Spoiler alert: Artiklen her afslører en del af handlingen i filmen, så vi anbefaler, at du smutter i biffen, før du læser videre!
For efterhånden de fleste er den første landing på Månen noget, man kun kan læse om eller opleve i en dokumentarfilm.
Men den nye film 'First Man' om Apollo 11 giver alle muligheden for næsten at være med på rejsen.
For os, der er så gamle, at vi kan huske de otte dage, hvor hele verden fulgte med i rejsen til Månen, er det et storslået gensyn – og noget helt andet end de uklare TV-billeder, vi sad og så om natten 21. juli 1969, hvor de første to mænd, Neil Armstrong og Edwin Aldrin, gik rundt på Månen.
Men selv den bedste film kan dog ikke genskabe den uforlignelige følelse af at se verdenshistorie blive skabt. Over 500 millioner mennesker verden over fulgte landingen på TV. Det var et meget højt tal i 1969, og det var med til at gøre månelandingen til en ægte global begivenhed.
First Man får os også til at mindes den berømte film 'Rumrejsen 2001'. Den havde haft premiere i 1968, og filmen fangede fuldstændigt tidsånden og følelsen af, at vi nu stod over for en helt ny epoke, hvor rejser i rummet var en naturlig del.
Da verdens første rumvandrer, Alexei Leonov, så filmen, udtalte han: »Nu føler jeg, at jeg har været i rummet to gange«.
Måske kan filmen First Man også få mange til at føle, at de næsten har været i rummet – bare én gang.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Rumrejser, mennesker og politik
Man kan ikke undgå at bemærke, hvor meget samfundet har ændret sig siden dengang for næsten 50 år siden, da Apollo 11 blev opsendt.
Dengang var der en måske ureflekteret begejstring og ikke mange kritiske spørgsmål. Fortællingen i First Man er mere nuanceret og baseret på to temaer:
- En fremragende og meget realistisk beskrivelse af, hvordan de første astronauter oplevede det at flyve i rummet.
- En fortælling om den næsten umulige konflikt mellem det at være astronaut og samtidig have et familieliv.
Mærkeligt nok nævnes kapløbet med Sovjetunionen næsten ikke, selv om det naturligvis er meget centralt.
Efter filmen kom frem, kan man næsten tale om et tredje tema: Præsident Trump har nægtet at se filmen, fordi den ikke viser, hvordan det amerikanske flag blev plantet på Månen.
Andre politikere har fulgt op på denne kritik, og det fører til en eftertanke om, hvordan Apollo-programmet og månelandingerne opfattes i dag.
Rumrejserne
Filmen koncentrerer sig om Armstrongs to rumflyvninger med Gemini 8 og Apollo 11.
De er fabelagtigt godt skildret og giver nok det mest realistiske billede af en rumrejse, der endnu er vist i en spillefilm. Vi oplever rystelserne og vibrationerne, når raketten slynger astronauterne ud i rummet – og ikke mindst lydene, der ellers er noget, som mange film overser.
Filmen viser rumrejserne på den samme måde, som vi må tro, at Armstrong har oplevet dem: Med udsigten gennem et lille vindue, der på grund af udstødning fra styremotorer kunne blive noget så beskidt. Og man får et levende indtryk af, hvor overfyldte de små kabiner var med alverdens kontakter, som man endelig ikke skulle tage fejl af.
Det er virkelig godt at have Gemini 8 med, for det er med alle problemerne en bedrift, der næsten kommer på højde med den langt mere berømte Apollo 13.
Gemini 8 skulle foretage en sammenkobling med en ubemandet Agena-raket, og det gik også fint. Men så kortsluttede en af Geminis styreraketter, så både rumskib og Agena begyndte at rotere hurtigere og hurtigere.
Selv om astronauterne var tæt på at besvime, lykkedes det Armstrong at få Agena-raketten frakoblet Gemini, og ved et rent mirakel også koblet Geminis styredyser fra.
Tilbage var kun de dyser, som alene var beregnet til landingen, men med dem fik han til sidst bragt rotationen til ophør, selv om det så førte til en meget hurtig nødlanding i Stillehavet.
Mange mener, at det var den bedrift, der var med til at sikre ham pladsen på Apollo 11.
\ Læs mere
Månevandringen er også set gennem Armstrongs øjne – både den dramatiske landing, da Eagle næsten var ved at løbe tør for brændstof, og derpå selve månevandringen.
I stedet for at koncentrere sig om flaget, ser vi en rørende scene, hvor Armstrong kaster et lille smykke ned i et krater. Det havde tilhørt hans lille datter Karen, som døde i en alder af to år af en svulst i hjernen.
Men som vi skal se, har netop denne måde at skildre månelandingen på ført til megen diskussion i USA.
Et umuligt liv
Det andet hovedtema, som filmen berører, er astronauternes familieliv. Hele 60 procent af astronauterne blev skilt, og det kunne næsten ikke undgås med det liv, de skulle føre.
Armstrong fremstår her lidt som en knudemand, der har svært ved at vise følelser. Sandheden er, at han var et menneske som alle os andre – og i en scene ser vi ham bryde sammen i gråd over datteren Karens død. Men han har svært ved at dele sin sorg selv med sin hustru Janet.
Lidt mere kompliceret er forholdet nok til de to sønner. I en helt central scene må hans kone nærmest tvinge ham til at sige farvel til børnene Mark og Rick.
Her vil vi et øjeblik forlade filmen og høre, hvad de to nu voksne sønner selv har at sige om netop denne scene.
Et godt portræt af en far
Da Armstrong fløj til Månen, var Mark 6 år og Rick 12 år – og det er bestemt ikke let at fortælle sine sønner, at far måske ikke kommer hjem igen.
Mark fortæller i et interview, at scenen i filmen er, som han husker den, og at den canadiske skuespiller Ryan Gosling, som spiller Armstrong, har givet et godt portræt af hans far.
Han fortalte dem, at der nok kun var 50 procents chance for, at han ville komme til at lande på Månen, men de to drenge opfattede egentlig ikke samtalen på samme måde, som en voksen ville gøre.
For dem var det at rejse til Månen næsten ligesom at rejse på en forretningsrejse med fly – det var bare en flyrejse, og det var noget, de var kendt med.
De forsvarer også, at filmen ikke lægger vægt på flaget, selv om vi undervejs ser det i baggrunden af månelandskabet.
Astronaut og familieliv
Den sidste mand på Månen, Eugene Cernan (1934 – 2017) fortalte kort før sin død i en TV-udsendelse om de ofre, deres hustruer måtte bringe, for at mændene kunne være astronauter.
Han indrømmede blankt, at det at være astronaut krævede en meget høj grad af egoisme. De var konstant hjemmefra, og de ofrede alt for at kunne være med og klare træningen.
I sin modne alder kunne han godt se, hvor egoistiske de havde været, og hvor meget der hvilede på deres hustruer – lige fra at følge børnene i skole til at betale regningerne.
En anden astronaut, Alan Bean fra Apollo 12, viste situationen med hænderne. Han hævede den ene hånd og sagde, det var træningen og sænkede den anden hånd, som omfattede hjemmelivet.
Dengang søgte mændene ikke en balance – med hænderne i samme højde – men som Bean sagde, var det dengang nødvendigt at være en egoist for overhovedet at kunne begå sig som astronaut.
Man kan mærke, at nogle af de gamle astronauter er faldet til ro, men prisen undervejs har været høj.
Armstrong var i den henseende en typisk astronaut. På sine gamle dage levede han et stilfærdigt, men godt liv. Da var han efter 38 års ægteskab blevet skilt fra Janet. På sine ældre dage fandt han sig dog en ny hustru.
For langt de fleste astronauter kan vi sige, at både de og deres hustruer var almindelige mennesker, som gerne ville det bedste. Problemet var, at begge parter var anbragt i en situation, som var næsten umulig.
First Man kontra America First
Vi kan kun sige, at First Man er en god film, der behandler sit emne med både takt og omtanke. Der er intet anti-amerikansk i filmen, men alligevel kom den ind i lidt af en shit-storm.
Det begyndte med, at Donald Trump (hvem ellers?) nægtede at se filmen, fordi den ikke viste, hvordan det amerikanske flag blev plantet på Månen. Det skete med følgende ord til The Daily Caller:
»Det er næsten, som om de er flove over, at det er en amerikansk bedrift. Jeg synes, det er en frygtelig ting.«
Han fortsatte:
»Når du tænker på Neil Armstrong, og når du tænker på landingen på Månen, tænker du på det amerikanske flag. Af den grund vil jeg ikke engang se filmen.«
Og nu er der jo ikke midtvejsvalg for ingenting, så den amerikanske senator fra Texas, Ted Cruz, som vist har fået en uventet stor udfordring fra demokraterne, skyndte sig så at følge op på Trump med denne Twitter-besked:
'Det er virkelig trist: Hollywood sletter det amerikanske flag fra månelandingen. Dette er forkert og i overensstemmelse med venstreorienteres mangel på respekt for flag og deres benægtelse af amerikansk exceptionisme. Kennedy indså, at det betød noget, at Amerika fløj til Månen – hvorfor kan Hollywood ikke se det i dag?'
I stedet for alene at hæfte sig ved den manglende flagceremoni i filmen burde disse modstandere måske have tænkt over budskabet på de plader, astronauterne anbragte på Månen: 'Vi kom i fred og på hele menneskehedens vegne …', stod der blandt andet.
Da skuespilleren Ryan Gosling efterfølgende i et interview med den engelske Daily Telegraph sagde, at han så månelandingen som noget, der gik ud over lande og grænser, og at Armstrong ikke så sig selv som en amerikansk helt, gik det helt galt.
På TV-stationen Fox News kaldte TV-værten Pete Hegseth i udsendelsen 'Fox and Friends' simpelthen Ryan Gosling for en idiot.
Vi lader kommentarerne stå.
Arven efter Apollo
For os, der oplevede landingen, var der ingen tvivl: Vi var direkte på vej til den verden, som Rumrejsen 2001 viste. Det mente NASA også, og i de første år efter Apollo var der meget optimistiske planer om både månebaser og Mars-rejser.
Der var en optimisme, som nok kan være svær at forstå i dag, men det var jo også en tid, hvor vi endnu ikke var opmærksomme på mange af de problemer, som vi slås med nu.
Vi fik ikke en base på Månen og slet ikke en rejse til Mars. Det blev mere og mere klart, at Månekapløbet havde været et rent politisk kapløb og bestemt ikke drevet af en ubændig trang til at udforske universet.
Men i filmen siger Armstrong noget, der er værd at lytte til.
Da han i 1962 skal udvælges til astronaut, bliver han naturligvis interviewet og spurgt ind til hans synspunkt på betydningen af rumfart. Her siger han, at rumfarten kan lære os at se tingene på en anden måde.
Han fik hurtigt ret, for de første billeder af Jorden taget fra Månen af Apollo 8 fik os pludselig til at indse, at vi alle bor på en lille oase – en smuk, blå og hvid klode midt i rummets store mørke.
Måske kan alene det begrunde måneprogrammet, men som modtagelsen af filmen viser, er dette globale syn nu under pres af en 'America First'-opfattelse af Apollo.
Skal vi videre ud i rummet, er det nødvendigt med et internationalt samarbejde.
Rumstationen ISS har været en god begyndelse, men om det kan føres videre til samarbejde om rejser til Månen, Mars og længere ud i solsystemet er et åbent spørgsmål, hvis hvert land alene ser rumfarten som et 'mit land først'-projekt.
Vi må dog ikke glemme, at netop ISS er et fint eksempel på internationalt samarbejde og ikke konkurrence i rummet.
Der er faktisk en vis dybde i det berømte citat fra Apollo 11: 'Et lille skridt for et menneske, men et kæmpespring for menneskeheden'.
For i et lange løb er rummets udforskning en sag for alle lande og alle mennesker.
\ Læs mere
\ Da månekapløbet kulminerede
Filmen omtaler næsten ikke månekapløbet mellem USA og Sovjet, men der er en episode under selve Apollo 11-filmen, som viser, at der var tale om et meget ægte kapløb mellem USA og Sovjetunionen.
Tre dage før Apollo 11 blev opsendt, opsendte russerne deres rumsonde Luna 15. Den gik i bane om Månen 17. juli, mens Apollo 11 stadig var på vej mod Månen. Der var en overgang en diskussion om, hvorvidt der ligefrem var en risiko for, at Luna 15 og Apollo 11 ville støde sammen.
Det gav anledning til et sjældent samarbejde mellem de to supermagter, for helt usædvanligt frigav Sovjet oplysninger, som viste, at der ikke var nogen sammenstødsfare.
Armstrong og Aldrin var allerede landet, da Luna 15 tændte en bremseraket og begyndte nedturen mod et landingssted i Mare Crisium, et godt stykke vej fra Apollo. Men pludselig ophørte signalerne, og i dag mener man, at Luna 15 blev knust, fordi den ramte en bjergside.
Vi ved også, at Luna 15 var et forsøg på at indsamle en prøve fra overfladen og derefter sende den tilbage til Jorden. Så kunne russerne jo også sige, at Sovjet i modsætning til amerikanerne ikke risikerede livet for deres kosmonauter.
Naturligvis var virkeligheden en helt anden. Luna 15 var et sidste desperat forsøg på at tage glansen fra Apollo, for russerne havde været mere end villige til at sende deres kosmonauter ud på en månerejse, som ville have været langt farligere end Apollo-rejserne.
Den hemmelige sovjetiske plan
Det har taget sin tid, men gradvist er arkiverne blevet åbnet. Derfor ved vi nu, hvordan Sovjet havde tænkt sig at rejse til Månen.
Vi kan ikke komme ind på alle detaljer, men der var en meget dristig plan, som den berømte 'chefkonstruktør' Sergei Korolev havde ansvaret for.
Hverken den russiske teknik, økonomi eller industri kunne hamle op med den amerikanske.
Derfor var det ikke muligt at bygge en russisk Saturn 5, og russernes største problem var, at de dengang ikke kunne bygge raketmotorer drevet af flydende ilt og brint – det mest effektive raketbrændstof.
Læs også: Disse raketter skal føre rumfarten ind i fremtiden
De fik bygget en raket næsten lige så stor som Saturn 5 ved navn N-1, men drevet af flydende ilt og kerosen. Disse brændstoffer er ikke så effektive, så det var umuligt at sende et stort rumskib til Månen. I stedet byggede man et mindre rumskib til to mand, hvor kun den ene skulle lande på Månen.
De to Apollo-astronauter havde mere end nok at gøre med at styre og aflæse instrumenter under nedturen til Månen. Det er nok tvivlsomt, om én mand kunne have klaret opgaven.
Til gengæld ville russerne forinden have anbragt et reservefartøj, som kosmonauten kunne gå over til, hvis nu hans eget ikke var i stand til at starte igen …
Hjemturen ville også være noget af en udfordring. Kosmonauten skulle op til sin kollega i bane om Månen – ganske som Apollo.
Men for at spare vægt var der ingen luftsluse, så han bare kunne gå om bord. Det var nødvenligt med en rumvandring på ydersiden af de to sammenkoblede rumskibe for at komme ind til kollegaen inden hjemrejsen.
Dengang var man heller ikke så øvet i rumvandringer, som vi er i dag efter mange års erfaringer, så det må nok siges at have været en ret dumdristig plan.
Eksplosioner standsede programmet
Russerne var nødt til at arbejde med meget mindre raketmotorer end amerikanerne, så den russiske N-1-raket havde hele 30 motorer i første trin – og så kunne det kun gå galt.
Både den første opsendelse af en N-1-raket i februar 1969 og den anden i juli 1969 endte i gigantiske eksplosioner. Selv om projektet ikke umiddelbart blev opgivet, var det klart, at man ikke kunne slå amerikanerne – derfor blev Luna 15 et allersidste forsøg.
Månelandingsplanerne blev først opgivet helt, da også de to næste N-1-opsendelser endte med enorme eksplosioner.
Siden da koncentrerede Sovjet og senere Rusland sig helt om rumstationer, så ingen russere har altså vandret på Månen.
\ Hvis katastrofen havde ramt
Filmen viser, hvor mange ting der kunne være gået galt.
Apollo 11 var en uhyre dristig flyvning, som blev gennemført med en teknik, som lige akkurat kunne klare opgaven. På forhånd var et rimeligt skøn, at der var omkring 50 procents chance for, at det hele ville gå godt.
Som filmen viser, omkom flere astronauter under træning – blandt dem Armstrongs gode ven Elliott See, der styrtede ned med et fly på vej mod træning.
Januar 1967 var tre astronauter omkommet under træning – blandt dem Armstrongs ven Edward White – da der udbrød ild i deres Apollo-kapsel.
Døden var hele tiden tæt på, og som en af hustruerne siger, så fik de en helt god øvelse i at gå til begravelser.
Ulykkerne ramte også Sovjet. April 1967 omkom den russiske kosmonaut Komarov under landingen, da faldskærmene på hans Soyuz-rumskib ikke foldede sig ud, og året efter omkom verdens første rummand Yuri Gagarin ved en flyulykke.
Apollo 11-astronauterne efterlod små medaljer på Månen – både til minde om Gagarin og Komarov.
Både Sovjet og USA arbejdede under et enormt tidspres, og vi kan se i dag, at der blev taget nogle risici, som vi aldrig ville tage nu.
Der var derfor en meget ægte mulighed for, at præsident Nixon måtte tage den tale frem, som var forberedt, hvis noget gik helt galt. Den er først blevet frigivet i 1999.
Talens fulde tekst
'Skæbnen har villet, at de mænd, der i fred har udforsket Månen, også vil hvile i fred der.
Disse modige mænd, Neil Armstrong og Edwin Aldrin, ved, at alt håb er ude. Men de ved også, at der er håb for menneskeheden i deres ofre.
Disse to mænd har givet deres liv for menneskehedens mest ædle mål: Søgen efter sandhed og forståelse.
Deres familier og venner vil sørge over dem. Deres land og verdens folk vil sørge over dem. De bliver begrædt af Moder Jord, der vovede at sende to af sine sønner ud i det ukendte.
Gennem deres udforskning fik de verdens folk til at føle sig som ét folk. Deres offer binder det menneskelige broderskab tættere sammen.
I oldtiden så mændene på stjerner og så deres helte i stjernebillederne. I moderne tid gør vi meget det samme, men vores helte er episke mænd af kød og blod.
Andre vil følge og sikkert finde vej hjem. Menneskenes søgning vil ikke standse. Men disse mænd var de første, og de vil forblive i vores hjerter.
For hvert menneske, som ser op på Månen i de kommende nætter, vil vide, at der nu er et hjørne på en anden verden, der for altid vil være en del af menneskeheden.'
I tilfælde af, at astronauterne ikke kunne forlade månen, ville NASA til sidst slukke for al kommunikation. Astronauterne kunne så selv vælge, hvornår og hvordan de ville dø. Men som Aldrin sagde mange år senere:
»I stedet for at bekymre os, ville vi tage os af det, når det var aktuelt. Vi ville arbejde på problemet indtil ilten slap op, og vi faldt i søvn.«
Læs også: Kan robotter overtage astronauternes rolle i fremtiden?
