen, der ikke eksploderer, er de sidste faser af deres liv forholdsvis lette at observere. Stjernerne bliver nemlig til enorme planetariske tåger, som dannes, når stjernen slynger sin atmosfære ud i rummet.
Men det kan jo være, at stjernerne slet ikke har læst astronomibøgerne, så derfor er nogle astronomer begyndt at gå på jagt efter stjerner, som engang har stået på et stjernekort, og som nu bare er helt væk.
Digitalisering muligggør sammenligning af stjernekataloger
Jagten på forsvundne stjerner hører under opgaverne hos VASCO Network, der ledes af doktor Beatriz Villarroel fra NORDITA (Nordic Institure of Theoretical Physics – et fælles nordisk institut for teoretisk fysik), som har hovedkvarter i Stockholm.
Bogstaverne står for ‘Vanishing and Appearing Sources during a Century of Observations’, altså astronomiske kilder, der i løbet af de sidste godt 100 år er dukket op og forsvundet igen.
En sådan eftersøgning er i vore it-tider ikke så vanskelig, fordi de store stjernekataloger nu er digitaliseret.
Det gælder selvfølgelig også for US Naval Observatory Catalogue, der har observationer helt tilbage fra 1950’erne. Det fylder 80 GB og indeholder data for næsten en milliard stjerner og galakser.
Dette gamle katalog skal så bare sammenkøres med et eller flere af de nyere stjernekataloger, og så lader man noget avanceret software selv foretage sammenligningerne.
Som sagt så gjort, og resultaterne er nu begyndt at komme.
Fra 150.000 kandidater til 100
I en af de nyeste undersøgelser sammenlignede man de gamle observationer med University of Hawaiis store Pan-STARR katalog, som er er noget af det bedste, der findes.
Første sammenligning gav omkring 150.000 kandidater til forsvundne stjerner. Det var et meget højt tal, så man foretog en ny eftersøgning, hvor man tog højde for, at nogle stjerner havde bevæget sig mere end forventet.
Stjerner bevæger sig nemlig på himlen, og enkelte stjerner kan selv på 70 år flytte sig så meget, at man umiddelbart godt kan tro, at de er forsvundet.
Men ved at udvide søgefeltet fandt man så mange stjerner, der bare havde flyttet sig, at tallet på forsvundne stjerner kom ned på omkring 24.000
Næste skridt var en manuel gennemgang af de gamle optagelser, hvor man med hård hånd fjernede alle gamle observationer, hvor der kunne rejses tvivl om kvaliteten.
Det blev gjort, ikke bare én men flere gange, og til sidst endte man med mindst 100 kandidater (nogle kilder siger 800) til forsvundne stjerner.
Det er her, man står nu, og det er muligt, at det næste skridt bliver en opgave for det, der kaldes ’Citizen Science’, hvor dygtige amatører kan bruge deres hjemmecomputere til seriøs videnskab og på den måde aflaste de alt for få professionelle astronomer, der simpelthen ikke har tid til at sidde og kontrollere hver enkelt stjerne.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Ikke alle stjerner er ideelle kandidater
Der stilles meget store krav til en stjerne for at blive ’den ideelle kandidat’ til en forsvunden stjerne. Den skal selvfølgelig være forsvundet uden at efterlade sig spor, men den skal også være af en bestemt type.
Vi ved jo, at himlen er fuld af variable stjerner, der pulserer og ændrer sig i lysstyrke, men det sker normalt over en tidsskala på højst et par år. Eller som Beatriz Villarroel fra NORDITA beskriver den ideelle kandidat:
»Vi vil gerne finde noget, der går fra en helt stabil stjerne til bare at forsvinde helt – det er endnu ikke blevet dokumenteret, men det er den slags opdagelse, der kan føre til ny fysik.«
Og er der noget, som videnskabsmænd er på jagt efter, så er det opdagelser, der kan betyde, at vi bliver nødt til at revidere vores teorier.
Palomar-mysteriet: Stjerner dukkede op og forsvandt på en halv time
12. april 1950 tog man med det store Palomar-teleskop nogle billeder af stjernehimlen. Der dukkede ni stjerner op, som bare en halv time senere var forsvundet. Hændelsen er rapporteret i Natures Scientific Reports og blev publiceret 17. juni 2021.
Naturligvis har man prøvet at genfinde de forsvundne stjerner. Et hold af astronomer under ledelse af Beatriz Villarroel har endda brugt det 10,4 meter store spejltelskop på Gran Canaria til at lede efter de forsvundne stjerner – uden held.
Observationer foretaget fra Palomar skal man nok være lidt varsom med bare at kassere på grund af dårlig kvalitet, men hvis observationerne er gode nok, så har vi her et uløst mysterium.
Den videnskabelige artikel fra Nature om emnet kan læses her.
Aliens? Næppe
Det kan ikke undre, at nogle også forsøger at trække alien-kortet og se mysterierne som tegn på superavanceret teknologi. Det vil vi ikke gå yderligere ind på, men henvise til videoen herunder.
I videoen deltager Beatriz Villarroel fra VASCO-projektet sammen med astronomen James Davenport og verdens nok mest kendte SETI-forsker, Seth Shostak.
En udmærket og seriøs video, hvor der diskuteres forvundne stjerner og andre emner, og hvor man kommer i dybden.
Konklusion: Tre forklaringer på de forsvundne stjerner
Astronomerne har observeret nogle stjerner, som tilsyneladende bare er forsvundet. Der er tre muligheder:
- Det kan være et ægte mysterium, som kræver en forklaring uden for den kendte astronomi
- Det er muligt at opstille en eller flere teorier, som kan forklare fænomenet inden for kendt astronomi og fysik
- Der er slet ikke noget mysterium, fordi de eksempler, man kan komme med på forsvundne stjerner, bygger på observationer af tvivlsom kvalitet
Vi vil igen og igen møde disse tre muligheder, men det er nu engang de vilkår, astronomien som alle andre videnskaber arbejder under.
Men så længe der bare er en lille mulighed for gevinst i form af et ægte mysterium, som kan føre til ny fysik, så kan det betale sig at fortsætte eftersøgningen.
\ Læs tidligere artikler i serien ’10 astronomiske mysterier’
- Indledning: Vores mystiske univers
- Nummer 10: Vores solsystem er fyldt med uopklarede mysterier
- Nummer 9: Er Solsystemet enestående?
- Nummer 8: Kan stjerner forsvinde ud i det blå?
- Nummer 7: Hvorfor er der sorte huller i galaksernes centre?
- Nummer 6: Hvor kommer den kosmiske stråling fra?
- Nummer 5: Hvorfor er der ikke antistof i universet?
- Nummer 4: Hvad består universet af?
- Nummer 3: Hvor stort er universet?
- Nummer 2: Er universet finjusteret til at kunne rumme liv?
- Nummer 1: Er vi alene i universet?
