»I begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden, og Jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet. Men Guds ånd svævede over vandene…«
Sådan lød budskabet sendt til os for 50 år siden, julenat 1968, fra 3 astronauter i bane om Månen.
De tre astronauter var Frank Borman, James Lowell og William Anders. De var ombord på Apollo 8, som var det første bemandede fartøj, der nåede frem til Månen.
Apollo 8 var lige bragt i kredsløb om Månen, og da det skete netop i juletiden, var det oplagt at sende et passende budskab til Jorden.
Borman, Lowell og Anders havde før deres afrejse overvejet meget, hvad der skulle siges. For de var helt bevidste om, at denne tv-transmission ville gå over i historien. Derfor gik det i hvert fald ikke an med mere ordinære ideer som ’Jingle Bells’ eller ’ The night before Christmas’.
\ Læs mere
Konen havde løsningen
De tre astronauter rådførte sig med jordkontrollen, som dog ikke kunne komme på den helt rigtige ide.
Enhver udtalelse om fred på Jorden fra tre amerikanske officerer ville nok have virket ret malplaceret, da Vietnamkrigen på det tidspunkt var på sit højeste.
En PR-mand i NASA fik så den ide at spørge en bekendt, der var journalist i Washington. Han var med på ideen og satte sig en aften hen og grublede til ud på de små timer uden at kunne finde på det helt rigtige.
Til sidst kom hans kone ned af trapperne for at se, hvad der var blevet af ham – og det endte med, at hun kom med den helt rette løsning:
»Det er helt oplagt: Lad dem læse de første ti vers af Skabelsesberetningen fra Det Gamle Testamente.«
At vi i dag kender til disse detaljer, skyldes et nyligt interview med den nu 90-årige James Lowell.
Verdens første bemandede månerejse
Borman, Lovell og Anders havde ikke fået lang tid til overvejelser, for beslutningen om at opsende Apollo 8 var truffet på ret kort tid i en hektisk tid i månekapløbet mellem USA og Sovjetunionen. NASA var meget usikker på, hvad der præcist foregik bag jerntæppet – og især på, om russerne var tæt på at opsende en kosmonaut mod Månen.
Amerikanerne følte sig naturligt nok stærkt forpligtigede af løftet fra afdøde Præsident Kennedy, der i sin tale i 1961 havde bebudet landsætningen af et menneske på Månen inden årtiets udgang.
Apollo 8 skulle oprindelig have været en flyvning med det formål at teste månelandingsfartøjet i bane om Jorden. Men månelanderen var forsinket, og hvem ville dog sige nej til at få en tur rundt om Månen i stedet for.
\ Læs mere
En dristig opsendelse – men astronauterne havde ingen betænkeligheder
Det var i øvrigt kun den tredje opsendelse af den store Saturn 5-raket, der sendte Apollo 8 afsted mod Månen 21. december 1968.
Det var i sig selv dristigt, for den sidste af de to forudgående testopsendelser af Saturn 5 havde haft alvorlige problemer.
Ingen af de tre astronauter havde dog betænkeligheder ved at stige om bord, og Lovell har senere beskrevet Apollo 8-færden som den bedste og mest problemfri af hans i alt fire rumflyvninger.
På forhånd kendte han Frank Borman rigtig godt, for de to havde tidligere tilbragt 14 dage sammen på snæver plads på en Gemini-flyvning. Den fem år yngre William Anders (født i 1933 – de to andre var født i 1928) var på sin første rumtur.
\ Om Gemini-projektet
Amerikansk bemandet rumprogram fra 1961-66.
Formålet med Gemini var at opnå erfaring i længere ophold i rummet samt at træne manøvre- og sammenkoblingsteknikker til det efterfølgende Apolloprojekt.
Kilde: Den Store Danske
Apollo 8 på vej mod Månen
Opsendelsen gik helt planmæssigt.
Apollo 8 gik først ind i en lav bane om Jorden og efter et par timer fik astronauterne følgende besked fra Jordkontrollen:
»Apollo 8, you are go for TLI.«
TLI står for Trans Lunar Injection, og det betyder, at Apollo 8 nu forlader kredsløbet om Jorden, idet rakettens tredje trin genstartes for at sende rumskibet mod Månen.
Det var første gang, verden hørte denne ordre til et bemandet rumskib.
Tredje trin brændte i 5½ minut og sendte dermed Apollo 8 videre med en fart på 39.000 km i timen – det hurtigste, noget menneske dengang havde fløjet.
For første gang i historien oplevede astronauter nu at se Jordkloden blive mindre og mindre i løbet af de tre dage, det tog at flyve til Månen.
\ Læs mere
Undervejs mod Månen skulle astronauterne navigere efter stjernerne. Det var dog ikke altid helt let, fordi små mængder af frossent brændstof kom til at virke som falske stjerner.
Jordkontrollen foreslog så, at de i stedet kunne sigte efter Jorden. Det udløste megen latter i Jordkontrollen, da Borman svarede:
»OK – vi vil gøre det, så snart vi har fundet Jorden…«
Den melding var faktisk ikke så mærkelig, for Jorden fyldte efterhånden meget lidt på himlen, og der gik da også over en time, før astronauterne kunne meddele, at de havde fået øje på Jorden fra det ene af deres i alt fem små vinduer.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bøgerne ‘Det levende Univers‘ samt ‘Rejsen ud i rummet – de første 50 år‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Borman fik anfald af rumsyge
På flyvningens anden dag begyndte Borman at føle sig utilpas, og pludselig kastede han op, samtidig med at han fik et anfald af diarre.
Nu kendte Lovell Borman ret godt fra deres Gemini-flyvning, hvor han også haft problemer med utilpashed og kvalme. Så han så det egentlig blot som et tilfælde af rumsyge, som man senere kom til at kalde det. Han vidste også, at Borman nok hurtigt ville komme sig.
I dag fortryder Lovell, at han ikke bare fortalte Jordkontrollen, at Borman blot havde et anfald af rumsyge, og at han snart ville være på plads igen. I stedet var han meget vag i sine beskeder. De tre astronauter var simpelthen bange for, at man ville forsøge at afkorte Apollo 8-flyvningen på lægernes opfordring, og det ville de ikke risikere.
Dengang havde man ikke meget erfaring med rumflyvningens virkninger, og al form for utilpashed bekymrede naturligvis rumlægerne.
I dag ved vi, at omkring 1/3 af alle astronauter stadig i større eller mindre grad oplever rumsygens kvaler i begyndelsen af et ophold i rummet.
Månen var ’et sort hul i himlen’
Det tog tre dage at flyve til Månen. Og da de tre astronauter nåede frem juleaftensdag 24. december, bemærkede astronauterne et stort, sort område uden spor af stjerner på himlen.
Det blev astronauternes første møde med Månen, som viste sig fra natsiden.
Men nu måtte de i gang med rejsens mest kritiske opgave med at bringe rumskibet ind i bane om Månen ved at affyre servicemodulets raketmotor. Dette skulle ovenikøbet finde sted, mens de var på Månens bagside og dermed ude af radiokontakt med Jorden.
Men Jordkontrollen sendte en sidste opmuntrende bemærkning:
»Apollo 8, you are riding the best bird, we could find,« hvortil astronauterne svarede:
»Thanks a lot, we’ll see you on the other side.«
Raketmotoren brændte i fire minutter, præcis som den skulle, og sendte hermed Apollo ind i aflang bane mellem 100 og 300 kilometer over Månen.
Astronauterne syntes, at måneoverfladen mest mindede om en grå strandbred. Det var NASA ikke så begejstret for, da de nok havde håbet på en mere spændende beskrivelse.
De tre astronauter fotograferede naturligvis Månens overflade som forberedelse til den første landing – men det er nu ikke de endeløse billeder af Månens kratere og bjerge som huskes.
Earthrise -Jordopgang over Månen
Det billede, som huskes, er synet af den blå og hvide jordklode, der var stået op over den øde og grå måne. (Se billedet øverst i artiklen.)
Det blev Anders, der tog dette berømte billede, som gik over i historien som ikon for, hvor enestående vores planet er i det store univers.
Han fortalte senere herom:
»Vi kom hele den lange vej for at udforske Månen, og den vigtigste ting, vi opdagede, var vores jordklode.«
Billedet fik stor betydning for miljøbevægelserne, der opstod i de følgende år.
\ Læs mere
\ De tre Apollo-8-astronauter lever endnu
Det er værd at bemærke, at besætningen på Apollo 8 er den eneste, hvor alle 3 astronauter endnu lever. Læs mere i boks nummer 2 under artiklen her.
Den første mand på Månen, Neil Armstrong, døde i 2012, og fra de andre Apollo-flyvninger lever højst en eller to astronauter endnu.
Månerejsen endte med et stort plask
Efter tyve timer og ti omkredsninger rundt om Månen var det tid til at indlede hjemrejsen.
Der blev igen tændt for raketmotoren – endnu engang mens Apollo 8 var over Månens bagside.
Alt forløb planmæssigt og nu ventede blot en tre dages lang returrejse mod Jorden til den forestående landing i Stillehavet 27. december.
Kort tid før deres indtræden i atmosfæren frigjorde Borman servicemodulet fra Apollokabinen. Og snart derefter begyndte kabinen at blive oplyst af skæret fra den flere tusinde grader varme luft, der omgav rumskibet.
Astronauterne beskrev det som at flyve indeni et neonrør. Og set fra Jorden lignede Apollo 8 mest af alt en glødende meteor.
Til sidst foldede faldskærmene sig ud, og månerejsen endte med et ordentligt plask ned i Stillehavet – og endda med en Apollokapsel, der vendte på hovedet.
Og da astronauterne samtidig blev ramt af en tre meter høj bølge, blev Borman igen dårlig, denne gang ramt af alle søsygens kvaler.
Knap en time senere var Borman, Lovell og Anders sikkert om bord på USS Yorktown – et af flådens skibe fra anden verdenskrig.
En seks dages rumfærd var vellykket fuldført og ville fra da af gå over i historien.
Næste skridt var selve landingen på Månen, der lå godt et halvt år ude i fremtiden.
\ Apollo 8 var et dristigt skridt i månekapløbet
I 1968 var rumkapløbet om at nå først til Månen på sit højeste mellem russerne og amerikanerne.
Præsident Kennedy havde jo i 1961 sat USA det mål at landsætte et menneske på Månen og bringe ham sikkert hjem igen. Inden årtiets udgang…
Så der var hårdt pres på NASA, og det var ikke let at overholde tidsfristen, da næsten alt skulle udvikles fra grunden.
Man skulle lære Månen at kende fra ubemandede rumsonder. Den 3.000 tons store Saturn 5-raket og selve Apollo-rumskibet skulle udvikles. Og så var der naturligvis også brug for et månelandingsfartøj.
Det var en enorm opgave at holde styr på alle disse projekter, og den tragiske ulykke på Jorden med Apollo 1, hvor 3 astronauter omkom, viste også, at opgaven nok havde været for stor, i forhold til den korte tid der var til rådighed.
Læs også: Det nye rumkapløb: Derfor skal der mennesker på Mars
Saturn 5-raketten var ’en løs kanon’
Den første opsendelse af Saturn 5-raketten med den ubemandede Apollo 4 fandt sted i november 1967 og forløb sådan set planmæssigt, men helt så heldigt gik det ikke ved 2. prøveopsendelse i april 1968.
Trykkraften fra raketmotorerne i første trin fik hele raketten til at ryste, brændstofrørene i de to øvre trin blev beskadigede, så to af fem raketmotorer i andet trin satte ud før beregnet.
Endelig ville tredje trin ikke genstarte, hvilket jo er helt nødvendigt for at nå til Månen.
Og set fra astronauternes synspunkt var problemet med rystelserne så voldsomt, at de umuligt kunne have aflæst instrumentpanelerne under opsendelsen. Det var alvorligt nok i sig selv.
Men hertil kom, at der var stor usikkerhed om, hvor man havde russerne i kapløbet.
CIA holdt, så godt de kunne, undervejs amerikanerne orienterede, og man mente, at russerne havde planer om at opsende en kosmonaut i et sving rundt om Månen med et rumskib kaldet Zond – måske forud for en egentlig landing på Månen.
I marts 1968 blev en ubemandet Zond 4 vellykket opsendt til stor afstand fra Jorden.
Lederen af Apollo-projektet fiik en ide
I august 1968 fik lederen af Apollo-projektet George Low så en ide.
Der var planlagt en bemandet flyvning i bane om Jorden med Apollo 7 i oktober, og månelandingsfartøjet var forsinket og ikke klar før i marts 1969, og det var lidt længe at vente på næste forsøg.
Men der var jo en mulighed for at sende Apollo 8 rundt om Månen allerede i december – forudsat, at alt gik godt for Apollo 7.
Chefen for astronauterne på den tid, Deke Slayton har fortalt herom:
»På det tidspunkt havde vi endnu ikke fløjet Apollo 7 eller overhovedet haft en bemandet flyvning med Apollo, og sidste gang, vi fløj Saturn 5, var den lige ved at falde fra hinanden på grund af vibrationer. Vi havde ikke engang udviklet det nødvendige software til at flyve Apollo rundt om Jorden – for slet ikke at tale om at flyve den til Månen…«
Men nu havde raket-eksperterne med Wernher von Braun i spidsen forsikret, at problemerne med Saturn 5 var løst på tilfredsstillende vis.
Læs også: Hinsides uendeligheden: 50 år med filmen Rumrejsen 2001
Russerne åndede amerikanerne i nakken
I september og november 1968 fulgte russerne efter med Zond 5 og 6, der blev sendt i et sving rundt om Månen.
Der var ovenikøbet levende dyr om bord, blandt andet et par skildpadder, der dermed blev de første levende væsener, der kom i nærheden af Månen.
Disse forsøg blev af russerne fremstillet som en stor succes, selv om skildpadderne på Zond 5 ved en forkert ordre under landingen blev udsat for en tyngdepåvirkning på 16 g – og at der opstod en utæthed i landingskapslen på Zond 6, så luften sivede ud, og alle dyrene ombord døde.
Men de russiske forsøg bekræftede amerikanerne i, at de havde truffet den rigtige beslutning om, at det nu var på høje tid at sigte mod Månen.
Læs også: Den første amerikanske satellit kunne være opsendt et år før Sputnik
\ Epilog: 50 år senere i Chicago
I oktober 2018 mødtes Borman, Lovell og Anders med TIME Magazine for at fejre 50-året for deres månerejse.
Mødet fandt sted på Chicago Museum of Science and Industry, netop her, hvor deres rumkapsel er udstillet.
Det var et hold meget livlige og friske rumveteraner, der mødte op. Borman og Lovell er begge 90 år, og de havde stadig travlt med at smådrille den ’kun’ 85-årige yngste mand på holdet, Bill Anders.
De kaldte ham nu som dengang for en ’rookie’, hvilket er den amerikanske betegnelse for en, der flyver første gang i rummet.
Læs også: Hvorfor vil Trump tilbage til Månen?
Ikke stolte af de seneste præsidenter
De tre er med rette stolte af deres lands tidlige måneprogram, som holdt ved under fire præsidenter.
De var derimod ikke imponerede af rumfartens mål og udvikling under de seneste fire præsidenter:
»Målene skifter hele tiden: Bygge en rumstation, vende tilbage til Månen, besøge en asteroide eller rejse til Mars -og nu måske tilbage til Månen igen.«
Som Anders udtrykte det:
»NASA vakler lidt i beslutningerne – håber at kunne gå i en bestemt retning, men håber nok mest på bedre økonomisk støtte.«
Hovsa! Her skulle en video ligge. Men da du ikke har accepteret marketing-cookies, som YouTube-afspilleren bruger, kan videoen ikke blive vist.
I denne video fra 2013 genkalder Jim Lovell sig Apollo-8-missionen. (Video: NASA Video)
Frank Borman opfordrede dog til at se lyst på det:
»Husk nu bare, at Elon Musk vil kolonisere Mars i 2020’erne.«
Og han sluttede mødet af med følgende fine udtalelse:»Jeg har aldrig sagt det før i fuld offentlighed: Disse to talentfulde fyre… Jeg er så stolt af, at jeg kunne flyve til Månen med dem. Det var et sejt job gennemført på kort tid – og vi gjorde det godt.«
Læs også: Professor: Så langt er vores rumrejser nået om 60 år
Læs også: Forskere: Apollo-astronauterne har større risiko for at dø af hjertekarsygdomme
