Så nåede vi frem til februar, som er vinterens sidste måned. Det betyder, at vi stadig har udsigt til lange mørke nætter og forhåbentlig også nogle klare nætter med udsigt til stjernehimlen.
Ikke mindst, fordi nattehimlens store attraktion nok vil være at følge den opdukkede komet ved navn C/2022 E3 ZTF. Vi har allerede i januar budt kometen velkommen i artiklen Komet kan snart ses på himlen igen efter 50.000 år.
Der er ingen meteorsværme på februars himmel. Til gengæld passerer Den Internationale Rumstation, ISS, hen over himlen i et par udvalgte perioder. Og så går det jo stadig ganske langsomt mod lysere tider.
Dagens længde er ved februars begyndelse på 8 timer og 35 minutter, og dagens længde vokser i månedens løb med lige knap 2 timer.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Spot Den Internationale Rumstation
Den Internationale Rumstation, ISS, viser sig på februars himmel i to perioder fra den 1. til 4. februar og igen fra den 20. til 28. februar. Et godt bud at spotte den er den 2. februar, hvor ISS passerer hen over himlen fra SV-SØ fra cirka klokken 17.42 til cirka 17.48 med en største højde på 24 grader over horisonten.
På himlen passerer ISS først hen over Venus, der står meget lavt på himlen i SV, derpå hen under Jupiter. Kort inden ISS forsvinder på himlen i SØ, kan man højere oppe på himlen se både Månen og Mars.
I den sidste periode, den 17. til 28. februar, er ISS rykket ind på den tidlige morgenhimmel. Vær dog opmærksom på, at der ofte vil være mindre korrektioner i tidspunkterne for passagerne. Derfor er det en god ide at følge med på hjemmesiden heavens-above for de aktuelle præcise tidspunkter.
Den ‘nye’ komet
Netop 1. februar passerer den ‘nye’ komet, C/2022 E3 ZTF, sit nærmeste punkt til Jorden. Afstanden er da blot 42 millioner km. Kometen vil nu være så klar, at den netop skulle være muligt at skimte den med det blotte øje.
Men det er nok en bedre ide at søge efter kometen med en god amatørkikkert. Det kræver naturligvis også en helt klar nattehimmel.
Kometen er på dette tidspunkt stadig på den nordlige himmel i stjernebilledet Camelopardalis – på dansk Giraffen – ikke langt fra Polarstjernen.
Den 10. til 11. februar vil kometen passere tæt forbi Mars, der befinder sig i stjernebilledet Tyren. Endelig går turen den 13. til 15. februar lige hen over den klare stjernehob Hyaderne i Tyren, ikke langt fra den klareste stjerne i Tyren, den røde Aldebaran.
kemisk reaktion. (Foto: NASA/MSFC/Aaron Kingery)
På hjemmesiden heavens-above kan du indtaste din position og følge med i, hvor kometen C/2022 E3 ZTF befinder sig på forskellige datoer.
Månen og planeterne
Det er fuldmåne 5. februar, hvor Månen samtidig er på sit fjerneste punkt fra Jorden, kaldet apogæum. Afstanden er da 404.888 km. Måske vil man derfor opleve fuldmåneskiven en smule mindre end sædvanligt.
Når Månen er nærmest jorden, er afstanden omkring 363.000 km. Tallene svinger en smule som følge af Månens bane. Nymåne indtræffer 20. februar.
Vanen tro passerer Månen i løbet af februar forbi både stjerner og planeter. Den 3. februar finder vi Månen lige nedenunder de to tvillingestjerner Castor og Pollux højt på himlen i S-SØ fra omkring klokken 19 og frem. Månen er da kun to dage fra fuldmåne.
Den 11. februar tidligt om morgenen omkring klokken 06 står Månen lige over den klare stjerne Spica i Jomfruen på himlen i syd-sydvest.
Månen møder også planeterne. Den 22. februar omkring klokken 18-19 er der et særligt smukt syn på himlen i SV-V. Her møder et smalt månesejl – to dage før nymåne – både Jupiter og Venus. Jupiter ses lige over Månen, og Venus lidt under. Den 23. februar samme tid og sted ses Månen lige over Jupiter og venus.
På de sidste dage i februar – især 27. og 28. februar – møder Månen den røde planet, Mars, højt på himlen i SV fra mørkets frembrud omkring klokken 20 og frem mod midnat. Mars står for tiden i Tyren, men ikke langt fra Månen ses også den klare stjerne Betelgeuse i Orion, der grænser op til Tyren.
Venus er aftenstjerne i februar. I begyndelsen af måneden går Venus ned omkring klokken 19 og sidst i måneden omkring klokken 20 – et par timer efter Solen.
Også Jupiter er aftenstjerne, og den ses ikke langt fra Venus på himlen i SV-V i sidste halvdel af februar. Jupiter går ned lidt efter klokken 21 hele måneden.
Mars kan ses på himlen fra mørkets frembrud, og indtil den går ned omkring klokken 04 på himlen i NV. Saturn står tæt på Solen og befinder sig på daghimlen i februar, så den ser vi ikke meget til.
\ Om serien ‘Kig op’
‘Kig op’ er en serie, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Stjernehimlen i nord
Stjernebillederne Store Bjørn med Karlsvognen nær Zenith og Lille Bjørn med Polarstjernen står stadig klart på himlen i nord.
Nær zenit (det punkt på himmelkuglen, som er lodret over iagttageren) og i retning vest finder vi let den klare stjerne Capella i Kusken. Fra dette stjernebillede højt på himlen kan sporet af Mælkevejen på en klar nat følges ned over himlen til Cassiopeia og Andromeda og måske helt ned mod horisonten til Cygnus – på dansk Svanen – med den klare stjerne Deneb lavt på himlen i nord.
Lidt over Polarstjernen i Lille bjørn ligger stjernebilledet Camelopardalis – på dansk Giraffen, og det er netop her, vi finder den nye komet i begyndelsen af februar.
Det er dog ikke et stjernebillede, der gør meget væsen af sig på stjernehimlen. Selv den klareste stjerne kan være at få øje på. Det er en dobbeltstjerne, der består af en gul superkæmpestjerne omkredset af en mindre stjerne, der ligger omkring 1.000 lysår fra Jorden.
Camelopardalis har dog alligevel en lille historie at fortælle. Da den gamle rumsonde Voyager1, efter at have besøgt Jupiter og Saturn, fløj bort fra Solsystemet, så skete det netop i retning mod stjernebilledet Camelopardalis.
Det varer dog mange tusinder af år, før Voyager 1 driver forbi i stor afstand af stjernerne i Camelopardalis.
Stjernehimlen i syd
Vi har stadig udsigt til den smukke vinterhimmel på den sydlige himmel med de velkendte stjernebilleder, så vi viser endnu engang stjernekortet med vinterellipsen fra januar.
Især de to klare stjernebilleder Orion og Tyren dominerer stjernehimlen i syd. Og fra midt i februar vil den nye komet som nævnt bevæge sig ind i Tyren.
Så lad os i den anledning se på en række billeder af stjerner og stjernehobe i Tyren.
Udover Tyrens klareste stjerne, kæmpestjernen Aldebaran, er især stjernehobene Hyaderne og Plejaderne, men også Krabbetågen, der er resterne af en supernova fra 1054, værd at se nærmere på.
Plejaderne i Tyren er en ung stjernehob med omkring 3.000 stjerner, der ligger kun 400 lysår borte.
Plejaderne går ofte under navnet syvstjernen efter de syv klareste stjerner i hoben. Det er dog almindeligt, at man med det blotte øje ser enten flere eller færre stjerner i hoben.
borte. Hoben er let at se med det blotte øje, men med en god amatørkikkert dukker der mange
flere stjerner op. (Foto: Wikipedia)
Med en god amatørkikkert dukker der mange flere stjerner op. Hyaderne er med en afstand på kun omkring 153 lysår vores nærmeste stjernehob.
Den er en såkaldt åben hob, fordi stjernerne ses mere spredte på himlen. Hyaderne er med en alder på godt 600 millioner år en ret ung hob. Dens mange stjerner er omtrent lige gamle og befinder sig nær et sted, hvor de blev dannet.
Forneden i hoben finder vi Tyrens klareste stjerne, Aldebaran, som ligger blot 65 lysår borte og derfor ikke har noget at gøre med Hyadehoben.
På grænsen mellem Tyren og Orion finder vi Krabbetågen, der som nævnt er resterne af en supernovaeksplosion.
Supernovaen blev observeret og beskrevet som en gæstestjerne af kinesiske astronomer i 1054, og de rester af stjernen, vi kan se i dag, strækker sig over et område på mere end seks lysår. Det, vi kan se, er de udslyngede gasmasser.
Selve stjernen er kollapset til en neutronstjerne med en diameter på bare 10 km. Den befinder sig midt i Krabbetågen, og fordi den udsender en pulserende radiostråling, kaldes den en pulsar. Afstanden til Krabbetågen er 6.500 lysår.
Det er muligt at observere Krabbetågen med en god amatørkikkert her i februar, mens Tyren endnu står godt på himlen, og vi stadig har en mørk vinterhimmel. Billedet af krabbetågen stammer fra Hubbleteleskopet.
