Galilei var en gøgler

Italien, 7. januar 1610. Den italienske videnskabsmand Galileo Galilei rettede sit hjemmebiksede "spionglas" alias den nyopfundne kikkert mod planeten Jupiter. En, to, tre små stjerner kom til syne i et bælte om planeten. Senere kom en fjerde til. Galilei havde som den første observeret Jupiters måner.

En revolutionerende opdagelse, da man på det tidspunkt stadig troede på, at alle himmellegemer kredsede om Jorden. Opdagelse ville derfor være en alvorlig mavepuster på dem, der endnu ikke anerkendte Nicolaus Kopernikus' teori om, at solen var i centrum af universet.

I mellemtiden havde andre europæiske astronomer fået fingre i kikkerten, og de sad nu ivrigt med apparatet rettet mod nattehimlen. Det var et spørgsmål om tid, før en anden ville observere det samme som Galilei, derfor satte han fart i fjeren og udgav på rekordtid et 25-siders skrift om observationerne kaldet Stjernebudbringeren.

Skriftet kickstartede Galileis vej til berømmelse og udødelighed som en af verdenshistoriens mest betydningsfulde tænkere. Skriftet har 400-års jubilæum i år.

»Stjernebudbringeren var et hastearbejde men ikke hastværk, da det trods alt var gennemarbejdet. Galilei viste godt, der var konkurrence, men han ville have æren og dermed stadfæste sin position som videnskabsmand. Derfor blev det et forholdsvis lille skrift,« fortæller Helge Kragh, professor dr.scient, Institut for Videnskabsstudier ved Aarhus Universitet.

Helge Kragh er videnskabshistoriker og har blandt andet beskæftiget sig med Galileis betydning for overgangen til det heliocentriske verdensbillede med Solen i centrum.

Skriftet var sensationelt på flere områder. I det afslørede Galilei, at Månens overflade var ru og ikke glat, at Mælkevejen var fuld af stjerner og ikke en tåge, og altså at Jupiter havde måner.

Showmanship gjorde ham berømt

»Stjernebudbringeren. Udfolder store, usædvanlige og vidunderlige seværdigheder [...].«

Sådan begynder skriftet, og tonen er ligeså bombastisk i resten af skriftet. Den slutter med et ægte fortællerteknisk kneb - en cliffhanger:

»Tiden forhindrer mig i at fortsætte, men den rolige læser kan forvente mere snart.«

Galilei var god til det med ord, og gennem hele sin videnskabelige karriere forstod han at iscenesætte sig selv både gennem retorikken og sin personlighed. Han dyrkede berømmelsen, og i alt hvad han foretog sig stræbte han mod så stort et publikum som muligt.

»Han besad jo en vis form for showmanship. Han holdt offentlige foredrag, udtrykte sig populærvidenskabeligt og skrev på italiensk, hvilket dengang var ganske bemærkelsesværdigt, fordi videnskabens sprog var latin,« fortæller Helge Kragh.

Stjernebudbringeren udkom dog i første omgang kun på latin med titlen Sidereus Nuncius.

Det var ikke bare almindelige mennesker, Galilei forsøgte at nå, han forstod også at holde sig på god fod med adelen. Han døbte for eksempel Jupiters måner "De mediceiske stjerner" efter storhertugen af Toscana, Cosimo II de' Medici, som han var ansat hos. Derudover sendte han hjemmelavede kikkerter som gaver til andre af Europas rigmænd.

Tilsvinet af videnskabsfolk

Galileis aggressive fremtoning og bombastiske - til tider overdrevne - retorik inkasserede smædeskrifter fra misundelige videnskabsfolk, der mente, han opførte sig arrogant og egoistisk.

I 1611 modtog han et brev fra sin bekymrede ven, maleren Lodovico Cardi, bedre kendt som Cigoli:

»Jeg har hørt [...] at en gruppe af uvenligt stemte mænd, som er misundelige på dine talenter og berømmelse, mødtes hos ærkebiskoppen [af Firenze] og slog hovederne sammen...«

Trods advarslen om hans upopularitet blandt kollegaerne fortsatte Galilei sin stil. Senere kom han også i bad standing hos den katolske kirke, og efter en retssag i 1633 blev han sat i husarrest på livsstid og tvunget til at afsværge sin tro på, at solen var i centrum af universet.

De anonyme andenpladser

At Galilei var dygtig til at promovere sig selv, betød fiasko for de videnskabsfolk, der ikke havde entertainer-genet.

En af dem var den engelske astronom Thomas Harriet (1560-1621). Han havde allerede i december 1609 lavet præcise observationer af månens overflade og solpletter, men han udgav det for sent.

En anden er den tyske astronom Simon Marius (1573-1624). I 1614 hævdede han, at han havde opdaget Jupiters fire måner få dage før Galilei.

Fysikkens fader

Selv om Galilei gav den hele armen som videnskabsgøgler, så er der ingen tvivl om hans position som en af verdens største videnskabelige pionerer.

»Det var hans lidt mere spektakulære og pompøse opdagelser som de astronomiske observationer, der gjorde ham berømt, men han kan samtidig med rette betegnes som en af fysikkens grundlægger. Han bidrog med vigtige naturfilosofiske erkendelser, og han er den første til at kombinere matematiske argumenter med eksperimentelle data,« konkluderer Helge Kragh.

Samtidig understreger Helge Kragh, at Galileis stræben efter førstepladsen stadig er videnskabens drivkraft i dag.

»Der er en bemærkelsesværdig konkurrencekultur i videnskaben. Betydningen af at komme først er større end i sportens verden.«

På spørgsmålet om Galilei var den første videnskabsmand til at iscenesætte sig selv for at opnå videnskabelige berømmelse svarer Helge Kragh:

»Nej, han var ikke den første, men den bedste.«